THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES

torsdag den 28. maj 2009

En Vælgers Død

I næste uge er der valg til EU parlamentet. Jeg har allerede besluttet mig for at ingen får min stemme. Ikke fordi jeg vil bojkotte EU, men fordi jeg ikke synes de partier som stiller op i valget holder vand.

Miss Winty og jeg diskuterede det her i sidste uge. Hun lignede Moderaterne med 80-ernes Sosser. Sosserne deregulerede både valutaen og kreditmarkedet, hvilket ledte til den værste krise siden 1930-erne. Moderaternes tid ved roret har givet mig flere tusinde kroner ekstra i netto indkomst. Men pengene skal jo komme et eller andet sted fra. Ingen kan rigtigt forklare hvorfra.

Et vildt gæt er fra sygehusvæsenet, pensionisterne, de umyndige, de uden arbejde og de syge. Det plejer at være sådan politikerne finansierer sin næste embeds periode. - Jeg mener; de umyndige har ikke stemmeret, pensionisterne sidder indespærrede i deres bittesmå lejligheder og kan ikke komme ud (hjemmehjælpen er sparet væk). Sygehusene har jo misforstået det hele; der helbreder man jo de syge. Det er ikke meningen. Og de arbejdsløse og de syge stemmer heller ikke. For hvis de går hen for at stille sig i stemmekøen, så kommer det jo frem at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, og så er de automatisk strøget af betalingslisten.

Winty havde lavet et lille eksperiment i kaffepausen mellem to lektioner i hendes gymnasieklasse: 3 personer sad i sofaen: 1 Moderat, 1 Sosse og 1 Centerpartist. Hun bad alle 3 udtrykke deres partis hoved synspunkter. Det interessante er, at de sagde det samme. Det var bare udgangspunktet der var en anelse forskelligt. Vi skal tage fra de rige og give til de fattige (typisk sosse retorik) alternativt Vi skal tage fra de fattige og give til de rige (typisk højre retorik). Det skal betale sig at arbejde var et andet statement. Og det lyder jo meget fint - her midt i en arbejdsløshedstid med vokseværk. - Sjovt nok var både Moderaterne, Centerpartisten og Sossen enige i det ræssonement........

Desværre var der ingen repræsentant fra Piratpartiet til stede i Miss Wintys sofa. Det kunne ellers have været interessant at få at vide hvornår yttringsfrihed er blevet lig med ret til at stjæle hvad andre har skabt.

Ifølge meningsmålingerne, så kommer Piratpartiet ind i EU-parlamentet med 7% af de afgivne stemmer. Hvad de står for udover nej tak til Ipred loven og frit cyberspace for alle er der ingen der ved. Selv siger de, at de har nogle udmærkede - ikke nærmere definerede - holdninger til mange ting. - Det kan jo både betyde globaliseret planøkonomi og al magt til kapitalen - afhængig af hvordan man vælge at tolke det. Med andre ord. Piratpartiet er altså enten en stemme på Sosserne eller en stemme på Moderaterne. Afhængig af hvilken side man foretrækker at se det fra.

I hereby rest my case -:)

Cheers,

Asta

onsdag den 27. maj 2009

Magiska Moln


Cheers,
Asta

mandag den 25. maj 2009

Kilometer eftersyn

Alder: 45 Vægt: 39,5 liter Højde: 151,5 - jeg er vokset 2 cm siden sidst?!?

Midjemål: 64 cm BMI: 17,2 (UPS) Hørelse: Perfekt!

Syn: Så minus at det er dobbelt. GÅ OMGÅENDE TIL EN OPTIKER!

Mad omsætning: Formel 1. Ekstra tjek af skjoldbruskkirtlen - Jeg undrer hvor alvorligt struma er? Kan jeg vente til efter sommerferien? - Føles jo en anelse stressende her i sidste øjeblik.

Åreforklakning: Absolut ikke

Kolesteroltal: Perfekt - eftersom jeg ikke havde trykket en hotdog i mig lige inden besøget

Alkoholmisbrugssymptomer: Hvad er det? Rygning: Fik ingen skæld ud

Næste eftersyn: år 2014


Cheers,
Asta

lørdag den 23. maj 2009

Mitt pussel

Har upptäckt att det ju faktisk finns svensk språkiga som söker sig in på min blogg lite då och då. Och min danska är väl något svår begriplig ibland, så nu tänker jag skriva lite på svenska.

Ni kanske tycker att jag inte kan ha så mycket annat att göra än sitta framför datorn hela dagorna, och visst. Det är sant. Men. Grejen är att jag på något sätt är beroende at litteratur, musik och andra kulturella frågor. Och jag älskar att skriva om det jag läser, hör och ser. För min egen skull. Efter att mitt hus brann ner om öron på mig för några år tillbaka, så finns det en rädsel inuti mig för att mitt arkiv ska gå förlorat. Och jag tror minsann inte cyberspace kan brinna-:) Därför förvarar jag allt på mina bloggs.

Förutom brann så har jag en nästan manisk rulltrappa fobi. Vilket är ganska störrande, eftersom det överallt finns rulltrappor som man måste ta sig upp och ner med, om man vill något annat än bara stanna på marken.

Nu medan jag sitter här och skriver, så upptäcker jag plötsligt hur mycket enklare det är för mig att uttrycka mig på svenska än på danska numera. Det flyter mycket bättre. Det känns väldigt konstigt. Jag undrar varför.

Hursomhelst. I går var jag i Uppsala. För första gången på de snart 16 år jag har bott i Sverige. Vilket jag skäms för. - Vilken otrolig vacker stad Uppsala är! Jag kände mig nästan som vore jag i Rom.

- Egentligen är jag inte så mycket för att springa ut och in av kyrkor, men vi gjorde ett undantag i går och gick och tittade på domkyrkan. Vilket jag är glad att vi gjorde. En fantastisk byggnad.

Och så fick jag se run stenar. Det var väldigt längesen jag så det. Senast var i Jellinge på Jylland för några år tillbaka.

Jag plåtade lite med digital kameran. Jag är ingen bra fotograf. Miss Winty hade gjort ett bättre jobb än jag, men jag kände bara, att detta måste jag plåta.

Det var några glasmålningar i fönsterrutorna. Helt omöjligt för mig at reproducera på bild med min lilla kamera. Därutöver, så fascinerades jag naturligtvis över alla kapell med kungliga kistor - och framförallt de nästan levande skulpturer som finns av Sveriges kungar och drottningar som vilar i domkyrkan.


På vägen hem från Uppsala, så svängde vi in förbi Dragongate som ligger på E4 vid Mehede. Där har några tokiga kineser byggd upp den kinesiska muren och Den Forbjudna Staden - mitt i Sverige. Jag har hört så mycket om detta ställe, och nu fick jag tillfälle att se det själv. Mycket intressant och väldigt genomtänkt, måste jag säga. Det var en positiv överraskning.

På det hela taget, så bjöd dagen på intressanta och givande upplevelser. Det är absolut inte sista gången jag tar mig till Uppsala. För visst är Stockholm också spännande, men Uppsala är betydigt lugnare, och på sätt och viss mycket vackrare än vad Stockholm är. Pulsen är inte så hög i Uppsala heller.

Och så var jag mycket förtjust i Uppsalas 'Indiska', som visserligen har rulltrappor - eftersom den är i 2 plan - men det glömde jag bort, bara därför att butiken hade så mange vackra saker, som jag och Miss Winty måste äga. Snarast.

Nu funderar jag på vad jag ska göra resten av denna härliga lördag kväll. Om jag ska lyssna på musik eller om jag ska leta fram en av mina engelska favorit serier - 'Mord i Midsomer' eller 'Ett fall för Frost' - eller kanske 'Morse'.

Dock vet jag, att i morgon eftermiddag - så där runt 13:30 - då sitter jag framför husaltaren och tittar på Formel 1. Det programmet är det enda TV program - förutom Hype, Kobra och Special K, som jag orkar titta på.

Cheers,
Asta

tirsdag den 19. maj 2009

Muser som inspirerer

Mange nutidige kunstnere - malere, digtere og musikere - har sine muser som de lader sig inspirere af. Begrebet 'muse' er hentet fra den græske mytologi og betyder gudinderne eller ånderne som inspirerer til skabelsen af litteratur og kunst.

De 9 muser repræsenterer hver sin del af kunsten:

Erato for kærlighedsdigtning, hymner, elskovsdigte
Euterpe for fløjtespil
Calliope for heltedigtning, epos
Clio for historieskrivning og heltedigtet
Melpomene for tragediedigtning
Polyhymnia for pantomime og for dansen
Terpsichore for lyrisk digtning, dans og korlyrik
Thalia for komediedigtning
Urania for astronomi

At astronomi og astrologi regnes som kunst skyldes, at det at kunne tyde stjerner og naturens jærtegn i oldtiden var en kunst forbeholdt de få.

Engang imellem taler man om den 10. muse, som er en kvindelig poet der opnår udødelighed. Filosoffen Plato ærede Sappho af Lesbos ved at kalde hende den 10. muse.

Sappho er en af oldtidens kendteste kvindelige digtere og hun var en af de ni kanoniske græske lyrikere. En del af hendes digte handler om kærlighed til unge piger, hvorfor Sappho har lagt navn til den lesbiske kærlighed.

De kanoniske lyrikere er en slags oldtidens 'Hall of Fame' - 9 lyrikere som af den tids akademikere ansås værdige en kritisk undersøgelse.

Jeg er ikke helt sikker på at de der i dag vælges ind i Hall of Fame alle virkelig skulle kunne tåle en nøjere kritisk gennemgang.

Den græske komedie kan bedst sammenlignes med nutidens sorte kabaret eller revy. Med en skarp, rå satire vingeskød man filosoffer, politikere og andre kendte mennesker.

Den fornemste og kendteste græske komedie forfatter var Aristofanes. Rasende polemik og bevinget poesi holdt sammen af dionysisk feststemning var den stil som kendetegnede Aristofanes. Nogle af hans mest berømte komedier spilles endnu i dag – 2400 år efter deres tilblivelse.

Når jeg læser om Aristofanes, så får jeg associationer til Marilyn Manson. Principperne for forestillingen er præcis de samme
. Og finessen er den absurde logik, satiren, komedien med de medvirkende i fantasifulde kostumer og 'masker', den overdrevne gestikuleren og den underliggende betydning pakket ind i et direkte sprog som er så absurd, at man ikke kan andet end le højt.

Ridderne og Frøerne er et par af Aristofanes komedier som stadig opføres både i Danmark og i udlandet.

Cheers,
Asta

søndag den 17. maj 2009

Beyond Good and Evil

Har desvärre glemt min anden laptop - den med dansk skrift - på kontoret. Så läserne må have mig undskyldt og leve med min svenske bogstavering i dette indläg. Min hjemmelaptop kan nemlig ikke finde ud af at ändre sprog.

- Bemärkede du hvordan jeg lige på en smart måde fik listet ud mellem sidebenene at jeg har 2 laptops? Synes det er ret coolt-:)


Miss Winty og jeg samtaler meget om forskellige filosofiske emner. Hendes interesse for dette er blevet vakt i forbindelse med hendes psykologi kurser. Psykologi er interessant. Men filosofi er endnu mere interessant. Isär når det omhandler emnerne moral og religion.

Friedrich Nietzsche skrev i 1800 tallet en räkke filosofiske värker. Dengang var hans läserskare ret begränset. Hans bortgang virker som en slags bekräftelse på påstanden om, at det udfra et kommercielt synspunkt altid er mest praktisk at väre död hvis du vil blive rig og berömt. Eller hvis dit mål i livet er at opnå helgen status.

I bogen 'Beyond Good and Evil' filosoferer Nietzsche blandt andet over emnerne moral og religion. Bogen er skrevet i en periode hvor Marx' og Engels teser om at vi alle er lige holdt sit indtog. Nietzsches tanker om dette er blandt andet, at når vi alle bliver lige, så behöver vi ikke längere nogen rettigheder. Og endnu längere ud: Så behöver vi ingen ret - altså lov og orden. - Vist er tanken interessant?

Nietzsches påstande er naturligvis påstande og det er op til läseren at fortolke påstandende.

Han er ikke anti-religiös som nogle måske vil påstå. Snarere forholder han sig kritisk til det måde religion misbruges på af kirken, af opdragere, af politikere osv.

Om kvinden siger han, at det er skandale at kvinden er blevet udnävnt til kok og ansvarlig for alt indenfor hjemmets 4 vägge, for dårligere kok findes ikke. Det handler naturligvis ikke om kvindens kogekunst, men i overfört betydning om hendes ringe evner som opdrager. Nietzsche beskylder kvinder for at ville pådutte sit afkom sine egne uforstandige standpunkter i moralske spörgsmål. - Og et eller andet sted så har han absolut en point i sin kritik. - Kvinder vil meget gerne spejle sig selv i sit afkom som de betragter som sin ejendom. - Hvilket jo kan väre rent ud sagt stärkt uheldigt for afkommet.

Nietzsche mener, at moral er en slags tyrani mod bedre vidende. - Der er ikke noget fornuft i det. - Foruden magten ved tvang.

Uanset om man er til filosofi eller ej, så er Nietzsche ingen man kan komme udenom, hvis man som menneske vil udvikle sin egen evne til at tänke i videre perspektiver.

Jeg vil slutte med et lille citat som jeg synes er värd at have i sit baghoved når man beskäftiger sig med mennesker:

"It is not enough to possess a talent: one must also have your permission to possess it; - eh, my friends?"

Beyond Good and Evil - Friedrich Nietzsche

Cheers,
Asta

fredag den 8. maj 2009

Spioner og spioner som spionerer på spioner

Turene omkring mordet på den svenske statsminister Olof Palme har i perioder nået næsten Monty Pythonske højder. Alle mulige konspirations teorier har været fremsatte, og en person er både blevet dømt og frikendt for mordet. Efter 23 år er mordet stadig rubriceret som uopklaret.

I sin bog ’Spioner og spioner som spionerer på spioner’ giver den tidligere SÄPO medarbejder, Tore Forsberg sin version af Olof Palme mordet, sådan som han har fået den forklaret af personer tæt på begivenhederne.
Olof Palme var en ikon på den politiske himmel. Han var en leder som vovede at sige USA midt imod mens de begivenheder han kritiserede fandt sted. - Det er ret usædvanligt.
Hans kritik mod Vietnam krigen var hård. Så hård at Olof Palme blev samtale emne i det Ovale værelse. Richard Nixon og hans rådgivere så meget gerne Olof Palmes hastige deroute fra den politiske scene.

Olof Palme valgtes til statsminister i 1982.

Om aftenen den 28. februar 1986 var Palme og hans kone, Lisbeth, gået i biografen ’Grand’, som ligger på Sveavägen i Stockholm.

Da forestillingen var slut og parret sammen med andre biograf gæster var på vej hjem, dukkede en mand op bag dem og affyrede et antal skud som dræbte Sveriges statsminister, Olof Palme.

Sverige befandt sig i chok. Ingen kunne eller ville forestille sig, at noget sådant kunne overgå Sverige. Fordi det var landets statsminister som var blevet dræbt, sattes det helt store efterforsknings arbejde i gang, under ledelse af Hans Holmér, som skulle blive både berømt men også berygtet for sine indsatser under Palme efterforskningen.

Teorierne om hvem som havde skudt statsministeren har gennem årene som sagt været alt fra PKK (den kurdiske selvstændighedsparti) over HDP (det kroatiske selvstændighedsparti), CIA, højreorienterede ekstremister til den små kriminelle misbruger Christer Pettersson.

Det største problem med efterforskningen er, at man aldrig har fundet mordvåbnet. Christer Pettersson blev ved en vidnekonfrontation i december 1988 udpeget af Lisbeth Palme som statsministerens morder, og på baggrund af det blev Christer Pettersson dømt til livstid for mordet på Olof Palme ved Stockholms Tingsret den 27. juli 1989. Dommen ankedes til Hovretten, og i november samme år frikendtes Christer Pettersson.

Herefter gik man tilbage til PKK teorien.

I 2001 erkendte Christer Pettersson mordet på Olof Palme i et interview med Gert Fylking i Expressen. Men politiet havde på det tidspunkt opgivet at få ham dømt igen.

Tore Forsberg afslører i sin bog, at mordet på Sveriges statsminister sandsynligvis handler om en forveksling. At morderen troede at der var tale om en helt anden person som han havde et personligt opgør med. Og at morderen var Christer Pettersson.

I sin bog beretter Tore Forsberg ligeledes meget udførligt om hvordan forskellige spionage organisationer under 1900-tallet har arbejdet på svensk jord. Og han giver sit meget interessante billede af spioner som Stig Bergling og Stig Wennerstrøm.

Spioner og spioner som spionerer på spioner – Tore Forsberg, 2003.

Cheers,
Asta

mandag den 4. maj 2009

Berlin Muren

Ved Tysklands sammenbrud i 1945 deltes landet i 2 halvdele. Den østlige del kom under russisk over herredømme, den vestlige deltes i 3 zoner som administreredes af USA, England og Frankrig.

Den gamle tyske hovedstad, Berlin, lå som en ø inde i den østlige zone. Og som en del af aftalen mellem de 4 sejrende lande deltes også Berlin op i 4 zoner. Den østlige zone med bydelene af Mitte, Prenzberg, Treptow, Köpenick, Lichtenberg, Friedrichshain, Lauer, Wessensee og Pankow kom under russisk administration.

Fredrick Taylor har i sin bog 'Berlin Muren' skrevet historien om murens tilblivelse og om de forhold som ledte til Murens fald den 9. november 1989.

Berlin Muren var et traume, ikke bare for Tyskland men for Europa. Muren var et symbol på den deling af Europa som Roosevelt, Stalin og Churchill enedes om i Jalta i 1944.

Efter Murens fald fik de lande i Europa som siden 1945 havde været under russisk herredømme deres frihed, og mange af disse lande er nu medlemmer af EU, på både godt og ondt. Godt fordi disse lande har fået mulighed for at udvikle sit økonomiske fundament og dermed give sine borgere bedre levevilkår. Skidt fordi udvikling ikke kun handler om økonomi og levestandard. Det handler også om demokrati og menneskelige rettigheder. Noget der stadig i en del af disse lande er en mangelvare.

Den økonomiske udviklingen af det gamle Østtyskland er godt på vej, men der er langt endnu til den dag man kan sige at alle tyskere er lige. Man mærker det når man befinder sig i den gamle østlige del af landet. Der er stort behov for sanering af gamle fabriksejendomme og militæranlæg. Meget er nedslidt og arbejdsløsheden er højere her end andre steder i Tyskland. Når man bevæger sig rundt i det gamle grænseområde, så bliver kontrasterne endnu tydeligere.

For et par år siden var jeg på vej til Leipzig til et arbejdsbesøg. Sent om natten kørte vi ind i byen Neuruppin for at finde et hotel at overnatte. Det var mørkt og svært at rigtig se hvor vi var. Hotellet var mørkt og bare en enlig receptionist sad oppe. Men hun fremskaffede et dejligt dobbelt værelse til os, og vi sov som sten. Næste morgen gik vi ned for at indtage vores morgenmad på terrassen. Som viste sig at ligge ved breden af Ruppin See. Hotellet, fik vi at vide, var oprindelig et gammelt kasino, hvor den østtyske elite kunne more sig dengang Tyskland stadig var delt. Vejret var vidunderligt. Varmt og solskin. Her sad jeg på min 44 års fødselsdag og nød den mest vidunderlige udsigt, alt imens jeg indtog min morgenmad på et gammelt østtysk pamper kasino. Så kan det næppe blive mere nostalgisk. Måske lige bortset fra, at Neuruppin også havde fungeret som en garnisionsby for de udstationerede russiske tropper frem til 1991.

Berlin er ikke til at genkende. Jeg besøgte Berlin første gang efter Murens fald i 1997. Siden har jeg med jævne mellemrum besøgt byen. Det er helt umuligt at genkende Berlin på de 12 år der er gået. Eksempelvis så er det gamle Berlin Alexander Platz i dag et stort stoppested for sporvogne omgivet af et indkøbscenter i glas. Verdensuret står stadig, men fornemmelsen af at dette er en plads er borte. Borte er også alle de hyggelige små cafeer og boder som omgav pladsen før. Og alle træerne er fældede. Der hersker over hele byen en febrilsk byggelyst, hvilket burde være positivt, men jeg oplever den mest som tyskernes behov for at radere historien i en ordentlig fart.

Jeg plejer at sige, at det er forfatteren som gør en bog spændende, interessant eller kedelig.

Fredrick Taylors bog er et stort værk. Han har brugt meget tid på research og bogen er velskrevet. Men - han har svært ved at forholde sig neutral til stoffet. Bogen gennemsyres af forfatterens afsky for kommunismen. Problemet er at indholdet dermed bliver meget sort / hvidt.

Det er klart som blæk, at det østtyske grænsepoliti var en plage for indbyggerne. Det er også klart at der foregik overgreb på mennesker i opposition til regimet. Det som bliver mindre klart i bogen er, at der selvfølgelig også var mange mennesker som var ganske tilfredse med tilværelsen i øst. Og som har haft svært ved at finde sig tilrette i det nye Tyskland. Blandt andet fordi det pludselig ikke er så selvfølgeligt at alle har ret til et arbejde. Muren i Berlin og grænsehegnet ned gennem Tyskland byggedes for at få befolkningen i øst til at blive hvor de var. Fordi det blev et problem for Østtyskland at så mange veluddannede og arbejdsføre mennesker forlod landet.

I andre lande opfører man også mure. I USA mod grænsen til Mexico, i Israel mod de palæstinensiske områder, og Europa har bygget sin - usynlige ganske vist - Schengenmur. Disse mure er opførte for at forhindre indvandring. Berlin er det eneste sted - så vidt jeg véd - hvor et land har bygget en mur for at forhindre udvandring.

Den største begrænsning som Muren i Berlin indebar for den østtyske befolkning, var ikke selve Muren, men det faktum at de østtyske borgere blev frataget retten til at rejse vestpå. De fratogs retten til at besøge familie, slægt og venner 'på den anden side'.

Murens fald indebar at østtyskerne med et slag fik den samme ret som deres vestlige landsmænd til at rejse hvorhen de ville, og ikke bare til Prag eller Budapest. Jeg husker tydeligt de efterfølgende somre, hvor det pludselig blev mere end livsfarligt at køre på de tyske autobahner. På grund af alle de Trabier der sneglede sig afsted med 80 km i timen, når vi andre kørte 180. Vi syntes de var vanvittige. En Trabant var jo nærmest bare en knallert med tag. Men østtyskerne benyttede sig af deres ret til at rejse rundt i sine Trabier, simpelthen fordi det nu var muligt for dem.

Da den første glædesrus havde lagt sig, så meldte der sig en helt anden følelse i mange tidligere østtyskere. Følelsen af at være 2. klasses borgere i sit eget land. Mange virksomheder i øst blev lukket. Arbejdsløsheden steg. Og i takt med det så steg utilfredsheden. Det er ikke mærkeligt, at det nynazistiske parti har haft så stor fremgang netop i de gamle østtyske områder. Man taler om die wessies og die ossies. Og mange tyskere fra det tidligere vest er irriterede over de enorme skatteforhøjelser de er blevet pålagt for at staten kan betale for oprustningen af øst.

Fredrick Taylors bog giver et meget godt billede af livet indenfor Muren. Og af hvordan de mennesker som var utilfredse med regimet havde det. Det ville have været interessant om forfatteren havde taget et kapitel med om de almindelige borgere i Østtyskland som var tilfredse med sine liv. Nu mener jeg ikke parti-pamperne eller eliten, jeg mener de helt almindelige, anonyme borgere som havde deres hjem i øst. For at skabe balance i bogen.

Bortset fra dette er Fredrick Taylors bog om Berlin Muren 1961 - 1989 både spændende og tankevækkende.

Berlin Muren 1961 - 1989 - af Fredrick Taylor, 2006

Cheers,
Asta

lørdag den 2. maj 2009

Tidernas största bedrägerier

Jeg er ikke noget ciffer geni. Så alt det her med IT-boblen og krisen på finansmarkedet skal jeg helst have forklaret så pædagogisk som muligt. Desværre er jeg autodidakt, hvilket betyder at jeg ikke er i stand til at forstå en opskrift eller en brugsanvisning, og slet ikke hvis jeg får den læst højt over telefonen. Jeg skal se og siden selv prøve. - Det er altså ingen hjælp for mig at tage kontakt til en økonom eller en børsmægler, hvis jeg skal forstå mekanismen bag de tilbagevendende kriser på finansmarkedet.

Når jeg læser en bog eller en avis artikel, så ser jeg hele handlingen i billeder. Jeg bruger derfor bøgerne som en slags filmkulisse for at kunne begribe selv meget enkle ting. - Som eksempelvis IT-boblen.

Holland er kendt for sine tulipaner. Tulipaner var inden de blev hvermands eje en ganske eksklusiv blomst. Lidt som orkideer er det i dag. I begyndelsen af 1630-tallet opdagede de hollandske tulipan avlere, at man kunne tjene gode penge ved at holde udbuddet af tulipanløg kunstigt nede. For derefter at sælge dem stykvis til skyhøje priser til eksklusive slots- og herregårds haver.

Der findes altid mennesker som vil efterligne de rige og de fine. Dengang i form af haveejere, som ville have sine haver til at se ud som de fineste slotshaver. Da tulipanen ansås at være en luksusvare, så var det ingen kunst at få haveejerne til at hoppe med på tulipan hysteriet. Også selvom haveejerne slet ikke havde råd. Tulipanløg blev udbudt på auktioner til højest bydende til fantasi priser. Og folk bød gladeligt nærmest alt hvad de ejede og havde for at være med. Fidusen i det her var at købe et tulipanløg for at siden sælge det igen til en endnu højere pris end man selv havde givet. På den måde kunne man få priserne til at stige og stige på den eftertragtede vare. Flere og flere kastede sig ind i legen som egentlig mest gik ud på at tjene så mange penge som muligt. Til sidst begyndte man at sælge tulipanløg som stadig lå i jorden. På den måde kunne man spekulere i værdien af varen når den engang var gravet op. I 1636 kostede et tulipanløg 12250 rigsdaler, et beløb som var mere end 14 gange over prisniveauet da rushen startede.

Men pludselig en dag kom enden. På en auktion i Harlem udbød man som sædvanligt et løg til et gastronomisk beløb. Men ingen bød. Auktionarius sænkede derefter buddet. Stadig ingen bød. Til slut bredte paniken sig. I løbet af nogle få uger var prisen på tulipanløg faldet med 99% i forhold til topnoteringen.

Man kan jo grine af de skideskøre hollændere og deres tulipan hysteri, men det er præcis sådan her IT-boblen pustes op for sidenhen at revne med et ordentligt brag.

Man udbyder aktier i et børsnoteret firma. Man bilder folk ind at det er vejen til rigdom. Jo flere købere der er desto mere stiger aktieværdien. Så afleverer firmaet sit kvartalsregnskab, og det viser sig at firmaets overskud er 1 milliard under det forventede overskud. Og straks begynder aktiekursen at falde. Så begynder folk panisk at sælge. Hvilket får aktiekursen til at styrtdykke. Til slut er der ingen købere til aktier i dét firma. Kun sælgere. Almindelige mennesker som har satset alle deres sparepenge på aktier som i et nu ikke er noget som helst værd. Hvilket jo betyder at den der har sat sine sparepenge i disse aktier ikke engang kan få sin investering retur.

Det er ret indlysende, og alligevel så hopper vi på den hver evig eneste gang. I virkeligheden så er det måske fordi 99% af befolkningen i al almindelighed er ligeså autodidakt som jeg. Eller også er det trangen til at blive rig som styrer. Måske nogen har lyst til at forklare dén mekanisme for mig?

Frilandsjournalisten og forfatteren Gunnar Wall giver i bogen 'Tidernas största bedrägerier' sin let begribelige version af Enron skandalen som i 2001 rystede USA.

Enron var et firma som oprindeligt levede en skyggetilværelse som et kedeligt firma der handlede med adgang til naturgas pipelines. Ikke særlig macho syntes texanerne. Til Enron ankom engang i 90-erne de 2 økonomiske tryllekunstnere, Lay og Skilling.

Lay og Skilling satte for alvor Enron på kortet. Firmaet slog sig op som elektricitets leverandør. Blandt andet investerede man i elektricitetsværker i Californien. Præcis som i Sverige er elforsyningen i USA privatiseret, og specielt de arme californiere fik privatiseringens under at føle gennem en fuldkommen svimlende forhøjelse af priserne på el. For at kunne suge endnu flere penge ud af kunderne, så lukkede Enron helt enkelt for strømforsyningen når det passede dem, med henvisning til at det var så dyrt at vedligeholde el-værkerne. Og så måtte forbrugerne til lommerne igen.

Enrons filosofi var at udbetale bonusser til sine medarbejdere i forhold til hvor lukrative kontrakter de kunne hive hjem til firmaet. Som følge deraf opskrev direktørerne ofte forventningerne til gevinsten af kontrakterne, for på den måde at få endnu højere bonusser.

Firmaets regnskaber var i virkeligheden sminkede, fordi de byggede på forventninger, ikke på det faktiske kasseindhold. Men ingen stillede nogle spørgsmål. Firmaet havde hyret det meget anerkendte revisionsfirma Arthur Andersen & Co., og når et så velanskrevet revisionsfirma godkender et firmas regnskaber, så er alt sikkert i sin skønneste orden, ikke sandt?

Men det var det ikke. I april 2001 præsenterede Skilling Enrons 1. kvartalsregnskab for året. På sådanne præsentationsmøder har de fonde og andre selskaber som har placeret penge i firmaet det med at dukke op. Og netop på dette møde dukkede en repræsentant for en Boston baseret fond, Richard Grubman, op og tillod sig at stille spørgsmål. Han blev i første omgang affærdiget af Skilling. Men måden Skilling så åbenlyst gjorde det på, fik en hel del børsanalytikere til at stivne.

Da Enron præsenterede sit 3. kvartalsregnskab i efteråret 2001 var der pludselig et stort underskud på 600 millioner dollars for kvartalet. Det kom desuden frem, at firmaet var overvurderet med 1,2 milliarder dollars.

Den 2. december 2001 afleverede Enron en ansøgning om en ’kapitel 11’ konkurs til en domstol i New York. En konkurs bevilling ville betyde, at firmaets siddende ledelse ville få tilladelse til at omorganisere og rekonstruere firmaet.

Enron får sin konkurs bevilling. Og samtlige medarbejdere i firmaet bliver bedt om at rydde deres skriveborde og forlade virksomheden.

Mange af disse medarbejdere havde sat alle deres pensions penge i Enron. Disse penge er borte. Så udover at medarbejderne bliver kastet ud i arbejdsløshed, så er deres garanti for en tryg alderdom også borte.

Det velanskrevne revisionsfirma Arthur Andersen havde hjulpet Enrons ledelse med at køre tonsvis af dokumenter på forbrændingsanstalten.

Den øverste ledelse i Enron nåede inden det gik galt at sælge sine egne aktier i firmaet med stor gevinst.

Taberne er de menige medarbejdere og alle de fonde og pensionsforsikringsselskaber som investerede sine kunders penge i Enron. Disse penge er alle tabt.

Fordi det er næsten umuligt at finde skriftlige beviser på den svindel som er foregået i firmaet, så var det meget vanskeligt for anklagemyndigheden at finde grundlag for at rejse tiltale. Men da nogle af de implicerede parter endelig valgte at samarbejde, så kúnne der til slut rejses tiltale mod både Skilling og Lay samt et antal højtstående medarbejdere i Enron.

Medens Enron stadig var et firma at regne med gav Kenneth Lay en hel del penge til George W. Bush’ kampagne fond. Ca. 6 millioner dollars. Han og præsidenten var på fornavn med hinanden og bedste kammerater. Nu er G.W.B. og Kenneth Lay ikke venner længere. Men man kan jo spørge sig selv om hvordan det er muligt at præsidenten for ’verdens eneste supermagt’ kan omgås kriminelle elementer som Kenneth Lay.

(Under afdelingen for uvigtig fakta: Richard Millhouse Nixon var den første amerikanske præsident som havde alle bogstaverne i sit navn som danner ordet ’criminal’. Med George Walker Bush’ navn kan man danne sætningen ’he blew us’).

Gunnar Walls bog indeholder desuden blandt andet kapitler om Hitlers dagbøger og om manden som solgte Eiffeltårnet – 2 gange. Meget underholdende.

Tidernas största bedrägerier – af Gunnar Wall, 2005

Cheers,
Asta