THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES

fredag den 29. august 2008

Løft Låget!

I det daglige møder jeg en masse mennesker som er samspilsramte i forhold til sig selv og andre. Lyder underligt – jeg ved det godt. Men det er altså mennesker som har lært sig hjemmefra at alt nyt er svært og alle forandringer er negative.

De har det naturligvis ikke godt. Trives ikke med jobbet, trives heller ikke med sine nærmeste, eller med sig selv for den sags skyld. Lider i det hele taget livet igennem. Det er absolut ikke dem der er noget i vejen med, synes de. Det er alle de andre! – Det er de andre som skal forandre sig.Det er temmelig upraktisk med sådan nogle mennesker i sine omgivelser. Hvis alt nyt er farligt og fordærveligt, så kan vi jo sidde dér med pen og blæk. Forestil Jer hvordan det føles at skulle præsentere en ny måde at arbejde på for sådanne individer. GISP!

Jeg har for nylig prøvet den situation. Skulle præsentere et større antal nye rutiner for en gruppe ledere som tilhører den samspilsramte del af befolkningen. – Desværre var jeg ikke klar over at det var det der var deres problem før denne her præsentation. Det materiale vi skulle gå igennem havde jeg sendt ud i god tid før mødet. – INGEN havde taget materialet med. Nå, men jeg er forudseende, så jeg havde forberedt en kopi til alle. Der var 12 personer fysisk til stede. – Der var 2 personer mentalt til stede. Jeg selv og en fyr som ikke havde forstået at han skulle have det dårligt.

Det fungerede ungefær som hvis postbudet kommer for at aflevere et rekommanderet brev fra skattevæsenet hvori der står at man skal betale x antal tusinde kroner i restskat, og så knivhugger man postbudet. – Jeg modtog ingen fysiske knivhug, men deres kroppe talte for dem. Og så var der 3 kvindelige tilstedeværende som jeg personligt godt kunne have tænkt mig at kule i jorden. De sad og fnisede og fjantede og legede med deres mobiltelefoner under det meste af seancen. Bare en tanke: Er det særlig underligt at mænd indimellem synes vi kvinder kommer fra det ydre rum? Man bliver jo træt!

Nå, men jeg valgte at katalogisere dem som samspilsramte. Totalt blokerede i deres hjerner af alle låg som ubetænksomme og kedelige mennesker undervejs har hjulpet til med at stoppe ned i bøtten på dem.

Burde have bedt om en henvisning til samspils doktoren, men gjorde det ikke. Jeg nøjes med at bede til at jeg aldrig selv må blive så træt af mit liv, at jeg bliver nødt til at lade mine indre dårlige vibrationer gå ud over andre.

mandag den 25. august 2008

Hvor gammel skal man være for at være ung?

Da jeg var lille, så kunne det ikke gå hurtigt nok med at blive stor. Ikke at jeg begriber hvorfor. Det var en eller anden forestilling om, at alt ville blive så meget enklere og bedre når jeg blev voksen og selv kunne bestemme. – Men der dukker jo en masse andre og meget større bekymringer op når man bliver voksen, end størrelsen på dukkehuset og farven på den nye cykel.

Eksempelvis hvor man skal bo, hvad man vil være og hvem mon kunne tænke sig at være ens kæreste. Da jeg var teenager så ville jeg være sanger og musiker. Desværre så var jeg progressiv og lærte mig at spille guitar, og det var ikke så populært. Havde jeg valgt at spille piano, så havde jeg nok vundet større bifald.

Jeg ville også bo i USA – men det dér med kæresten, det var jo ikke så enkelt. For det var jo ikke hvad jeg gerne ville, men snarere om den person også kunne tænke sig at være min. Nå, men, det kunne han ikke. Meget ødelæggende for selvtilliden.

Men når man bliver voksen, så er det jo en helt anden vise der gælder. Det er slet ikke relevant hvad man eventuelt godt kunne tænke sig. Og det der med den manglende selvtillid – det må man leve med. Eller gå på voksen kursus og lære at håndtere sig selv.

De kurser jeg har gået på er mest gået ud på at lære mig at forholde mig til mig selv. Jeg venter meget spændt på min anden ungdom, for sådan en har jeg fået at vide jeg får. – I virkeligheden, så er jeg nok i begyndelsen af min anden ungdom – lidt tidligt måske ifølge statistikken. Men jeg kan udmærket nå at blive det jeg helst ville i min første ungdom. - Nu har jeg også råd! I virkeligheden et stort plus, for nu kan jeg gøre præcis hvad jeg vil. Det kunne jeg ikke i min første ungdom. Da var jeg en fattigrøv. Og det er dyrt at være musiker. Tro mig!

Nu er min selvtillid helt i top! - Man kan hvad man vil, når man vil. Alder er bare et tal, beregnet på at blokere den del af hjernen som vi anvender når vi forholder os til os selv.

fredag den 22. august 2008

Liv eller død

Jeg tror jeg har arvet præcis alle egenskaber – både de ydre og de indre – fra min farmor. Bortset fra at min farmor lavede udmærket mad. - Det gør jeg ikke. Madlavning og enhver form for fysisk udfoldelse indenfor hjemmets 4 vægge er mig så hjertelig ligegyldigt. Min undskyldning for mine manglende kvalifikationer er, at jeg er autodidakt. Jeg kan ikke læse en opskrift og forstå. Jeg må bare prøve mig frem. Det bliver jo si og så dér indimellem.

Det værste jeg véd er når min bedre halvdel møder gamle bekendte ved køledisken i det lokale supermarked – og inviterer dem på middag. – ”For resten så traf jeg B. Han syntes også det var alt for længe siden, så vi aftalte at de kommer til middag på lørdag. Skal vi så ikke servere vildt?” – Det er det dér ”vi” som generer mig en del. Hvad for nogle vi? – Det er jo mig der skal lave maden. Det eneste han ordner det er indkøbene (han er bud – får seddel med i byen), velkomstdrinken og avec. Resten gør jeg. Jeg véd godt at vin og avec er en videnskab, som man altid bør overlade til kendere. Men det tager jo ikke 4 timer af hans tid i stege os og uordentligt køkken.

Ved sådanne lejligheder kunne jeg godt tænke mig en ung pige i huset. Også fordi det dér med at svinge kost og spand heller ikke er min stærke side. Jeg ligger hellere på sofaen og læser en god bog end gør rent. – Det er nok det som er årsagen til at jeg kan falde i forundring over hvordan andre mennesker lykkes med at få alt til at se så skinnende ud.

Det er farmors gener. Hun passede også hellere sin forretning end rendte rundt og var huslig. Eller lagde sig på chaiselongen med en god roman. Hun blev enke som 47-årig, og det passede hende helt fint at hun så selv var herre over hvornår hun ville have besøg til andet end kaffe og bagerens bedste.Heldigvis så har Miss Winty også arvet alle farmors gener. Og hun er autodidakt som jeg. Det er dejligt med nogen i livet som er som én selv. Så føler man sig hverken ensom eller udenfor. Ikke engang anderledes.

torsdag den 21. august 2008

Hvide elefanter

Kan du huske da du var lille?

Jeg kan. – I og for sig er jeg stadig lille. Bliver faktisk aldrig større end 10 år. Måske er det derfor jeg husker det så godt.

Da jeg var mindre end jeg er nu, så var der 1000 ting jeg ikke måtte. Ikke vippe på stolen, ikke hoppe, ikke springe forvirret rundt, ikke være fræk og næsvis (et fortolknings spørgsmål), ikke bande, ikke larme o.s.v.

Der var også 1000 ting jeg meget gerne måtte gøre. For eksempel spise op (ellers gik mine levninger bare til de små sultne negerbørn nede i Biafra), rydde op på mit værelse, sidde pænt ved bordet, læse lektier, tale pænt, have respekt for voksne.

Nu når jeg er blevet lidt større, så kan jeg engang imellem reflektere over hvordan jeg altid fik vendt rundt på tingene, muligvis fordi jeg havde fokus på de forkerte ord. Måske handlede det helt enkelt om, at jeg altid fokuserede på alt det jeg ikke måtte. Sort blev hvidt. Som de hvide elefanter som man aldrig skal tænke på, hvorefter disse konstant og hele tiden brager rundt inde i hovedet.Men det er også fordi jeg fortolkede ord efter mit eget hoved. Jeg syntes jo jeg var meget sød og artig. Og kun ganske lidt næsvis. Og sådan er det stadig. Mine nærmeste synes sikkert mest noget andet. Miss Winty sukker indimellem meget dybt og hæver på det ene øjenbryn. Måske synes hun bare jeg er pinlig.

Da vi var i Linköping i sidste uge, så var der noget galt med det bykort der hang på stationen. Så først kunne vi ikke finde hotellet. Det endte med at vi gik tilbage til stationen fordi jeg insisterede på, at nu var jeg træt og i øvrigt ville jeg køres. Fik fat i en taxi og bad om at blive kørt til Stångå Hotel. Hvorefter chaufføren pegede og sagde ”Det är det där huset som ligger där borta”. ”Ja, ja, skit i det”, sagde jeg ”Vi är från landet och vi är trötta. Kör oss dit, så lekar vi Hollywood för en dag!”. - Han grinede. Miss Winty så mest opgivende ud.

Det er også fordi jeg er fra landet. Og det mærker jeg jo så såre jeg kommer ind til byen. Folk har næsten berøringsangst. Inklusiv Miss Winty. Men altså ude på landet, der taler vi med fremmede. Vi får så sjældent besøg, at det gælder om at tage kontakt når lejlighed byder sig. Det er jo ikke fordi vi er mentalt forstyrrede. Vi er bare sociale.

onsdag den 20. august 2008

Forviklinger og andet hjernespind

Nå, men arbejde er jo i bund og grund et forstyrrende element som konstant og hele tiden griber ind i mine rutiner.

For tiden har jeg fornøjelsen af at have besøg af to meget energiske herrer fra Tjekkiet, som har sat mit hjerne kontor på overarbejde. De er helt sikkert meget, meget dygtige til deres job, men engelsk er ikke deres hverken 1. eller 2. sprog, hvilket indimellem giver anledning til en del pudsige indslag i diskussionerne. I aftes indtog vi middagen på en meget udmærket lille restaurant som påstår sig være sådan en slags spisestue for Ærkeenglen Gabriel og hans entourage. Og så gik jo snakken over et par tjekkiske øl. For vi er jo ude at rejse-:).

Heldigvis lykkedes vi også spore os ind på lidt andre emner end utilfredse medarbejdere, motivation, processer og andet i kategorien dræbende kedeligt. – Blandt andet så underholdt Tomas og Marek om deres små huse på landet. De kalder dem for cottages, men det skal vel nærmest, sådan som jeg opfatter det, forstås som noget man høfligt kan kalde for ruiner. De forklarede for mig, at det er en tradition som nedstammer fra den sovjetiske tid. Da kunne man kun få lov at rejse til Bulgarien, Rumænien eller Jugoslavien. Og vel at mærke kun hvis man kunne opføre sig ordentligt. For majoriteten af befolkningen blev det derfor til små ruiner ude på landet, som man som et led i en eller anden slags mental terapi kunne gå og hygge sig med at reparere på. Det er i den tjekkiske bevidsthed nærmest blevet sådan en slags nostalgisk evigheds projekt.

Marek cykler på arbejde hver dag. Det tager ca. 2 timer + / - afhængig af vindforhold m.v. – Jeg kom til at tænke på, at da jeg sidste år var i Tjekkiet, så slog det mig så mange der kørte omkring i bil med deres cykler oven på taget. Den gang blev vi enige om, at det måtte handle om at cykler er sådan en slags værdigenstand i Tjekkiet som alle vil have fingre i. – Men Marek påstår, at det er meget farligt at cykle i Tjekkiet. Der er ingen cykelstier (han er meget imponeret over alle de hensyn man tager til cyklister både her og i Amsterdam) – hvilket når som helst kan gøre dit møde med en lastbil til dit sidste møde i det jordiske liv. – Jeg skal ikke dividere om det. Men jeg har under nattens løb revurderet min opfattelse en anelse: I Tjekkiet kører alle rundt med deres cykler på taget simpelthen fordi de kan cykle. Men af hensyn til det kollektive evigheds projekt, så lader de være.

mandag den 18. august 2008

Panik og Frelse

Åh ja. Så var det hverdag igen og jeg ser at anmelderen i BT også har taget sig tid til at skrive en meget udmærket og underholdende anmeldelse. Jeg var jo ikke i Kolding, men jeg føler med jer der var. - Nu var det vel også næstsidste stop på vejen for Meat Loaf, så vi kan vel skylde på mekanisk træthed.

Det som oftest redder mig fra at gå i total selvsving når det bliver panik, er min evne til at grine af det meste - især af mig selv. Just idag er en sådan dag, for jeg har haft ikke mindre end tre på hinanden følgende angstfyldte anfald, og det handler overhovedet ikke om musik, men derimod om mit arbejde som jeg faktisk tager rimeligt seriøst, hvis nogen skulle tro noget andet-:)

Det har efterhånden udartet sig på en sådan måde, at jeg på det næste frelsermøde med min coach (Chefen) har bestemt mig for at bede om, at firmaet istedet for mobiltelefon skal give mig penge til hårfarvningsmiddel. - Jeg er usikker på hvordan det vil blive modtaget. Hun får sig sikkert et gevaldigt grine anfald. Men det er hende vel ondt. Chef pleje er et personalegode.

God Aften!

fredag den 15. august 2008

Miss Winty rocks

Tilbage til virkeligheden blev der tid til lidt refleksioner over onsdagens begivenheder.

Jeg er ikke professionel musik anmelder, jeg er bare den glade amatør. Men efter at have læst anmeldelserne (hvis de kan kaldes det) af Meat Loaf koncerten, så bliver jeg nødt til at klargøre et par ting.

Det mærkes meget tydeligt, at det publikum ved denne koncert er over det man høfligt kan kalde for middelalder. Jeg er sandsynligvis næstyngste deltager, Miss Winty er yngst. Det mærkes også, at det er en del år siden (hvis nogen sinde) majoriteten i publikum har været til en rock koncert. Hvilket indebærer at de ikke helt forstår konceptet ved rock koncerter. Det gør anmelderne så heller ikke, men det forbavser mig ikke. Det vidste jeg allerede, for de var også utilfredse med den sidste Manson koncert jeg var til i Stockholm, med udgangspunkt i den samme problematik: Anmelderne har måske hørt en plade med artisten. Konstaterer at artisten kan synge og muligvis har et budskab. Dog ikke sådan at forstå at de faktisk hænger med i budskabet eller i temaet eller for den sags skyld i showet.

Derudover, så synes det at være anmeldernes opfattelse, at det du hører på pladen også er det du skal høre live. Og det er hvad man kan forvente sig, hvis man går til en koncert med eksempelvis Backstreet Boys. For det er pop, og i poppens verden er playback normen. Men nu er vi til rock koncert mine herrer, og så spiller playback klaveret altså ikke.

Der er absolut noget galt med lyden. Den lydtekniker som står for showet burde ikke have haft jobbet. Miss Winty remser alle fejlene op som en maskine. Det er en hel lettelse for mig, at hun ikke har inviteret sin lydtekniker kæreste Freddie Ant med. - På den anden side, så havde Aftonbladet og Expressen måske fået lidt mere at skrive om.

Lokalet er alt for stort for det antal mennesker der er tilstede. Der burde være dækket ordentlig af. Parketgulvet!!! burde have været dækket til med filt. Lyden ender i det tomme intet, som noget muller, hvor man ikke kan skelne lead guitar og stemmer fra hinanden. Big mistake! Og skide synd. For det er super-dygtige musikere der står på scenen. Ingen i publikum synes at vide hvem Kasim Sultan er. Men han er creme de la creme. Selv Patti Russo har problemer med at blive hørt. Sådan skal det ikke være!
Her burde lydteknikeren have grebet ind. Og han har haft tid til at ordne det. For over 1 uge siden ringede arrangøren til mig og flyttede mig fra H til C sektion ”af produktionstekniske hensyn”. Desuden, så har bandet haft soundcheck om eftermiddagen inden koncerten, hvor lydteknikeren naturligvis må have forstået at her findes et problem som han skal løse. Det er det han får betalt for. Det er for dårligt at han har valgt at ignorere det.

Men nevermind. Ude på toilettet lyder det hele udmærket. Jeg står der og synger med på You took the words right out of my mouth. Dejligt.

Der er noget galt med Meat Loafs stemme. For et år siden fik han opereret en cyste væk fra stemmebåndende. – I hans alder skal man nok hvile sig noget længere end han har gjort. Men det her ved tydeligvis hverken Aftonbladet, Expressen eller majoriteten af publikum.
De er også blevet så gamle – eller har så lidt erfaring – at de ikke forstår at artister kan finde på at tage sig en tår sprit inden de går på scenen. Meat Loaf er ingen undtagelse. Han er ikke appelsinfri / han er påvirket af smertestillende medicin.

Men der burde have ringet en alarmklokke i hovedet på majoriteten da Meat Loafs entourage straks inden han skal gå på scenen giver sig til at klistre sangliste og tekst materiale fast med tape på scenegulvet. Det har samtlige anmeldere misset, hvilket fortæller mig at anmeldere ikke rigtigt véd basic ting (inklusive Fredrik Strage fra DN, som ellers er noget mere nuanceret i sin kritik). Men Miss Winty bemærker det. ”Ja”, siger hun, ”Metalica gør også sådan, men deres sanger er jo heller ikke helt frisk i hovedet”. – Det hele handler om at have sufflør hvor ingen sufflør er. Og det er ikke godt, når en professionel artist ikke kan huske sin egen musik, enten fordi han er fuld, hvad jeg måske tror han er, eller fordi hans hjerne måske er begyndt at sige fra overfor tidligere tiders hårde misbrug.

Nå, men alle disse små detaljer gør tilsammen, at det ikke fungerer rigtig godt for Mr. Meat Loaf himself. Han kan ikke teksterne. Og han kan ikke høres. Dog gennemfører han faktisk Bat out of Hell I udmærket. Men selvfølgelig har han ikke den kraft i stemmen længere, som han har haft.

Det har bandet forsøgt at råde bod på ved at lave et ret så underholdende show. Og indimellem, når instrumenterne skal stemmes igen, så er der sådan nogle små pauseindslag, hvor vokalisterne og Meat Loaf optræder med små sketches, som er rigtig gode, og som indeholder et budskab der relaterer sig til det faktum, at Meat Loaf selv udmærket godt er klar over hvordan landet ligger: Stor stjerne som alle engang elskede, ikke længere helt så god. Vil du stadig lege med mig?

Patti Russo og Meat Loaf svinger godt sammen. Patti Russo er tolerant og har empati for en artist som gerne vil, men ikke rigtig længere kan. Hun vælger at se og håndtere det fra den humoristiske side, og det lykkes hende at få Meat Loaf med på det.

Expressens anmelder mener ikke at en mand på 60 år kan tillade sig at fremføre et nummer som Anything for love. – Det er i en nøddeskal præcis derfor jeg synes Expressen skal skaffe sig en anden anmelder. Hvad er problemet? Er livet slut når man er 40?

Som en helhed fungerer bandet som et band skal fungere. Showet fungerer. Måske synes jeg at lysshowet er en smule for meget gentagelse, men skidt pyt. Det er en lille detalje bare. Patti Russos stemme kompenserer for Meat Loafs mangler. Hun giver os også den fantastiske Bible and a beer for egen regning. Wow! Musikerne er dygtige. Synd bare, at jeg ikke kan få lov at høre hvor godt de egentlig spiller.

Miss Winty viser at hun er koncertvant. Hun skælder ikke ud over at hovedsangeren måske er beruset og har problemer med stemmen og hukommelsen. Hun er tolerant. Hendes favoritband, Bullet for my Valentine, har en forsanger som mangler den ene lunge, noget der gør enhver live optræden med dem til en interessant oplevelse. Han kan heller ikke synge, men det er ikke bare det en rock koncert handler om. Det handler om helheden. Og helheden er hun og jeg overordnet set rimeligt tilfredse med.

Jeg giver 1 stjerne for musikerne og Patti Russo. Og 1 stjerne for showet.

Jeg synes det er synd, at Meat Loaf er gået med til at stille op på det her. Nogen burde have talt ham fra det, for han er ikke tilstrækkelig frisk til en så hård prøvelse som dette er. Jeg er sikker på at dette er den sidste turné Meat Loaf er ude på. Jeg ville gerne have sluppet for at se en så stor stjerne mislykkes. På den anden side, så er jeg glad for at jeg fik selve koncert oplevelsen med. Jeg ville ikke have været foruden.

tirsdag den 12. august 2008

Findes grænsen mellem genialitet og galskab på bunden af en flaske Absint?

I morgen aften ved ca. 19.30 tiden sidder jeg på Cloetta Arena i Linköping i Sverige i venter på at Mr. Meat Loaf himself skal entre scenen. Det ser jeg frem til! Da jeg bookede billetterne, så kunne jeg vælge mellem at rejse til Amsterdam eller til Linköping. Eftersom jeg aldrig har været i Linköping, så tænkte jeg at ”Amsterdam: Been there done that – vi tager Linköping”. Så jeg skal bo på stadens fineste hotel – dobbeltværelse til 995 kr., og sammen med min yngste datter samt ca. 10.000 andre gale mennesker, så skal jeg se det største af alle mine idoler. Det er så kult!

Jeg har haft et kærlighedsforhold til klassens tykke dreng i 30 år. Lige siden jeg første gang hørte Bat out of Hell i 1978 har min sjæl været solgt til Meat Loaf. Han synger fantastisk! Hans shows er fantastiske. Han eksperimenterer med musik på en måde som rør mit inderste. Han overbeviser mig.

Jeg elsker også Marilyn Manson. Af de samme årsager. Jeg elsker dobbelttydigheden, sarkasmen, selvransagelsen og selvironien som findes i de 2 artisters tekster og shows. Vist bliver man forulempet af Manson, men det er på en næsten grotesk, kærlig måde som får mig til at le.

In the land of the Pigs the Butcher is king er et eksempel på en Meat Loaf tekst som man kan tolke på flere måder. Personligt får jeg associationer til sladdermedierne og deres hudfletning af kendte mennesker når jeg lytter til teksten. Præcis som når jeg lytter til This is the new Shit, eller Lamb of God (Manson).

Jeg blæser på, at de begge to har holdt på med alverdens dårligheder af sprit og narko og hvad man ellers kan hitte på, når man befinder sig i grænselandet. Det er ligegyldigt i den sammenhæng. Rent bortset fra at Meat Loaf aldrig har været bizar i ordets egentlige forstand. Men for 30 år siden var han chokerende. Hvis mine forældre havde forstået hans tekster, så havde de smidt pladen i skraldespanden, ligesom de gjorde med Sex Pistols.

Når jeg ser Marilyn Manson, så kommer jeg altid til at tænke på karakteren Jack Sparrow. En halvsnalret, små skør og småt arrogant person som dingler omkring og gør og siger en masse mere eller mindre velovervejede ting - fordi han kan. Og jeg undrer om ikke Johnny Depp så det og brugte det, da han udviklede Jack Sparrow figuren.

Jeg beder om tilgivelse for at jeg de næste par dage ligger underdrejet. Jeg skal pleje alle mine sanser. - Måske der drypper lidt galskab af på mig, hvis jeg ryster flasken rigtig godt…….

fredag den 8. august 2008

Det my(s)tiske liv

Min ældste datter fik for nogle måneder siden den idé, at hun ville ud og se verden langt væk hjemmefra. Hun skaffede sig et job og drog af sted. Man kan jo altid prøve at fortælle sine børn at de måske skal tage det stille og roligt, men min erfaring siger at det sjældent virker. Så vi lod hende selvfølgelig tag skridtet. Men nu er hun selv kommet på at hun da vist egentlig havde det meget godt der hvor hun var. Og at det er hårdt at skulle stå på egne ben og klare sig ude i den store verden. Så nu vil hun morderligt gerne hjem igen. Og sikke nogle rare og forstående forældre vi er, for vi sagde at det måtte hun da godt.

Nu får jeg mig sikkert et ordentligt drag over nakken af folk som mener at de er bedre pædagoger end vi er. Og som vil sige til os at vi i stedet burde have forlangt at hun færdiggjorde det hun havde begyndt. Og det lyder også rigtigt. Men inde i mit hoved så er der en lille fe som fortæller mig, at man ikke kommer så langt med den type pædagogik overfor sine nærmeste, hvis man vil beholde deres fortrolighed. Og når min datter som immervæk er myndig og dermed voksen – i hvert fald på papiret – fortæller sin far og mig hvad hun føler og kan begrunde sine ønsker med fornuft, så tager jeg hende selvfølgelig på alvor. Og takker for at hun synes vi er værd at betro sig til.

Det fik mig til at tænke på en bog som jeg pløjede igennem på 4 dage i min sommerferie. Den hedder Ivans Krig, og er skrevet af Catherine Meridale. Den handler om de unge russiske mænd og kvinder som meldte sig til Den Røde Hær i sommeren 1941, da tyskerne startede krigen mod øst. Mange af disse unge meldte sig frivilligt, fordi de ville kæmpe for deres land. Men der var også nogle som meldte sig frivilligt fordi de bare ville hjemmefra. De kom hurtigt ned på jorden igen alle sammen – ofte landede de under jorden. Og det er jo en kedelig måde at skaffe sig erfaring på.Der er ikke noget som er så glorificeret og så omspændt af myter om tapperhed og jeg ved ikke hvad som krig. Kan godt være at min sammenligning er endnu et bevis på at jeg er bims, og det kan da godt være at man ikke kan bruge det her eksempel. Men når man er ung og lever en relativt beskyttet tilværelse hjemme hos mor og far, så er der ikke noget der er så eftertragtet og så meget bedre end os, end den store verden uden for, hvor man kan gøre hvad man vil og blive rig og leve et fedt liv. Sandheden kryber frem når man vel er der. Det er ikke så fantastisk når det kommer til stykket.

torsdag den 7. august 2008

Dørene åbnes kl. 10.00. Gud tager imod kl. 21.30. – Adgang via Platform 5. Billetreservation via Himmelekspressen.com

Jeg kom til at tænke på det i går da jeg som sædvanlig sad og fik mig min daglige dosis hjerneudluftning og meditativ renselse af diffuse frustrationssignaler. Terapien består i at jeg sidder på en stol i mit køkken og kigger ud af vinduet. På hovedet har jeg mit headset medens cd spilleren gengiver det der lige dén dag er balsam for hjernen.

I går var det Bon Jovis ”Hey God” – hans forsigtige efterligning af noget trash metal. Meget udmærkede guitar riffs osv. Teksten er måske ikke helt så direkte som jeg kan lide det, men nummeret er udmærket. Samtidigt fik jeg en refleksion til teksten på en T-shirt som et ungt menneske i vores noget begrænsede omgangskreds er ejer af: ”God is Busy – Can I help you?” – Den passer nemlig så godt til dette her Bon Jovi nummer, hvor omkvædet lyder:

Hey God - Tell me what the hell is going on
Seems like all the good shits gone
It keeps on getting harder hanging on
Hey God, there's nights you know I want to scream
These days you've even harder to believe
I know how busy you must be,
but Hey God... Do you ever think about me”

En stille undren over om der virkelig er hul igennem deroppe. Personligt så har jeg indimellem også selv spurgt Vor Herre, om han dog ikke bare en gang imellem ku’ ta og skænke mig en lille tanke. - Men jeg tror ikke han lytter. Eller også har de skåret ned på bemandingen i omstillingen, for det virker som om det er svært at komme frem.

onsdag den 6. august 2008

Hvad vil I?

Og så kom Paris forbi. Aviser og ugeblade er nærmest ved at skvatte over hinanden i deres jubel over dollar prinsessen. Sker der virkelig så lidt i denne verden, at man kan bruge så meget tid og spalteplads på et forvirret pigebarn som ikke engang ser specielt godt ud? – Om jeg er misundelig? Nej, det er jeg ikke. Ikke engang i nærheden.

Piger som Paris er årsag til at unge piger sulter sig og synes de ikke er noget værd. Selvom disse i virkeligheden er 1000 gange bedre og smukkere end dette selvudråbte ”ikon”. Desuden er Paris med til at forherlige dårlig og pinlig opførsel og dårlig smag. Det bliver ligesom helt ok at bolle med gud og hvermand. Det er fuldstændig ligegyldigt om man elsker eller ej. Det handler kun om sex. Det er også helt ok at lalle rundt med en flaske Cristal og ligge og sove til kl. lort om eftermiddagen. Hendes forståelse for såkaldte almindelige mennesker ligger 3 meter under gulvbrædderne.

Hun har så stort et bekræftelsesbehov, at det nærmest bare er patetisk. Hun er prostitueret, men til forskel fra andre prostituerede, så gør hun det ikke for at tjene til livets ophold. Hun gør det for at få bekræftelse på hvor rigtig hun er. Og dum er hun jo næppe, for hun lykkes vældig godt med at sno medierne om sin lillefinger. Det er totalt latterligt at se, hvordan ellers nogenlunde begavede journalister falder pladask på maven for hende, og lader sig styre derhen hvor Paris vil.

Jeg synes det er skræmmende hvor let det er at udnytte medierne i egen interesse, bare man er lidt smart. Hvem er det som drager fordel af hvem? Jeg tror jo ikke på, at Ekstrabladet sælger flere aviser når Paris Hilton er i byen, så hvad er årsagen til at I hopper med på den galej? Kan man måske få den ansvarshavende redaktør i chefredaktionen til at forklare for vi der er uvidende hvad motivet er?

Paris Hilton er en skam for sit køn. Hverken mere eller mindre. Og Ekstrabladet er i sin iver for at dække denne fantastiske hændelse, med til at nedgøre alt som hedder sund fornuft og respekt for kvinder. I formidler til os, at det eneste vigtige i denne verden er at have en kæreste. I formidler også, at det er klogt hvis man som kvinde kan holde sig lidt i baggrunden når man er sammen med en mand. Man skal jo nødigt gøre ham jaloux!- Hvad I formidler er en gammeldags holdning til kvinder, som er død og begravet for 40 år siden, Venner! I formidler også, at det er ok at udnytte jer i egen interesse. Jeg véd som sagt ikke hvordan det lige er I har tænkt? Tvivlsomt om I selv ved det.

tirsdag den 5. august 2008

Ekstremiteter og andre panikhandlinger

Når man kigger på programmer om udlandsdanskerne nede i Spanien, som har slået sig ned under varmere himmelstrøg hvor de så bor bag lås og slå, og kun omgås andre udlandsdanskere, og går på danske restauranter og spiser dansk mad. Som hverken kan tale eller skrive spansk og som absolut ikke kan tænke sig at blande sig med den lokale pøbel. Så kan man jo undre sig over, om de er flyttet derned fordi de kan lide Spanien, eller om det bare er fordi man vil snyde skattevæsenet. De samme mennesker som svovler mest om hvor dejligt Danmark er, og hvor lede alle andre er, er ret ofte folk som har valgt at slå sig ned andre steder. Guderne må vide hvorfor.

Selv kunne jeg godt tænke mig at bo i Florida. Altså ikke lige i Miami, men et andet sted i Florida – det er bare et ønske. Grunder i at jeg bor et sted hvor det er koldt og mørkt halvdelen af året. Hvis jeg virkelig boede i Florida, så ville jeg sikkert hellere bo i Canada. Men det er bare typisk mig. – Natten mellem søndag og mandag ville jeg gerne bare bo hvor jeg bor men haft lov til at sove i fred. Jeg gik i seng klokken 23, og med møje og besvær så lykkedes jeg vel knalde brikker omkring midnat. Vågnede med et sæt kl. 1 ved noget der lød som et menneske i havsnød og nogle afskyelige lyde som jeg alt eftersom jeg blev mere og mere vågen, identificerede som musik a la Bakkens Hvile. – Og så stod jeg op, og gik rundt i lejligheden for at finde ud af, hvor fanden lydene kom fra. Og kommer frem til, at det er naboen som holder fest. Sådan en af de dér fester, hvor man kappes om at lyde mest og dummest. Typ skinger stemme der skriger DÆ ÅH! ude på altanen. Kl. 3 kunne jeg høre underboen komme springende op i tøfler og ringe på døren for at bede om nattero. Nå, men det føltes meget rart. Så er man da ikke den eneste der ikke kan sove.
Kl. 3.30 ringede jeg til Securitas, fordi jeg ikke kan indse hvorfor jeg skal klæde mig på og gå og bede om noget som er min ret. De kom kl. 4. Brugte ½ time på at forsøge at få skvadderhovederne på den anden side af døren til at åbne. Først kl. 5 sluttede festen. Og det lykkedes mig at få ca. 45 minutters søvn, inden vækkeuret begyndte at larme.

Hele min mandag var totalt ødelagt. Jeg var træt, irritabel, og så ud som en hængt kat, på grund af en fest som jeg ikke engang var med til. Synes faktisk ærlig talt det er noget forbandet svineri at opføre sig på den måde når man bor i et lejligheds kompleks. Totalt selvcentreret og egoistisk tankegang at forudsætte, at andre skal synes at det er helt i orden. Og helt ærligt! Det er sgu da bare kvartalsdrankere og natmænd som kan få den skide sindssyge idé at overhovedet holde fest en søndag nat!Og egentlig så har jeg god lyst til at fortælle min nabo hvad jeg mener om hende og hendes, men det gør jeg nok ikke, for det er jeg for velopdragen til. Derimod, så kan jeg glæde mig over at festen udover sprit og bajere, også kommer til at koste hende en bøde fra Securitas. De tager nemlig betalt for deres ”udrykninger” i størrelsesordenen 600 kr. HA, HA!

mandag den 4. august 2008

Den anonyme ensretning

Nu fik jeg dårlig samvittighed over min sløvhed på Bloggen igen. Har dog et antal – synes jeg selv – særdeles gode undskyldninger for mit fravær. Ganske uinteressante for andre sikkert, men det er altid rart at kunne ryste et eller andet pladder ud af ærmet, skulle nogen spørge.

For at være helt ærlig, så har jeg den seneste tid ikke rigtig følt mig rigtig inspireret. Alternativt så er der ikke hændt noget som har kunnet få mine følelser op til overfladen. – Men nu ser jeg så at Alexander Solsjenitsyn er død. Og det har jeg lyst til at nævne fordi han var en rigtig rebelsk samfundskritiker. Og hans måde at kritisere på var så rammende, uden at man nødvendigvis kan påstå at han var navlebeskuende. Min opfattelse af hans forfatterskab er, at han skrev for at vække følelser og for at skabe debat. Han ville helt sikkert have været en fremragende blogger – sikkert også en god samfunds debattør, som vi kunne ha lært noget af, hvis vi havde fået muligheden. Vist er hans værker tunge og typisk russisk stilistiske, men jeg synes alligevel at de er værd at læse ud fra et samfundskritisk synspunkt. Kan ikke lade være med at tænke på at dagens Danmark i mangt og meget godt kan minde lidt om det stalinistiske system. Vi er alle enige og vi tager ikke stilling til den enighed. Enighed er godt. Ensretning i tanken er godt, føles det som. Eller er det?

Jeg ved godt, at A.S. med baggrund i den forfølgelse hans forfatterskab gav anledning til, var en lille smule bims. På den anden side, så er det i mit hoved ikke specielt underligt, at mennesker som bliver forfulgt og trakasserede for deres overbevisning etc. i nogle tilfælde får paranoia. Nu blev A.S. mod slutningen af sit liv rehabiliteret og fik den ankerkendelse som han fortjente af sit fædreland. Men at måtte leve udenfor samfundet som en ikke-person må for et menneske med bare en smule mere end grød mellem ørerne være yderst plagsomt.
Sådanne mennesker kan opfattes som mindreværdige på grund af den anderledes opførsel de måske udøver. Mennesker påvirkes jo af omgivelsernes reaktion på dem eller på deres meninger.Jeg synes det er interessant at fundere lidt over forskellen på ensretning og anonymitet og mangfoldigheden, kreativiteten, det at vove at stikken snuden frem i eget navn.

Anonymiteten vælger man måske fordi det bliver knapt så personligt at få en kasse rådne æbler dænget over sig. Men i virkeligheden så er det jo fejhed eller en slags rædsel. Det gælder også for mig selv. Jeg vælger at være anonym (dog ikke helt. Mine nærmeste véd hvem jeg er), fordi jeg ikke føler mig helt sikker på at eksempelvis min arbejdsgiver synes alle mine meninger er lige tiltalende. Der hænger et stalinistisk spøgelse over mit hoved, kan man sige.

Aleksander Solsjenitsyn derimod var modig. Han stod for sine meninger på trods af at han blev truet, frataget hæder og ære, deporteret og til slut erklæret en ikke-person uden nogen som helst rettigheder. Han faldt ikke til føje. Valgte aldrig anonymiteten. Uanset hvor skør han var, så var han en hædersmand og et uselvisk menneske. Der findes mange andre mere eller mindre berømte mennesker som fortjener hæder for at vove at stå op og stille spørgsmålstegn ved ensretningen og underkastelsen. Nu nævner jeg blot A.S. i dag, fordi han desværre for evigt har lukket sine øjne og derfor ikke længere er i stand til at åbne vore.