THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES

tirsdag den 30. december 2008

Myspace på Facebook

Læste i morgen avisen at engelske Gorillaz har 682872 (sekshundredetoogfirstusindeottehundredetooghalvfjerds) venner på Myspace. Wow! - DET er mange venner!


- Selv har jeg 100 venner - og alle (bortset fra 1) er bands, artister og festivaler, så der er egentlig ikke så meget venskab i de kontakter. Dog får jeg ganske regelmæssigt fra visse artister nogle meget fine kommentarer og hilsner.


Myspace er en interessant site. Den præsenteres som et socialt netværk. - Kan jo tolkes på flere måder. Myspace bruges af artister til at markedsføre sig selv. Det giver dem mulighed for at have en tættere kontakt med deres fans. På overfladen. For det er en en-vejs kommunikation. Ikke nogen dialog. Hvordan skulle de også kunne administrere det? - Det ville kræve en hel hær af mennesker som ikke lavede andet end at kommunikere med fans. Ikke særligt sandsynligt, men givetvis meget populært-:)!


Bortset fra det er Myspace out-dated og gammeldags. Der er en masse restriktioner osv. Facebook som applikation er bedre og mere anvender venligt. Pænere layout etc.


Så hvorfor er jeg da på Myspace? - Fordi jeg får den information jeg vil have direkte fra kilden via bulletiner og blogger. Og det giver mig muligheden for at høre den musik jeg kan lide. Det ville være umuligt uden Myspace, Facebook eller YouTube. Fordi offentlig radio og MTV er blevet overtaget af pop og hip-hop, og god gammeldags metal er forsvundet ud i atmosfæren.

Synes jeg om Myspace? - ............. ?? .........?!?

mandag den 29. december 2008

Spam

Første dag tilbage på jobbet efter helligdagene. Er stadig MEGA forkølet og har meget ondt af mig selv. Ventede på at nogen skulle sende mig hjem. Desværre må jeg have gjort en fejl beregning et eller andet sted. For jeg er den eneste der er her.


Alligevel er det rart at være tilbage. Selvom antallet modtagne emails er helt ude af proportioner. Måske har jeg gjort en fejl der også, for jeg tror jeg glemte at slå Ude af kontoret Assistenten til inden jeg forlod biksen i fredags. ....... Hvilket har resulteret i en enorm mængde af ganske pådrivende mails i stil med


Hallo, er du der?

Hvorfor svarer du ikke?

Din telefon er lukket. Hvorfor?


Ring mig!


Du har stadig ikke ringet tilbage. Nu er det altså ret vigtigt!



På den anden side har jeg også modtaget en stor mængde sidste øjebliks juletilbud fra en masse firmaer. - For eksempel tilbyder Debenham mig 50% rabat på de dér sko jeg har ledt efter .......... SPAM!!!. - Jeg undrer i øvrigt hvordan nogen 2 dage før jul, kan finde på at sende sidste øjebliks juletilbud til en mailing liste bestående af folk (læs kvinder) som med al sandsynlighed allerede er helt i deres eget private tankeområde, hvor kun mad og sukker fylder!?!


Alt i alt har jeg brugt det meste af en arbejdsdag på at læse ud daterede emails og med at forsøge at få lidt orden i kaoset. Jeg undrer hvorfor folk anvender emailen som chatt? Som om jeg er en personlig rådgiver som automatisk konverterer alle dine spørgsmålstegn til udråbstegn?!?

lørdag den 20. december 2008

Nightmare before Christmas

Har været borte nogle dage på den årlige kick-start af det nye år konference. Den handler om at møde kollegaer og bygge netværk. Og det kan jeg lide! Torsdag aften var der stor middag med underholdning og jeg kom i seng kl. 01.30 am. Bevidst drak jeg bare vand hele aftenen, for ellers ville jeg ikke have været i stand til at stå op 4 timer senere og være professionelt aktiv.

Blev færdig med bogen Svensk Mafia forleden. Den var så tilpas spændende at jeg læste den på 2 dage. Utrolig velskrevet. Der ligger en del research arbejde bag bogen, og det mærker man.
Det var en genopfriskning af ting som jeg selvfølgelig godt kan huske når nu jeg blev mindet om det, men midlertidigt havde glemt.

Et af de mest interessant kapitler i bogen handler om Arkan - den serbiske bankrøver der blev en stor mand i Beograd. At Arkan i lange perioder opererede i Sverige, det vidste jeg godt. Men jeg havde glemt historien om hans netværk. Arkan er eksemplet på hvordan en dybt kriminel person kan hæve sig til alles darling og mange miljonær.

I forbindelse med Stein Bagger sagen, så bliver bogen ekstra aktuel. Stein Bagger kan jo forsøge at bilde os noget andet ind, men hvis man som virksomhedsleder ansætter en bodyguard som er medlem af Hells Angels, så har man noget at skjule. At Stein Bagger er en charmerende psykopat som er i stand til at overbevise folk med en lang universitets uddannelse gør bare det hele endnu mere komisk. Sjældent har man set så mange renvaskede hænder og røde ører på en gang.

tirsdag den 16. december 2008

Rystelser kommer i forskellige størrelser

Kl. 06.20 i morges vågnede en masse mennesker med et ordentlig ryk ved at hele jorden rystede. Med deres sædvanlige sans for overdrivelse meddelte Ekstrabladets netavis, at rystelserne var så kraftige at de kunne "mærkes i hele landet". - København er åbenbart vokset siden jeg sidst var der.


Hvorom alting er. 4.8 er et ret kraftigt skælv. Og epi centret var i Sydsverige. Nærmere bestemt lige uden for Ystad. Er af en meget pålidelig kilde som bor dér blevet fortalt, at det rystede så kraftigt at hun ramlede ud af sengen med et ordentligt rabalder.


Men alt overskygges jo fuldstændig af den vigtigste nyhed for dagen: Stein er landet! Med Delta Airlines direkte fra LAX kl. 08.32 am.


På nuværende tidspunkt ved alle hvem Stein er. Men første gang jeg hørte om Stein (i og med at jeg jo ikke bor i Danmark) - så troede jeg vi talte om Friherre Heinrich Friedrich Karl Reichsfreiherr vom und zum Stein, men han har jo været død i ret så mange år, og i øvrigt var han ingen plattenslager selvom han var en slags virksomhedsleder.



Den meget omtalte Stein viste sig at være Stein Bagger, årets entreprenør i Danmark 2008. Desværre også forsvundet fra jordens overflade, til stor ærgelse for de af hans investorer hvis penge han åbenbart havde taget med sig.


Især tog det hårdt på den landskendte komiker Finn Nørbygaard, som åbenbart havde mistet så mange penge at han ikke længere havde råd til at betale for tankning af sin Mercedes. (Se billedet). Fanget af overvågningskameraet måtte han bede hele Danmark om undskyld.
En masse andre kendte mennesker stod frem og erkendte sig narrede. Men hovedpersonen var borte. Indtil den dag hvor Stein Bagger trillede ind på en lokal politistation i Los Angeles og lod sig anholde.

Nu er han så landet, og i formiddags har han erkendt at have svindlet for et meget stor beløb. Fortsættelsen på føljetonen ser jeg frem til. Underholdningsværdien er fuldt på højde med historien om manden der solgte Eiffeltårnet og andet i den genre.

mandag den 15. december 2008

Fremmedforsagt?

I København har man sat såkaldte samtals bænke op rundt om på torve og pladser.



Idéen er at man skal kunne sætte sig og få en lille snak med et medmenneske. Og selve idéen er jo god. Men måske er en storby ikke lige det helt rigtige sted. Hvilket sikkert er forklaringen på at bænkene synes konstant tomme. - Jeg mener, vist har storbyboer berøringsangst?

Man undrer jo hvordan det kan være. Helt normale mennesker som flytter til storbyen bliver totalt skadede efter 1 måned. Gemmer sig bag iPoden og mobilen eller mp3 spilleren. Eller de sorte solbriller. Ingen øjenkontakt overhovedet. Næsen i sky.

Det mærkelige er, at hvis man spørger storby mennesker hvorfor de opfører sig på den måde, så forklarer de alle som en at det er fordi der findes så mange weirdos i storbyjunglen. Og det holder jeg med i at der gør. Det er jo et sympton på det klassedelte samfund, at de der har føler sig ubehagelig tilpas ved de der ikke har. Og de der ikke har skal jo være et eller andet sted. Vi mennesker er flok mennesker, så meget naturligt så søger de der ikke har sig også til storbyerne, for der findes flere ligesindede.

Jeg lyder som en satans kommunist, jeg ved det godt. Men lad det nu være. Det som er interessant er hvordan man bliver når man kommer til byen.

Jeg er selv sådan. Når jeg sådan rejser rundt, så støder jeg af og til på folk som taler dansk. Jeg giver mig ALDRIG til kende. Og senest - i Gøteborg - ja, jeg skammer mig faktisk over mig selv nu jeg tænker efter - så sidder jeg på en restaurant, og lige bag ved mig, der sidder der 4 danskere som har problemer med bestillingen. Vender jeg mig om for at tilbyde min assistance? - Nej. naturligvis ikke. For hvad rager deres problemer mig? - Forbandet dårlig stil af mig!

Hjemme på landet skulle jeg aldrig opføre mig på den tarvelige måde. Jeg hjælper selvfølgelig folk når jeg ser eller hører at de behøver det. Men så snart jeg kommer ind til byen. Vips - så skifter jeg personlighed. Og gemmer bag min sorte solbriller.

"Ju mer man tänker, ju mer inser man att det inte finns något enkelt svar."

A.A. Milne, Author

søndag den 14. december 2008

Civiliseret forretnings etik

Jeg købte en meget omdiskuteret bog til toget hjem. Den hedder Svensk Mafia, og er en kortlægning af kriminelle bander i Sverige. Meget interessant naturligvis.

Det er 2 journalister som har skrevet bogen, og den er som sagt meget omdiskuteret. Blandt andet fordi den beskriver hvordan kriminelle organisationer som Hells Angels, Bandidos og Wolfpack mere eller mindre ugenert har kunnet trænge sig ind i samfundet og gøre afpresning og trusselsvirksomhed til en del af et accepteret forretnings koncept.

Når jeg er klar med den, så skal jeg opdatere jer om hvad jeg synes.


Rockermiljøet er ikke helt ukendt for mig. Jeg var ung og bosat i København under den periode hvor Hells Angels slog sig fast som ledende på hashmarkedet. De greb magten ved resolut at skyde lederen af den hidtidige ejerklub ned på åben gade. Jeg boede i kvarteret og så rygmærkerne skifte fra Bullshit til Hells Angels, men jeg så aldrig klubberne som en trussel, endsige som kriminelle. Det var bare en kamp om hvem der skulle bestemme salgsprisen - hvilket ikke havde noget med køberne at gøre.


I dag - 25 år senere, er en ny krig i gang i København. Denne gang er det om narko (hash er hippiernes lyse øl). Krigen udkæmpes mellem Hells Angels og unge indvandrergrupper. Og det ser ud til at Hells Angels taber den krig. Krigen har skiftet karakter. Den er blevet meget hårdere. Men pengene de kæmper om er også blevet større. Vi taler om et bundløst marked hvor man kan tjene fantasibeløb.


I Sverige er der også krig mellem forskellige kriminelle grupper, men den krig er mest i og omkring Gøteborg - ikke i Stockholm. Eller rettere sagt: Der skydes ikke så meget i Stockholm som i Gøteborg. Af det konkluderer jeg..........

lørdag den 13. december 2008

Reflektioner

I dag er det Lucia dag. Det er en meget gammel svensk tradition som jeg finder smuk, men aldrig fejrer. Fordi jeg ikke er svensk. Jeg foreträkker at holde mine danske traditioner i hävd så meget som muligt.

I går skrev jeg om mine erfaringer med andre menneskers ubevidste opfattelse af alder.

Jeg modtog en reaktion som jeg vil dele med Jer. Den kom fra en mand som i min bevidsthed har et meget sundt syn på livet.

"Er rynker ikke et tegn på at du er blevet klogere og mere forstanding? Eller er det bare en undskyldning for at ikke behöve argumentere for dine påstande? Du behöver bare sig at din lange erfaring ffortäller dig at landet ligger sådan og så falde tilbage på din visdom-:). Som jeg har sagt tidligere; alder er et spörgsmål om hvordan vi opfatter os selv - og andre. Desvärre har folk en tendens til at putte andre mennesker i en boks baseret på deres alder. Når folk når en bestemt alder opfattes de som mumlende lallende fjolser på sammen niveau som små börn. Hold venligst mig (og du selv) ude af den boks:-)."

Det er interessant at alder er så vigtigt for os. I virkeligheden er det jo bare et fiktivt tal som nogen har opfundet for at holde os travlt beskäftigede med at synes det er synd for os. Det siger igenting om os eller om vore värdier.

Jeg opfatter mig selv som klog og forstående. Jo äldre jeg bliver jo mere tilbagelänet bliver jeg også. Det tolkes desvärre som en negativ attitude, hvilket jeg ikke synes det er. Min karriere ligger bag mig. Mine ambitioner er nedtonede. Det giver mig en mulighed for at udforske livet på en helt anden måde end for 10 år siden.


Förhen ville jeg aldrig have vist indersiden af mig selv offentligt (jeg mener i en blog), men i dag er det ikke så kompliceret. Jeg er den jeg er, jeg kan ikke lave om på mig selv, og jeg vil heller ikke. At väre mig selv er et af de virkelige privilegier som kommer med alderen.

En anden positiv ting ved at blive äldre er, at jeg kan anvende selvironi på en helt anden måde end för. Jeg kender mine stärke sider og jeg kender mine svage sider ind og ud. Men jeg behöver ikke längere undskylde mig selv. Det er helt ok at väre skör nu-:)).

"I am not young enough to know everything"
James M Barrie, Novelist

fredag den 12. december 2008

Den sidder der - lige midt i panden!

Har du tænkt på hvor mange mennesker som får angstanfald når de ser rynker - også når rynkerne sidder i panden på et andet menneske?

Jeg har haft rynker i panden siden jeg var 18. Det er såkaldte intellekt rynker. - Engang imellem irriterer de mig, og jeg funderer på laser og botex, men for det meste er jeg ret stolt af dem. De er jo en del af min personlighed.

Rynker forbindes med alderdom. Og så får man det dér diskrete spørgsmål: "Hvornår skal du pensioneres?" - Det skal jeg faneme aldrig! Jeg skal arbejde til jeg segner død om. Hvad skal jeg ellers få tiden til at gå med? Eksperimentere i køkkenet så hr. Asta kan køre frem og tilbage mellem hjem og forgiftningscentral? - Det er hans livsforsikring ikke stor nok til.


"Mange er aldrig lige gamle med sig selv"
Tove Ditlevsen

torsdag den 11. december 2008

Berømmelse


Tænk hvis jeg var kendt. Så ville jeg blive inviteret til events overalt. Og en masse fotografer ville eksponere mig for hele verden. Og jeg ville blive interviewet. Eksempelvis om mig. Og det ville blive publiceret. Alle ville læse min blog. Og alle ville få et pludseligt behov for at være mine venner. Skide være med om jeg kan stave eller er idiot. Bare jeg er kendt. Og ligegyldigt hvad jeg så får for mig at sige - de vil labbe det i sig!

Sådan her kan det eksempelvis blive:

C.Leb Q: Asta, Hvor får du inspiration fra til at skrive?
Mig A:
Har du overhovedet læst min blog?

C.Leb Q: Du får mange kommentarer på din blog. Besvarer du dem?
Mig A:
Har du overhovedet læst min blog?

C.Leb Q: Du skriver meget om dig selv. Hvorfor?
Mig A:
Fordi jeg kan

C.Leb Q: Ind imellem får du meget kritik for det du skriver. Hvordan håndterer du det?
Mig A: Har du overhovedet læst min blog?

C.Leb Q: Du har jo sunget og spillet i mange år. Hvorfor holdt du op med det?
Mig A:
Er du sikker på at du har læst min blog?

C.Leb Q: Du skrev engang et meget morsomt indlæg om Gud. Hvornår ser vi det indlæg igen?
Mig A: Mener du som en slags Best of? - Genudsendelser overlader jeg til andre

C.Leb Q: Du er meget fascineret af sko. Hvorfor?
Mig A:
Har du læst min blog?

C.Leb Q: Karaoke er jo meget populært. Mange mennesker sværger til det. Det er snart hvem som helst som har et karaoke anlæg. Alle er stjerner for en aften, ikke sandt? Hvad synes du om karaoke? Og tænker du på at give et nummer på bloggen? Eventuelt lave en video indspilning?
Mig A:
Hvad var spørgsmålet?

C.Leb Q: Til sidst, Asta, hvilket af følgende foretrækker du

Øl eller vin?
Kaffe

Ost eller Is?
Kage

Hund eller kat?
Næste spørgsmål

TV eller radio?
Bog

Bil eller båd?
Tog

Mallorca eller Bahamas?
Berlin

Guld eller sølv?
Jade

Langt eller kort?
Medium

Sneakers eller ballerina?
Højhælede

Celine eller Madonna?
Tony Kakko

C.Leb: Tak for din tid

Postet af Asta2143

onsdag den 10. december 2008

Sko

Sidder nu på nattoget på vej hjem fra Gøteborg. Klokken er 19.46. Jeg er hjemme kl. 7 i morgen tidlig.

Det har været en rigtig god tur. Hårdt program - tog hjemmefra kl. 8 i går morges og har undervist hele dagen i dag. Men med meget positiv respons, og bare det er hele rejsen værd.
Har haft vældigt hyggeligt samvær med Miss Fan (vi delte værelse på hotellet). Nåede blandt andet at shoppe i går aftes, og jeg losede hende frem til en butik som solgte nøjagtig den julegave hun skulle købe til en bekendt. Viste mine topkvaliteter som vejviser både ind til Gøteborg og i morges ud til lufthavnen, så hun lod mig køre showet helt på egen hånd i dag. Præsenterede bare sig selv som min privat chauffør.

Er rigtig stolt af mig selv. Og glad. Det er sjældent jeg hører at jeg duer.

En anden god ting med Miss Fan er, at hun i går ved ankomsten til Hotel Scandic Europe lykkedes at få os opgraderet til VIP gæster, så vores morgenmad indtog vi i VIP loungen på 6. sal. Der er sandelig forskel på folk og folk.


Nå, ja, og så blev der selvfølgelig også lige til et par super lækre sko til undertegnede (se billede). De bare stod der og skreg DINE FØDDER BEHØVER OS!

søndag den 7. december 2008

Alders fester


Jeg funderer en del på det her med julen og hvorfor og hvad. Det er som med mine funderinger omkring min fødselsdag. Jeg fejrer den aldrig, for jeg synes det er noget pladder.

Jeg mærker reaktionerne når jeg proklamerer at jeg absolut ikke skal fejre min 50 års dag. Præcis alle synes jeg er gal. Hvorfor det? Kan man ikke holde en fest en anden gang og bare sige at man holder fest fordi man er glad?

Hvorfor fejrer DU din fødselsdag? Gør du det for gavernes skyld, eller gør du det fordi du synes du er vigtig og tror at alle andre også synes det?

Hvis jeg bare skal føle mig vigtig 1 dag om året, hvad er der så for mening med at være? - Det bliver 364 dage per år hvor man ikke er vigtig. Det føles jo tungt.

En anden ting er at jeg faktisk ikke synes det er så skide fedt at fylde år, når antallet år aldrig stemmer med min faktiske alder - altså den alder jeg er inde i mit hoved. - Næste gang fylder jeg 46. Men det hænger ikke sammen med hvordan jeg er. En 46-årig kvinde skal jo springe rundt og bage og lave mad og gå på te slapperads med sine veninder. Men jeg gør ingen af delene. Forøvrigt så har jeg ingen veninder. Knapt nok nogen venner. - Jeg klæder mig heller ikke som en 46-årig. Jeg taler ikke som en 46-årig. Jeg lytter ikke til 46-årig musik. Jeg opfatter mig selv som ung, men bliver behandlet som midaldrende. Det er ultimativ depression. Og det gider jeg ikke. Så hvorfor hele tiden lade sig påminde?

Hvad er meningen med kirken?


Jeg er protestant. Som følge deraf så går jeg kun i kirke til barnedåb, bryllup og begravelse. Jeg tror - ikke på Gud - men på livet. Men jeg kan lide kirken som et sted for eftertanke og reflektion. Jeg nyder musikken, fordi lyden er mægtig i kirkerummet.




Protestanter tror ikke på aflads begrebet. Man kan aldrig købe sig tilgivelse. Martin Luther brød
med den katolske kirke først og fremmest fordi han foragtede afladen som kirken tjente store penge på. Skærsilden findes ikke i kristendommen. Det er noget naragtige præster har opfundet for at skræmme livet af folk. For at kunne få magt over andre mennesker.

Jeg tror heller ikke på helvede som et sted jeg kan undkomme bare jeg lever efter Biblen og betaler mit tiende. Jeg bliver forarget på min lokale kirke som er mere metodistisk end den er katolsk. Her holdes kirkebøssen frem på en måde så hele menigheden skal se om jeg har penge eller ej. Har jeg ingen penge, så kan jeg bruge mit kredit kort. Det er ulækkert. Jeg vil ikke have med det at gøre. Penge har intet med kristendom og Jesu bud at gøre.

lørdag den 6. december 2008

Fødselsdag eller Jul?


Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal stille op med julen. Jeg synes bare maden er interessant. Andesteg - det er godt.

Men alt det her med gaver og så videre, det synes jeg har antaget absurde proportioner et eller andet sted. Bare en masse gavebytteri. Det er hyggeligt at træffe familien og spise sammen. Men hvorfor er vi pludselig alle børn bare fordi det er juleaften? - Hvad fejrer vi egentlig? Jesus fødselsdag? - Hvorfor fejrer vi fødselsdag for en som har været død i 2000 år? Skulle nogen ville fejre min fødselsdag om 2000 år? - Tænk tanken: Er der overhovedet nogen der ved hvem jeg er om bare 100 år? Jeg har ingen anelse om hvad min oldefar på min fars side hed, så hvordan skal jeg kunne forvente mig at mine oldebørn skal vide hvad jeg hedder? Endsige holde min fødselsdag i hævd? - For øvrigt er det en idiotisk diskussion, for jeg fejrer ikke selv min fødselsdag. Synes bare det er pladder.

Og hvem siger at Jesus synes det er fedt at blive fejret, når vi nu fejrer hans dag med at bytte gaver? Det var næstekærlighed han prædikede. - Er det næstekærlighed at ruinere sig selv for at andre skal elske een i 10 minutter 1 gang per år?

fredag den 5. december 2008

Den sande lære


Læste forleden at der nu kun er 14% rygere tilbage i Sverige. Det tror fanden så besværligt det er blevet. Både at inhalere skidtet, men så sandelig også at købe det. Jeg ved godt at det er farligt, men et eller andet sted så synes jeg, at når man er voksen så må man vel selv bestemme hvad man vil ødelægge sig selv og sit helbred med.

Jeg har røget i så mange år at jeg har glemt antallet. - Hvad er der for mening med at irriteres over det? - Det er min last her i livet. Nogle mennesker drikker alkohol i store mængder, andre fylder sig med slik og søde sager. Andre spiser en masse medicin. Jeg ryger. So what?!?

Jeg føler mig diskrimineret.

Nu det her med rygningen. Det er jo blevet så besværligt at købe sin lille pakke Prince med dødningehoveder og absurde trusselstekster.

For eksempel, så har de fleste butikker nu et system, hvor man kun kan få fat i den eftertragtede pakke hvis man er over 1.70 (5.57). Og jeg er jo som bekendt bare 1.49 (4.88). Når man ikke, er det bare tuff luck.











I andre butikker skal man lede en elektronisk brik frem, betale for den i kassen, og så lede efter selve cigaret maskinen som oftest står udenfor selve butiksområdet. Bare at finde brikkerne er en opgave for Sherlock Holmes.

Desuden, så bliver jeg rasende irriteret over de latterlige trusler man for mine penge fylder de satans pakker med. Altså f.eks. at mænds sædkvalitet forringes af rygning. Eller at rygere løber en større risiko for at videreføre en genetisk sygdom end ikke-rygere. Sådan noget uvederhæftigt lort at skrive. Overhovedet intet videnskabeligt belæg for påstandene. Men til rygere kan man åbenbart skrive hvad som helst.

Tænk hvis man begyndte at skrive advarsler om alkoholens skadelige påvirkninger på vin etiketterne eller på spritflaskerne. Skulle aldrig fungere. Der ville blive revolution. 99% af befolkningen drikker alkohol. Og alkohol er jo fest og farver, ikke sandt?

onsdag den 3. december 2008

Kom sikkert hjem

Min næst sidste dag i Stockholm for den her gang. I går aftes kørte jeg lidt rundt på rød linje i tunnelbanen. Masser af mennesker.

Tilbage til hotellet ca. kl. 19.00, så tog jeg mig en cigaret ude foran hotellet. – Det er jo blevet noget besværligt at være ryger, så hvis jeg vil have dækket mit nikotinbehov, så må jeg pænt stå ude i regnen.

Nå, men ud fra hotellet kom der 3 personer, 1 dame og 2 herrer – eller hvad man nu skal kalde dem. – Den kvindelige del af selskabet var ikke blevet helt færdig med sit vin, så op af lommen drog hun et vinglas fyldt med rødvin, bundede indholdet, og stillede derefter glasset fra sig midt på fortovet.

Den mindste af herrerne havde sørget for at drikke ud – i sådan en fart at han skulle bruge hele vejens bredde på at tage sig frem.

– Nå, men selskabet entrede da en stor rød Volvo S80 for at tage sig videre til næste stop. Det er jo vigtigt at køre så sikkert som muligt……… Kan jo også være godt at tage sig en lille hjertestyrkning eller 2 inden man sætter sig bag rattet. Jeg mener, trafikken er jo livsfarlig!














Nu bliver der lige en lille pause, for jeg kom på at jeg faktisk behøver ryge inden klassen starter…………

tirsdag den 2. december 2008

Storby syndrom


Og så regner det noget så fantastisk i Stockholm. - Gik de 500 meter fra hotellet til tunnelbanen i morges, og fy for den hvor det bare stod ned i stænger. Så jeg havde jo ikke behøvet stå der og style håret. Sløseri med min tid! – Og nu kl. 16.00 så regner det stadig. Helt utroligt i december måned.

Jeg funderer på at kigge på butikker i dag. Måske besøge Indiska og se om jeg kan finde noget. Eller også springer jeg det over og går hjem på hotellet og hopper tidligt i seng.

Mit hotel ligger bare 4 stop herfra med tunnelbanen. Enkelt og smidigt. Jeg kan godt lide tunnelbanen – om dagen. Om natten er den uhyggelig. En masse besynderlige og ubehagelige individer som kommer frem efter kl. 21.00. Ikke fordi de ser underlige ud, men fordi de opfører sig som kryb. Som om tunnelbanen suger alle som behøver komme af med sine aggressioner til sig. Vagterne er ikke bedre – snarere tværtimod. Dem er jeg faktisk bange for. Altså helt alvorligt.

Mennesker som har det dårligt af en eller anden anledning – dem er jeg ikke ræd for. Synes bare det er synd for dem. Men mennesker som vil vise at de har magt til at gøre mig fortræd. Dem er jeg ræd for. Det er sådanne mennesker som virkelig kan provokere mig. – Måske skulle jeg også synes det er synd for vagterne. For de har det selvfølgelig også dårligt. Ellers behøvede de nok ikke optræde som de gør. Men, nej. Jeg kan ikke føle medlidenhed med dem. De får betalt for at kunne håndtere konflikter, og så skaber de dem i stedet for. De burde selvfølgelig aldrig være blevet ansat som vagter. Det er små mennesker. Sådan nogle som man også kan møde i natklub døren.

søndag den 30. november 2008

Hvor smart synes du selv du er?

Sommetider undrer man jo hvad der egentlig foregår inde i ens hoved.

Nu har jeg jo været så venlig at tænke på firmaets omkostninger i forbindelse med mine rejser, og så tænkte jeg at nattoget hjem fra Gøteborg nok var sagen. Fordi det koster kun det halve af en hotelovernatning, og så er jeg jo hjemme en dag tidligere.

Og nu er billetterne bestilt, og så ser jeg, at jeg f.... skal stå af kl. 5 onsdag morgen på en station oppe i Ånge (ligger meget langt ude på landet) - for at skifte til et andet tog som så skal tage mig ned til min slutdestination. Som ligger 111 km (68.81 miles) væk. Så - godt tænkt, Asta! Du har som sædvanlig udvist en lysende evne til at gøre det så besværligt for dig selv som overhovedet muligt!

Suk.

lørdag den 29. november 2008

Obersten og andre rædsler

Gudskelov så kan jeg med ærlighed i stemmen takke nej til at deltage i næste lørdags rædsler. Jeg skal nemlig ud at rejse. Til Stockholm igen hele ugen, og ugen derpå til Gøteborg. Og jeg skal jo nå at vaske, ikke?!?

Jeg kan godt lide at rejse. Selvom jeg selvfølgelig helst vil sove hjemme i min egen seng. Men det er altid dejligt at træffe nye mennesker.

Forhåbentlig så får jeg tid til at handle lidt julegaver. - Jeg véd ikke hvad jeg skal købe hverken till Miss Winty og Freddie eller til Miss Mocca. Men jeg kommer sikkert på noget kreativt.

I Gøteborg skal jeg være sammen med Chefens chefs pisk. Jeg kalder hende for Obersten. Hun er så fokuseret på sit arbejde at hun næsten har glemt at hun har en søn. Engang imellem kommer hun i tanke om det, og så overmandes hun af dårlig samvittighed.

Det er meget langt ude. Det er ikke engagement og dedikation - det er besættelse.

Af en eller anden mærkelig grund, så kan Obersten vældig godt lide mig, og hun fortæller mig altid i yderst underholdende vendinger om hendes kærlighedslivs forviklinger. Jeg har lidt svært ved at forestille mig at Obersten kan have så mange beundrere som hun åbenbart har. Men måske foretrækker mænd dominante kvinder?

fredag den 28. november 2008

Hjerne tankning og rullertrapper

Hjemme igen efter 2 hektiske dage i Stockholm. Som gik ud på at tanke min överste etage for diverse fantastiske og kreative idéer.

Jeg bliver med jävne mellemrum indbudt til sådanne seancer, og jeg elsker det. Det er ligesom at åbne for en vandhane. Det bare fosser ud. Når så der er fyldt op, så lukkes der for hanen igen og jeg kan tage hjem, helt slut.

Hele övelsen kräver et kontinuerligt indtag af god mad og en masse vand og kaffe, for jeg forbränder enorme mängder med energi. Og maven kräver at blive fyldt mindst hver 4. time.

I går aftes spiste jeg i Kungshallen. Fik dansk smörrebröd (ikke helt som vi laver det i Danmark, men nästen og lige ved), og så undede jeg mig selv en super läkker Creme Brule (savner desvärre et meget vigtigt tegn på mit keyboard. Sorry) - udtales bryll - med rårörde hindbär. Smagte fantastisk dejligt.

Jeg er på denne rejse kommet frem til at jeg nok bliver nödt til at besöge en läge. Min rulletrappe skräk har nu antaget urealistiske proportioner, og det begynder at gå mig på nerverne. 3 gange på denne tur har jeg set en film med mig selv som hovedrolle indehaver, i vandret position flyve - med hovedet först naturligvis - ned på tunnelbanens perron afsnittet. Det er ikke nogen särlig god film kan jeg godt hilse og sige. Den spilles også bagläns. - Det bliver den ikke bedre af.

onsdag den 26. november 2008

Privat område

De seneste dage har jeg lydt som om jeg har berøringsangst. - Det har jeg også. Jeg kan ikke have at nogen kravler ind i mit private space, uden at være blevet inviteret. Jeg hader for eksempel den afskyelige skik som en del mennesker praktiserer med at kysse fremmede i ansigtet. Eller når kollegaer som ikke kan fordrage mig, dunker mig i ryggen og besynger mine fantastiske evner. BVADR!

Lige så lidt synes jeg om at andre vil give mig gode råd om hvordan jeg skal være eller se ud. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Hvis jeg vil have et råd, så beder jeg om det.

Jeg er desværre opdraget til altid at være høflig og venlig og forstående nærmest uanset hvad. Hvilket ind imellem forårsager en masse indre kampe. Jeg ville elske at kunne sætte folk på plads så de kan forstå det. I stedet så bliver sådan noget halv uldent noget, som bare leder til at andre opfatter mig som sær.

Derfor undgår jeg den årlige jule-kom-hinanden-ved på firmaets regning som er et nærmest helligt rædels fænomen vi skal trækkes med hvert år.

Et par enkelte gange er jeg blevet kommanderet til at deltage. Og hvad sker der? Aldrig har vi nået at sætte os til bords, så begynder de første jerimader og beklagelser om det ene og det andet, som for eksempel hvor dårlig lønnen er. Og der er altid nogen som begynder at græde, og der er også altid nogen som bliver syg. Og så skal jeg tage mig af det, som om jeg skulle kunne se det som et kald. Fordi jeg er ædru lignes jeg automatisk med den barmhjertige samaritaner. Og ærlig talt. Jeg har andet at gøre end sidde på et badeværelse i mit pæne tøj og holde et andet voksent menneske på panden, og sige "Nåh" og "Det er vel nok synd".

tirsdag den 25. november 2008

Kræsen

Jeg skal til Stockholm torsdag og fredag. For at deltage i et møde. Så jeg skal op kl. 4 torsdag morgen, for toget går kl. 5.42, og med alle mine rutiner, så .............

Normalt bor jeg på Scandic, men efter at de blev medlem af Hilton koncernen, så er standarden sunket nærmest under gulvbrædderne. Jeg synes det er tarveligt at kun udlevere 1 badehåndklæde til en kvindelig hotelgæst.

Jeg synes også det er tarveligt at der hverken findes fugtighedscreme eller noget andet lækkert på badeværelset.

Kaffekogeren har de fjernet. Og de har skåret ned på antal TV-kanaler.

Og hele tiden bliver jeg påmindet om at huske at tage hensyn til miljøet ved at genbruge mit våde håndklæde.

Latterligt.

Jeg bor hellere på privatejede hoteller, eller - som nu i denne uge - på SAS Radisson, som er billigere, men mindre tarveligt.

Så slipper jeg også for at hele tiden rende ind i kollegaer som jeg helst vil undgå i elevatoren, eller i lobbyen, eller når jeg indtager min morgenmad. Det føles nemlig som at man konstant er under overvågning. Ikke fordi jeg har noget at skjule, men helt ærligt. Man vælger jo ikke selv sine kollegaer - det gør Chefen. Og Chefen kan jo også have en sindsforvirret dag.

Et blik på mit skrivebord synes jeg I skal have. Så forstår I sikkert...........

mandag den 24. november 2008

Die Wunderbare Affen


Det har sneet ret kraftigt de sidste par dage, så har jeg kke haft lyst til at gå ud. Nu drev nøden mig så i morges, for det er mandag og jeg arbejder mandag - fredag. Eller rettere sagt, jeg er på min arbejdsplads. Om jeg så arbejder, det er jo en smags sag.

Hele dagen i går brugte jeg til at hygge mig inde i varmen. Miss Winty kom forbi. Gennemkold. Det lille fjols havde bare en sweatshirt og en tynd jakke - i 10 minusgrader. Jeg forærede hende min nye, sorte, dobbeltforede frakke. Jeg købte den ikke fordi jeg selv behøvede den, men fordi jeg syntes den var smart. Har haft den på 5 gange, så den er næsten ubrugt. Nu hænger den på Miss Winty og der hænger den jo godt.

Alex og Calle er to, i Sverige, meget berømte og berygtede bloggere på Aftonbladet. Og de har det tydeligvis ligesom jeg - arbejde er jo meget hyggeligt, det tager bare en fandens masse tid, og vil man have lidt sjov på arbejdspladsen, så må man jo selv bidrage.Og Alex og Calle forstår at drive den dér Tænk hvis man... tanke frem. Og så forevige den for hele verden. Det seneste gale påfund er Vi blæser på Chefen. Jeg har lænket videoen, for det går ikke at forklare. Det skal ses. - Først kommer der lige en lille reklame, men så ..............

http://www.1000apor.se/archiveblog/blog/2008/11/20?blogger=3

Lige i tide til årets lønforhandling, eller hvad...?!?

Det som ærger mig mest er at jeg ikke kom på den her idé først. Pokkers også!

lørdag den 22. november 2008

Er Thomas Treo Röv og nögler?

Antal mennesker som trätter mig: 2 Antal kopper kaffe: Alt for mange Roser: 1


Så er Thomas Treo igen ude med riven. Jeg undrer hvorfor han anmelder musik, for når man kalder sig Treo, så må man på en eller anden måde have et problem.

Jeg sagde det da Treo anmeldte Marilyn Manson koncerten og da han anmeldte Meat Loaf koncerten: Helt ok at have en mening, men man skal som anmelder väre lidt mere nuanceret end Treo er, og ikke bare hugge hovedet af folk. - Jeg var dér, så jeg ved hvordan det i virkeligen var.

Og nu har Treo så begået atter en anmeldelse som er på kanten af det tilladelige, nemlig anmeldelsen af Guns and Roses nye album "Chinese Democracy".

Vi har ventet på den i 17 år. Troede nok aldrig den skulle komme. Men nu er den her, og Treo er blevet sat til at anmelde den. - Desvärre.

Man forstår allerede ud af overskriften, at den gamle Rose er en torn i öjet på Treo. - Det fremgår aldrig hvorfor, men måske har Axl fornärmet Treo på det personlige plan engang. - Stjålet en pige, eller smidt en flaske i hovedet på ham, eller bare nägtet at besvare et spörgsmål. Tjah. Hvem ved?

Hvordan landet nu lige ligger om årsagerne til de dårlige vibrationer, så er anmeldelsen gennemsyret af had og personlige anti-fölelser mod Axl Rose.

Og vi kan läse, at pladen er noget lort. Treo kalder den for Röv og Nögler.

Og hvad gör man så? Fordi jeg kan ikke kommentere på noget jeg ikke har hört. Men jeg har jo läst anmeldelsen i Rolling Stones, og har svärt ved at tro at deres anmeldere er tonedöve. De synes om pladen.

Så jeg fulgte opfordringen og loggede mig ind på Myspace og lyttede - sammen med 3 millioner andre mennesker - til Chinese Democracy hele fredag aften. Jeg hörte hele albummet 4 gange. Og Treo - ärlig talt. Du er blevet for gammel til dit job. For det er en god plade. Meget varieret. Slet ikke Guns and Roses som de var. Heldigvis da. Axl har udviklet sig. Et enkelt nummer er ikke min kop te, men resten er rigtig godt. Så godt at jeg skal köbe pladen til min samling. Og tro mig: Jeg er kräsen!

At väre rock musiker - det er et håndvärk. Det er präcis som at väre tömrer, eller elektriker, eller lärer. Og Treo - du kan vel have så meget respekt for håndvärkeren Axl Rose, at du kan lytte til hans arbejde med et åbent sind, fri for alle forudfattede meninger om hvordan du tror det skal väre, bygget på noget som händte for 20 år siden!

Treo: Som jeg skrev til dig i nat: Bryd sammen og gå videre. Tag en Treo, läg den i et glas vand, og så kom ned på jorden til os andre.

For I som vil läse hele Treos anmeldes findes den her:

http://ekstrabladet.dk/musik/intlalbum/article1086176.ece



fredag den 21. november 2008

WMA - uinteressant og latterligt


Klaus Riskær fortsætter trenden fra tidligere med hjernespind som ingen begriber, og i dag skrev jeg til ham og spurgte hvorfor han vil tage os til en anden planet som vi ikke vil følge med til.

Jeg har ikke fået noget svar.

Det får jeg måske heller ikke. Måske synes han det er unødvendigt at svare på kommentarer, eller også læser han dem ikke.

Jeg lader Klaus hvile et par dage, så kan jeg altid tage ham frem igen.

Og lad os så komme igang med dagens emne!

WMA er blevet reduceret til en slags hip-hop scene. - Jeg kan ikke udstå hip-hop. Jeg synes det er stærkt over reklameret. Og jeg forstår ikke hvorfor det regnes for mere stuerent end metal. Hvis man gider lytte til teksterne eller fundere lidt over artisternes opførsel. De færreste hip-hop artister er musikere eller rigtige artister. De ved bare hvordan man betjener en computer. Det gør jeg også! Gør det mig til en god artist?

Jeg forsøger at forestille mig hvordan det ville være at lytte til den samme rytme, de samme 3 akkorder og de samme 4 linjer i 1 1/2 time. - Jeg tror minsandten jeg ville blive vanvittig. Beklager, men det er sådan jeg føler for hip-hop.

I år kiggede jeg på WMA fra USA på MTV fordi jeg ikke havde noget bedre at lave den dag. Og hvad ser jeg? En eller anden - tydeligvis - højt profileret hip-hopper med dreadlocks, hoppende rundt på scenen i sin mere eller mindre egen selvcentrerede verden, i et par svin-dyre bukser som hænger nede på hans knæ. Og viser sine dyre men ikke særlig appetitvækkende underbukser frem.

Jeg har glemt hans navn, jeg har glemt melodien (ikke heller sikker på at man kan kalde det for en melodi), jeg har glemt teksten. Den her fyr kan meget vel være den højest betalte artist i hele verden, jeg er komplet ligeglad. Om jeg husker ret, så modtog han en pris. Husker ikke i hvilken kategori. - Men hvad jeg kan huske er, at han ankom til den røde løber ridende på en elefant. - Og at det opfattedes som noget meget coolt.

Det morsomme er - og det her fortæller mig at folks opfattelse af hvad der er coolt beror på HVEM som gør det - hvis Marilyn Manson var ankommet til den røde løber ridende på en elefant, så var han blevet kaldt for dyre mishandler.

Men hvad er forskellen? Kan nogen forklare mig det?

Selv foretrækker jeg i det hele taget at Marilyn Manson, for han har et budskab. Og han kan musik. - Jeg tror ikke den der sprællemand af en hip-hop nisse har et budskab. Og musik - det kan han ikke.

Se vidoklippet "I hate hip hop and I love death metal" her

torsdag den 20. november 2008

Den globale nukleare familie

Läste en artikel i Ekstrabladet i dag som diskuterer nye koncepter for börnepasning i det globale samfund. Debatten er åbnet af Klaus Riskär som jo lige for tiden er inde at sidde. Han behöver jo selvfölgelig noget at beskäftige sig selv med under hans indespärrede ophold, så han har startet en blog på Nationen i Ekstrabladet hvis formål det er at provokere.

Så langt så godt. Men - det der irriterer mig er at han anvender sig af et fuldständig over-ambitiöst sprog som driver mig til vanvid, fordi han mister totalt föling med de mennesker han vill provokere, nemlig yngre foräldre.

Klaus Riskär har taget debatten om börns pasning til en anden planet på grund af den kedelige vane.

I går foreslog han at pensionister kunne passe ungerne med udearbejdende foräldre, i stedet for at sende dem i börnehave eller vuggestue. - Og det er okay. Han har jo en point.

Men så i dag svamler han om "den globale nukleare familie". Som for eksempel:


"Ved understrømmens kompenserende rebalancering er disse mangler kompenseret ved, at de søgte kvaliteter genskabes, om end af andre leverandører og kilder. Familien er dermed udvisket som begreb i forhold til tidligere tids snævre definition baseret på et biologisk tilhørsforhold, til at være en dynamisk glidende kerne af humane relationer i et virtuelt skabt rum af ”familiefølelse”. Det er selve indholdet af tidligere tids kvalitetsbegreb i kernefamilien som er reproduceret, mere end det er den faktiske biologiske familierelation. "

Det var ikke helt let at oversätte, vil jeg sige.

Jeg forstår så udmärket betydningen af de enkelte ord, men jeg synes han overdriver det hele, og på grund af det forsvinder hans point i tågerne. Jeg föler mig hevet tilbage til 70-erne hvor klasse eliten diskuterede oppe i atmosfären, således at de mennesker som diskussionen handlede om og som den skulle gavne, var ude af stand til at deltage, fordi de simpelthen ikke fattede et ord af hvad det gik ud på.

Jeg föler et desperat behov for at skrige

Klaus, for helvede! Så tag dig dog sammen mand!








Läs gerne hele artiklen via nedenstående länk.

http://www.understrom.com/bog/understrom/original2008/readingpiece39/tekst/

onsdag den 19. november 2008

Hvor gör det egentlig ondt?

For tiden plages jeg af en infektion i min käbe - eller er det öret? - Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig. Når jeg lägger hovedet på siden i en bestemt vinkel gör det knapt så ondt, men det indebärer jo også at jeg ser ud som om jeg er behäftet med en fabrikationsfejl.

Jeg har haft det för. Fik for et par år siden så forbandet ondt, så jeg dårligt kunne regne ud hvad jeg selv hed. Det föltes som om tänderne var på vej ud af munden på mig. Gik på sygehuset hvor man konstaterede, at det var öret det var galt med. Og så kan man jo undre hvorfor det så skal göre ondt i tänderne.


Nu har jeg tidvis også let feber, men ikke nok til at jeg synes jeg vil väre bekendt at sygemelde mig.

Men man funderer jo på om det kan väre noget andet og mere alvorligt end en lille infektion. Og om det nogensinde skal holde op med at göre ondt? - Tänk hvis jeg skal have det sådan her resten af mit liv? Det föles ret uoverskueligt. Jeg planlägger jo at leve i hvert fald en ca. 30-40 år til. Kan man läre at ignorere smerte, eller kommer man udover smerte også at rammes af vanvid?

tirsdag den 18. november 2008

Absint - Myter og morskab


Absint blev en meget populär drink blandt kunstnere specielt i Frankrig i slutningen af det 19. århundrede.
Men Absint er omgivet af myter. I lang tid var drinken bandlyst fra restauranternes drinks lister, men i de senere år har den genvundet sin popularitet. Först og fremmest takket väre filmen "Moulin Rouge".

Det er trendigt og dekadent blandt rock musikere og deres fans at drikke Absint i store mängder. Du bliver fuld hurtigere end du kan nå at tälle til 3, blandt andet på grund af den höje alkohol procent. 65-80% alkohol er normen.

De vigtigste urter som anvendes i Absint produktionen er malurt, anis og fenikel. - Hvilket forklarer hvorfor nogle mennesker sammenligner Absint med narkotika. Malurt i sig selv er ren gift. Når vi tänker Absint så tänker vi på en grönfarvet väske. Men, en anden meget populär Absint er den spanske Serpis Absenta som er abrikos farvet. Alkohol procenten som Serpis Absint holder er lige omkring 55%.

Absint skal nydes som en helt vanlig long drink. Uanset om det er grön eller röd Absint du välger at drikke, så tag chancen og server den på traditionel vis med sukker og vand. Drikker den ikke rent, og lad i himlens navn väre med at sätte ild til et glas Absint. Det eksploderer lige op i ansigtet på dig. - Og helt ärligt så findes der bedre måder at möde det nye år på end liggende i en hospitalsseng på brandsårsafdelingen!

Den eneste måde at finde ud af om Absint er myte eller blot en helt almindelig drink er ved at smage på varen.

Hvis du vil vide mere om Absint så check denne webside:



torsdag den 11. september 2008

Satiren om den forhistoriske ismand

Frit efter Trey Parker og Nancy M. PimenthalSiges at opildne til religiøs ekstremitet i det hellige Rusland

Rolleliste:

Kyle Kyle
Stan Stan
Dr. Mephesto Genetisk forsker og ingeniør
Steve Gorak / Larry Kontroversiel kult figur. Siges at være den egentlige hjerne
bag skole massakrerne i USA


Kyle og Stan finder en gennemfrossen mand i et hul og tager ham med hen til Dr. Mephesto. Her starter en livlig diskussion om hvem som fandt manden og om hvorvidt han skal hedde Steve eller Gorak.

Da de har fået banket manden fri for is, opdager de at Steve Gorak er iklædt tøj fra Eddie Bauer, som var på mode 2 ½ år tidligere.

Isen har konserveret manden og har holdt ham i live. Dr. Mephesto tror han er en neandertaler, og er ude af stand til at forstå hvad manden siger selvom han taler udmærket engelsk.

Dr. Mephesto beslutter sig for at vise det forhistoriske fund frem for publikum. For at Steve Gorak skal føle sig hjemme skaber Mephesto et komplet 1996-rum. Desværre har Steve Gorak et forfærdeligt temperament og er rasende over den umenneskelige behandling han udsættes for.

Kyle og Stan får medlidenhed med Steve Gorak og beslutter at slippe ham fri.
Larry (som Steve Gorak egentlig hedder) flakker rundt, opdager at hans hustru er gift igen og har 2 børn på 8 og 13 år. Han husker ikke med hvem. Voldsomt frustreret over sin situation, beslutter Larry at han ikke kan leve i denne verden. Han forsøger uden større held at fryse sig selv ned igen.

Stan og Kyle får da det lysende indfald at sætte Larry på toget til Des Moines i Iowa, hvor man angiveligt skal være 3 år bagefter alle andre, så han kan komme tilbage til sin egen tid Nogle FBI agenter krydser dog deres planer da de planlægger at bruge Steve Gorak som våben ved en planlagt invasion af Sverige. Der opstår kamp på togstationen mellem FBI agenterne og Stan og Kyle, og i forvirringen lykkes det Larry at slippe væk.

Larry gifter sig igen – med en kvindelig drag. Da han opdager forskellen, kaster han sig ud fra det højeste bjerg han kan finde, for siden at genopstå som en reproduktion af Grev Dracula.

onsdag den 10. september 2008

Kunst uden afsender

Tror hele kunst debatten handler om at vi opfatter og ser ting forskelligt. Det jeg opfatter som kunst er det som jeg synes er smukt.Og det er jo med skønhed sådan, at det afhænger af øjnene som ser og hvilke signaler der sendes til hjerne og hjerte.

Det store tomme intet, med alle de fantastiske stjernebilleder, planeterne og mælkevejen. Da jeg ikke tror på Verdens skabelse i bibelsk forstand men derimod på en teori om langsom udvikling, så ser jeg Rummet som kunst. Noget smukt som hele tiden ændrer sig. Noget som tilbyder oplevelse alt efter hvordan øjet ser og hjernen opfatter lige nu og her.



Nordlys i den arktiske vinter. Skabt i det store intet. Ofte ser man nordlys som et grønt gardin der flytter sig og ændrer konturer, men jeg har også set nordlys i blå og røde farver. Det er helt fantastisk. Nogle gange er det som om det hænger lige oppe over ens hoved, og man kan næsten røre ved det, men når fingrene næsten er der, ændrer det sig og pludselig er det et andet sted. Næsten som om det leger en slags tag fat med mig.

Det er kunst af højeste klasse synes jeg.

tirsdag den 9. september 2008

Martyriets dage er ovre!

Forplantning, det er kvindens selvskabte kors.

Der hænger vi, omgivet af snotnæser og prutte bleer og hylende unger, alt imens vi tænker: ”Er dette livet?” Vi kan ikke komme fri. Vi vil ikke. Vi må ikke. Andre kvinder hjælper os med at banke sømmene dybere ind.

I 18 år gruer vi for hvordan det skal gå de stakkels små som ikke kan klare sig uden os. Og så pludselig en dag, så er tiden gået. Døren lukker sig bag dem, og dér står vi med alle vores egne erfaringer som de ikke vil have. Og først da får vi øjnene op for det selvvalgte martyrium. Og kan sige ENDELIG ER JEG EN FRI MOR!

Fri til at kunne gøre præcis hvad jeg vil
Fri for at høre mig selv ca. 15 gange om ugen bede dovendyret som ligger foran TV-et rydde op og gøre rent på sit værelse
Fri for det evindelige plageri om det ene og det andetFri til at kunne få lov at være mig selv i mit eget hjem
Fri for at blive betragtet som et skaffedyr uden egne behov
Fri til at kunne pleje mig selv
Fri til at spille hvad jeg vil – når jeg vil
Fri til at se ud som jeg vil
Fri til at LEVE

mandag den 8. september 2008

Er det kunst?

I 60-erne og 70-erne udviklede kunsten sig med rivende hastighed. Den var provokerende og samtidig underholdende afhængig af hvordan man ser på det. Pop kulturen udfoldede sig. Jeg tænker på eksempelvis Andy Warhol. Det siges at det var Andy Warhol som opfandt udtrykket 15 minutters berømmelse. Det er meget muligt at det er en myte, men Andy Warhol har om nogen bidraget til, synes jeg, at alt hvad man kan tænke sig, uden skrupler kan kaldes for kunst. – Bl.a. Andy Warhols nok så berømte ”egne” billeder af Marilyn Monroe, som koster flere millioner hvis man skulle have lyst til at købe originalerne.

Coca cola flasker og suppe dåser blev helt pludselig kategoriseret som kunst takket være Andy Warhol.

Men det betød også en forfladigelse af kunsten. I og med at alt er kunst, så kan jeg lave et eller andet psykedelisk klatmaleri og udråbe det til kunst. Og med de rigtige kontakter, så kan jeg også tjene penge på det. Jeg behøver ikke have gået på noget kunstakademi. Jeg behøver ikke have nogen anelse om opbygning af et maleri eller andet pudseløjerligt. Jeg kan gøre som jeg vil, og kalde mig for kunstner.

Spørgsmålet er dog: Er jeg kunstner bare fordi jeg påstår mig være det? Hvad er kunst?

15 minutters berømmelse kan enhver skaffe sig, bare man har et budskab og forstår at markedsføre det (eller sig selv) på en smart måde, og det lykkedes jo på genial vis for Andy Warhol.

fredag den 5. september 2008

Droit moral og blasfemi

Nu har vi igen en situation på bloggen hvor et indlæg er blevet slettet. Og det er jo foranlediget af at nogen har følt sig stærkt provokeret. Den næste provokation foranlediges af at indlægget bliver slettet und so weider.
Jeg har ikke læst det pågældende indlæg. Det nåede jeg ikke. Derfor har jeg ingen mening om selve hændelsen vil jeg godt skynde mig at sige. Hverken for eller imod.Hvis man bevidst vil provokere, så er man en provokatør. Wikipedias forklaring på det ord er:

”En provokatør, ikke at forveksle med en provo, er en person der søger at fremkalde uroligheder ved at provokere, men bruges også i en anden betydning, nemlig som en der vil fremtvinge en debat om et emne, indenfor hvilket han har fremkaldt en provokation”

Et eksempel på en kendt, dansk provokatør er Jens Jørgen Thorsen, som lavede sin meget omtalte Jesus film i 70-erne. Filmen blev stoppet mens man undersøgte om den forbrød sig mod blasfemiloven (vi var åbenbart meget rædde for kirken på den tid). Der blev ikke rejst anklage på dette punkt, men i stedet blev Jens Jørgen Thorsen anklaget for at have forbrudt sig mod droit moral i forhold til Bibelen. Droit moral måtte jeg slå op. Det viser sig at stå for faderskabs ret og respekt ret. Det var nok nærmest det sidste den gode Jens Jørgen blev anklaget for at ha forbrudt sig mod.

Hvorom alting er så følte mange mennesker sig enormt provokerede af Jens Jørgen Thorsen, uanset hvad det lige var det handlede om. Jeg kunne godt lide ham. Jeg synes faktisk han var hamrende intelligent og underholdende. Det som kunne få borgerskabet på barrikaderne dengang var at Jens Jørgen Thorsen oftest bare sagde sandheden.

Man behøver ikke føle sig personligt truffet for at føle sig provokeret. Men det er ofte det som leder til en reaktion.
Sandheden i sig kan være så provokerende at man bare må reagere.

I virkeligheden så er bloggere provokatører, som vil ha debat om et eller andet emne, ligegyldigt hvad. Ved at sige sandheden, eller ved at opføre sig på en måde som andre føler sig stødt over. Der findes ingen faste regler for hvor langt ud over kanten man kan trække en provokation. Man må føle sig frem. Og så tag de tæv man får, alternativt lukke butikken.

torsdag den 4. september 2008

Provokativ aktivitet

Den seneste uge har jeg arbejdet som en idiot på at tage et uddannelsesmateriale frem til et datasystem som er udviklet internt i firmaet. Alle bruger det, men der er konstant et eller andet som nogen gør galt, sandsynligvis fordi ingen hørte efter da de blev uddannede i systemet, og i øvrigt er brugermanualen på engelsk og ikke det fjerneste bruger venlig.

Så nu laver jeg et materiale som er et sådan slags tegne og fortælle materiale, med billeder og pile og så lidt tekst som overhovedet muligt. Så langt så godt. Men – dengang man udviklede systemet, så funderede man aldrig rigtig over det dér med uddannelse. I det gamle system kunne man uddanne i live systemet uden problemer, for det var et gammelt DOS system – ikke særlig sofistikeret – hvor man kunne lægge advarsels tekst og sådan noget ind, så ingen fandt på at ringe til kunder udfra de fup logger man skrev ind i systemet.

I det nye system derimod kan man absolut ikke lege rundt. Der leger man i et test system, og der findes n a t u r ligvis ikke bare 1 test system. Nej, der findes 1 system per land. Så skal man spille skak, så må man involvere andre landes test systemer.

Det er selvfølgelig ikke helt korrekt at gøre sådan. Altså, der findes ikke noget udtalt forbud, men på den anden side. Hvis jeg nu spørger Hovedkontoret om de vil være så venlige at give mig adgangskoderne til de andre landes testsystemer, så vil det givetvis opfattes som en provokation og automatisk fremkalde et forbud. Så det gør jeg ikke. Jeg har som sagt ikke talent for provokation. - Og dog.

Der har nemlig indsneget sig en lille fejl i programmet. Hvis jeg fodrer mit eget lands system med logger mod andre lande, så viser systemet til hvilket land – og til hvilken testbruger loggen er gået. Og vupti, helt pludselig så har jeg anvender koder til alle mulige landes testsystemer. Dog ikke til det amerikanske system, hvilket generer mig en del. Men det skal jeg også nok løse med lidt fokuseret tankevirksomhed. Kommer nogen på mig så bliver der sikkert et værre spektakel, men skidt pyt. Så har jeg haft det sjovt så længe.

onsdag den 3. september 2008

Hvor går grænsen mellem Analyse og Provokation?

Kan man tænke for meget?
Ja, det kan man. Jeg kan i hvert fald. Og i går skrev Peter det til mig. Du tænker (for) meget og så går du i selvsving. – Det er hovedet lige på sømmet. - Rent bortset fra at jeg selvfølgelig har en vis ironisk distance til mig selv. For det bliver jeg simpelthen nødt til at ha. Ellers ville jeg være løbet skrigende væk for længe siden.

Men det er nu alligevel meget rart at blive påmindet om, at det der med at tænke, det er meget godt. Men det kan også blive en byrde. Hvis man funderer alt for meget over hvorfor dit og hvorfor dat, så ender man næsten der hvor jeg begyndte: Jeg har uheld når jeg tænker. Sådan hed mit første indlæg på EB Blog. Der er skrevet en hel bog om at ha uheld når man tænker. Det er synonymt med at være blondine. Men på en sjov måde. Mange blondiner er jo faktisk ret smarte i hovedet. Så ikke noget ondt om blondiner fra mig.

For mig er det at have uheld når jeg tænker at analysere hver eneste lille idiot ting i sådan en grad at jeg kammer over og galskaben banker på. Det er skørt!

Jeg tænkte på det i går, da min ven Danerland på sin blog opponerede sig over at findes med på Toplisten. Jeg skrev til ham at han var provokerende på en Mansonsk måde. Det er positivt ment. Jeg elsker Manson. Det ved alle der læser min blog. At jeg påstår at han er baggrundsfiguren for Jack Sparrow, det er en kompliment. - Nå, men det var det dér med at analysere og provokere. Danerland er en mester på det. Først en lang gennemgribende analyse og så provokationen. Præcis som Manson.

Nu skriver jeg bare en hel masse. Du synes sikkert det er noget forbandet usammenhængende sludder. Men der er skam mening med galskaben. Det er der altid!

Jeg analyserer også – alt for meget. Desværre ejer jeg ikke provokations talentet sådan rigtigt. Men jeg kan jo kaste spørgsmålet ud til åben diskussion:

Hvor går grænsen mellem analyse og provokation? Og hvorfor synes vi at det er ok at analysere men dårligt at provokere?

tirsdag den 2. september 2008

Lykken er .........

Engang frekventerede jeg en psykolog fordi jeg var i en slags krise med mig selv. – Men ærlig talt jeg fik det bare dårligt. Der er jo 1000 ting som man kan komme i tanke om ikke er så godt under sådanne seancer. Så efter nogle måneder kom jeg frem til at det var bedst at slutte, ellers var det blevet rigtig alvorligt følte jeg.

Og så var det jeg kom frem til, at det måske var bedre at gå nogle voksen kurser. Det føltes mere bekvemt end psykologen. Selvom der selvfølgelig er andre mennesker med på de kurser. Det er jo ligesom dét der er hele fidusen med kurser. Man er mange sammen med nogenlunde de samme forventninger. Det føles bedre end at sidde i en stol i 1 time eller 2 og hælde vand ud af ørerne og komme frem til at man ikke er funktionel eller at næste stop nok er 6 fod under jorden.

Jeg har ikke noget imod psykologer. Der skal være plads til os alle. Men engang imellem, så har jeg en fornemmelse af man på et eller andet kollektivt plan er blevet enige om, at folk som ikke rigtig passer ind i billedet af det perfekte menneske, med eller uden Prozac og lykkepiller skal tvinges ind i masse individets kasse. Det er ikke rigtig sundt at være anderledes eller se anderledes ud eller gøre anderledes ting.

Jeg har også været et offer for sådanne tvangstanker. Det var jo derfor jeg gik til psykolog. Men jeg kom altså frem til – himlen være lovet – at jeg er helt okay som jeg er. Vist er jeg, præcis som alle andre, i besiddelse af nogle ret kedelige egenskaber. På voksen kurserne har jeg bl.a. lært hvordan jeg skal fremhæve mine gode egenskaber i stedet for. Altså fokusere på det positive. Og acceptere mig selv som jeg er på godt og ondt.

fredag den 29. august 2008

Løft Låget!

I det daglige møder jeg en masse mennesker som er samspilsramte i forhold til sig selv og andre. Lyder underligt – jeg ved det godt. Men det er altså mennesker som har lært sig hjemmefra at alt nyt er svært og alle forandringer er negative.

De har det naturligvis ikke godt. Trives ikke med jobbet, trives heller ikke med sine nærmeste, eller med sig selv for den sags skyld. Lider i det hele taget livet igennem. Det er absolut ikke dem der er noget i vejen med, synes de. Det er alle de andre! – Det er de andre som skal forandre sig.Det er temmelig upraktisk med sådan nogle mennesker i sine omgivelser. Hvis alt nyt er farligt og fordærveligt, så kan vi jo sidde dér med pen og blæk. Forestil Jer hvordan det føles at skulle præsentere en ny måde at arbejde på for sådanne individer. GISP!

Jeg har for nylig prøvet den situation. Skulle præsentere et større antal nye rutiner for en gruppe ledere som tilhører den samspilsramte del af befolkningen. – Desværre var jeg ikke klar over at det var det der var deres problem før denne her præsentation. Det materiale vi skulle gå igennem havde jeg sendt ud i god tid før mødet. – INGEN havde taget materialet med. Nå, men jeg er forudseende, så jeg havde forberedt en kopi til alle. Der var 12 personer fysisk til stede. – Der var 2 personer mentalt til stede. Jeg selv og en fyr som ikke havde forstået at han skulle have det dårligt.

Det fungerede ungefær som hvis postbudet kommer for at aflevere et rekommanderet brev fra skattevæsenet hvori der står at man skal betale x antal tusinde kroner i restskat, og så knivhugger man postbudet. – Jeg modtog ingen fysiske knivhug, men deres kroppe talte for dem. Og så var der 3 kvindelige tilstedeværende som jeg personligt godt kunne have tænkt mig at kule i jorden. De sad og fnisede og fjantede og legede med deres mobiltelefoner under det meste af seancen. Bare en tanke: Er det særlig underligt at mænd indimellem synes vi kvinder kommer fra det ydre rum? Man bliver jo træt!

Nå, men jeg valgte at katalogisere dem som samspilsramte. Totalt blokerede i deres hjerner af alle låg som ubetænksomme og kedelige mennesker undervejs har hjulpet til med at stoppe ned i bøtten på dem.

Burde have bedt om en henvisning til samspils doktoren, men gjorde det ikke. Jeg nøjes med at bede til at jeg aldrig selv må blive så træt af mit liv, at jeg bliver nødt til at lade mine indre dårlige vibrationer gå ud over andre.

mandag den 25. august 2008

Hvor gammel skal man være for at være ung?

Da jeg var lille, så kunne det ikke gå hurtigt nok med at blive stor. Ikke at jeg begriber hvorfor. Det var en eller anden forestilling om, at alt ville blive så meget enklere og bedre når jeg blev voksen og selv kunne bestemme. – Men der dukker jo en masse andre og meget større bekymringer op når man bliver voksen, end størrelsen på dukkehuset og farven på den nye cykel.

Eksempelvis hvor man skal bo, hvad man vil være og hvem mon kunne tænke sig at være ens kæreste. Da jeg var teenager så ville jeg være sanger og musiker. Desværre så var jeg progressiv og lærte mig at spille guitar, og det var ikke så populært. Havde jeg valgt at spille piano, så havde jeg nok vundet større bifald.

Jeg ville også bo i USA – men det dér med kæresten, det var jo ikke så enkelt. For det var jo ikke hvad jeg gerne ville, men snarere om den person også kunne tænke sig at være min. Nå, men, det kunne han ikke. Meget ødelæggende for selvtilliden.

Men når man bliver voksen, så er det jo en helt anden vise der gælder. Det er slet ikke relevant hvad man eventuelt godt kunne tænke sig. Og det der med den manglende selvtillid – det må man leve med. Eller gå på voksen kursus og lære at håndtere sig selv.

De kurser jeg har gået på er mest gået ud på at lære mig at forholde mig til mig selv. Jeg venter meget spændt på min anden ungdom, for sådan en har jeg fået at vide jeg får. – I virkeligheden, så er jeg nok i begyndelsen af min anden ungdom – lidt tidligt måske ifølge statistikken. Men jeg kan udmærket nå at blive det jeg helst ville i min første ungdom. - Nu har jeg også råd! I virkeligheden et stort plus, for nu kan jeg gøre præcis hvad jeg vil. Det kunne jeg ikke i min første ungdom. Da var jeg en fattigrøv. Og det er dyrt at være musiker. Tro mig!

Nu er min selvtillid helt i top! - Man kan hvad man vil, når man vil. Alder er bare et tal, beregnet på at blokere den del af hjernen som vi anvender når vi forholder os til os selv.

fredag den 22. august 2008

Liv eller død

Jeg tror jeg har arvet præcis alle egenskaber – både de ydre og de indre – fra min farmor. Bortset fra at min farmor lavede udmærket mad. - Det gør jeg ikke. Madlavning og enhver form for fysisk udfoldelse indenfor hjemmets 4 vægge er mig så hjertelig ligegyldigt. Min undskyldning for mine manglende kvalifikationer er, at jeg er autodidakt. Jeg kan ikke læse en opskrift og forstå. Jeg må bare prøve mig frem. Det bliver jo si og så dér indimellem.

Det værste jeg véd er når min bedre halvdel møder gamle bekendte ved køledisken i det lokale supermarked – og inviterer dem på middag. – ”For resten så traf jeg B. Han syntes også det var alt for længe siden, så vi aftalte at de kommer til middag på lørdag. Skal vi så ikke servere vildt?” – Det er det dér ”vi” som generer mig en del. Hvad for nogle vi? – Det er jo mig der skal lave maden. Det eneste han ordner det er indkøbene (han er bud – får seddel med i byen), velkomstdrinken og avec. Resten gør jeg. Jeg véd godt at vin og avec er en videnskab, som man altid bør overlade til kendere. Men det tager jo ikke 4 timer af hans tid i stege os og uordentligt køkken.

Ved sådanne lejligheder kunne jeg godt tænke mig en ung pige i huset. Også fordi det dér med at svinge kost og spand heller ikke er min stærke side. Jeg ligger hellere på sofaen og læser en god bog end gør rent. – Det er nok det som er årsagen til at jeg kan falde i forundring over hvordan andre mennesker lykkes med at få alt til at se så skinnende ud.

Det er farmors gener. Hun passede også hellere sin forretning end rendte rundt og var huslig. Eller lagde sig på chaiselongen med en god roman. Hun blev enke som 47-årig, og det passede hende helt fint at hun så selv var herre over hvornår hun ville have besøg til andet end kaffe og bagerens bedste.Heldigvis så har Miss Winty også arvet alle farmors gener. Og hun er autodidakt som jeg. Det er dejligt med nogen i livet som er som én selv. Så føler man sig hverken ensom eller udenfor. Ikke engang anderledes.

torsdag den 21. august 2008

Hvide elefanter

Kan du huske da du var lille?

Jeg kan. – I og for sig er jeg stadig lille. Bliver faktisk aldrig større end 10 år. Måske er det derfor jeg husker det så godt.

Da jeg var mindre end jeg er nu, så var der 1000 ting jeg ikke måtte. Ikke vippe på stolen, ikke hoppe, ikke springe forvirret rundt, ikke være fræk og næsvis (et fortolknings spørgsmål), ikke bande, ikke larme o.s.v.

Der var også 1000 ting jeg meget gerne måtte gøre. For eksempel spise op (ellers gik mine levninger bare til de små sultne negerbørn nede i Biafra), rydde op på mit værelse, sidde pænt ved bordet, læse lektier, tale pænt, have respekt for voksne.

Nu når jeg er blevet lidt større, så kan jeg engang imellem reflektere over hvordan jeg altid fik vendt rundt på tingene, muligvis fordi jeg havde fokus på de forkerte ord. Måske handlede det helt enkelt om, at jeg altid fokuserede på alt det jeg ikke måtte. Sort blev hvidt. Som de hvide elefanter som man aldrig skal tænke på, hvorefter disse konstant og hele tiden brager rundt inde i hovedet.Men det er også fordi jeg fortolkede ord efter mit eget hoved. Jeg syntes jo jeg var meget sød og artig. Og kun ganske lidt næsvis. Og sådan er det stadig. Mine nærmeste synes sikkert mest noget andet. Miss Winty sukker indimellem meget dybt og hæver på det ene øjenbryn. Måske synes hun bare jeg er pinlig.

Da vi var i Linköping i sidste uge, så var der noget galt med det bykort der hang på stationen. Så først kunne vi ikke finde hotellet. Det endte med at vi gik tilbage til stationen fordi jeg insisterede på, at nu var jeg træt og i øvrigt ville jeg køres. Fik fat i en taxi og bad om at blive kørt til Stångå Hotel. Hvorefter chaufføren pegede og sagde ”Det är det där huset som ligger där borta”. ”Ja, ja, skit i det”, sagde jeg ”Vi är från landet och vi är trötta. Kör oss dit, så lekar vi Hollywood för en dag!”. - Han grinede. Miss Winty så mest opgivende ud.

Det er også fordi jeg er fra landet. Og det mærker jeg jo så såre jeg kommer ind til byen. Folk har næsten berøringsangst. Inklusiv Miss Winty. Men altså ude på landet, der taler vi med fremmede. Vi får så sjældent besøg, at det gælder om at tage kontakt når lejlighed byder sig. Det er jo ikke fordi vi er mentalt forstyrrede. Vi er bare sociale.

onsdag den 20. august 2008

Forviklinger og andet hjernespind

Nå, men arbejde er jo i bund og grund et forstyrrende element som konstant og hele tiden griber ind i mine rutiner.

For tiden har jeg fornøjelsen af at have besøg af to meget energiske herrer fra Tjekkiet, som har sat mit hjerne kontor på overarbejde. De er helt sikkert meget, meget dygtige til deres job, men engelsk er ikke deres hverken 1. eller 2. sprog, hvilket indimellem giver anledning til en del pudsige indslag i diskussionerne. I aftes indtog vi middagen på en meget udmærket lille restaurant som påstår sig være sådan en slags spisestue for Ærkeenglen Gabriel og hans entourage. Og så gik jo snakken over et par tjekkiske øl. For vi er jo ude at rejse-:).

Heldigvis lykkedes vi også spore os ind på lidt andre emner end utilfredse medarbejdere, motivation, processer og andet i kategorien dræbende kedeligt. – Blandt andet så underholdt Tomas og Marek om deres små huse på landet. De kalder dem for cottages, men det skal vel nærmest, sådan som jeg opfatter det, forstås som noget man høfligt kan kalde for ruiner. De forklarede for mig, at det er en tradition som nedstammer fra den sovjetiske tid. Da kunne man kun få lov at rejse til Bulgarien, Rumænien eller Jugoslavien. Og vel at mærke kun hvis man kunne opføre sig ordentligt. For majoriteten af befolkningen blev det derfor til små ruiner ude på landet, som man som et led i en eller anden slags mental terapi kunne gå og hygge sig med at reparere på. Det er i den tjekkiske bevidsthed nærmest blevet sådan en slags nostalgisk evigheds projekt.

Marek cykler på arbejde hver dag. Det tager ca. 2 timer + / - afhængig af vindforhold m.v. – Jeg kom til at tænke på, at da jeg sidste år var i Tjekkiet, så slog det mig så mange der kørte omkring i bil med deres cykler oven på taget. Den gang blev vi enige om, at det måtte handle om at cykler er sådan en slags værdigenstand i Tjekkiet som alle vil have fingre i. – Men Marek påstår, at det er meget farligt at cykle i Tjekkiet. Der er ingen cykelstier (han er meget imponeret over alle de hensyn man tager til cyklister både her og i Amsterdam) – hvilket når som helst kan gøre dit møde med en lastbil til dit sidste møde i det jordiske liv. – Jeg skal ikke dividere om det. Men jeg har under nattens løb revurderet min opfattelse en anelse: I Tjekkiet kører alle rundt med deres cykler på taget simpelthen fordi de kan cykle. Men af hensyn til det kollektive evigheds projekt, så lader de være.

mandag den 18. august 2008

Panik og Frelse

Åh ja. Så var det hverdag igen og jeg ser at anmelderen i BT også har taget sig tid til at skrive en meget udmærket og underholdende anmeldelse. Jeg var jo ikke i Kolding, men jeg føler med jer der var. - Nu var det vel også næstsidste stop på vejen for Meat Loaf, så vi kan vel skylde på mekanisk træthed.

Det som oftest redder mig fra at gå i total selvsving når det bliver panik, er min evne til at grine af det meste - især af mig selv. Just idag er en sådan dag, for jeg har haft ikke mindre end tre på hinanden følgende angstfyldte anfald, og det handler overhovedet ikke om musik, men derimod om mit arbejde som jeg faktisk tager rimeligt seriøst, hvis nogen skulle tro noget andet-:)

Det har efterhånden udartet sig på en sådan måde, at jeg på det næste frelsermøde med min coach (Chefen) har bestemt mig for at bede om, at firmaet istedet for mobiltelefon skal give mig penge til hårfarvningsmiddel. - Jeg er usikker på hvordan det vil blive modtaget. Hun får sig sikkert et gevaldigt grine anfald. Men det er hende vel ondt. Chef pleje er et personalegode.

God Aften!

fredag den 15. august 2008

Miss Winty rocks

Tilbage til virkeligheden blev der tid til lidt refleksioner over onsdagens begivenheder.

Jeg er ikke professionel musik anmelder, jeg er bare den glade amatør. Men efter at have læst anmeldelserne (hvis de kan kaldes det) af Meat Loaf koncerten, så bliver jeg nødt til at klargøre et par ting.

Det mærkes meget tydeligt, at det publikum ved denne koncert er over det man høfligt kan kalde for middelalder. Jeg er sandsynligvis næstyngste deltager, Miss Winty er yngst. Det mærkes også, at det er en del år siden (hvis nogen sinde) majoriteten i publikum har været til en rock koncert. Hvilket indebærer at de ikke helt forstår konceptet ved rock koncerter. Det gør anmelderne så heller ikke, men det forbavser mig ikke. Det vidste jeg allerede, for de var også utilfredse med den sidste Manson koncert jeg var til i Stockholm, med udgangspunkt i den samme problematik: Anmelderne har måske hørt en plade med artisten. Konstaterer at artisten kan synge og muligvis har et budskab. Dog ikke sådan at forstå at de faktisk hænger med i budskabet eller i temaet eller for den sags skyld i showet.

Derudover, så synes det at være anmeldernes opfattelse, at det du hører på pladen også er det du skal høre live. Og det er hvad man kan forvente sig, hvis man går til en koncert med eksempelvis Backstreet Boys. For det er pop, og i poppens verden er playback normen. Men nu er vi til rock koncert mine herrer, og så spiller playback klaveret altså ikke.

Der er absolut noget galt med lyden. Den lydtekniker som står for showet burde ikke have haft jobbet. Miss Winty remser alle fejlene op som en maskine. Det er en hel lettelse for mig, at hun ikke har inviteret sin lydtekniker kæreste Freddie Ant med. - På den anden side, så havde Aftonbladet og Expressen måske fået lidt mere at skrive om.

Lokalet er alt for stort for det antal mennesker der er tilstede. Der burde være dækket ordentlig af. Parketgulvet!!! burde have været dækket til med filt. Lyden ender i det tomme intet, som noget muller, hvor man ikke kan skelne lead guitar og stemmer fra hinanden. Big mistake! Og skide synd. For det er super-dygtige musikere der står på scenen. Ingen i publikum synes at vide hvem Kasim Sultan er. Men han er creme de la creme. Selv Patti Russo har problemer med at blive hørt. Sådan skal det ikke være!
Her burde lydteknikeren have grebet ind. Og han har haft tid til at ordne det. For over 1 uge siden ringede arrangøren til mig og flyttede mig fra H til C sektion ”af produktionstekniske hensyn”. Desuden, så har bandet haft soundcheck om eftermiddagen inden koncerten, hvor lydteknikeren naturligvis må have forstået at her findes et problem som han skal løse. Det er det han får betalt for. Det er for dårligt at han har valgt at ignorere det.

Men nevermind. Ude på toilettet lyder det hele udmærket. Jeg står der og synger med på You took the words right out of my mouth. Dejligt.

Der er noget galt med Meat Loafs stemme. For et år siden fik han opereret en cyste væk fra stemmebåndende. – I hans alder skal man nok hvile sig noget længere end han har gjort. Men det her ved tydeligvis hverken Aftonbladet, Expressen eller majoriteten af publikum.
De er også blevet så gamle – eller har så lidt erfaring – at de ikke forstår at artister kan finde på at tage sig en tår sprit inden de går på scenen. Meat Loaf er ingen undtagelse. Han er ikke appelsinfri / han er påvirket af smertestillende medicin.

Men der burde have ringet en alarmklokke i hovedet på majoriteten da Meat Loafs entourage straks inden han skal gå på scenen giver sig til at klistre sangliste og tekst materiale fast med tape på scenegulvet. Det har samtlige anmeldere misset, hvilket fortæller mig at anmeldere ikke rigtigt véd basic ting (inklusive Fredrik Strage fra DN, som ellers er noget mere nuanceret i sin kritik). Men Miss Winty bemærker det. ”Ja”, siger hun, ”Metalica gør også sådan, men deres sanger er jo heller ikke helt frisk i hovedet”. – Det hele handler om at have sufflør hvor ingen sufflør er. Og det er ikke godt, når en professionel artist ikke kan huske sin egen musik, enten fordi han er fuld, hvad jeg måske tror han er, eller fordi hans hjerne måske er begyndt at sige fra overfor tidligere tiders hårde misbrug.

Nå, men alle disse små detaljer gør tilsammen, at det ikke fungerer rigtig godt for Mr. Meat Loaf himself. Han kan ikke teksterne. Og han kan ikke høres. Dog gennemfører han faktisk Bat out of Hell I udmærket. Men selvfølgelig har han ikke den kraft i stemmen længere, som han har haft.

Det har bandet forsøgt at råde bod på ved at lave et ret så underholdende show. Og indimellem, når instrumenterne skal stemmes igen, så er der sådan nogle små pauseindslag, hvor vokalisterne og Meat Loaf optræder med små sketches, som er rigtig gode, og som indeholder et budskab der relaterer sig til det faktum, at Meat Loaf selv udmærket godt er klar over hvordan landet ligger: Stor stjerne som alle engang elskede, ikke længere helt så god. Vil du stadig lege med mig?

Patti Russo og Meat Loaf svinger godt sammen. Patti Russo er tolerant og har empati for en artist som gerne vil, men ikke rigtig længere kan. Hun vælger at se og håndtere det fra den humoristiske side, og det lykkes hende at få Meat Loaf med på det.

Expressens anmelder mener ikke at en mand på 60 år kan tillade sig at fremføre et nummer som Anything for love. – Det er i en nøddeskal præcis derfor jeg synes Expressen skal skaffe sig en anden anmelder. Hvad er problemet? Er livet slut når man er 40?

Som en helhed fungerer bandet som et band skal fungere. Showet fungerer. Måske synes jeg at lysshowet er en smule for meget gentagelse, men skidt pyt. Det er en lille detalje bare. Patti Russos stemme kompenserer for Meat Loafs mangler. Hun giver os også den fantastiske Bible and a beer for egen regning. Wow! Musikerne er dygtige. Synd bare, at jeg ikke kan få lov at høre hvor godt de egentlig spiller.

Miss Winty viser at hun er koncertvant. Hun skælder ikke ud over at hovedsangeren måske er beruset og har problemer med stemmen og hukommelsen. Hun er tolerant. Hendes favoritband, Bullet for my Valentine, har en forsanger som mangler den ene lunge, noget der gør enhver live optræden med dem til en interessant oplevelse. Han kan heller ikke synge, men det er ikke bare det en rock koncert handler om. Det handler om helheden. Og helheden er hun og jeg overordnet set rimeligt tilfredse med.

Jeg giver 1 stjerne for musikerne og Patti Russo. Og 1 stjerne for showet.

Jeg synes det er synd, at Meat Loaf er gået med til at stille op på det her. Nogen burde have talt ham fra det, for han er ikke tilstrækkelig frisk til en så hård prøvelse som dette er. Jeg er sikker på at dette er den sidste turné Meat Loaf er ude på. Jeg ville gerne have sluppet for at se en så stor stjerne mislykkes. På den anden side, så er jeg glad for at jeg fik selve koncert oplevelsen med. Jeg ville ikke have været foruden.