THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES

onsdag den 29. april 2009

Saker jag inte förstår och människor jag inte tycker om

Hvis man har god tid og megen overskuds energi, så findes der en hel del ting her i livet som man kan undre sig over.

F.eks. har jeg svært ved at forstå hvorfor det skal være så forbandet besværligt at købe cigaretter i det lokale supermarked, når andre ligeså sundhedsskadelige ting, som for eksempel chips, sodavand, slik, kager, ketchup og færdiglavede pizzaer er placeret helt åbenlyst i butikken og nærmest bliver kastet i hovedet på én. - Med tanke på hvor stort et problem overvægt og dårlige tænder er for
samfundet.

En anden ting jeg er noget forvirret over er vores forhold til alkohol.

Jeg googlede mig ind på mit fædrende lands centrale statistikbureau, Danmarks Statistik, hvor jeg konstaterede at i Danmark er det en velbevaret hemmelighed hvor mange af landets indbyggere der hvert år dør af alkoholrelaterede sygdomme. Hvilket jeg synes er mærkeligt, i betragtning af at de meget detaljeret fører statistik over alverdens andre sygdomme og ulykker. Nu er jeg i og for sig ganske usikker på, om Danmark egentlig har en alkohol politik. - Tror der er frit slag på alle hylder til at drikke sig ihjel hvis man har lyst.

De allerfleste lande ser ud til at hylde individets frie ret til at slå sig selv ihjel på den måde der føles mest bekvem. Om det skal være ved hjælp af alkohol, mad, tobak eller dumhed i trafikken, det er helt op til dig selv. - Det eneste som er lige så sikkert som Amen i kirken er, at uanset hvilken af de ovennævnte metoder du vælger, så kom du aldrig at listeføres som selvmorder i statistikken, hvilket
jeg også kan synes er underligt.

Den svenske journalist Lena Sundström minder en hel del om Michael Moore. Hun bliver ved med at terroriserer politikere og andre myndigheds personer indtil hun får svar.

Desuden er Lena blevet begavet med et prægtigt humorgen med hvilket hun idiotforklarer alt og alle - og slipper godt fra det.

I bogen 'Saker jag inte förstår och människor jag inte tycker om' tager Lena blandt andet fat i den svenske alkoholpolitik og giver den en helt ny dimension.

Svenskerne havde i mange, mange år en stramt styret alkohol politik. Af den simple årsag at en stor del af den arbejdende (mandlige) befolkning var godt i gang med at drikke sig ihjel. Til stor skade for den anden halvdel af befolkningen (deres børn og koner) som måtte sulte når husfaderen valgte at drikke hele ugelønnen op. Så indførte man spritmonopolet og Systembolaget og alle var
lykkelige, lige indtil den dag Sverige hoppede på EU-toget.

Først troede man at man skulle kunne få lov at fortsætte med at være et særtilfælde. Måske troede man at EU ville have forståelse for det humane i at sørge for at så få medborgere som muligt får skrumpelever og kreperer af det. I så fald blev man hurtigt klogere. Så hvad gør en socialdemokratisk regering som vinder sine stemmer med snak om solidaritet og velfærd, når det går op for den at EU mest går ud på at komme hinanden og især de franske vinbønder ved? - Man sender Ulf Dinkelspiel. Han er tilstrækkelig svagtseende til at overse det der står nederst på traktaten med minimum skrift.

Og simsalabim, så må vi købe og indføre så meget sprit, øl og vin som vi kan konsumere, hvilket for en svensk betyder ca. 100 gange så meget som alle andre.
Og vi må handle på Systemet lige så ofte vi vil uden at nogen tilkalder Nykterhetskrontrollen - bare vi er fyldt 20 år. Fordi stemmeretten gælder fra det fyldte 18. år, så har man tillempet 18-års grænse på alle værtshuse og restauranter. Så du kan altså på den ene eller den anden måde helt lovligt deltage i det store sup-gilde fra dén dag du også må køre bil. Derimod, så
afkræves du legitimation overalt hvis du ser ud til at være under 30. - Hvilket du kan gøre selv når du er 45 - det har nemlig ikke noget med antal rynker at gøre - det er din højde der styrer kravet. Hvorfor Miss Wintys sambo siden sit 16. år har kunnet handle uden problemer på Systemet, medens en anden en altid må hive passet op af lommen.

Ulf Dinkelspiel lykkedes altså med sin underskrift på et dokument han ikke kunne læse at gøre en ende på svenskernes relative afholdenhed. Og som et plaster på såret så dør nu mere end 2000 personer hvert år som en direkte følge af alkohol. Det er 3 gange flere end det samlede antal personer som dør i trafikulykker, flyveulykker, bådulykker, togulykker og andet i den kategori ulykker som folk normalt er rædde for at omkomme i tilsammen. Det er 5 gange så farligt at drikke sig fuld som det er at køre 180 kmt. - Dog er kombinationen fuld og 180 kmt ikke medtaget her.

Nu kan man jo i og for sig tolke statistik som man vil. Man kan eksempelvis konstatere, at i 20% af alle trafikulykker er én af de involverede førere fuld. Hvilket jo betyder at 80% af alle trafikulykker forårsages af fuldkommen ædru førere. Indebær det så ikke, at det er sikrere at se til at være beruset inden du starter bilen?

Udover at forklare hvordan det socialdemokratiske Sverige pludselig er havnet på Top 10 over de mest alkoholiserede lande i verden, så leverer Lena Sundströms bog også et glimrende indblik i hvordan det gik til at Sverige ved at indføre et frit el-marked øgede sit kasse-flow med flere milliarder og fik regningerne til forbrugerne til at stige med 50%. - Samtidig med at el-leveransen ofte kan
udeblive i flere måneder, så er el-leverandørerne nemlig blevet betydeligt bedre til at sende udeblevne betalinger til inkasso. Og vi taler vel at mærke om de fakturaer som er sendt til forbrugere som er afskåret fra elforsyningen. Oftest fordi elnettet ikke bliver vedligeholdt.

'Saker jag inte förstår och människor jag inte tycker om' er en af de mest humoristiske bøger jeg længe har læst. På en enkel og kontant måde rammer Lena Sundström en pæl igennem alle myter om politikere og deres gode hensigter.

Saker jag inte förstår och människor jag inte tycker om af Lena Sundström, 2005

Cheers,
Asta

lørdag den 25. april 2009

When Cultures Collide

I denne uge har jeg haft besøg af 2 medarbejdere fra mit firmas danske afdeling. Formålet med besøget var at få deres afdeling til at fungere bedre. Så den kan levere resultater.

Jeg er dansk, men har boet i udlandet i 16 år. Min kontakt med Danmark og med danskere begrænser sig til det årlige familiebesøg og email korrespondance med familien.

Mit danske sprog er ikke 100% opdateret, men nuancerne i sproget og den danske mentalitet, den forsvinder aldrig ud af min begrebsverden.

Når jeg møder danskere på deres egen spilleplade, så er der ingenting der forundrer mig. Men når jeg som i denne uge møder dem i et andet land, så bliver det pludselig så tydeligt hvor lidt respekt og ydmyghed danskere har for andre mennesker og i særdeleshed for andre kulturer.

Danmark er et lille land med 5 millioner indbyggere. Ikke desto mindre er de verdens førende indenfor alt, inklusive kommunikation og problemløsning. Synes de selv.

Det interessante er, at ugens besøg var kommet i stand fordi hovedkontoret kræver at der skal vendes op og ned på ting i den danske lejr. Men det var uinteressant for danskerne. Udfra filosofien om, at hvis man bare bliver ved med at obstruere, så giver vi op og lader dem i fred. - Typisk dansk målsætning. Som ikke bider på mig. Fordi jeg selv er dansk og udmærket begriber hvad det går ud på. Og ved hvordan danskere tænker.

I øvrigt er jeg en heks.

Det er meget dansk at ville bide den hånd som fodrer én.
Udfra den betragtning er det ikke særlig underligt, at delegationen brugte megen tid på at forklare for mig hvorfor deres afdeling skal forskelsbehandles. Det kan vel heller ikke komme bag på nogen, at min deltagelse for deres synspunkter kunne ligge på et meget lille sted.

Den ene person opgav hurtigt projekt 'Resistance' og valgte at samarbejde. Den anden fortsatte med at bide fra sig. På den måde fik hun malet sig selv ind i et hjørne, og jeg gad ikke smide en redningsplanke ud til hende. Fordi jeg ikke havde sympati for hendes 'særtilfælde' strategi.

Begrebet HYGGE er en del af den danske mentalitet. Havde vi befundet os i Danmark, så havde jeg nok givet dem mere HYGGE end jeg gjorde. HYGGE eksisterer nemlig ikke på min spilleplade. Foruden i kaffepauserne og til frokost. Og det var jo det den ærede delegation havde glemt: Vi spiller de regler som gælder på den plads hvor vi lige nu befinder os.

Der findes faktisk hjælp at hente for den der vil lære. Richard D. Lewis er en herre som har boet og arbejdet over hele verden i stort set hele sit liv. Han har skrevet en del bøger over emnet 'kulturelle forskelle'. Blandt andet bogen 'When Cultures Collide', som udover at være en håndbog i det enkelte lands kultur og tanke mentalitet, også på en humoristisk måde behandler emnet 'selvbillede'. Den beskriver blandt andet hvordan japanere og tyskere psykisk har det med at befinde sig ved et amerikansk cocktailparty.

- Jeg kommer i den forbindelse her til at tænke på Marilyn Manson. Jeg så hans optræden i live-programmet 'Søndags Åbent' forleden. - Personligt synes jeg han var helt guddommelig, men jeg forstår at amerikanere med deres selvgodhed og moralbegreber ikke kan have ham i deres system. Han var - mildt sagt - halvsnalret, og inden hans fremtræden i showet, så foregik der en del interessante ting inde i hans loge. - Jeg tror det kaldes 'utugt'. - Hvilket programleder Filip vidste. Han var ved at omkomme af grin. Jonas Gardell som også var med var ligeså underholdt. Det hele var en noget nær psykedelisk oplevelse. En temmelig beruset mand med bad-boy image i sko som jeg ville kunne sejle i, en super-feminin fnisende bøsse som er selve indbegrebet af mys-pys og 2 fuldkommen overenergiske herrer i dårligt siddende jakkesæt i sofaen live på TV - samtidigt. - Hold da op! - Hvis man også havde kastet en japansk geisha ind i det program, så kunne det være blevet rigtig interessant.




'When Cultures Collide' beskæftiger sig netop med fænomenet 'hvordan undgår man for mange kulturelle sammenstød'.

Marilyn Manson er født i et forkert land. Slet og ret. Han opfører sig nogenlunde ligeså dårligt - eller ligeså pænt - som en gennemsnits svensk gymnasieelev. Ikke særlig forargeligt. Men i Amerika kan man ikke opføre sig sådan åbenlyst.

Hverken Jonas Gardell eller jeg kan rigtig formå os til at tage hans bad-boy image på alvor. Jonas omtalte ham som rar og flink. Og jeg tror, at hvis MM var født i Danmark, så ville han have været den evige deltager i programmer såsom 'Sex og samliv', 'Baren', 'Robinson' og 'Paradise Hotel'. - Sorry - det er bare en reflektion.

I Europa forarges vi over den japanske geisha kultur. Og vi synes japanernes kvindesyn generelt er fuldkommen ækelt. Omvendt set, så synes japanerne at vi har hul i hovedet og er useriøse.

Tyskerne tager sig selv så alvorligt at man ikke véd om man skal grine eller græde.

Danskerne tror de er bedst i alt.

Amerikanerne synes det er vigtigt at vide hvilken kirke man tilhører. - At stille sådan et spørgsmål til en skandinav første gang man træffes, er det samme som at spørge os om hvordan vi kan lide vores sex. Amerikaneren indser ikke det. Han vil være på fornavn med alle mennesker og bedstevenner første gang vi ses. - Det er lidt for avanceret for mit private space.

Tyskere og amerikanere kan af gode grunde aldrig blive rigtige venner, for venskab er en alvorssag for en tysk. - Det er det ikke for en amerikaner. En amerikaners nærmeste omgangskreds kan let bestå af 400-500 venner. Det findes ikke på en tysks verdenskort. - Heller ikke på mit iøvrigt. (Jeg har tyske gener i min krop).

Sydeuropæerne driver os allesammen til komplet vanvid med deres evindelige slåen ud med armene og snak om alt det vi skal gøre 'i morgen'. Hvilket årstal nævner de aldrig.

Og hvordan er det lige med inderne? Vist er de mageløst mærkværdige. Tror stadig at jorden er flad, og at vi kun har en tidszone i hele verden som udgår fra New Delhi. De taler også mærkeligt.

Kinesernes decibelsystem er helt sikkert anderledes end vores.

Prøv at spørge en finne hvad han synes om et specifikt emne - 'think' på engelsk fordi det er det sprog I er nødt til at kommunikere på eftersom finsk er et sprog som hverken kan læres eller forstås - og du vil møde total tavshed. Fordi du lige bad ham tænke.

Det er forståelsen for hinandens kulturelle forskelligheder og mentalitet der afgør om vi kan holde hinanden ud. Om vi kan samarbejde med hinanden. Det er alle de misforståelser der opstår undervejs som får os til at dyrke vores negative tanker om hinanden. Hvis man glemmer sine egne kulturelle værdier og åbner sit sind for forskellighederne mellem mennesker, så bliver det pludselig til underholdning på højt niveau. Hvilket er så meget mere spændende og interessant, end at skaffe sig selv et mavesår af irritation over ting man alligevel ikke kan ændre.


When Cultures Collide by Richard D. Lewis, 2006

Cheers,
Asta

søndag den 19. april 2009

Slaget om Kursk - Historiens største panserslag

Vinteren 1942-43 indebar i princippet en afgørelse i krigen på Østfronten. Tysklands nederlag ved Stalingrad betød, at Hitler for første gang fremstod som dén amatør han virkelig var. Dog var han endnu ikke klar til at erklære sig besejret. Hitler beordrede hæren at planlægge en stor forårs- og sommeroffensiv som skulle give tyskerne en chance for at genvinde initiativet på østfronten.

Cheferne for Hærgruppe Midt og Syd fik derfor til opgave at planlægge 'Operation Zitadelle' med byen Kursk som angrebsmålet. Kursk lå inde i en lomme, og med udgangspunkt i de to frontfremspring ved henholdsvis Charkov og Orel, ville tyskerne ved hjælp af en stor fremadrettet angrebsbevægelse kunne erobre hele området vest og øst for Kursk, og dermed tage en del af det tilbage som man havde tabt under den russiske vinteroffensiv.

Nøglen til gennemførelsen af offensiven var de tyske panserdivisioner. Ansvaret for det tyske pansers udvikling lå i hænderne på Heinz Guderian, kendt for ofte at være uenig med Hitler. Heinz Guderian havde aldrig været bange for at tale Hitler midt imod. Dette havde tidligt under krigen mod Rusland fået Hitler til at afskedige Heinz Guderian fra hæren. Nu var han blevet kaldt tilbage igen, denne gang i stilling som generalinspektør.

Guderian plæderede for at helt undlade at gennemføre en offensiv som han mente ville betyde uerstattelige tab af især panser. Istedet mente han man burde sikre frontlinjen og forstærke opbygningen af panser for at sikre sig imod angreb i Vesteuropa.

Feltmarskal von Manstein argumenterede derimod for, at det bedste ville være at lade russerne gå til angreb, for derefter at slå angrebet tilbage i en modoffensiv.

Til slut, i det tidlige forår 1943, besluttede den tyske ledelse sig for en angrebsoffensiv ved Kursk.

Den tyske afdeling med ansvar for analyse af de russiske styrker, Fremde Heere Ost, gjorde sig i forbindelse med planlægningen af operationen desværre skyld i en alvorlig fejlbedømmelse af de russiske styrker, hvilket siden skulle få ubehagelige konsekvenser for tyskerne.

Samling af mandskab og panser i den mængde som her behøvedes i opmarchområderne, er naturligtvis umuligt at skjule for modstanderen. Selvom forflytning sker ved nattetid, så afsløres den store mængde panser let ved lyden af transporterne. Desuden, så kræves for at gennemføre en operation af længere tids varighed, at enorme mængder af forsyninger i form af drivmidler, mad og drikke, ammunition, våben og beklædning føres frem til opmarchområderne.

Russerne kom derfor snart under vejr med at noget var under opsejling. Det rusiske krigsråd 'Stavka' under ledelse af Stalin samledes ved de urovækkende meldinger fra frontafsnittet. Herefter besluttede russerne at møde angrebet, og indledte derfor forberedelserne til en stor modoffensiv. 'Operation Zitadelle' mistede sit overraskelsesmoment.

Den russiske modoffensiv blev forberedt meget grundigt. For at lokke tyskerne i en fælde, befæstedes de områder man vidste tyskerne ville angribe ind i med minefelter og panserforhindringer. Desuden planlagde man en operation der sigtede på angreb mod de dele af de tyske linjer som man vidste ville være svage. Ialt 300.000 mennesker blev udkommaderede for at grave og befæste linjerne.

Russerne fremførte næsten 2 millioner mand, 5.000 kampvogne, over 30.000 artilleripjecer og 3.500 fly. Dertil kom alt feltarbejdet. Ligegyldigt hvor meget de forsøgte at sløre sine forberedelser så anede tyskerne snart uråd.

På trods af dette besluttede den tyske hærledelse at fortsætte sine forberedelser til et angreb på Kursk.

Tyskerne fremførte på sin side ialt 777.000 mand, 2.451 kampvogne og selvkørende kanoner, 7.500 artilleripjecer og 1.830 fly til den første del af angrebet.

Beslutningen om hvornår angrebet skulle sættes ind traf Hitler så sent som den 2. juli.

Tidligt om morgenen den 5. juli 1943 indledtes det der skulle blive kendt som historiens største panserslag, 'Operation Zitadelle', eller Slaget om Kursk.

Der er i virkeligheden tale om flere slag, men kampene bølgede frem og tilbage fra starten den 5. juli til den 23. august hvor russerne generobrede byen Charkov og Slaget om Kursk officielt regnes for afsluttet.

Der indsattes i Slaget ved Kursk helt ny kampvognsmodeller - eksempelvis Tiger og Panther. Den russiske T-34 kampvogn viste sig at være et særdeles effektivt våben.

Tabene var enorme både på tysk og på russisk side. Ingen kunne erklære sig som sejrherre. Krigen afsluttedes ikke ved Kursk. Der skulle gå næsten 2 år før de tyske hære endelig erklærede sig besejrede. Men med de fremgange som den russiske hær opnåede ved Kursk fik man motivationen at fortsætte sin fremmarch frem til Berlin.

Niklas Zetterling, forsker ved den svenske Militärhögskolan og Anders Franksson, redaktør, har i bogen 'Slaget om Kursk - Historiens største panserslag' meget gennemgribende beskrevet opgøret mellem de 2 styrker. Der er en detaljeret oversigt over materiel og mandskab, kortoversigt, billeder og beskrivelser af de forskellige panservåben. Der er samtidigt beskrivelser af de problemer som opstod undervejs og information om beslutningsprocesser som gør bogen særdeles læseværdig.


Slaget om Kursk - Historiens største panserslag - Af Niklas Zetterling og Anders Franksson, 2002.

Cheers,
Asta

lørdag den 18. april 2009

Forfalskninger og bedragerier: Hitlers dagbøger

At dokumentere historien er et stort og krævende arbejde og indebærer at man investerer tid i at undersøge fakta.

Vil man tage del af historisk materiale udgivet i bogform, er det desværre nødvendigt at se sig meget godt for. Der findes forfattere som er partiske eller unuancerede. Og der findes forfattere som benægter at dokumenterede begivenheder faktisk har fundet sted. Såkaldt historieforfalskning er ikke helt ualmindeligt.

David Irving har skrevet over 30 bøger, primært om emner der relaterer sig til 2. Verdenskrig.

David Irving er én af de historikere som påstår at Hitler ikke kendte til jøde udryddelsen. At det var Himmler og Heydrichs beslutning alene, og at Hitler aldrig blev informeret. Ligeledes har David Irving udtalt at "der ikke fandtes gaskamre i Auschwitz" fordi det var "absurd at transportere mennesker fra Amsterdam, Bruxelles eller Wien 500 km til Auswitz bare for at slå dem ihjel, når man istedet kunne have gjort det 8 km fra den by de boede i". Han har skrevet en meget kontroversiel bog - 'Hitlers War' - i hvilken han beskriver krigen set med Hitlers øjne. David Irving er også én af de historikere som har været involverede i bedømmelsen af Hitlers såkaldte dagbøger som i 1983 blev udbudt til salg. Jeg skal i dette indlæg gennemgå dén historie lidt nærmere.

David Irving anses for at være stærkt anti-semitisk, og for at sympatisere med nynazismen. Han blev i 2006 idømt en fængelsesstraf i Østrig for 'glorificering af og sympatisering med det tyske Nynazist Parti', hvilket er strafbart i Østrig.

Gitta Sereny er én af de mange som har udtrykt modstand mod David Irving. Blandt andet fordi David Irving i mange år har haft muligheden for at påvirke mennesker med sine synpunkter. Han har som sagt fået lov at udgive over 30 bøger. Det er den største fare ved historie forfalskning. At man ud fra egen politisk eller religiøs overbevisning kan 'revidere' fakta for de mennesker man har fået muligheden for at påvirke.

Gitta Serenys modstand mod David Irving har sin rod i det oven beskrevne samt i hans meget lidt hæderlige indblanding i historien om Hitlers dagbøger.

Historien tager sit udgangspunkt i et tilbud som David Irving rettede till avisen Sunday Times. Han var blevet kontaktet af journalisten Gerd Heidemann fra Die Stern, som havde vist ham en Htiler dagbog, som han syntes så interessant ud. David Irving ønskede at vide om Sunday Times var interesseret i at give ham i opgave at vurdere ægtheden af denne dagbog. - Det afviste Sunday Times, som havde stillet sig meget kritisk til David Irvings bog 'Hitlers War'. Istedet gav avisen Gitta Sereny i opgave at rejse til Hamburg for at træffe Gerd Heidemann og finde ud af, om dette virkelig var noget der kunne have interesse for Sunday Times læsere.

Gerd Heideman havde en meget stor samling mindesager fra 'Det Tredje Rige'. Desuden ejede han en stor samling dels ægte, dels forfalskede billeder og skulpturer signerede af Hitler, samt et enormt fotoarkiv med over 100.000 negativer på billeder som var taget af Hitlers hoffotograf, Heinrich Hoffmann. Gerd Heidemann havde også et stort arkiv som indeholdt dokumenter fra perioden, deriblandt det han påstod var original dokumentet med Hitlers 'Komissærordre'. Gerd Heidemann kan betragtes som en fantast - ikke en skurk. Men fantasterier kan jo lede til kriminalitet. I denne sammehæng ledte det til, at Gerd Heidemann udbød Hitlers dagbøger til salg til højest bydende.

Gerd Heidemann havde købt dagbøgerne af Konrad Kujau, en lurendrejer, som med al sandsynlighed er skaberen af Hitlers dagbøger.

Sunday Times fik 3 uger på sig at kontrollere ægtheden af bøgerne med henblik på købet af de engelske rettigheder til dagbøgerne, men det viste sig at man slet ikke havde så meget tid. Sterns største konkurrent i Tyskland, Der Spiegel havde fået fat i historien. På Stern fik man panik og valgte at offentliggøre dagbøgerne.

Rupert Murdoch, ejeren af Sunday Times, fik den meget anerkendte historiker Hugh Trevor-Roper til - på baggrund af Sterns forsikringer om dagbøgernes ægthed - at skrive en ekspertudtalelse som skulle publiceres i The Times. Da Trevor-Roper havde skrevet udtalelsen fandt han imidlertid noget som stillede ham mistænksom til hele affæren, og advarede redaktørerne på The Times og Sunday Times. Men for sent. Avisen med hans ekspert udtalelse var allerede publicerede.

Det hele endte naturligvis med stor skandale og offentlige skænderier mellem historie eksperterne. Heriblandt en offentlig hængning af Hugh Trevor-Roper som David Irving - ophavsmanden til hele misærren - ydmygede på en stor pressekonference. At Trevor-Roper havde udtrykt sin mistænksomhed - lad være at det var for sent - det fik han ingen anerkendelse for.

Nogle uger senere da den værste opstandelse havde lagt sig, overtalte Gitta Sereny sin redaktør på Sunday Times at lade hende undersøge hele sagen til bunds. Med baggund i den undersøgelse offentliggjorde hun en artikel i Sunday Times i december 1983. Artiklen er gengivet i sin helhed i hendes bog 'Tysk Traume'.

Jeg anbefaler at læse artiklen, fordi den på én gang er både spændende men også uhyggelig. Enhver som interesserer sig for forsøgene at renvaske Hitler og andre nøglefigurer i 'Det Tredje Rige' vil læse artiklen med forbløffelse. Gitta Sereny skriver altid godt, og her har hun desuden gjort et helt fantastisk research arbejde som er spændende at følge med i.


Forfalskninger og bedragerier: Hitlers dagbøger af Gitta Sereny, Sunday Times 1983 samt Tysk Traume, 2000.

Cheers,
Asta

tirsdag den 14. april 2009

Into the Darkness

Min fallenhed for 1930-erne og for 2. Verdenskrig udvikledes for snart mange år siden under min skoletid. På den tid læste jeg mig igennem Grimbergs Verdenshistorie og Danmarks historien flere gange. Desuden, så havde min far gennem tiden opbygget et hæderværdigt bibliotek indeholdende mængder af militær litteratur. - Måske ikke umiddelbart hvad man skulle ville kalde for sund ungpige læsning. Ikke desto mindre så slugte jeg alle disse bøger med stor interesse.

Min fars alibi for at fylde bogreolerne med militær litteratur, er hans professionelle liv i den Kongelige danske hær. Han gik kadetskolen og klatrede derfra videre op ad B-officers linjen, indtil han for nogle år siden pensioneredes som major.

Jeg var i mine yngre dage en meget flittig gæst på det lokale bibliotek. Da jeg siden begyndte at tjene penge så jeg faktisk kunne lægge lidt til side, så investerede jeg disse sparepenge i bøger. En meget stor del af de bøger som jeg køber handler om personer som har haft indflydelse på eller påvirket udviklingen i Europa fra 1914 og frem til 1989 da Europa igen blev et kontinent. Og et stor antal af disse personer virkede aktivt under eller anden form i perioden 1933-1945.

En af mine absolutte ynglings forfattere er Gitta Sereny, født 13/3 1921 i Wien i Østrig som datter af en ungarsk far og en tysk mor.

Gitta Serenys forfatterskab omhandler emnerne børnemishandling og Holocoust. Begge emner er hendes kald, og hun har en kolossal viden om dem. Gitta Sereny oplevede Hitler i Nürnberg i 1934. Under 2. Verdenskrig arbejdede hun med flygtningebørn i Frankrig. Efter krigen ansattes hun af FN for at arbejde med hjembringelsen af de millioner af børn som nazisterne havde kidnappet og ført bort fra okkuperet mark. Gitta Sereny tilbragte 4 dage som tilhører ved Nürnbergprocessen i 1945. Det er disse oplevelser og erfaringer som ligger til grund for hendes forfatterskab og for hendes virke som journalist.

Når vi taler om 2. Verdenskrig, så er det overordentligt svært at undgå emnet 'jødernes udryddelse'. Selve idéen udvikledes i nogle særdeles intellegente menneskers hjerner, men den endelige plan bragtes til udførelse af folk på et langt lavere niveau. Gitta Sereny brugte 3 år på research i forbindelse med at hun skrev bogen 'Ved Afgrunden' - eller 'Into the Darkness' som er den engelske titel. Det lykkedes hende at få tilladelse til at tale med én af de personer som så til at Heydrichs og Himmlers idéer kunne effektueres, nemlig Franz Stangl, kommandant i dødslejrene Sobibor og Treblinka.

Inden vi går videre er det vigtigt at forklare forskellen på en koncentrationslejr / arbejdslejr og en dødslejr.

Nazisterne udviklede 'kun' 4 dødslejre - Belzec, Treblinka, Sobibor og Chelmno - alle 4 beliggende i Polen. Dødslejrene var oprettet som rene mordfabrikker. Man ankom kl. 9 og mindre end 2 timer senere var man død.

Koncentrationslejrene anvendtes til at opbevare fanger for senere transport til dødslejrene. Derudover så havde man områder i koncentrationslejrene forbeholdt krigsfanger, og man udnyttede fangerne i lejrene som slavearbejdere både i industrien og for SS. Auswitz kaldes ofte en dødslejr, men dette er forkert. Det er korrekt at Auswitz havde en 'søster' lejr - Birkenau, hvor mennesker myrdedes, men selve Auswitz var først og fremmest en arbejds- og koncentrationslejr. Mange af fangerne slavede på IG Farbens store fabriksanlæg lige i nærheden. Mange fanger døde af sult, mishandel og af det hårde arbejde. Og mange blev myrdede - også i gaskammeret.

Auswitz ligger også i Polen, og det er meget betegnende på nazisternes tankegang, at alle lejre hvor man risikerede at blive sendt til gaskammeret lå udenfor det egentlige Tysklands grænser.

De koncentrations- og arbejdslejre som lå på tysk område var ikke opført med henblik på at myrde. De var tænkt som rene fangelejre og som 'opdragelsesanstalter' med arbejdspligt for alle fanger.

Koncentrations- og arbejdslejrene blev oprettet i forbindelse med at nazisterne overtog magten i Tyskland i 1933. Her endte alle anderledes tænkende, homoseksuelle, intellektuelle, protestantiske præster (fordi Hitler ikke havde samme behov for at stå på god fod med den protestantiske kirke, i modsætning til den katolske kirke, som han behøvede), kommunister, almindelige forbrydere osv.

Først da 2. Verdenskrig var i gang udvikledes planerne for egentlige udryddelseslejre.

Franz Stangl var østriger, født i 1908. Oprindeligt uddannedes han til væver, men i 1932 søgte han sig til politiet, og blev optaget. Han var ansat ved det østrigske kriminalpoliti da Nazisterne annekterede Østrig i 1938. - Eller som man foretrak at udtrykke det - 'bragte Østrig heim am reich'.

Franz Stangl var ikke nazist. Derimod var han troende katolik. I forbindelse med 'Anscluss' i 1938 havde han for at kunne beholde sin stilling ved politiet skriftligt afsværget sig sin tro. Dette stillede nazisterne som krav for alle som ville virke i et statsligt embede.

I 1940 blev han beordret til Berlin, til den særdeles hemmelighedsfulde afdeling T-4. Afdelingen kaldtes sådan, fordi den havde til huse i villaen beliggende på Tiergartenstrasse 4 i Berlin-Charlottenburg. T-4 sorterede direkte under Førerkancelliet, og administrerede det top-hemmelige Dødshjælpsprogram, Euthanasia programmet (General Foundation for Welfare and Institutional Care - på tysk Gemeinnützige Stiftung für Heil- und Anstaltspflege).

Programmet med baggrund i de nazistiske teorier om 'den rene ariske race' påbegyndtes i 1939 og havde til opgave at rense det tyske samfund for personer som var fysisk eller mentalt handicappede. Eftersom man fra regimets side var klar over at programmet ville kunne møde modstand især fra den katolske kirke, som jo foreskriver at alt liv er helligt, bestilte man allerede i starten af 1939 på baggrund af dette en betænkning om den katolske kirkes indstilning til dødshjælp hos professor Joseph Mayer, som underviste i teologisk etik ved det katolske universitet i Paderborn.

Resultatet af betænkningen byggede på jesuitternes moralsystem som handler om sandsynlighed (sammenfattet af Thomas af Aquino), som siger at "der findes få moralske beslutninger som er utvetydigt gode eller onde. Moralsk stillingtagen er tvetydig. Om der, hvad gælder disse tvetydige beslutninger, findes rimelige årsager og rimelige autoriteter som støtter en personlig mening, så kan denne personlige mening blive afgørende, også selvom der findes andre rimelige årsager og autoriteter som modsiger den". Professoren konkluderede, at eftersom der fandtes rimelige årsager og autoriteter både for og imod dødshjælp, så kunne man forsvare den.

Hitler underskrev derpå dén forordning som muliggjorde dødshjælpsprogrammet i efteråret 1939 og T-4 sattes i gang.

Selve aflivningen af patienterne foregik på et antal såkaldte institutter med eksotiske navne såsom Sonnenheim. For at kunne overføre patienterne fra de institutioner og hospitaler hvor de opholdt sig til dødshjælpsinstitutterne, fik man ved hjælp af list de pårørende til at underskrive erklæringer hvori man gav sin tilladelse til at patienten kunne få en special undersøgelse. Dødsattesterne underskrevs af læger, og dødsårsagen var som oftest hjerteanfald og lignende.

Stangl kommanderedes till institut C - Schloss Hartheim. Hans opgave var at overvåge at effekter som tilhørte de døde blev udleverede til de pårørende, og at ingenting stjals. Stangl havde altså ikke noget med selve aflivningen at gøre. Hans opgave var en ren politiopgave.

Under den periode som Euthanasia programmet pågik (1939-1941) blev 139.000 fysisk eller psykisk handicappede mennesker myrdet indenfor rammerne af programmet.

I 1941 afvikledes dødshjælpsprogrammet. Anledningen var, sagdes det, at de tyske biskopper protesterede da de fik at høre om dødshjælpsprogrammet. Sandheden er nok snarere, at man ved den tid da programmet afsluttedes havde myrdet de der skulle myrdes. Desuden var krigen i øst indledt, og nu skulle man koncentrere kræfterne på noget helt andet og meget større.

De medarbejdere som arbejdede ved Euthanasia overførtes til Polen og udryddelsesprogrammet. Og opførelsen af de 4 mordfabrikker, Chelmno (som var den første fabrik), Sobibor, Belzec og Treblinka igangsattes.

Franz Stangl kommanderades i første omgang til SS hovedkvarteret i Lublin i Polen, hvor han skulle give møde for Gruppenführer (generalløjtnant) Odilo Globocnik - af Himmler kaldet 'Kloden' - som ledede tilintetgørelsen af de polske jøder.

I første omfang fik han ordre på at begive sig til Sobibor for at opbygge og lede en lejr dér. Franz Stangl benægter at han vidste hvad Sobibor var, eller rettere sagt, hvad det skulle blive. Først da han var vel ankommet til Sobibor fik han se det gaskammer som allerede var blevet opført, og først da blev han klar over at noget ikke stod ret til. Han kendte gaskammer indretningen fra sin tid på Schloss Hartheim. Han kørte tilbage til Lublin og protesterede hos Globocnik. I første omgang blev han henvist til Christian Wirth, kommandanten for Chelmno og Belzec. Stangl rejste til Belzec for at træffe Wirth. Dette var Stangls første møde med en udryddelsesfabrik i fuld funktion. Han var - siger han selv - dybt rystet.

Til Wirth tilkendegav Stangl at han ikke kunne gennemføre opgaven. Wirth lyttede, nikkede og lovede at videreføre beskeden til hovedkvarteret. I øvrigt gav han Stangl besked på at tage tilbage til Sobibor og fortsætte arbejdet med opførelsen af lejren dér.

Dette gør Stangl. For at han skal blive mere samarbejdsvillig, får han beviljet permission og får besøg af sin familie - sin hustru og sine 2 døtre. Mens familien er på besøg (de ferierer ca. 5 km fra Sobibor), får Stangl bud om igen at infinde sig hos Globocnik, denne gang i hans hovedkvarter i Warszawa. Her får han ordre om at rejse til Treblinka og fungere som kommandant dér, istedet for i Sobibor.

Stangl siger i en af sine mange samtaler med Gitta Sereny, at han ikke kunne sige nej, fordi han ikke vidste hvad 'de' ville gøre med hans familie. Altså accepterede han, og overtog herefter kommandoen i Treblinka. Den egentlige årsag til skiftet var, at 100.000 mennesker på dette tidspunkt allerede var blevet aflivede i Treblinka, men Globocnik var utilfreds med, at ingen værdier var kommet tilbage derfra (penge, guld, tøj osv. som de deporterede efterlod sig når de forlod afklædningsrummet for at stille sig i kø for at blive myrdede).

Dette var den virkelige årsag til mordfabrikkernes oprettelse, mener mange. - Også Franz Stangl. SS ville komme over de mange værdier som fangerne havde med sig. Man har forsøgt at gøre en kalkyle over hvilket beløb mordfabrikkerne indbragte SS, og man er kommet frem til et tal på ca. 173 millioner mark - hvilket kan synes som et ret lille beløb.

Hvor mange mennesker nazisterne myrdede sammenlagt i de 4 mordfabrikker er vanskeligt at beregne sig frem til, men i Treblinka anser den polske regering at 900.000 mennesker døde. Dog påstår stationsforstanderen på stedet (som blev manøvreret ind i stillingen af den polske modstandsbevægelse), at han hver gang der kom en transport regnede tallene skrevet med kridt på hver vogn sammen, og han er kommet frem til, at ialt 1.200.000 mennesker myrdedes i Treblinka. Man tror at ialt 88 tidligere fanger har overlevet Treblinka.

Da Stangl kom til Treblinka fandt han en lejr i total opløsning. Ingenting fungerede. Halvrådne lig lå og flød. Man vadede i penge og varer. Hans opgave var at rydde op og se til at lejren kom til at fungere effektivt. Han gjorde som tilsagt.

Både ved Treblinka retssagen efter krigen (hvor Stangl ikke var tilstede) og ved retssagen mod Stangl i 1970 (hvor han blev dømt til livstidsfængsel) har de få overlevende der har vidnet alle udtalt, at Franz Stangl personligt aldrig lagde hånd på nogen fange. At han tværtimod var ganske 'hyggelig'. Men han var kommandant, og dermed havde han det yderste ansvar for mordene, for mishandlingen, og for at mordfabrikken kunne holdes i gang. Dødsstraffen var længe afskaffet i Tyskland da Stangls sag kom for retten. Havde han været tilstede ved Treblinka retssagen efter krigens afslutning, ville han med al sandsynlighed være blevet dømt til døden. Under retssagen mod ham i 1970 opgav man af administrative årsager at medtage akterne om Sobibor.

Stangls opgave var - siger han selv - en ren polisiær opgave. At se til at alt fungerede, og at ingen berigede sig. Han inspekterede lejren flere gange dagligt - til hest. Også den del af lejren hvor de ankommende fanger gasedes ihjel og dén del hvor ligene skaffedes af vejen.

Når Gitta Sereny spørger ham, hvordan han var i stand til at holde det ud mentalt - for Franz Stangl er ingen ondskabsfuld, sadistisk mand. Tværtimod. - Så siger han, at han helt enkelt holdt op med at tænke på menneskene som mennesker. Han tænkte på dem som pakker. At hans ansvar var at se til at disse pakker blev flyttede fra A til B (fra det ankommende tog til de blev til røg). At han helt enkelt var i transport og logistik branchen. Intet andet.

Man kan kalde det århundredets fortrængning af virkeligheden, men det man hele tiden skal huske på når man læser denne bog er, at planerne om at udrydde alle 'undermennesker i Europa' - udklækkede i Reinhard Heydrichs kolde, beregnende hjerne, overgik alt hvad man selv i sin vildeste fantasi ville kunne forestille sig. Franz Stangl kunne bruges i denne plan, fordi han var svag, fordi han aldrig modsatte sig en ordre. Han havde egentlig ikke evner for selvstændige initiativer. Det var dét man havde set under hans tid ved dødshjælpsprogrammet. Og det var derfor han blev specielt håndplukket til opgaverne i Sobibor og i Treblinka.

Mordfabrikken Treblinka havde et meget lille, fast personale ansat. Kun omkring 90 mennesker. Resten af 'personalet' (i 'højsæsonen' nåede man op på knap 1500 personer) blev valgt ud blandt de ankommende fanger. Det var stærke unge mænd for det meste. Kun et meget lille antal unge kvinder var så 'heldige' at blive udvalgte til at leve videre for en periode. Fangerne blev brugt til at sortere de enorme værdier som penge, guld og ædelstene og så tøj. Det hele blev pakket og sendt tilbage til Tyskland, til den tyske Rigsbank og til SS. Mordfabrikkerne var en del af SS's enorme forretningsimperium.

Fangerne både i Sobibor og i Treblinka gjorde oprør. I Treblinka rejste de sig den 2. august 1943. Oprøret slogs naturligtvis ned og kun et meget lille antal fanger lykkedes at flygte og dermed overleve. Først den 20. august 1943 afvikledes Treblinka. I efteråret samme år gjorde ligeledes fangerne i Sobibor oprør, og herefter avikledes også denne fabrik.

Franz Stangl og resten af T-4 personalet beordredes herefter til Trieste i Italien, hvor de opholdt sig frem til krigsafslutningen. Deres opgave var at bekæmpe stridsvogne. Da krigen sluttede tog Stangl hjem, men blev anholdt og interneret af amerikanerne.

De problemer man havde efter krigen med at finde ud af, hvem der havde været medlemmer af SS og hvem der havde begået krigsforbrydelser var uoverstigelige.

Man havde helt enkelt ikke uddannet personale nok, og det var let for den der havde noget at skjule at snakke sig fra det meste. Franz Stangl er ingen undtagelse.

Amerikanerne var endnu ikke begyndt at samarbejde med russerne, og havde næsten ingen kendskab til Polens mordfabrikker. Derfor fandt de heller ingen anledning til at tro andet, end at Franz Stangl var en ganske almindelig SS-mand fra de stridende SS-styrker - før det var for sent. Han sad ganske vist fængslet i en vis periode, men han sad i et åbent fængsel, og en dag gik han simpelthen sin vej, rejste til Italien - til Rom, hvor han opsøgte en østrigsk katolsk præst, Hudal, som var kendt for at ville hjælpe folk med identitetskort, penge og hvad de ellers behøvede for at komme væk.

Stangls første stop var Syrien, hvor han slog sig ned i Damaskus. Hans kone og nu 3 døtre fulgte snart efter. Et par år senere slog de sig ned i Brasillien. På intet tidspunkt har familien anvendt sig af falske identiteter. De boede i mange år i Brasillien under deres egne navne, arbejdede og omgikkes andre tyskere og østrigere.De var begge sågar ansatte ved tyske virksomheder under disse år. I årevis ledte nazijægeren Simon Wiesenthal efter Franz Stangl, for at få ham stillet for retten. Men han fandt aldrig på at checke med det østrigske udenrigsministerium. Havde han gjort det ville han have opdaget, at Stangl og hans familie stod som udvandrede til Brasillien. Først den 28. februar 1967 blev Stangl anholdt på sin bopæl i Sao Paolo. Han blev udleveret til Tyskland for at blive stillet for en tysk domstol og dømtfor sin rolle som kommandant først og fremmest i Treblinka.

Dagen før sin død i juni 1971 havde han en sidste samtale med Gitta Sereny. Under denne samtale påtager Franz Stangl sig for første gang en skyld. Nemlig skylden for at have overlevet Treblinka.

Franz Stangl havde naturligtvis en samvittighed, men under de mange år der gik fra han kom til T-4 til den dag han udleveredes til retsforfølgelse i Tyskland, så talte han aldrig med nogen om hvad han følte ved det han gjorde, og hvordan han syntes at den rolle han spillede harmonerede med hans kristne overbevisning. Han afsværgede sig uden videre sin tro i sin tid. Dette gjorde han uden sin hustrus viden og samtykke. Og for Franz Stangl var hans hustru, Teresas, billigelse og respekt meget vigtigt. Han diskuterede aldrig tjenesten med sin hustru. Hans rolle var hende ubekendt. Havde Teresa kendt til hans rolle, ville hun aldrig have kunnet forstå ham eller for den sags skyld tilgive ham. Jeg er helt overbevist om, at Franz Stangl ville have fundet det umuligt at leve videre uden sin hustru.

Han reflekterede aldrig over sin rolle. Når tankerne alligevel pressede sig på, så fortrængte han dem med alkohol i meget store mængder, og med, kan man synes, besynderlige byggerier som skulle give indtryk af at Treblinka var en hyggelig lille by - ikke en mordfabrik. Han anlagde blomsterrabatter, satte dekorative havebænke op, skabte en dyrepark og så videre. Alt for at få noget andet og mere behageligt at tænke på.

Franz Stangl funderede aldrig for alvor på at dessertere. Han var et pligt mennesker. Han opgav hellere sin tro end sit arbejde - uanset at hans arbejde gik imod alle hans personlige moralske værdier.

Denne bog er så fascinerende, at det nu er 5. gang jeg læser den, og stadigvæk finder jeg ny information. Den er velskrevet - som alle bøger Gitta Sereny skriver. Og den fastholder med sit grundige research arbejde og sine spændende interviews læseren på en sådan måde, at når man først begynder at læse, så er det umuligt at slutte. Denne 5. gennemlæsning påbegyndtes søndag og afsluttedes mandag.

Bogen indeholder en skarp kritik af den katolske kirkes rolle i Hitlers beslutning om at iværksætte Euthanasia programmet, også kaldet dødshjælpsprogrammet. Bogen stiller sig ligeledes stærkt kritisk til pave Pius XIIs manglende vilje til at fordømme jødeudryddelsen i Polen, på trods af at han kendte til den. Ligeledes er der en meget interessant diskussion om den hjælp som visse præster i den katolske kirke i Rom tilbød flygtende nazister ved krigens afslutning. Og sidst, men ikke mindst, indeholder bogen et meget spændende interview med Dr. Dollmann, som fungerede som italiensk tolk for Hitler.

Ligeledes indeholder bogen mange spændende interviews med nogle af de få der overlevede Treblinka samt med personer som ligesom Franz Stangl, var kommanderede til Treblinka som vagter med mere.

Det jeg især værdsætter ved Gitta Serenys bøger er, at hun aldrig fordømmer mennesket hun har med at gøre. Hun tager afstand fra specifikke handlinger, men aldrig fra mennesket, og det synes jeg er meget vigtigt.

Jeg anbefaler 'Into the Darknes' til alle som interesserer sig for den 2. Verdenskrig og dens følger.

Into the Darkness - af Gitta Sereny, 1974.

Cheers
Asta

søndag den 12. april 2009

The Long Hard Road Out Of Hell

Når din 17-årige datter låner dig en bog og beder dig læse den, så bør du lytte meget nøje efter hvordan anmodningen fremkommer. Enten er det et diskret vink til dig om at du behøver at blive oplyst. Eller også er det en kompliment.

I dette tilfælde, så indledtes Miss Wintys opfordring under en telefonsamtale med ordene: ”- Jeg har lånt en bog. Og den og skal du bare læse. Du vil finde den meget interessant. – Jeg tager den med til dig på søndag!”

Næppe var hun trådt ind ad døren søndag eftermiddag, før hun sled bogen frem fra tasken og lagde den på spisebordet. ”- Vær så god, mor. Jeg glæder mig til at høre din mening om den.”

Titlen på bogen faldt meget godt i tråd med omslagsbilledet forestillende et hovedportræt af en mand med blodskudte øjne der ser ud som om de om et kort øjeblik skal springe ud af sit billede og lige op i hovedet på dig. - Bogen jeg stod med i hånden var ”The long hard road out of hell” af Marilyn Manson – dikteret til Neil Strauss.

Dette er én af de bøger som jeg meget gerne har villet læse gennem længere tid. Men først for lidt over 1 år siden er den blevet oversat og udgivet på svensk. – Vist kunne jeg have læst den på originalsproget, men min fornemmelse har været, at den sandsynligvis er skrevet i et sprog som er fyldt med slang og dobbelt betydninger, og så er det sikrest at læse den på et ”eget” sprog først. Min tanke med at læse en bog er altid, at jeg vil forstå og lære. Derfor vil jeg undgå misforståelser. Især sproglige.

Min første gennemlæsning foregik over 2 nætter. Så begyndte jeg forfra. Langsommere og mere grundigt. Bladrede tilbage til specifikke afsnit og læste dem igen. Den tredje gennemgang handlede mest om at nærlæse de tekster som indleder hvert kapitel en ekstra gang samt vende og dreje alle illustrationerne og deres tekster.Alt i denne bog har nemlig en betydning. Ingenting er overladt til tilfældighederne. Og hvis du vil forstå den her person, som med Miss Wintys ord egentlig er ”alt for smart til at det tjener hans eget bedste”, så er det vigtigt at få det hele med.

Vores opfattelse af mennesker kan inddeles i 2 kategorier: ’God’ og ’Dårlig’. Majoriteten af denne verdens befolkning vil sandsynligvis automatisk i deres bevidsthed opfatte Marilyn Manson som dårlig – nogenlunde af samme kaliber som Hitler.

I modsætning til Hitler samt andre kendte hade-objekter såsom Albert Speer, Adolf Eichmann og Frantz Stangl, hvis historier jeg også har fordybet mig i, så er Marilyn Manson næsten for ærlig. Hans ærlighed skal ikke opfattes som et forsvar. Det er ikke hans intention. Han beretter og forsøger med sin beretning at vise hvordan han tænker og hvilke hans motiver er. Det er her Miss Wintys ord får vægt.

Lad mig slå fast, at denne bog ikke er pop litteratur. Den er ligeså uhyggelig som ’Into the Darkness’. – Næsten mere uhyggelig. Forstået på den måde, at den handler om en persons næsten overnaturlige besættelse af at ville være og at have en mission. Prisen han betaler er høj, men stundom får jeg næsten opfattelsen af, at han synes prisen er det hele værd.

For nylig læste jeg en artikel om emnet angst og fobier. En gruppe forskere var kommet frem til, at hvis man som barn er angst for eksempelvis slanger, så bør dette kureres i barneårene. Fordi ubehandlet angst åbner for yderligere mareridt og fobier senere hen i livet.

Angst forstærkes når man er lille. En mikroskopisk stålorm kan se ud som en kobraslange i barnehøjde.

Marilyn Mansons 3 rædsler i barndommen er hans farfar, hans far og skolen.

Med tanke på at ingen af hans forældre vil omgås hans farmor og farfar, sandsynligvis fordi de begge véd at farfaderen begår og har begået ting som ikke er forenelige med et nogenlunde normalt familieliv, så kan det synes særdeles mærkværdigt, at de faktisk overlader deres eneste barn i bedsteforældrenes varetægt.

Faderen er heller ikke nogen rar oplevelse. Han slår sin søn og interesserer sig i øvrigt overhovedet ikke for ham. Han er heller ikke nogen særlig rar ægtemand. Han truer sin hustru i sønnens påhør, og beskylder hende for utroskab. På trods af det, så er MM en meget loyal søn. Han undskylder faderens opførsel med de ubehageligheder han har oplevet som soldat i Vietnam. Og hvad der er nok så interessant - i betragtning af at dette jo er Marilyn Manson, den personificerede umoral som helt savner samvittighed. - Han påtager sig skyld. Eksempelvis påstår han, at det er efter et fysisk sammenstød som han har haft med sin mor, at hun har besluttet sig for at ikke sætte flere børn i verden. – Og at det er godt. For han er ond. Et nyt barn vil nok blive endnu ondere.

Dette er en familie, som fortvivlet nægter at lade sig proletarisere. - Vi får at vide, at farmoderen er stoppet med penge, men meget nærig. - Og i stedet for at sende drengen i en almindelig skole (fordi kommuneskolen er noget lort), så sender de fuldkommen ureligiøse forældre - som for længe siden selv har afskaffet julen - ham i en kristen skole. Oven i købet en katolsk sådan. Hvordan de nu kan synes at dette er en god idé. Igen kommer MM sine forældre til undsætning og undskylder dem med, at de bare ville give ham den bedste uddannelse.

Enhver kan sige selv, at hvis man overlader et barn som ikke præcis føler sig velkommen i denne verden til et overspændt religiøst miljø som Herritage Christian School tilbyder, så kan det næsten kun gå galt. – MM forsøger at tilpasse sig og bevise at han skam er troende. Men han kan jo aldrig svare ja på spøgsmålet om” – der er nogen rigtige katolikker tilstede?” som konstant slynges ud i klassen.

Det er her – på denne skole som får betalt for at uddanne eleverne til at ære og elske Gud, at MMs evige kredsen om døden, helvede og jordens undergang og sandsynligvis også motivet til et narko- og alkohol misbrug uden deslige grundlægges. Skolens undervisning baserer sig nemlig på at skræmme. Og denne skræmmekampagne lykkes man med.

Rektor for skolen, Carolyn Cole, stiller i bogen – via Neil Strauss – et spørgsmål til MM. ” – Var der noget jeg burde have gjort anderledes?”, vil hun vide. – Jeg véd ikke om MM selv nogensinde har besvaret spørgsmålet. Men jeg vil gerne besvare det. Det bedste rektor kunne have gjort var at indrømme for skolekommissionen at hun var inkompetent, både som leder og som pædagog.

MM bestemmer sig slutteligt for at han vil væk fra skolen. Han forsøger at overtale sine forældre til at sætte ham over i kommuneskolen i stedet for. Men de vil ikke høre på det øre. – Det burde de nok have gjort.

MM lærer sig meget snart den lektie som masser af andre børn – inklusive jeg selv – lærte i skolen: Selv negativ opmærksom er mere positivt end ingen opmærksomhed.

Han indleder en karriere som slik langer på skolen hvor alt slik er forbudt. Og som skribent og udgiver af et karikatur blad, hvis indhold rimer meget dårligt med skolens religiøse og moralske værdier. Hans håb er, at dette må ind forskaffe ham en afgangsordre, men sørgeligt nok så har han forregnet sig lidt. – Majoriteten af de elever som får sine liv ødelagte på denne skole er fattige børn, hvis forældre ikke har råd til at betale for undervisningen. Derfor kommer pengene for disse børns undervisning fra fonde etc. MMs forældre derimod har råd til at betale. Og skolen vil meget gerne have hans forældres penge. Derfor kan han ikke blive smidt ud, uanset hvor meget han forsøger.

At det til slut endelig lykkes ham at komme bort skyldes ikke hans egen fiffighed, men det faktum at hans far har fået en bedre stilling i Fort Lauderdale i Florida, og der flytter familien ned 2 måneder inde i den første termin i det som kaldes høj stadiet. Så her har vi så en teenager, som har alle de problemer teenagere kan tænkes have, hvis eneste tanker er ganske trivielle (de handler om sex og intet andet), som har levet hele sit liv i en lille by oppe i Ohio, som flytter til en dekadent og på samme tid fornem forstad til Miami. – Han må have følt sig som en bonderøv der netop er kommet ind med 16.00 bumletoget.

MM har ikke rigtig social kompetence. Han har svært ved at få venner, men da han i bund og grund er et flok-menneske, så er det her med at være ensom ikke rigtigt funktionelt for ham. Han vil gerne have venner. Næsten ligegyldigt hvilke og ligegyldigt hvordan.

Allerede i Ohio tiden har han forsøgt sig – nærmest ved et uheld – med hash og med sprit. Han konstaterer at hash er noget skidt som smager forskrækkeligt. Spritten var nok bedre.

Her i Fort Lauderdale virker det som vejen frem for alt hvad han har i hovedet (stadigvæk sex og intet andet).

Så længe han holder sig på ”den rigtige side” af moralens vej, så får han kun øretæver ud af det. – Men så snart han tager sig sammen og bliver kreativ og direkte farlig for sig selv, så hænder der sager.

Han sætter sig i respekt i skolen ved at lange musik som han ulovligt er kommet over, for siden at stjæle det igen fra dem han har solgt til og sælge igen og så videre. Og han bliver aldrig anmeldt for det.

Beretningen om disse år nævner stort set ikke hans forældre. Jeg undrer hvorfor. Og jeg undrer om de faktisk vidste hvad han syslede med. Om hans tavshed har at gøre med hans loyalitet til forældrene. MM flytter først hjemmefra da han er 22. Hvordan har hans forældre kunnet undgå (specielt hans mor som er hjemmegående) at opdage hvad han lavede?

Hans pigebekendtskaber er præcis som man kan tænke sig. Han har overhovedet ingen som helst grænser. Han er sammen med piger som foragter ham og som udnytter ham, og alligevel så begår han samme fejl gang på gang. Som om han aldrig rigtigt tager ved lære. Som om han foragter sig selv så meget, at han ikke synes han har ret til at afvise noget han véd er dårligt. Som om han ikke har noget selvværd.

Det er præcis det samme som gør sig gældende med alle stoffer som han tager. Han véd det er dårligt og at det er forkert, men han gør det alligevel – fordi han er ligeglad med sig selv. Engang imellem, så vil han ikke, men han tillader altså piger at overtale ham ved hjælp af mere eller mindre ufine tricks. – Ligesom de også overtaler ham til andre ting, som han udmærket véd er helt ude over kanten. Han sætter aldrig foden ned.

Selv bliver han ekspert på at udnytte mennesker – især svage mennesker. – Hvis et svagt menneske uden selvdisciplin og selvværd møder et andet svagt menneske uden selvdisciplin og selvværd, så får man rimeligvis en katastrofe. Bland så katastrofen med musik, en optræden som får Caligula til at fremstå som en sød dreng for at tiltrække opmærksom (og dække over den elendige musikalske præstation) og tekster som chokerer – så har man grundsubstansen i noget som nok skal få det moralske Amerika til at indlede et sandt korstog.

MM bruger psykopaten Nancy (sandsynligvis et opdigtet navn) som element i sceneunderholdningen. De terroriserer hinanden i 2 år, på scenen og privat – selvom hun ikke er hans kæreste (sådan en har han også, men det er ingen hindring). Eftersom alting går alt for langt, så indser MM at Nancy skal bort. Desværre har Nancy den opfattelse er det er hende som bestemmer i bandet Marilyn Manson. Derfor vil hun ikke forsvinde, men terroriserer ham bare endnu mere. MM er så arrig og hader Nancy så meget at han for at blive fri for hende, ned i mindste detalje planlægger at myrde hende. Han skaffer sig en medsammensvoren, men på vej hen for at faktisk bringe planen til udførelse, bliver de forstyrrede af et andet psykiatrisk tilfælde i form af en hjemløs som bliver ved med at forfølge dem. Og planen bliver afbrudt.

I bedste drama stil lykkes det langt om længe at slippe af med Nancy. MM kommer nemlig på at man altid kan fortælle nogle artigheder til Nancys kæreste, og så forsvinder hun. – Hvis han havde været smart, så havde han gjort det fra starten, i stedet for at stå ud med alle hendes påhit.

Hele historien med Nancy er fuldkommen grotesk, og den viser meget tydeligt hvordan MM for at få publicity kan få viklet sig ind i fuldkommen sindssyge relationer med mennesker som overhovedet ikke vil ham det godt, og som han ender med at hade. Og han gør det faktisk hele tiden.

Han fortæller, at han altid sætter folk op på en piedestal. Men for det meste hænder der et eller andet som får dem til at ramle ned igen fra den piedestal. Undtaget herfor er Missi, den eneste person i bogen MM aldrig kritiserer – bortset fra sin mor.

Missi er beskrevet som et meget sødt menneske som MM respekterer (indenfor rammen af hvad der er ham muligt). De er faktisk sammen i en hel del år (4), inden hun vælger at afslutte forholdet. Dette i forbindelse med at bandet Marilyn Manson får sit egentlige gennembrud.

Marilyn Manson blev store med assistance fra Trent Reznor. Han overtalte Nothing til at udgive MMs musik – dog med den klausul at det var Trent Reznor som bestemte indhold etc. Trent Reznor ejer selv et meget berømt progressivt metal band. Han er rig, han er en playboy, og han ser godt ud. En svigermors drøm. Under produktionen af det album som for alvor bringer Marilyn Manson frem, Anti Christ Superstar, opstår der en alvorlig disput mellem personen MM og Trent Reznor. Den handler i bund og grund om hvem der skal bestemme hvad Anti Christ Superstar skal indeholde. Desuden, så sætter Trent Reznor en kæp i hjulet for at MM skal levere musikken til den meget berømte David Lynch’ næste film.

Striden mellem MM og Trent Reznor bliver bilagt. Og de 2 herrer slutter fred. Tror Trent Reznor.

I dag er MM og Trent Reznor noget nær dødsfjender.

I utallige interviews har MM udtalt sig totalt uforstående overfor Trent Reznors hadefulde følelser overfor ham.

MMs hukommelse har det med at svigte ham når det passer ind i hans kram. Det kan meget enkelt komme ind under årsag alkohol og stofmisbrug. I dette tilfælde virker det som om han totalt har glemt alt om de meget lidt flatterende kapitler der handler om Trent Reznor i denne bog. Trent Reznor fremstår nu bare som en umoralsk og helt igennem slet person i læsernes øjne.

Dette er selvfølgelig MMs egen lille private hævn for de fortrædeligheder Trent Reznor udsatte ham for i forbindelse med Anti Christ Superstar og historien om David Lynchs film.

Trent Reznor har aldrig sagsøgt MM for de beskyldninger mod ham som står i denne bog. Han véd at MM har en mani med at dokumentere alt. På film og foto og på bånd. Han kan ikke løbe fra det.

Som jeg indledte med at skrive, så har mange mennesker den opfattelse at MM er en meget dårlig person. Et person som står for umoral, misbrug og satanisme. En person som fornægter Gud.

Når man læser denne bog, så bliver man en hel del klogere. Han er ikke særlig disciplineret, men han har stor viljestyrke, og frem for alt, så har han en stærk evne til at kunne kontrollere sig selv. Hvis han føler at brugen af eksempelvis stoffer er en hindring for hans mål, så holder han sig fra det.

Han er ingen Guds fornægter. Han tror på Gud. Men han fortolker kristendommen på sin egen måde.

MM bruger ganske megen tid på at forklare for læseren hvad satanisme er. At det ikke er synonymt med Djævelen. Han siger også, at Djævelen og Helvede ikke eksisterer. At det er noget sludder. Hvilket han har fuldkommen ret i. I øvrigt står der heller ingenting om dette i Biblen. Det er noget der er fostret i overspændte menneskers fantasi. Og som kan bruges til at skræmme mennesker til lydighed.

Han har stor selvironi. Er der nogen der ikke tager sig selv på særlig stor alvor så er det MM. Prøv eksempelvis at læse hans leveregler. Og hans regler for hvordan du kan finde ud af om du er misbruger.

Der er beretninger om ting i denne bog, som jeg ikke bryder mig om. Handlinger som jeg tager afstand fra. Men, at han vover at fortælle om dem, det respekterer jeg. Det er modigt, og meget få mennesker ville have turdet stå for det de har gjort som MM gør i denne bog.

Med hensyn til hele den diskussion om moral kontra umoral som unægteligt dukker op i mit indre undervejs gennem bogen, så er jeg helt sikker på, at MM under sin lange rejse givetvis har konsulteret sin samvittighed, for en sådan har han. Og her har han kunnet søge hjælp i den type af litteratur som han har lært at kende i forbindelse med hans skolegang - eller på grund af. Han har et særdeles indgående kendskab til religiøs litteratur - og filisofiske bøger som disputerer teser etc. Han kan meget vel have konsulteret Thomas af Aquino, som samlede jesuitternes moralsystem der omhandler sandsynlighed. Ifølge dette system findes der meget få moralske beslutninger som er utvetydigt gode eller onde. Moralsk stillingtagen er dobbelt tydig. Om der findes rimelige årsager eller rimelige autoriteter som støtter en personlig mening, så kan denne personlige mening blive afgørende, også selvom der findes rimelige årsager eller autoriteter som siger imod denne mening.

Altså: Hvis det tjener et højere mål at begå visse handlinger, og dette mål er i overenstemmelse med den gængse opfattelse af rimelighed, så kan det godtages at man begår disse handlinger. - Og i USA er det ingen skam at ville være kendt eller rig.


Hans kvindesyn er fuldkommen vederstyggeligt. Dog skal man ikke glemme, at han arbejder i en branche hvor kvinder generelt set både foran og bagved scenen viser sig fra deres værste side. Desuden har MM en hel kuffert fyldt med dårlige erfaringer. - Det er ikke underligt at han ser kvinder som brugsgenstande.

Motivet for at blive personen Marilyn Manson er dels betaling af en slags aflad, dels et kald. Som en slags omvendt 'Messias'. Som tager på sig at i ensom majestæt fortælle de overspændte, dobbeltmoralske, hykleriske, religiøse og løgnagtige mennesker hvad de kan gøre ved sig selv. Og blive straffet for at sige dét højt vi andre nøjes med at tænke inde i os selv. Man kan synes at en person som påtager sig en sådan rolle enten må være gal eller i det mindste ikke normal, men behovet for en sådan 'Messias' er oplagt i den såkaldt civilerede verden, hvor man fra vugge til død lulles ind i en sikker forvisning om at egen tankevirksomhed er skadelig for jeget.

Der findes en psykologisk faktor i dette. Man kan tro så intensivt på noget at det til slut bliver et faktum. Franz Stangl er i 'Into the Darkness' et skole eksempel på dette. Franz Stangl var kommandant i Sobibor og i Treblinka. Han påstod, at for at overhovedet kunne overleve, så indtalte han sig at de mennesker som myrdedes på samlebånd i de 2 lejre ikke var mennesker, men kolli. Hans opgave var at transportere alle disse kolli fra A till B (fra det ankommende tog til slutdestinationen som var ud gennem skorstenen) så hurtigt og effektivt som muligt. Han syslede med transport logistik. Intet andet.

Marilyn Manson har på samme måde overbevist sig selv om hvad hans opgave er. Det er en mere eller mindre selvpåtaget mission, som bevidst kantes med forhindringer og selvplagerier som han skal kunne overvinde for at bevise at han virkelig er 'Messias'. Jeg tvivler ikke på at MM er oprigtigt overbevist om at han kan redde menneskene fra hykleriet. Det endegyldige mål for ham er at opnå anerkendelse - ikke nødvendigvis for dét han gør, men for det han er.

MM opfatter sig som selv som performer - en slags udøvende formidler - af kunst. Kunst kan ikke bestemmes. Kunst er ikke fakta - kunst er noget helt andet. Her bliver kunst ophøjet til en forestilling hvor udøveren et meget langt stykke hen ad vejen også er betragteren som står udenfor og kigger ind. På den måde kan samvittighed og dom blive på 2 niveauer. Afhængig af slutmålet.

Jeg vil afslutte med at takke Miss Winty for at have bibragt mig en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Hvad enten man kan lide MM eller ej, så anbefaler jeg bogen til teenage forældre, til lærere og pædagoger og til mennesker som foretrækker at skabe sin egen opfattelse om personen MM frem for den der serveres i medierne.

The Long Hard Road Out Of Hell - By Marilyn Manson with Neil Strausse, 1999.

Cheers,
Asta

tirsdag den 7. april 2009

Nynne og Bridget

Efter lange og modne overvejelser om hvad jeg egentlig skal bruge mine blogs og mine såkaldte social netværk sider til, er jeg kommet frem til at jeg skal give mig fanden på at skrive om præcis alle de bøger der er værd at læse. Normalt når nogen får den tumpede idé, så handler det om store værker skrevet af anerkendte forfattere med Pullitzerprisen eller Nobels Litteraturpris i bagagen. - Men det er for enkelt.

Det er meget sjovere at skrive om alle de andre bøger - de som maksimalt havner på bestseller listerne - eller på det samfundsmoralske bål som skal rense vores allesammens sorte sjæle.

På forhånd beklager jeg stavning, kommatering og alle andre skønhedsfejl eller sproglige overgreb som begås undervejs. Jeg fik A+ i orden og stil i grundskolen. Siden er jeg blevet påtvunget misbruger af elektroniske staveprogammer en masse, som desværre udmærker sig ved heller ikke at kunne stave eller grammatisere. Et faktum jeg først fornylig har indset. Mest fordi jeg er doven.

For kvinder (og mænd) med selvindsigt i alderen 20-70 anbefales "Bridget Jones Dagbog" og "Nynne". Begge bøger sætter ligesom en ramme om den momentvise sindssyge som vi kvinder angribes af i vores jagt på det meget opreklamerede lykkelige liv. De 2 damer er selvfølgelig ligeså uheldige som vi andre, og dertil nogenlunde ligeså grimme - eller smukke om man vil. Deres kærlighedsliv er kaosartet. De ryger og drikker som alle vi andre - også jer der er blevet hellige og ikke vil indrømme det. Vægten pendler mellem stor og meget for stor (måleskalaen er Kate Moss mens hun gik på kokain). Realistisk og genkendeligt rod og uorden hersker indenfor de 4 vægge. Og ikke mindst: - Det eneste de motionerer er den højre arm, som går fra side til side i lynhurtigt tempo når det i forvejen overtrukne kreditkort køres igennem kortlæseren på deres shoppingturnéer. Som gennemføres i et terapeutisk forsøg på at blive af med den let deprimerende psykose som har fat i dem.

I tillæg får man Bridgets og Nynnes mødre (og en enkelt far). Og her kan man jo så reflektere lidt over det gamle ordsprog om at æblet ikke falder langt fra stammen. Prøv og fundér lidt over hvordan du ville have det, hvis du morgenen efter et gigantisk fylle party bliver vækket af din mor som står og kalder på dig gennem brevsprækken. - Når du nu helt bevidst har slået dig ned et sted hvor hun umuligt kan komme forbi uden at foretage en lang dagsrejse. Og som kan hitte på at skramle sammen til en cykeltur i Provence ved at lede præcis alle dine ynglingsting fra din teenagetid frem og sælge det på et loppemarked? - Heriblandt din elskede rejsegrammofon og dine stjerneformede solbriller som du tuskede dig til på skammelig vis - engang i 1983. Og som du havde glemt at du var den lykkelige ejer af!?!

Vil man have mere, så anbefales i tillæg TV-serien Nynne. En 16 afsnits sort humoristisk tvekamp for 1, med hovedpersonen som hele tiden veksler mellem had og kærlighed. Drømme og virkelighed. Og håbløse mandsgrise som enten har storhedsvanvid, er lejemordere eller herskere over Sodoma og Gomora. - Hvad gør man, når alt man ønsker sig er nogen der bare synes man er den eneste ene?!?

Og hvad gør man, når der hele tiden er en slange i paradiset. I skikkelse af en trådsmal skønhed, med perfekt make-up og tøj som ser ud som om det er malet på og aldrig rynker? - Den perfekte rynkefri flirter babe som alle mænd står i kø for at kurtisere. I stedet for dig - som er så meget smartere og morsommere end dén der latterlige svigermors drøm, som ham du nu i 3 måneder har forsøgt at få lidt mere end øjenkontakt med, hæmningsløst har lagt sig på maven for. Og minsandten om ikke samme torn i dit øje lige nu står og ondgør sig over dig!?! - Hvordan bliver man af med giftblandersken?

Både Nynne og Bridget er europæere. De falder aldrig ned på Sex and the Citys niveau. Nynne og Bridget er rigtige mennesker. Med alt hvad det innebærer af økonomiske problemer, vanskelige chefer, nævenyttige kollegaer, besværlige forældre, tarvelige veninder og ditto kærester. Og med den helt rigtige sans for at forholde sig til sig selv på den helt rigtige galgen humoristiske måde.

Cheers,

Asta