THOUSANDS OF FREE BLOGGER TEMPLATES

tirsdag den 3. november 2009

Johannes Døberen

Behold, I will send you Elijah the prophet before the coming of the great and dreadful day of the LORD: And he shall turn the heart of the fathers to the children, and the heart of the children to their fathers, lest I come and smite the earth with a curse.
Book of Malachi 4:5-6


December. Mørket indfalder tidligt. Luften er fugtig af tøsne som daler ned fra himlen og blander sig med den slet skjulte forventningens glæde der lyser ud af de unge damer jeg i dagens anledning skal holde fri af alle farer.

Vi begiver os ned i Hades. - For et øjeblik glemmer jeg alt om den ambivalente murren i maven, skabt af ubekræftede forkundskaber, og fokus rettes istedet mod undergrundens rødklædte vagter, alt imens en stærk følelse af ubehag begynder at krybe frem.

Deres beklædning skal påminde os om Guardian Angels, men kropssproget tilkendegiver hengivenhed for Styx. Deres nådesløse stirren udstråler en blanding af foragt og had mod os. '- Vi skal nok får ram på jer! - I, de fortabte degenererede.'

Som Baphomets endnu umærkede disciple er vi hinsides godt og ondt. Beskyttede af Hans mantra. Usårlige. Vi ignorerer udfordringen.

Køen af disciple ringler sig langsomt frem. Den næsten koger af begejstring. Alle er så eksalterede at de ikke mærker de 2 store sorte biler som skyndsomt svinger ind og hastigt afleverer sit indhold. Jeg ser det men siger ikke noget. Jeg véd at ingen af os er tilstrækkeligt indviede til at kunne få kontakt.

Langsomt snegler vi os fremad mod indgangen til helligdommen. Flere vagter. Denne gang mere lig bamser som klemmer os og kontrollerer at eventuelt medbragte tegn på udødelighed af enhver kategori havner i de kolossale firkantede tønder ved siden af døren. Bamsen ler bredt: '- Du ser ikke ud til at have ondt i sindet', mens han blidt skubber tasken tilbage mine arme. Ignorerer den lille flacon med dyrbar Esteé Lauder. Jeg er umærket og ufarlig.

Indenfor åbenbarer sig skeletter, mumier, goths, sortklædte døde og et opkog af sminkede lig. En neanderthal kalder til bønnemøde. Stor og mægtig og rystende ringe. Det er et godt tegn. Ingen kan nå profeten.

Dyb stilhed sænker sig i hallen. Lyset slukkes. Og ........... Kolossale kræfter sættes i gang rundt, rundt. Som et jordskælv kommer det imod os. Al egen vilje og kraft forsvinder. Alle står op og brøler. Profeten er her!

Nådesløst suges vi ind i skærsilden. Dette er vækkelse i dens absolutte form. At forsøge at undslippe er umuligt. Langsomt men sikkert males vi til grus. Giver op. Kæmper ikke imod. Lader os mærkes. Symbolsk dissekeres jomfruen - i små bidder som skal tygges og skylles ned med hjerteblod. Den hvide confetti daler ned over os. Som sne fra himlen. Ceremonien afsluttes med et buk.

Langsomt søger vi til udgangen. Udenfor i mørket venter Hades vagter. Vi presses fremad mod nedgangen til undergrunden. Vi er trætte og sløve ovenpå den enorme kraftudfoldelse. Styx viser sine grimme tænder. Driver os, håner os. Men vi, de inviede, er dem overmægtige. Vi ignorerer alle deres forsøg. Vi har set. Vi er.

mandag den 2. november 2009

Kundskabens Sten

I don't need no arms around me. And I dont need no drugs to calm me. I have seen the writing on the wall. Don't think I need anything at all. No! Don't think I'll need anything at all. All in all it was all just bricks in the wall. All in all you were all just bricks in the wall.
Pink Floyd


Et eller andet sted havde det ligget og luret i mit bevidsthed. Nu kom det endelig frem. Der fandtes ikke længere nogen tvivl eller noget som forblev usagt. Ingen rædsel. Ingen undskyldning.

Perioden frem til min endelige beslutning var demolerende. Ukonstruktiv er bare fornavnet. Tiden som gik fra jeg forstod situationen frem til accept af fakta var i det forhold beskeden. Ca. 10 sekunder kort.

I løbet af 10 sekunder hoppede jeg. Fra et helt liv i tryghed og sikker forvisning. Ud i det store ukendte ocean.

Et døgn består af 86400 sekunder. Det er 1440 minutter. Eller 24 timer. - 10 sekunder er tiden der går fra jeg trækker vejret dybt, til jeg blæser ud igen.

Et langt suk. Et suk som skal skjule den øjeblikkelige sindsbevægelse inden beslutningen udtales.

***********

Sultne frokostgæster fylder restauranten til bristepunktet. Solen - hvis den ellers havde brudt sig om at skinne - står præcis i zenith. Det er torsdag. Pandekagedag.

Vi slår os ned i en sofagruppe oppe på 1. sal. Det hele er ganske uplanlagt, men efter morgenens mentale strabadser er jeg lettere over-gearet, og behøver spontanitet og latter. Det umage selskab er tilpas indstillet på at servere mig noget at grine af.

10 sekunder inde i sammenkomsten kommer mit første latteranfald. Ud af øjenkrogen ser jeg folk stirre på mig. Uforstående. - Det føles næsten lidt små-kriminelt at grine. - Hvilken befrielse!

***********

Min følsomhed er mit kors. Jeg hader at vise min sårbarhed for andre end mig selv. Jeg er voksen og følsom, og det er et kors.

Øjeblikket hvor sorgen over ikke længere at være brugbar helt overskygger følelsen af raseri og skuffelse er mægtig og bedøvende. I et milli-sekund tager kraftløsheden over. - Så trækker jeg vejret dybt. Genvinder kontrollen over mig selv. Ser mig ikke tilbage. Ser kun fremad. Lader selv-respekten tale. Modent, velovervejet.

Hvis jeg for et kort sekund siden befandt mig vægtløst svævende mellem himmel og jord, så befinder jeg mig nu med begge ben solidt plantet på jorden.

Jeg véd hvem jeg er. Jeg er ingen fjernstyret robot. Jeg ejer kontrollen over mit liv og over hvordan jeg vil opfattes af omverden og af mig selv. Det er min styrke.

Hvis jeg for et kort sekund siden var en ingen, så er jeg nu den alle stræber efter at blive. Den som ejer kontrollen.

At vide hvordan man kommer i besidelse af kontrollen er magt.

Jeg er magten.

************

Retten til at sidde her helt upåvirket og uforstyrret og lade latteren boble ud af alle sprækker har jeg vundet.

Pandekagerne - overdængede med syltetøj og flødeskum - får mig til at grine endnu mere. INGEN normale mennesker spiser pandekager med flødeskum!

Nogen har lige overrakt mig en sten til min grav. Jeg burde være vred og såret - ikke sidde her og holde hof og
grine. Sandheden er, at jeg er glad for den sten. Jeg kalder den for kundskabens sten. At blive oplyst og klog er minsandten ingen dårlig gevinst i lotteriet. Det er en gave. Som jeg ikke har tænkt mig at returnere. Istedet vil jeg beholde den og anvende den til noget brugbart.