THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES

onsdag den 7. januar 2009

60 år med bind for øjnene

Konflikten mellem palæstinensere og israeler har været et tilbagekommende emner gennem de seneste 60 år.Med baggrund i denne konflikt er utallige krige blevet kæmpet - oftest i andre lande. Libanon eksempelvis har lidt ufatteligt på grund af denne konflikt.

Israels pointe er dets ret til at forsvare sig selv. For at forsvare sig selv mod angreb fra Hamas, besluttede Israel at indlede fuld krig mod Hamas' højborg Gaza.

Jeg støtter ikke Hamas. Hamas er en fundamentalistisk og ekstremistisk gruppe af mennesker uden ønske om fred og samarbejde. Hamas ser den civile befolkning i Gaza som blot ofrer som kan anvendes til højere propagandistiske formål. Og som rekrutter til den næste generation af terrorister.Jo flere civile der dør i Gaza, jo lettere bliver det for Hamas at nå sit mål. Desværre.

Israel har valgt at starte sin kampagne i skyggen af en handlingslammet amerikansk politisk administration. Vel vidende at skismaet mellem en afgående og en tiltrædende præsident lægger al stærk og tydelig reaktion på vågeblus indtil videre. FNs Sikkerhedsråd har ekskluderet sig selv fra alt gennem at tillade medlemsstater at nedlægge veto mod alt som kan sætte bidrag fra de jødiske vælgere på spil. I lyset af dette har Israel fået frie hænder til at fortsætte med noget der bedst kan sammenlignes med ødelæggelsen af Warszawa i 1944.

EU har sendt en delegation til Tel Aviv for at diskutere emnet med den israelske regering og med den palæstinensiske præsident. Desværre, så taler Hr. Abbas ikke på vegne af majoriteten af de palæstinensiske vælgere. Spørgsmålet er derfor: Vil det lykkes for EU at opnå noget som helst?

Andre spørgsmål man kan stille sig er: Er vi overhovedet interesserede i at løse konflikten? Bryder vi os om overlevelse for de 1 1/2 million som lever i Gaza? Eller synes vi når alt kommer til alt, at det er ganske bekvemt at lade israelerne gøre det beskidte arbejde for os?

tirsdag den 6. januar 2009

Bekendelser af en misundelsesværdig

Læste netop en artikel på www.slate.com med gode råd om hvordan man ikke skal gøre på Facebook og Myspace eller andre steder på nettet, hvis man vil undgå at blotte sig for chefen eller påtænkte ægtemænd eller -koner ved at vise de mere lystige sider af ens karakter. Eksempelvis druk billeder fra fester og videre i den dur. - Jeg følte mig helt udenfor.

Jeg tilhører nemlig den dér dødkedelige promille af befolkningen som hverken drikker alkohol eller tager stoffer. - Jeg har heller aldrig gået i gymnasiet - eller på universitetet - og jeg går aldrig på bar. Så ingen har noget på mig - altså noget visuelt mener jeg. Ved nærmere eftertanke, så kunne der blive en rigtig glimrende prinsesse kandidat ud af mig, hvis nogen lige skulle stå og mangle.

Nu flasker det sig sådan, at med mit fine navn - altså ikke det jeg præsenterer mig med her, men mit rigtige navn, som forøvrigt går i lige linje tilbage til dengang der da var RIGTIGE herremænd til - år 1300 et eller andet. Efter Kristus naturligtvis - så er det helt utænkeligt, nærmest en fejl, at vise sig offentlig i u-kontrolleret tilstand. Og slet ikke på internettet. Så den velmenende og iøvrigt meget underholdende artikel på www.slate.com vedrørte bare de 139,9 millioner andre brugere af Facebook og Myspace - ikke mig.

Hvilket i sig selv er fantastisk, for det betyder jo at jeg er helt unik, og dermed en misundelsesværdig. - Vist er det rart med bekræftelse engang imellem.
Skål!

mandag den 5. januar 2009

En dag på barberblade

Minus 29 grader! - Jeg har ikke engang lyst til at ryge. Det er for koldt! - Jeg troede der var noget galt med termometret......... Desværre ikke!

Har holdt mig indendøre i 2 dage. Desværre er det mandag og jeg var derfor tvunget til at gå på arbejde. Det tager bare 5 minutter med bil, men de 5 minuter var som 5 minutter i helvede. Det er helt utroligt. - Jeg nægter at tro at mennesket blev skabt til denne kulde. Hvis vi var ville vi være født med pels. Det er jeg sikker på.

Asta

fredag den 2. januar 2009

Passion for mord

Jeg har sagt det 100 gange før: Jeg hader TV! Det eneste jeg bryder mig om at investere tid i er engelske Masterpiece krimi serier som Frost, Mord i Midsomer, Inspector Lynley eller Inspector Morse.

Årsagen til at jeg foretrækker disse serier er at de personkarakterer som serierne viser er fra det rigtige liv. Helt modsat amerikanske krimi serier som består af dukker og tomme dialoger. - Engelske krimi serier er fulde af sofistikerede og interessante karakterer og dialoger. Ofte omviklet af en delikat sort humor som jeg elsker.

I går aftes så jeg Inspector Lewis. - Oprindeligt var Lewis Morse's DS, men Morse døde for nogle år siden og Lewis tog over.

Morse var sin helt egen. Ingen kendte hans fornavn. Han var bare Inspector Morse. Han kørte jaguar, han elskede rødvin, whisky og pint. Han var kryptisk kryds-og-tværs ekspert og opera fantast. Gnaven men skarp hjernet.

Lewis er ikke nær så sofistikeret som sin afdøde chef, hvilket kunne blive et forstyrrende element fordi Lewis er stationeret i Oxford, og de fleste af de sager serien omhandler involverer distingverede lærere, studenter or tidligere studerende ved Oxford universitetet. For at kompensere for hans mulige mangler, har Lewis fået DS James Hathaway. DS Hathaway er ikke Oxford - han er Cambridge. Han er sofistikeret, skarp hjernet, humoristisk og spiller guitar i genren verdensmusik inspireret af klassisk madrigal. Han er lyn-læser og citerer Nietzsche. Og han er ryger (stort plus i karakterbogen-:).

Der er aldrig meget blod i disse serier. De er kryptiske, og man kan ikke tage sig en 5-minuters lur, for så går man givetvis glip af en vigtig pointe.

Så næste gang du finder dig selv siddende foran husalteret i mere eller mindre bevidstløs tilstand, på vej at kede dig selv ihjel med CSI eller Bones, så sluk det! - Og for din tilregneligheds skyld: Skaf dig selv en samling engelske Masterpiece krimi serier og NYD!