THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES

mandag den 2. november 2009

Kundskabens Sten

I don't need no arms around me. And I dont need no drugs to calm me. I have seen the writing on the wall. Don't think I need anything at all. No! Don't think I'll need anything at all. All in all it was all just bricks in the wall. All in all you were all just bricks in the wall.
Pink Floyd


Et eller andet sted havde det ligget og luret i mit bevidsthed. Nu kom det endelig frem. Der fandtes ikke længere nogen tvivl eller noget som forblev usagt. Ingen rædsel. Ingen undskyldning.

Perioden frem til min endelige beslutning var demolerende. Ukonstruktiv er bare fornavnet. Tiden som gik fra jeg forstod situationen frem til accept af fakta var i det forhold beskeden. Ca. 10 sekunder kort.

I løbet af 10 sekunder hoppede jeg. Fra et helt liv i tryghed og sikker forvisning. Ud i det store ukendte ocean.

Et døgn består af 86400 sekunder. Det er 1440 minutter. Eller 24 timer. - 10 sekunder er tiden der går fra jeg trækker vejret dybt, til jeg blæser ud igen.

Et langt suk. Et suk som skal skjule den øjeblikkelige sindsbevægelse inden beslutningen udtales.

***********

Sultne frokostgæster fylder restauranten til bristepunktet. Solen - hvis den ellers havde brudt sig om at skinne - står præcis i zenith. Det er torsdag. Pandekagedag.

Vi slår os ned i en sofagruppe oppe på 1. sal. Det hele er ganske uplanlagt, men efter morgenens mentale strabadser er jeg lettere over-gearet, og behøver spontanitet og latter. Det umage selskab er tilpas indstillet på at servere mig noget at grine af.

10 sekunder inde i sammenkomsten kommer mit første latteranfald. Ud af øjenkrogen ser jeg folk stirre på mig. Uforstående. - Det føles næsten lidt små-kriminelt at grine. - Hvilken befrielse!

***********

Min følsomhed er mit kors. Jeg hader at vise min sårbarhed for andre end mig selv. Jeg er voksen og følsom, og det er et kors.

Øjeblikket hvor sorgen over ikke længere at være brugbar helt overskygger følelsen af raseri og skuffelse er mægtig og bedøvende. I et milli-sekund tager kraftløsheden over. - Så trækker jeg vejret dybt. Genvinder kontrollen over mig selv. Ser mig ikke tilbage. Ser kun fremad. Lader selv-respekten tale. Modent, velovervejet.

Hvis jeg for et kort sekund siden befandt mig vægtløst svævende mellem himmel og jord, så befinder jeg mig nu med begge ben solidt plantet på jorden.

Jeg véd hvem jeg er. Jeg er ingen fjernstyret robot. Jeg ejer kontrollen over mit liv og over hvordan jeg vil opfattes af omverden og af mig selv. Det er min styrke.

Hvis jeg for et kort sekund siden var en ingen, så er jeg nu den alle stræber efter at blive. Den som ejer kontrollen.

At vide hvordan man kommer i besidelse af kontrollen er magt.

Jeg er magten.

************

Retten til at sidde her helt upåvirket og uforstyrret og lade latteren boble ud af alle sprækker har jeg vundet.

Pandekagerne - overdængede med syltetøj og flødeskum - får mig til at grine endnu mere. INGEN normale mennesker spiser pandekager med flødeskum!

Nogen har lige overrakt mig en sten til min grav. Jeg burde være vred og såret - ikke sidde her og holde hof og
grine. Sandheden er, at jeg er glad for den sten. Jeg kalder den for kundskabens sten. At blive oplyst og klog er minsandten ingen dårlig gevinst i lotteriet. Det er en gave. Som jeg ikke har tænkt mig at returnere. Istedet vil jeg beholde den og anvende den til noget brugbart.

0 comments: