THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES

torsdag den 11. september 2008

Satiren om den forhistoriske ismand

Frit efter Trey Parker og Nancy M. PimenthalSiges at opildne til religiøs ekstremitet i det hellige Rusland

Rolleliste:

Kyle Kyle
Stan Stan
Dr. Mephesto Genetisk forsker og ingeniør
Steve Gorak / Larry Kontroversiel kult figur. Siges at være den egentlige hjerne
bag skole massakrerne i USA


Kyle og Stan finder en gennemfrossen mand i et hul og tager ham med hen til Dr. Mephesto. Her starter en livlig diskussion om hvem som fandt manden og om hvorvidt han skal hedde Steve eller Gorak.

Da de har fået banket manden fri for is, opdager de at Steve Gorak er iklædt tøj fra Eddie Bauer, som var på mode 2 ½ år tidligere.

Isen har konserveret manden og har holdt ham i live. Dr. Mephesto tror han er en neandertaler, og er ude af stand til at forstå hvad manden siger selvom han taler udmærket engelsk.

Dr. Mephesto beslutter sig for at vise det forhistoriske fund frem for publikum. For at Steve Gorak skal føle sig hjemme skaber Mephesto et komplet 1996-rum. Desværre har Steve Gorak et forfærdeligt temperament og er rasende over den umenneskelige behandling han udsættes for.

Kyle og Stan får medlidenhed med Steve Gorak og beslutter at slippe ham fri.
Larry (som Steve Gorak egentlig hedder) flakker rundt, opdager at hans hustru er gift igen og har 2 børn på 8 og 13 år. Han husker ikke med hvem. Voldsomt frustreret over sin situation, beslutter Larry at han ikke kan leve i denne verden. Han forsøger uden større held at fryse sig selv ned igen.

Stan og Kyle får da det lysende indfald at sætte Larry på toget til Des Moines i Iowa, hvor man angiveligt skal være 3 år bagefter alle andre, så han kan komme tilbage til sin egen tid Nogle FBI agenter krydser dog deres planer da de planlægger at bruge Steve Gorak som våben ved en planlagt invasion af Sverige. Der opstår kamp på togstationen mellem FBI agenterne og Stan og Kyle, og i forvirringen lykkes det Larry at slippe væk.

Larry gifter sig igen – med en kvindelig drag. Da han opdager forskellen, kaster han sig ud fra det højeste bjerg han kan finde, for siden at genopstå som en reproduktion af Grev Dracula.

onsdag den 10. september 2008

Kunst uden afsender

Tror hele kunst debatten handler om at vi opfatter og ser ting forskelligt. Det jeg opfatter som kunst er det som jeg synes er smukt.Og det er jo med skønhed sådan, at det afhænger af øjnene som ser og hvilke signaler der sendes til hjerne og hjerte.

Det store tomme intet, med alle de fantastiske stjernebilleder, planeterne og mælkevejen. Da jeg ikke tror på Verdens skabelse i bibelsk forstand men derimod på en teori om langsom udvikling, så ser jeg Rummet som kunst. Noget smukt som hele tiden ændrer sig. Noget som tilbyder oplevelse alt efter hvordan øjet ser og hjernen opfatter lige nu og her.



Nordlys i den arktiske vinter. Skabt i det store intet. Ofte ser man nordlys som et grønt gardin der flytter sig og ændrer konturer, men jeg har også set nordlys i blå og røde farver. Det er helt fantastisk. Nogle gange er det som om det hænger lige oppe over ens hoved, og man kan næsten røre ved det, men når fingrene næsten er der, ændrer det sig og pludselig er det et andet sted. Næsten som om det leger en slags tag fat med mig.

Det er kunst af højeste klasse synes jeg.

tirsdag den 9. september 2008

Martyriets dage er ovre!

Forplantning, det er kvindens selvskabte kors.

Der hænger vi, omgivet af snotnæser og prutte bleer og hylende unger, alt imens vi tænker: ”Er dette livet?” Vi kan ikke komme fri. Vi vil ikke. Vi må ikke. Andre kvinder hjælper os med at banke sømmene dybere ind.

I 18 år gruer vi for hvordan det skal gå de stakkels små som ikke kan klare sig uden os. Og så pludselig en dag, så er tiden gået. Døren lukker sig bag dem, og dér står vi med alle vores egne erfaringer som de ikke vil have. Og først da får vi øjnene op for det selvvalgte martyrium. Og kan sige ENDELIG ER JEG EN FRI MOR!

Fri til at kunne gøre præcis hvad jeg vil
Fri for at høre mig selv ca. 15 gange om ugen bede dovendyret som ligger foran TV-et rydde op og gøre rent på sit værelse
Fri for det evindelige plageri om det ene og det andetFri til at kunne få lov at være mig selv i mit eget hjem
Fri for at blive betragtet som et skaffedyr uden egne behov
Fri til at kunne pleje mig selv
Fri til at spille hvad jeg vil – når jeg vil
Fri til at se ud som jeg vil
Fri til at LEVE

mandag den 8. september 2008

Er det kunst?

I 60-erne og 70-erne udviklede kunsten sig med rivende hastighed. Den var provokerende og samtidig underholdende afhængig af hvordan man ser på det. Pop kulturen udfoldede sig. Jeg tænker på eksempelvis Andy Warhol. Det siges at det var Andy Warhol som opfandt udtrykket 15 minutters berømmelse. Det er meget muligt at det er en myte, men Andy Warhol har om nogen bidraget til, synes jeg, at alt hvad man kan tænke sig, uden skrupler kan kaldes for kunst. – Bl.a. Andy Warhols nok så berømte ”egne” billeder af Marilyn Monroe, som koster flere millioner hvis man skulle have lyst til at købe originalerne.

Coca cola flasker og suppe dåser blev helt pludselig kategoriseret som kunst takket være Andy Warhol.

Men det betød også en forfladigelse af kunsten. I og med at alt er kunst, så kan jeg lave et eller andet psykedelisk klatmaleri og udråbe det til kunst. Og med de rigtige kontakter, så kan jeg også tjene penge på det. Jeg behøver ikke have gået på noget kunstakademi. Jeg behøver ikke have nogen anelse om opbygning af et maleri eller andet pudseløjerligt. Jeg kan gøre som jeg vil, og kalde mig for kunstner.

Spørgsmålet er dog: Er jeg kunstner bare fordi jeg påstår mig være det? Hvad er kunst?

15 minutters berømmelse kan enhver skaffe sig, bare man har et budskab og forstår at markedsføre det (eller sig selv) på en smart måde, og det lykkedes jo på genial vis for Andy Warhol.

fredag den 5. september 2008

Droit moral og blasfemi

Nu har vi igen en situation på bloggen hvor et indlæg er blevet slettet. Og det er jo foranlediget af at nogen har følt sig stærkt provokeret. Den næste provokation foranlediges af at indlægget bliver slettet und so weider.
Jeg har ikke læst det pågældende indlæg. Det nåede jeg ikke. Derfor har jeg ingen mening om selve hændelsen vil jeg godt skynde mig at sige. Hverken for eller imod.Hvis man bevidst vil provokere, så er man en provokatør. Wikipedias forklaring på det ord er:

”En provokatør, ikke at forveksle med en provo, er en person der søger at fremkalde uroligheder ved at provokere, men bruges også i en anden betydning, nemlig som en der vil fremtvinge en debat om et emne, indenfor hvilket han har fremkaldt en provokation”

Et eksempel på en kendt, dansk provokatør er Jens Jørgen Thorsen, som lavede sin meget omtalte Jesus film i 70-erne. Filmen blev stoppet mens man undersøgte om den forbrød sig mod blasfemiloven (vi var åbenbart meget rædde for kirken på den tid). Der blev ikke rejst anklage på dette punkt, men i stedet blev Jens Jørgen Thorsen anklaget for at have forbrudt sig mod droit moral i forhold til Bibelen. Droit moral måtte jeg slå op. Det viser sig at stå for faderskabs ret og respekt ret. Det var nok nærmest det sidste den gode Jens Jørgen blev anklaget for at ha forbrudt sig mod.

Hvorom alting er så følte mange mennesker sig enormt provokerede af Jens Jørgen Thorsen, uanset hvad det lige var det handlede om. Jeg kunne godt lide ham. Jeg synes faktisk han var hamrende intelligent og underholdende. Det som kunne få borgerskabet på barrikaderne dengang var at Jens Jørgen Thorsen oftest bare sagde sandheden.

Man behøver ikke føle sig personligt truffet for at føle sig provokeret. Men det er ofte det som leder til en reaktion.
Sandheden i sig kan være så provokerende at man bare må reagere.

I virkeligheden så er bloggere provokatører, som vil ha debat om et eller andet emne, ligegyldigt hvad. Ved at sige sandheden, eller ved at opføre sig på en måde som andre føler sig stødt over. Der findes ingen faste regler for hvor langt ud over kanten man kan trække en provokation. Man må føle sig frem. Og så tag de tæv man får, alternativt lukke butikken.

torsdag den 4. september 2008

Provokativ aktivitet

Den seneste uge har jeg arbejdet som en idiot på at tage et uddannelsesmateriale frem til et datasystem som er udviklet internt i firmaet. Alle bruger det, men der er konstant et eller andet som nogen gør galt, sandsynligvis fordi ingen hørte efter da de blev uddannede i systemet, og i øvrigt er brugermanualen på engelsk og ikke det fjerneste bruger venlig.

Så nu laver jeg et materiale som er et sådan slags tegne og fortælle materiale, med billeder og pile og så lidt tekst som overhovedet muligt. Så langt så godt. Men – dengang man udviklede systemet, så funderede man aldrig rigtig over det dér med uddannelse. I det gamle system kunne man uddanne i live systemet uden problemer, for det var et gammelt DOS system – ikke særlig sofistikeret – hvor man kunne lægge advarsels tekst og sådan noget ind, så ingen fandt på at ringe til kunder udfra de fup logger man skrev ind i systemet.

I det nye system derimod kan man absolut ikke lege rundt. Der leger man i et test system, og der findes n a t u r ligvis ikke bare 1 test system. Nej, der findes 1 system per land. Så skal man spille skak, så må man involvere andre landes test systemer.

Det er selvfølgelig ikke helt korrekt at gøre sådan. Altså, der findes ikke noget udtalt forbud, men på den anden side. Hvis jeg nu spørger Hovedkontoret om de vil være så venlige at give mig adgangskoderne til de andre landes testsystemer, så vil det givetvis opfattes som en provokation og automatisk fremkalde et forbud. Så det gør jeg ikke. Jeg har som sagt ikke talent for provokation. - Og dog.

Der har nemlig indsneget sig en lille fejl i programmet. Hvis jeg fodrer mit eget lands system med logger mod andre lande, så viser systemet til hvilket land – og til hvilken testbruger loggen er gået. Og vupti, helt pludselig så har jeg anvender koder til alle mulige landes testsystemer. Dog ikke til det amerikanske system, hvilket generer mig en del. Men det skal jeg også nok løse med lidt fokuseret tankevirksomhed. Kommer nogen på mig så bliver der sikkert et værre spektakel, men skidt pyt. Så har jeg haft det sjovt så længe.

onsdag den 3. september 2008

Hvor går grænsen mellem Analyse og Provokation?

Kan man tænke for meget?
Ja, det kan man. Jeg kan i hvert fald. Og i går skrev Peter det til mig. Du tænker (for) meget og så går du i selvsving. – Det er hovedet lige på sømmet. - Rent bortset fra at jeg selvfølgelig har en vis ironisk distance til mig selv. For det bliver jeg simpelthen nødt til at ha. Ellers ville jeg være løbet skrigende væk for længe siden.

Men det er nu alligevel meget rart at blive påmindet om, at det der med at tænke, det er meget godt. Men det kan også blive en byrde. Hvis man funderer alt for meget over hvorfor dit og hvorfor dat, så ender man næsten der hvor jeg begyndte: Jeg har uheld når jeg tænker. Sådan hed mit første indlæg på EB Blog. Der er skrevet en hel bog om at ha uheld når man tænker. Det er synonymt med at være blondine. Men på en sjov måde. Mange blondiner er jo faktisk ret smarte i hovedet. Så ikke noget ondt om blondiner fra mig.

For mig er det at have uheld når jeg tænker at analysere hver eneste lille idiot ting i sådan en grad at jeg kammer over og galskaben banker på. Det er skørt!

Jeg tænkte på det i går, da min ven Danerland på sin blog opponerede sig over at findes med på Toplisten. Jeg skrev til ham at han var provokerende på en Mansonsk måde. Det er positivt ment. Jeg elsker Manson. Det ved alle der læser min blog. At jeg påstår at han er baggrundsfiguren for Jack Sparrow, det er en kompliment. - Nå, men det var det dér med at analysere og provokere. Danerland er en mester på det. Først en lang gennemgribende analyse og så provokationen. Præcis som Manson.

Nu skriver jeg bare en hel masse. Du synes sikkert det er noget forbandet usammenhængende sludder. Men der er skam mening med galskaben. Det er der altid!

Jeg analyserer også – alt for meget. Desværre ejer jeg ikke provokations talentet sådan rigtigt. Men jeg kan jo kaste spørgsmålet ud til åben diskussion:

Hvor går grænsen mellem analyse og provokation? Og hvorfor synes vi at det er ok at analysere men dårligt at provokere?

tirsdag den 2. september 2008

Lykken er .........

Engang frekventerede jeg en psykolog fordi jeg var i en slags krise med mig selv. – Men ærlig talt jeg fik det bare dårligt. Der er jo 1000 ting som man kan komme i tanke om ikke er så godt under sådanne seancer. Så efter nogle måneder kom jeg frem til at det var bedst at slutte, ellers var det blevet rigtig alvorligt følte jeg.

Og så var det jeg kom frem til, at det måske var bedre at gå nogle voksen kurser. Det føltes mere bekvemt end psykologen. Selvom der selvfølgelig er andre mennesker med på de kurser. Det er jo ligesom dét der er hele fidusen med kurser. Man er mange sammen med nogenlunde de samme forventninger. Det føles bedre end at sidde i en stol i 1 time eller 2 og hælde vand ud af ørerne og komme frem til at man ikke er funktionel eller at næste stop nok er 6 fod under jorden.

Jeg har ikke noget imod psykologer. Der skal være plads til os alle. Men engang imellem, så har jeg en fornemmelse af man på et eller andet kollektivt plan er blevet enige om, at folk som ikke rigtig passer ind i billedet af det perfekte menneske, med eller uden Prozac og lykkepiller skal tvinges ind i masse individets kasse. Det er ikke rigtig sundt at være anderledes eller se anderledes ud eller gøre anderledes ting.

Jeg har også været et offer for sådanne tvangstanker. Det var jo derfor jeg gik til psykolog. Men jeg kom altså frem til – himlen være lovet – at jeg er helt okay som jeg er. Vist er jeg, præcis som alle andre, i besiddelse af nogle ret kedelige egenskaber. På voksen kurserne har jeg bl.a. lært hvordan jeg skal fremhæve mine gode egenskaber i stedet for. Altså fokusere på det positive. Og acceptere mig selv som jeg er på godt og ondt.