Jukujo

Johannes Døberen

2009-11-03T15:37:00.002+01:00

Behold, I will send you Elijah the prophet before the coming of the great and dreadful day of the LORD: And he shall turn the heart of the fathers to the children, and the heart of the children to their fathers, lest I come and smite the earth with a curse.
Book of Malachi 4:5-6

December. Mørket indfalder tidligt. Luften er fugtig af tøsne som daler ned fra himlen og blander sig med den slet skjulte forventningens glæde der lyser ud af de unge damer jeg i dagens anledning skal holde fri af alle farer.

Vi begiver os ned i Hades. - For et øjeblik glemmer jeg alt om den ambivalente murren i maven, skabt af ubekræftede forkundskaber, og fokus rettes istedet mod undergrundens rødklædte vagter, alt imens en stærk følelse af ubehag begynder at krybe frem.

Deres beklædning skal påminde os om Guardian Angels, men kropssproget tilkendegiver hengivenhed for Styx. Deres nådesløse stirren udstråler en blanding af foragt og had mod os. '- Vi skal nok får ram på jer! - I, de fortabte degenererede.'

Som Baphomets endnu umærkede disciple er vi hinsides godt og ondt. Beskyttede af Hans mantra. Usårlige. Vi ignorerer udfordringen.

Køen af disciple ringler sig langsomt frem. Den næsten koger af begejstring. Alle er så eksalterede at de ikke mærker de 2 store sorte biler som skyndsomt svinger ind og hastigt afleverer sit indhold. Jeg ser det men siger ikke noget. Jeg véd at ingen af os er tilstrækkeligt indviede til at kunne få kontakt.

Langsomt snegler vi os fremad mod indgangen til helligdommen. Flere vagter. Denne gang mere lig bamser som klemmer os og kontrollerer at eventuelt medbragte tegn på udødelighed af enhver kategori havner i de kolossale firkantede tønder ved siden af døren. Bamsen ler bredt: '- Du ser ikke ud til at have ondt i sindet', mens han blidt skubber tasken tilbage mine arme. Ignorerer den lille flacon med dyrbar Esteé Lauder. Jeg er umærket og ufarlig.

Indenfor åbenbarer sig skeletter, mumier, goths, sortklædte døde og et opkog af sminkede lig. En neanderthal kalder til bønnemøde. Stor og mægtig og rystende ringe. Det er et godt tegn. Ingen kan nå profeten.

Dyb stilhed sænker sig i hallen. Lyset slukkes. Og så ........... Kolossale kræfter sættes i gang rundt, rundt. Som et jordskælv kommer det imod os. Al egen vilje og kraft forsvinder. Alle står op og brøler. Profeten er her!

Nådesløst suges vi ind i skærsilden. Dette er vækkelse i dens absolutte form. At forsøge at undslippe er umuligt. Langsomt men sikkert males vi til grus. Giver op. Kæmper ikke imod. Lader os mærkes. Symbolsk dissekeres jomfruen - i små bidder som skal tygges og skylles ned med hjerteblod. Den hvide confetti daler ned over os. Som sne fra himlen. Ceremonien afsluttes med et buk.

Langsomt søger vi til udgangen. Udenfor i mørket venter Hades vagter. Vi presses fremad mod nedgangen til undergrunden. Vi er trætte og sløve ovenpå den enorme kraftudfoldelse. Styx viser sine grimme tænder. Driver os, håner os. Men vi, de inviede, er dem overmægtige. Vi ignorerer alle deres forsøg. Vi har set. Vi er.

Kundskabens Sten

2009-11-02T16:28:00.000+01:00

I don't need no arms around me. And I dont need no drugs to calm me. I have seen the writing on the wall. Don't think I need anything at all. No! Don't think I'll need anything at all. All in all it was all just bricks in the wall. All in all you were all just bricks in the wall.
Pink Floyd

Et eller andet sted havde det ligget og luret i mit bevidsthed. Nu kom det endelig frem. Der fandtes ikke længere nogen tvivl eller noget som forblev usagt. Ingen rædsel. Ingen undskyldning.

Perioden frem til min endelige beslutning var demolerende. Ukonstruktiv er bare fornavnet. Tiden som gik fra jeg forstod situationen frem til accept af fakta var i det forhold beskeden. Ca. 10 sekunder kort.

I løbet af 10 sekunder hoppede jeg. Fra et helt liv i tryghed og sikker forvisning. Ud i det store ukendte ocean.

Et døgn består af 86400 sekunder. Det er 1440 minutter. Eller 24 timer. - 10 sekunder er tiden der går fra jeg trækker vejret dybt, til jeg blæser ud igen.

Et langt suk. Et suk som skal skjule den øjeblikkelige sindsbevægelse inden beslutningen udtales.

***********

Sultne frokostgæster fylder restauranten til bristepunktet. Solen - hvis den ellers havde brudt sig om at skinne - står præcis i zenith. Det er torsdag. Pandekagedag.

Vi slår os ned i en sofagruppe oppe på 1. sal. Det hele er ganske uplanlagt, men efter morgenens mentale strabadser er jeg lettere over-gearet, og behøver spontanitet og latter. Det umage selskab er tilpas indstillet på at servere mig noget at grine af.

10 sekunder inde i sammenkomsten kommer mit første latteranfald. Ud af øjenkrogen ser jeg folk stirre på mig. Uforstående. - Det føles næsten lidt små-kriminelt at grine. - Hvilken befrielse!

***********

Min følsomhed er mit kors. Jeg hader at vise min sårbarhed for andre end mig selv. Jeg er voksen og følsom, og det er et kors.

Øjeblikket hvor sorgen over ikke længere at være brugbar helt overskygger følelsen af raseri og skuffelse er mægtig og bedøvende. I et milli-sekund tager kraftløsheden over. - Så trækker jeg vejret dybt. Genvinder kontrollen over mig selv. Ser mig ikke tilbage. Ser kun fremad. Lader selv-respekten tale. Modent, velovervejet.

Hvis jeg for et kort sekund siden befandt mig vægtløst svævende mellem himmel og jord, så befinder jeg mig nu med begge ben solidt plantet på jorden.

Jeg véd hvem jeg er. Jeg er ingen fjernstyret robot. Jeg ejer kontrollen over mit liv og over hvordan jeg vil opfattes af omverden og af mig selv. Det er min styrke.

Hvis jeg for et kort sekund siden var en ingen, så er jeg nu den alle stræber efter at blive. Den som ejer kontrollen.

At vide hvordan man kommer i besidelse af kontrollen er magt.

Jeg er magten.

************

Retten til at sidde her helt upåvirket og uforstyrret og lade latteren boble ud af alle sprækker har jeg vundet.

Pandekagerne - overdængede med syltetøj og flødeskum - får mig til at grine endnu mere. INGEN normale mennesker spiser pandekager med flødeskum!

Nogen har lige overrakt mig en sten til min grav. Jeg burde være vred og såret - ikke sidde her og holde hof og grine. Sandheden er, at jeg er glad for den sten. Jeg kalder den for kundskabens sten. At blive oplyst og klog er minsandten ingen dårlig gevinst i lotteriet. Det er en gave. Som jeg ikke har tænkt mig at returnere. Istedet vil jeg beholde den og anvende den til noget brugbart.

Faktiske kendsgerninger

2009-10-30T19:42:00.000+01:00

For en gangs skyld en mand med selvindsigt-:)

Uforudsete muligheder

2009-10-30T15:25:00.000+01:00

Mennesker har en tendens til at ville være på forkant med udviklingen hele tiden. Selv læser jeg mit horoskop hver dag, og bilder mig ind at jeg på den måde er godt klædt på til at møde dagens modgange og medgange.

Når dagens tekst tilkendegiver at ulykkerne vil vælte ind over mig, så tager jeg mine forholdsregler og meddeler alle der gider høre på mig, at dette meget vel kan blive min sidste dag i livet. På den måde overlever jeg selv de værste Tycho Brahes dage.

Antikkens romere læste i leveren på en nyslagtet ged eller okse. De tydede jærtegn på himlen. Fuglenes eller huskattens pludselige flugt. - Alle ændringer i naturens naturlige cyklus varslede enten godt eller ondt.

Troen på de højere astrologiske magter ligger dybt cementeret i mit indre. Jeg holder øje stjerne og måne for at få et billede af fremtiden. Min 6. sans er veludviklet, og fornemmelsen af at noget som måske ikke findes med i min umiddelbare beregning er under opsejling, dukker frem i drømmebilleder.

Min overbevisning siger mig, at det som er bestemt ikke kan forandres. Så hvorfor kalde til duel?

Hvad der venter i fremtiden, det véd ingen. Men jeg tror at fremtiden er fremad og spændende. Fortiden er et afsluttet kapitel. Hvorfor dvæle ved det tabte, hvis du kan vinde fremtiden?

Dead By April

2009-10-29T18:51:00.001+01:00

Dead By April er et relativt nyt band på den svenske musik scene. De spiller en blanding af metal, rock og pop. I sommer spillede de på Metaltown i Gøteborg. Desværre havde de lidt svært ved at holde tiden, og måtte derfor forlade scenen uden at spille deres mest kendte nummer. Og det var jo skidt.

Nu er bandet på turné, hvilket forhåbentlig vil give dem rutinen til at stå distancen.

Cheers!

Japansk på 3 minutter

2009-10-28T13:21:00.000+01:00

Japansk lyder rasende sjovt. Når man lytter til nogen der taler japansk, så er det som når man hører kinesisk eller koreansk. - Jeg véd ikke om de har et andet decibel system. Men jeg véd de har et andet discipel system end vi.

Skulle du få behov, så kan du her lære dig at tælle til 20 på en enkelt, meget pædagogisk måde - tilsat musik.

God fornøjelse.

Cheers!

Spiderman er løs

2009-10-27T08:45:00.001+01:00

Er ikke helt sikker på hvad der lige foregår her, men morsomt, det er det.

Cheers!

Pirates of the Caribbean Bloopers

2009-10-26T11:08:00.001+01:00

Elsker den her video!

Cheers!

Pirates of the Caribbean 4 og Hvad er klokken?

2009-10-25T11:44:00.000+01:00

Jeg undrer hvad klokken egentlig er. Uret på computeren siger 11:39, men mobil telefonen siger 12:39....

Det virker som om Telenor igen har glemt at huske at vi i nat skulle stille klokkerne tilbage. - Nå, men risikoen for at nogen kommer for sent i morgen er jo lille. Snarere kommer de for tidligt... Kan man sagsøge Telenor for den ekstra time?

Jeg fandt en hyggelig trailer fra P.O.t.C. 4. Hvilket er interessant eftersom den vist ikke er filmet endnu.......-:)

Cheers!

Mandsgrise og Bacon sygen

2009-10-23T18:42:00.000+02:00

Enten har bacon sygen overtaget min krop, eller også er min indre biologiske kemi gået i u-du. Jeg sveder som en gris 10 minutter hver halv-time og hovedet værker. Desuden synes jeg at kunne fornemme en svag kvalme, og jeg er stærkt uinteresseret i mine omgivelsers almene ve og vel. - Det tog mig i øvrigt 1 time og 2 omgange svedeture at få skrevet denne blog. Disse ord jeg nu skriver var det sidste jeg skrev. - Siden gjorde jeg en cut og paste og gjorde dette til afsnit 1. - Er det ikke herligt selv at kunne bestemme rækkefølgen?

Ekstrabladet gav Rammsteins nye album 'Liebe Ist Für Alle Da' en meget kølig modtagelse, og beskyldte det tyske metal band for at være gået i sadistisk selvsving.
På trods af det, drøner albumet lige ind på 1. pladsen på Danmarks Top 40 Albumliste ved at sælge 3500 plader på 2 dage. Godt gået Rammstein!

Den italienske premierminister Silvio Berlusconi har oprørt de italienske kvinder med sine nedladende mandsgris udtalelser. Berlusconi har kontrollen over de italienske medier, men på internettet har han ikke noget at skulle have sagt. De italienske kvinder har givet ham noget at fundere over både på facebook og på youtube. - Det dér med at beskrive en kvinde som smukkere end klog, er ikke rigtig in nu for tiden.

En anden mandsgris, Karl Lagerfeld, gjorde en Berlusconi for et par uger siden ved at hævde at runde kvinder ikke har noget at gøre på catwalken. Kvinder duer kun som tøjstativer eller stage gadgets. Nu har jo K.L. en vis øvelse i at rotere med håndledene. - Hvis jeg nu havde det mageløse uheld at lande på en øde ø med K.L., så ville jeg formodentlig kun kunne bruge ham til at vifte fluerne væk.

Cheers!

Mustasch - Mine Live

2009-10-23T17:42:00.001+02:00

Mustasch er et svensk hårdrock band fra Göteborg. Bandet startede i 1998, og deres seneste album - deres 7. - 'Mustasch' udkom den 30. september.

Lige nu turnérer Mustasch og i december måned besøger de Danmark. Her får du 'Mine' live fra svensk TV4s morgentv.

God fornøjelse!

Cheers!

Musik på trapperne

2009-10-21T16:22:00.000+02:00

Findes der noget mere energi dræbende end al kravlen op og ned ad trapper overalt i stormagasiner, lufthavne, s-togs stationer - og hjemme i etage ejendommen hvor vi bor? - Nej, vel!

Men nu har en gruppe svenske studenter fundet på den ultimative løsning. Se hvordan din dag pludselig kan blive meget lettere samtidig med at du udøver en alternativ træning som nok skal kunne holde dig borte fra fitness centret:

Cheers!

Klaus Riskær, Carolina Gynning, Marilyn Manson og en lille bitte smule svineinfluenza

2009-10-21T14:52:00.001+02:00

Nogen leger Carolina Gynning på facebook og skriver grimme sager som får ukendte mennesker på gaden til at fare i flindt og skælde på Carolina. Som forsvarer sig med at hun slet ikke findes på facebook og derfor ikke står for det hun skriver.

Ja, ja, Carolina..... Du har sagt så meget gennem tiden som ikke var for skide smart, så en og anden afhøvling har du fortjent. - For eksempel da du sagde at slankepiller burde kunne købes uden recept fordi smalt er smukt! - Dér fik jeg en forbandet lyst til at pande dig én!

Vores allesammens Klaus Risikokær har brugt sine første måneder som indsat i Sønder Omme på at skrive en bog.

'Ankomsten' modtages ikke med nogen større jubel af anmelderne.
Dengang celledørren smækkede i legede K.R. sådan en slags blogger på Ekstrabladet. Hver dag kunne vi bl.a. læse om hans fremtidsvisioner for det globale samfund. - Han jonglerede meget godt med ordene. Men hvad han egentlig ville fattede jeg aldrig. Måske er jeg simplethen ikke tilstrækkelig intellektuel?

Baconsygen har nu også gjort sin entré i mit eget nærmiljø. Miss Winty befinder sig på 3. døgn i vertikal position med alvedon og honningte indenfor rækkevidde, ude af stand til at bevæge sig. - Vi kan nok konstatere, at det ikke var et resultat af grisenes kamp der ramte Marilyn Manson for nogle uger siden, men snarere et fatamorganistisk tilfælde af umådeholdent druk.

Sidst men ikke mindst skal vi da lige ha' et par forslag til hvordan man hurtigst muligt får kuréret uvelkomne anfald af humørsyge:

ATOMUBÅD (Norrlandsk opskrift)

1 stort ølglas med hjemmebrændt sprit

1 stort snapseglas med øl
Hæld spritten op i ølglasset, fyld snapseglasset med øl. Slip snapseglasset ned i ølglaset. Drik og glid herefter over i tågerne

GETING
17 cl absint
1 st hveps
Skær hvepsen ud, stop i absinten og rør om

GRÆSK SPECIAL
6 cl Ouzo
3 bidder fetaost
+ en masse knust is

GRUSTAG
Hjemmebrændt i baljer og surstrømmings bouillion

Cheers!

Rammstein slipper ny delux boks - forbudt for svenskere

2009-10-20T17:16:00.000+02:00

Tysk industrimetal når det er bedst. - Det er Rammstein. Og nu har bandet igen begået en ny plade. - Og i den anledning sluppet en video til nummeret 'Pussy'.

'Liebe Ist Für Alle Da' udkommer i en delux boks som blandt andet indeholder håndjern, dildoer og glidecreme. - Dén version kommer dog ikke til Sverige. Fordi indholdet af boksen er for pornografisk for Universal, Sverige.

Hvilket jeg kan synes er en anelse mærkeligt, med tanke på at der findes forretninger som specialiserer sig i at sælge dildoer, håndjern og glidecreme. Også på et af Stockholms travleste forretningsstrøg.

Jeg synes måske også det er lidt interessant når pladeselskaber påtager sig rollen som moralens vogtere. - De har vel en kontrakt med Rammstein, så hvad er det som pludselig er ubekvemt?

Det er lykkedes mig at finde den censurerede version af 'Pussy' på Youtube. - Den ucensurerede udgave må jeg ikke se for nettets moralvogtere.

Cheers!

Jeremy Clarkson skruer sig ned i en størrelse nul

2009-10-19T17:24:00.000+02:00

Top Gear er verdens morsomste show. Og Jeremy, Richard og James er verdens skørreste TV værter.

I virkeligheden er det fantastisk at det er lykkedes dem at gøre et program om noget så hamrende kedeligt og ligegyldigt som biler, til et show som man bare ikke kan få nok af.

Her tester Jeremy verdens mindste bil - og jeg griner stadig så det gør ondt.

Nyd!

Cheers!

Bananas

2009-10-18T13:57:00.001+02:00

Dokumentarfilmen 'Bananas' handler om en gruppe nicaraguanske bananplukkere som har sagsøgt det multinationale firma Dole, fordi de er blevet sterile på grund af brugen af bekæmpningsmidlet DBCP.

Dole sagsøgte tidligere i år Fredrik Gertten, men har nu valgt at trække stævningen tilbage. En hel del svenske rigsdagsmedlemmer har lagt pres på Dole for at tvinge firmaet til at trække sin stævning tilbage, med henvisning til ytringsfriheden.

Jeg har ikke selv set filmen endnu. Den får meget blandet modtagelse. Hvilket muligvis skyldes de forventninger som man kan have til en dokumentarfilm som et firma som Dole forsøger at få stoppet.

I Svenska Dagbladets anmeldelse af filmen beskyldes Fredrik Gertten for at fokusere for meget på den advokat som driver processen for de nicaraguanske bananplukkere.

Jeg synes dog at det må være dokumentarfilmerens ret at bestemme hvad hans film skal indeholde - ikke film anmelderens.

Her kan du se traileren.

Cheers!

Backyard Babies på Tyrol - og i din GPS

2009-10-16T15:59:00.001+02:00

Marilyn valgte at ændre i sit turné skema og styre udenom Stockholm - til stor irritation for både Miss Winty og mig. Vi havde ligesom planlagt ned i mindste detalje. Men - når Divaen ikke vil, så ka' det oss' vær' lie majet!

Så i stedet bliver det Backyard Babies som sparker 'Them XX Tour' i gang for at fejre deres 20 års jubilæum.

Den koncert foregår på Restaurant Tyrol på Gröna Lund i Stockholm den 28. januar. Billetsalget åbner på mandag, så kl. 09:59 sidder jeg med fingrene i startposition på tangentbordet.

Ifølge Politiken, så er der installeret GPS i næsten halvdelen af den danske bilpark. - Egentlig synes jeg det er ret latterligt med GPS. Min GPS sidder inde i hovedet og har ingen problemer med at finde vej - når vi lige bortser fra en enkelt lille fejlkørsel på en cirka 50 kilometer i München og omegn.

På den anden side, så er GPS jo så meget mere end bare en vejviser. Den kan bruges til at holde øje med fartkameraer (meget smart når ens bil kører mest økonomisk i 150 kmt). GPS er også moderne tiders underholdningsboks når vi er på langfart og ikke ved hvad vi skal snakke med rejsekammeraterne om.

Man kan ha musik, film og lydbøger i sin GPS. Og - det vigtigste af alt. Hvis man vil guides rundt i trafikken af sjove stemmer, så kan man gøre en lille investering og skaffe sig Homer Simpson, John Cleese, Lill-Babs eller Backyard Babies.

Den her lille model de Lux koster den nette sum af 3.500 svenske pesetas. Men så får man også muligheden for selv at spille stemmer ind i vej-navigatoren. Og dér har jeg jo lige et par små ønsker:

1. Marilyn (efter indtagelse af 1/2 flaske Absint)
2. Karen Blixen (bliver muligvis en anelse vanskeligt at komme på talefod)
3. Gud (findes forindspillet på hollandsk telefonsvarer)
4. Ozzy (behøver nok ingen nærmere forklaring)
5. Fran Fine (ditto)
6. Prins Henrik (helst iført een af hans pink silke skjorter)
7. Ozzy og Marilyn (efter indtagelse af yderligere 1/2 flaske Absint)
8. Jack Sparrow (som han lød i den første film)

Det meste kan man stykke sammen ude på Youtube. Undtagen muligvis Ozzy og Marilyn i hinandens selskab, men hvis jeg nu betaler for Absinten, måååån så ikke .......?!?

Cheers!

Marilyn Manson idiotforklarer sig selv

2009-10-15T21:11:00.001+02:00

'Paula Coufos tried to fuck me.

And when I said no she wrote an embarrassing review in the Australian. I hope no one harms her in any creative, violent way. She isn't really smart and her writing is worse than her looks.' ......

blogger Marilyn Manson, der for tiden befinder sig på turné i Australien, på sin Myspace side.

Jeg har læst anmeldelsen og kan godt forstå hvorfor Manson synes den er pinlig. Desværre er Coufos ikke den eneste der ikke er rar ved ham. Jeg har læst en hel del andre anmeldelser som er væsentlig mere kritiske og intimiderende end Coufos' er.

For det første har Marilyn fået galt fat i navnet. Anmelderen hedder Polly.

For det andet viser Polly sig ved nærmere eftersyn at være af mandlig herkomst. Så det her med 'fuck' er formodentlig ikke synonymt med sex. Med mindre Manson altså er gået hen og blevet homoseksuel. Hvilket jeg ikke tror. ..... Eller......?

Med 20 år på bagen i en af verdens hårdeste brancher synes jeg måske nok at Manson burde have lært at håndtere kritik mere modent end han gør. Men et eller andet sted, så går han totalt i selvsving og vælter sig i had og barnlig retorik. Og - helt utilsigtet - gør han sig selv totalt til grin.

- Ikke at det kommer bag på mig. Da en journalist i Los Angeles Times kom med saftige antydninger om Mansons kokain misbrug, sendte sidstnævnte en blog på gaden hvor han uden smålig skelen til noget som helst antydede hvad en fed kniv kunne gøre ved journalistens indvolde.

Et eller andet sted sårer kritikken dybt. Måske fordi Manson godt inderst inde véd at han ikke besider den samme gnist og energi, som han gjorde for 10 år siden. Han VIL bare ikke - officielt - erkende, at han er blevet voksen, og at det faktisk ikke er så fedt at rende rundt og te sig som en 15-årig, når det fjæs han møder hver morgen i spejlet ser ud til på mistænkelig vis at have passeret de magiske 40 år.

Publikum forventer sig - og kræver - dårlig opførsel. Og vi får lidt øl-spytteri og nogle lamme forsøg på at give den som happy coke-nyder. Men når han ikke rigtig længere kan overbevise sig selv om at han faktisk nyder det og synes at det er skide fedt, hvordan fanden skal han så kunne påtage sig den umulige opgave at overbevise os andre!?!

Engang var Manson ekspert på PR. Han blev brugt som skole eksemplet på mesterlig markedsføring. - Og når man sidder ansigt til ansigt med en journalist, så kan man naturligtvis sagtens bilde den uvidende hvad som helst ind - især når man taler i tåger, hvilket Manson er ekspert i.

- Men på internettet er det en helt anden sag. Man kan ikke skrive lige hvad der falder én for og hitte på løgne. For så snart løgnene er distribuerede ud til de 600.000 abbonenter, så er der altid nogen der giver sig til at checke det. DET KALDES FOR 'GOOGLE', Manson! - Når man er blevet grebet i at opfinde tilstrækkelig mange gange, så er der til sidst ingen som tager det alvorligt længere.

Det ses meget tydeligt hos de der har kommenteret på hans sidste blogindlæg. Mange af dem er hans blinde disciple. På trods af det, så er det ikke engang 1% af dem der ulejliger sig med at rent faktisk kommentere det han har skrevet. Det hans kommentarsider i stedet lægger spalteplads til, er hans fans umættelige behov for at bitche hinanden.
Hvad Manson havde at sige, er der vitterligt ingen af hans fans som interesserer sig en skid for. .....

At en mand som, om nogen, har talt sig meget om den negative opfattelse af ham, hans musik og hans udseende er det derimod beskæmmende, at han overhovedet kan komme i tanke om at skrive 'She isn't really smart and her writing is worse than her looks'. - Undskyld mig, men hvor fanden kom det fra? Bitcher DU af alle, mennesker på deres udseende?!?

- Eller er der i virkeligeheden 2 Marilyn Mansons? - En klovn som kom over den rigtige Marilyn Mansons inlogg til hans websider, medens den ægte Marilyn Manson lå og sov - eller døde...........

Cheers!

Karl Lagerfeld forkaster kvinder med former på catwalken

2009-10-14T12:23:00.000+02:00

Ingen tvivl om sagen: Manden har talent for mode. - Hvad der derimod kan sås tvivl om er hans opfattelse af det kvindlige skønheds ideal.

Tynde skal vi være. Eller rettere sagt: radmagre. Kvinder som ser ud som om de lever på en halv rugkiks hver 14. dag er smukke. Vi andre - som måske også indtager en enkelt skål suppe ved siden af - vi duer ikke.

Personligt begravede jeg alle ambitioner om at blive model da jeg fyldte 14 og forstod at jeg ikke ville blive større. Indgangs mindste målet ligger på 1 meter og 72 centimeter. Med 10 centimeters hæle i den modsatte ende, befinder toppen af mit hoved sig sådan omkring 1 meter og 60 centimeter over jordens overflade. - Altså på ingen måde noget der giver adgang til den magiske catwalk. Heller ikke selvom jeg faktisk behersker kunsten at gå i super hæle. Og uden at anstrenge mig vejer langt mindre end de berømte skønheder.

Men tilbage til den mandlige hovedperson, Karl Lagerfeld. Modediktator og createur.

Jeg fulgte ham i dokumentaren 'Chanel' som viser hele processen fra idé til fremvisning.

Det Karl Lagerfeld gør bedst er at komme med idéer og forkaste andres.

Han driver sine syersker til vanvid ved at ændre - ikke bare i detaljer - men rent ud forkaste deres arbejde. Ikke fordi det er dårligt arbejde, men fordi han lige fik en ny og meget bedre idé end den tidligere.

Ikke så underligt at syerskerne starter dagen med en forfriskende cognac.

Jeg undrer om Herren nogensinde besværer sig med at klatre op ad den vinglede trappe til de virkelige håndværkere - syerskerne. De som udfører alle hans mere eller mindre gale påhit til punkt og prikke, og ovenikøbet er loyale nok til at acceptere at kjolen de har syet på i 2 uger forkastes som ubrugelig?!?

Uden sine syersker ville Karl Lagerfeld være nul og niks. Han skulle aldrig få en overskrift, et billede eller en kunde i sin boutique.

Karl Lagerfeld er Gud. Hvis Karl Lagerfeld siger at kun kvinder uden former duer, så følger hans disciple hans ord, for Karl Lagerfelds ophøjelse til Gud giver ham en særlig magt. Magt til at med sit ord udpege hvilken kvinde som er rigtig og hvilken som er forkert.

Det interessante er, at vi kvinder tier og samtykker. Vi burde i al beskedenhed sende en julegave til Karl Lagerfeld i form af en kasse rådne æbler. Vi burde holde op med at stræbe efter at følge hans ord. Vi burde protestere over at blive kaldt ubrugelige. - Men vi gør ikke det.

Jeg plejer at sige at den næsegruse beundring som mænd har for 'smukke' kvinder tydeligt viser hvor små mænds hjerner egentlig er. Desværre så er vi kvinder heller ikke blevet begavede med særlig meget indhold. I modsat fald ville et menneske som Karl Lagerfeld aldrig være nået længere end til tegneseriebladene.

Cheers!

Maskerade

2009-10-12T18:01:00.000+02:00

Jeg er normalt ikke dén der spiller smart og søger midtpunkt, men i sidste uge fik jeg muligheden for at byde lidt på mig selv i form af en maskerade. Når man får muligheden for at klæde sig ud, så er det straks en helt anden historie.

Her er et par rigtig herlige billeder fra festlighederne. Sådan skulle man have det hver dag på jobbet. **SUK**

Sigøjneren, Heksen i Midten og Taske Damen

Mansons alter ego

Cheers!

Magnus Betnér på Zulu Comedy Galla 09

2009-10-07T18:13:00.000+02:00

Tekstet for danskere-:)

Magnus Betnér giver Bert Karlsson en ordentlig en på klaphatten

2009-10-07T17:43:00.000+02:00

Jeg er en meget stor fan af Magnus Betnér...... Men det er lige før jeg næsten synes det er synd for Bert-:)

Cheers and Beers!

Marilyn Manson aflyser svenske koncerter

2009-10-06T20:52:00.000+02:00

LiveNation aflyser Marilyn Mansons koncerter i Stockholm og Malmø i November. Ifølge LiveNation på grund af ændringer i Mansons tour plan.

Miss Winty og jeg er MEGET skuffede. We købte billetter for over en måned siden og havde de bedste pladser man overhovedet kan få for penge i Globen.

Hvorfor koncerterne i virkeligheden er aflyste er stadig et mysterium. Koncerterne annoceres stadig på Mansons websites, og ikke engang Babalon Message Forum - som er lænket til Manson website www.marilynmanson.com - har noget at sige. - Plejer ellers at være fyldt med fantastiske påstande......

Så hvad sker der lige Manson? - Hvad har dine svenske fans gjort for at fortjene det her? - Det vil da være meget rart at vide..............

Lige siden den der latterlige svine influenza incident har jeg funderet på om turneen ville blive indstillet, for tydeligvis er ikke alt helt som det skal være....... Manson selv har været ualmindelig tyst. Ikke så meget som en lille bitte bulletin eller humør opdatering har der været på den kant. Meget udsædvanligt! - Jeg savner faktisk hans provokerende bulletiner og andre humor-sarkastiske indlæg.

Det er meget sørgeligt altsammen, Manson. For ikke bare aflyser du en aften blandt god musik og underholdende mennesker - du aflyser også en af mine få muligheder for at skide på normer og konventioner og være vild! Sådanne muligheder får man så sjældent i min alder, så, ja, jeg er en smule pissed, ærlig talt.

God forklaring udbedes!

Cheers and beers!

Løgn eller Latin - kapitel 5

2009-10-04T18:16:00.000+02:00

...Og så vil jeg naturligtvis også gerne vide, hvorfor forsvaret har oversat en bog som de har forsøgt at få stoppet via domstolene....... - Det synes jeg måske nok er det mest besynderlige i hele den her affære........

Udover at jeg synes Søren Gade i hele denne sag har bevist hvorfor han ikke skal være minister. Ikke noget som helst af det han har sagt indtil nu har stemt overens med virkeligheden.

Cheers!

Løgn eller Latin - kapitel 4

2009-10-04T17:33:00.001+02:00

Så tog forsvarschefen, Tim Sloth Jørgensen, sig endelig sammen og afgik. Nu venter vi alle spændt på at også forsvarsminister Søren Gade og hans departementschef samt pressechefen i forsvarsministeriet skal tage konsekvensen af deres dumheder og gå.

Hele historien er skandaløs. Det er mig helt ubegribeligt hvordan mennesker i den lønklasse kan skvatte så eklatant i en bananskræl.

Nu vil vi så gerne vide: Hvem er det egentlig der har bestilt en arabisk oversættelse af 'Jægeren'? - For jeg tror jo ikke Jesper Britze lå hjemme i sin seng en sen nattetime og pludselig kom i tanke om, at den her bog må vi da oversætte. Snarere har han fået besked på at lave en oversættelse. Spørgsmålet er bare: Af hvem?

For en gangs skyld er jeg enig med Hans Engell: Dette er den største skandale det danske forsvar har set i moderne tid.

Cheers!

Løgn eller Latin - kapitel 3

2009-10-04T13:57:00.000+02:00

Mine børn er en kilde til mange funderinger og reflektioner.
Lige nu så skriver Emily dels på sin selvbiografi - som et slutprojekt i gymnasiet. Dels leverer hun artikler og Krøniker til Hudiksvall Tidning.

Jeg er utroligt stolt af hende. At hun overhovedet tør skrive hvad hun tænker i avisen og signerer det med sit eget navn - det i sig er godt gået. Hun er bare 17 år, og en hel del af de ting hun skriver skal nok pisse både forældre, lærere, kendisbloggere og andet godtfolk af.

I denne uge var fredags temaet det omsiggribende pjækkeri fra skolen. Noget som virkelig er et stort problem. Og som altid så vender Emily alting op og ned. 'Jeg studerede men alligevel blev jeg noteret som ulovligt fraværende halvdelen af tiden i afgangsklassen' skriver hun.

Hun stiller spørgsmålstegn ved om pjækkeri virkelig er synonymt med dovenskab. For hvordan kan man være doven, hvis man på trods af pjæk faktisk afleverer alle lektier og opgaver og får gode karakterer?

Snarere handler det om skolen som arbejdsplads.

Der er skolepligt i Sverige. Det betyder at man SKAL gå i skole. - Men det stiller jo enorme krav til skolen som arbejdsplads. Ikke bare for lærerne, men så sandelig også og især for børnene som er tvangsindlagte til at gå der.

Lærerne får løn for at være der. Det betyder også, at hvis de ikke bryder sig om at være der, så er de frie til at kunne sige op og gå et andet sted hen. - Det kan eleverne ikke!

Og hvad er det så egentlig vi påtvinger vores 'ønske børn'?

Vi synes at det er helt i orden at de hver dag skal tvinges ind i et forholdsvis lille lokale sammen med 28-29 andre børn.

Vi synes det er helt i orden at de hver dag skal tvinges til at opholde sig ude i frikvarterer sammen med 200-300 andre børn - uden voksen opsyn.

Vi synes det er helt i orden at de hver dag skal tvinges til at gå til en madsal og spise mad de ikke kan lide sammen med 200-300 andre børn som heller ikke kan lide dagens ret - uden voksen opsyn.

Vi synes det er helt i orden og meget, meget vigtigt, at de inden de overhovedet er gamle nok til selv at vide hvad de vil, skal bestemme sig for hvad de vil gøre resten af deres liv.

Vi behandler vores børn som om de er voksne. Vi har de samme krav og forventninger på dem, som vi har på voksne mennesker. De ved jo hvordan man betjener en mobiltelefon.... Så ved de sikkert også hvordan man omgås andre mennesker socialt.

Skolen er ingen leg. Det er Darwins teorier i fuldt flor: Kun den stærke overlever. De svage - og dem er der mange af i vore skoler - de bukker under og giver op.

Emily gav IKKE op. Hun fandt sig bare ikke i det dårlige fysiske og psykiske arbejdsmiljø i den skole hvor hun var tvunget til at gå. Hun fandt sig ikke i at blive mobbet fysisk og psykisk. Hun fandt sig ikke i at blive ignoreret af rektor og lærere som var bange for at miste deres job, hvis de gav eleven ret i hendes klager.

Hun bestemte sig for at bevise, at det ikke var hende der var noget galt med. At det var skolen som ikke tog deres del af ansvaret for at stedet kunne blive en god arbejdsplads for alle.

Hun gik kun til skolen når hun behøvede vide hvilke opgaver der skulle afleveres i løbet af ugen. Resten af tiden arbejdede hun hjemme.

Skal man tvinge sine børn til at gå til en arbejdsplads hvor man ikke selv kunne tænke sig at være i så meget som 5 minutter?

- Jeg synes det ikke.

Anser jeg at Emily pjækkede? - Ikke hvis pjæk er synonymt med dovenskab. Jeg forstår at hun ikke kunne holde ud at være der. Jeg brød mig heller ikke om at være der de gange jeg var tvunget til at møde op.

Om 9 måneder sætter Emily studenterhuen på hovedet. Hendes eksamensbevis kommer at bestå af topkarakterer i alle fag. Hun har siden hun startede i gymnasiet ikke haft noget behov for at blive væk. Fordi den skole hun går på tager sit ansvar seriøst og arbejder med hver enkelt elev for at tilgodese elevens behov for udvikling.

Børn er ikke kvæg som man kan stoppe ind i en fold. De er små individualister med mange forskellige behov. Der findes ingen standardnorm for hvordan børn skal behandles. Hvis man vil pjækkeriet til livs, så skal man holde op med at sige at børn pjækker fordi de er dovne og istedet begynde at fundere på, om ikke det er tid for forandring af skolen som arbejdsplads.

Du kan læse Emilys artikler om emnet her:

http://emilymikkelsen.blogg.se/2009/october/hudiksvalls-tidning-fredag-2-oktober-1.html

Cheers!

Løgn eller Latin - kapitel 2

2009-10-03T18:48:00.000+02:00

Ex-soldat skriver bog
Forsvarschefen panikker
Forsvarskommandoen panikker
Domstolen tillader forlag at udgive bogen
Mere panik
Morgenavis udgiver bog i et særtillæg
Endnu mere panik
Forlag sagsøger morgenavis chefredaktør
Business as usual
Nyhedsprogram afslører at en arabisk oversættelse af bogen ligger ude på internettet
Forsvarsministeriets departementschef panikker
Oversættelse lavet med Google oversættelsesprogram - ren nonsens
Alle panikker
Indtil videre er 2 højtplacerede officerer i Forsvarskommandoen blevet fyret
Der er kø ved håndvasken - og køen vokser. Alle vil vaske sine hænder
Ingen vil indrømme noget som helst - udover at de ingenting troede

Hvem er sladrehandken?
Forsvarschefen?
Departementschefen?
Forsvarsministeriets pressesekretær?
Informationschefen i Forsvarskommandoen?
Forsvarsministeren?
Hans sekretær?
Hans spin-doktor?
Google?
Internettet?
Microsoft?
Medierne?
Dig?
Mig?

Cheers!

Løgn eller Latin - kapitel 1

2009-10-03T15:06:00.000+02:00

Jeg er et dovendyr, så jeg har lige taget de færdigbagte pandekager ud af fryseren. Ind i ovnen på 200 grader. Nu skal jeg bare vente i cirka 10 minutter, så er det klart! - Supermarkedets frysedisk er lykke for ikke-husmødre.

Tirsdag i sidste uge udsendte Marilyn Manson en bulletin på sine myspace, facebook, twitter sider om at han havde fået svine influenza. Selve bulletinen var ubeskrivelig morsom. En sådan der haha announcement som mere handlede om at provokere end den handlede om at nogen skulle have ondt af ham. - Men - som altid - så fik han jo en masse sympati og empati tilkendegivelser. - Hvilket er underligt, for det var overhovedet ikke det han ville med det han skrev. - Formodentlig - sådan opfatter jeg det - ville han lige endnu engang teste nogle grænser.

Den her bulletin kom dagen efter at han havde nyset - eller snottet (fri fortolkning råder) på publikum i - jeg tror det var Edmonton - som ligger et eller andet sted i Canada. Hvor véd jeg ikke. Har aldrig været der, og påtænker heller ikke at rejse derhen lige i den aller-nærmeste fremtid.

3 dage senere erklærede han sig rask igen - dog med undtagelse af sit mentale helbred som stadig var et diskussionspunkt. Og skrev et eller andet om at det ikke var ham der var smitsom men bare hans musik.

Hvorefter helvede brød løs. En eller anden kom på at Marilyn Manson sandsynligvis brød loven hvis han indrømmede at han opfyldte sine kontraktlige forpligtelser medens han havde svine influenza. - Helligbrøde! Er man syg skal man ligge i sin seng - isoleret fra omverden. Man kan jo dø af den satans influenza!

Og pludselig benægter både LiveNation og Gillette Entertainment Group at Marilyn Manson har været syg, og samtlige bulletiner og tweets bliver skyndsomt fjernet fra hans myspace, facebook og twitter sider.

For en artist er det meget vigtigt hele tiden at være synlig for sit publikum. Det er det artister lever af.

Marilyn Manson er en niche artist. I mere end 20 år er det lykkkedes ham at spille for udsolgte koncertsale. - Det er meget godt gået af en niche artist. En årsag er at han er så utrolig god til at markedsføre sig selv som en provokation.

Han udfordrer kultureliten, borgerskabet, de religiøse, det yderste højre, abortmodstandere og medierne med sin fandenivoldskhed og sine tekster om dobbeltmoral og hykleri. Han er en torn i øjet på mange mennesker - især i USA - hykleriets højborg.

Uanset om han annoncerer at han skal myrde en journalist, en ex-veninde, en anden artist eller om han siger han er syg, så får han utrolig meget publicitet. Bare den her lille detalje om svine influenzaen indforskaffede ham mindst 100 artikler på alverdens internet aviser. Man kan næsten tro at den her lille niche artist er større end Elvis.

Det er synd og skam at nogen tvang Manson til at fjerne sine bulletiner. Formodentlig blev han truet med bål og brand og retsforfølgelse hvis ikke han rettede ind fra højre og holdt kæft.

Men en ting har Marilyn Manson pludselig fået helt ret i: Ytringsfrihed - retten til det frie ord - er udelukkende reserveret mennesker klædt i pænt tøj.

Verden vil bedrages!

Cheers!

Bekräftelse på obekräftade förkunskaper - Bekræftelse af ubekræftede forkundskaber

2009-09-26T16:40:00.001+02:00

Senaste dagarna har jag känt mig totalt oinspirerad. Ingen lust att skriva. Bara lyssnat på musik.

Sen råkade jag slå på tv-n och trillade in på 'Hollywood fruar'. - Och som ett trollslag kom det till mig. Den där lusten att dissa någon.

- De korkade brudarna är ju bara en studie i låg själv känsla. Jag tycker synd om dem. Fast på ett negativt sätt. Därför att när någon så uppenbart idiotförklarar sig själv och målar upp en bild av kvinnor som dockor och scenprylar, så kan jag inte låta bli att gap-skratta. - Speciellt när målaren är kvinna och uppenbart vill tas på allvar.

Jag vill dissa de där killarna kallade på TV3 som tycker att det här är bra TV. Och som med hjälp från Anna Anka med flera får tillfredsställd sin egen korkade uppfattningsbild av kvinnor. - Snacka om snett verklighetsbild.

Men - i själva verket är det vi - tittarna - som är de största idioterna. Att vi överhuvudtaget vill titta på program som Hollywood fruar, BF Paris Hilton, Bachelor och så vidare är ju höjden av dumhet. Så högst uppe på listan över personer seriöst i behov av hjälp finns jag. - Undrar hur det egentligen står till uppe på takvåningen!?!

*****************************************************************

De seneste dage har jeg været ramt af en følelse af total mangel på inspiration. Ingen lyst til at skrive. Bare lyttet til musik.

Så kom jeg i et svagt øjeblik til at tænde for tv-et og landede lige midt i 'Hollywood fruer'. - Og fik som med et trylleslag en rigtig forbandet lyst til att rakke ned på nogen.

- De dumme blondiner er jo bare et studie i lavt selvværd. Jeg har ondt af dem. Men på en negativ måde. Fordi at når nogen så tydeligt idiotforklarer sig selv og maler et billede af kvinder som dukker og stage gadgets, så kan jeg simpelthen ikke lade være med at skrupgrine. - Specielt når maleren er en kvinde som åbenlyst tigger om at blive taget alvorligt.

Jeg vil rakke ned på de der såkaldte mænd på TV3 som synes at det her er godt TV. Og som med hjælp fra Anna Anka og andre får tilfredsstillet sin egen latterlige opfattelse af kvinder. - Var der nogen der lige snakkede om skævt verdensbillede?

Men - i virkeligheden er det vi - seerne som er de allerstørste idioter. At vi overhovedet vil bruge tid på at se programmer som Hollywood fruer, BF Paris Hilton, Bachelor og så videre er jo topmålet af dumhed. - Så længst oppe på listen over personer som virkelig behøver hjælp, befinder jeg mig. - Undrer hvordan det egentlig står til oppe i den øverste etage!?!

Cheers,
Asta

Afdelingen for småting og andet krams

2009-09-20T17:33:00.000+02:00

Forleden kom hr. Asta glædestrålende hjem og fortalte at han var så frisk som en 30-årig. F.eks. havde han et BMI på 132. - Hvilket i så fald skulle betyde, at han 'kun' vejer ca. 262 kg for meget. - Med andre ord: En selvskreven kandidat til 'Du er hvad du spiser'............

*********************************************************

Elsker at læse kendis pladder på Twitter og Myspace. De sjoveste er dem der skriver selv. Nogle med mere held end andre. Oftest fuldkommen uforståeligt for omverden (undtagen Magnus Betner som er rigtig god til det). Jeg læser hans blog og hans twitter tweets hver dag. Med stor fornøjelse. Han er genial!

Læser også Mansons, men dér er jeg sgu lost. Jeg har ingen idé. Men han får meget respons - det er helt mageløst faktisk. Jeg tror at ligegyldigt hvad mester skriver, så synes alle det er helt fantastisk. ....... Interessant.

Det er som når kejseren går gennem byen splitter-ravende fornøjet, og alle siger at hans beklædning er det mest fantastiske de har set.

Man undrer jo hvem det egentlig er der ikke er helt frisk i hovedet dér ...........

Cheers,
Asta

Påståelighed og andre galskaber

2009-09-14T20:44:00.000+02:00

Det er yderst sjældent jeg bliver rigtig forbandet, men i dag lykkedes det faktisk nogen at få mit blod meget tæt på kogepunktet. Selvom jeg med en vis stolthed kan sige - det var kun ligeved og næsten.

Det begyndte allerede i fredags. Nogen som mailede og ville have hjælp. Fint. Jeg hjalp. Men det var ikke godt nok, for personen mente at jeg ikke forstod hvad problemet var. Gu fanden gjorde jeg det! - Som det naturligtvis skulle vise sig i dag. Hvor samme person igen tar fat og vil have hjælp med samme problem. Får det igen - bare på en lidt mere udviklet måde. Med en masse billeder, og fine pædagogiske pile. - Nej - det er stadigvæk mig der er idiot og ikke fatter. Okay. Så glem det. - Men så blev hun jo ved. Og til sidst kom hun frem til at det i bund og grund nok handlede om at jeg kan noget hun ikke kan. Nemlig læse og forstå.

Kruxet i det her er ikke så meget det at hun ikke kan. Men mere måden hun ikke kan på. Helt okay at man ikke kan - men hvis du beder om hjælp - så lad være med at sige at den hjælp du får er forkert. Hvis du ikke ved - hvordan ved du så at hjælpen er forkert?

Og så er der sådan en sjov ting med mennesker der er påståelige. De siger ikke 'undskyld'. De sender et 'nåh, ja, men nu virker det'-mail - med en f.... glad sol!

Hvad er det forresten for en klovn der har opfundet alle de dér mystiske tegn og smilere og andet gejl? - Kan man ikke bare sig 'Ha en glad dag' længere? - Eller 'tak for hjælpen. Håber solen skinner på dig'?

Jeg véd godt vi ska spare på energien, men helt ærligt! Jeg tror ikke det var sådan Al Gore mente!

Nu når vi taler om solen. - Der findes altid nogen som kan bringe smilet frem på en regnvejrsdag. Miss Winty går altid sikkert hjem. Og så er der lige min ynglingsfigur - Marilyn Manson alias Willy Wonka. Jeg sad og så en video med ham i går på YouTube. Fra Japan. Blandt andet åd han en burger. Det var ikke så meget det at han åd en burger - det var mere måden. Han sad ikke og smaskede den i sig som folk normalt gør. Nej, Han delte den i 4 dele og så åd han den som om det var et stykke baguette - ikke en burger. Med halv-handsker på. Det var jeg lidt fascineret over.

Han har det helt sikkert ligesom jeg: Der er ikke noget værre end at få noget mellem fortænderne. Men hvis man brækker skidtet i stykker og stopper det i munden, så fastner salaten kun i kindtænderne. Det er der ingen der ser alligevel.

Desuden var det ret underholdende at se et menneske på 1,90 + 10 cm plateausko a la dem som man gik med i 8. klasse omringet af japsere hvis middellængde er ungefær som min. - Han filosoferede en del omkring det her med at kunne shoppe i fred-:)

Cheers,
Asta

Reflektion

2009-09-12T18:23:00.001+02:00

Ibland vill jag skriva på danska, ibland på engelska. I dag vill jag skriva på svenska. Jag vet inte varför det är så. Jag förstår inte alltid hur jag själv tänker. - Kanske inte så konstigt att andra inte heller alltid förstår hur jag tänker.

Hur det nu än är med den saken. - Nevermind.

Jag har beställd Sara Kadefors' nya bok 'Borta Bäst'. Jag känner att jag bara måste läsa den. Eller rättare sagt: Jag måste lyssna på den. Därför har jag beställd ljudboken.

'Borta Bäst' handlar om utanförskap, om yttlighet och om facad. Och om varför vi väljar och prioriterar som vi gör. Och om drömen om det perfekta livet. Jag skrev om just det här i söndags - på danska. Och nu utvecklar jag det på svenska.

Egentligen är det en fantastisk fördel att våra mång-språkig. Man kan leva och arbeta i många olika länder. Det är en gåva. Det som kan bli en aning tokigt ibland är de kulturella skillnader som finns och som språk kompetencen inte kan stoppa.

Många tror att vi här i Skandinavien är så lika varandra - att vår kultur är lika. Men så är det inte. Det är inte bara havet och bergen som delar på oss. Vi är så olika som natt och dag - eller som sol och måne. Vi tror vi vet en massa saker om varandra. Vi tror vi lätt kan hoppa in och bli en i gänget. Men det stämmer inte. Det är precis tvärtom.

Man lever ett utanförskap - helt frivilligt. För man passar inte riktigt in någonstans. Jag är inte längre dansk. - Men jag blir aldrig svensk heller. Så vad är jag då? - En kosmopolit kanske - en världsborgare?

Det känns så ibland. - Speciellt när jag läser tidningen. Kolla på Aftonbladet eller Expressen. Herregud - vilket svammel. Numera läser jag enbart DN Kultur. Och text tv. För jag står inte ut med alla fantasier som journalister får för sig att skriva. - Exempelvis den där löjliga artiklen som Daniel nånting skrev för ett tag sen, och som slutade i ett bråk som kom att handla om anti-semitism och Israel och yttrandefrihet - istället för det som det borde ha handlat om, nämligen att det finns kriminella element i den här världen som blir rika på att lura fattiga människor att sälja sina eller sina anhörigas organ.

Det är ju hel-korkad.

Om mina organ kan användas när jag är död, då är det helt okej att använda dem. Om alla säger så - då skulle det inte finnas nån illegal marknad för organ försäljning.

Hur botar man en fanatiker? - Jag bara undrar.

Vad är det som händer i mitt gamla land? Vart tog vett och etikett vägen? Får man skriva og tala om andra människor som man vill? Är det okej att kalla alla muslimer för potentiella terrorister?

Vart tog förnuftet vägen när en politiker som Nasser Khader får för sig att ställa förslag om att förbjuda användning av burka i ett land där det finns max 50 kvinnor som skulle ta på en sån?

- Jag undrar hur Nasser egentligen trivs med sig själv?

Nasser är född i Syrien. Men han är fan mer höger-populistisk än Pia Kjærsgaard! - Som tycker att Danmark ska vara muslim-fritt. Hur i all världen kan en muslim få för sig att ens tala med Pia?

Förklaringen är kanske enkel: Nasser är politiker. Han säger vad som helst för att få sitta i Folketinget.

Som Silvio - jag menar - han vill MAKT! Det vet alla.

- Vilken skillnad finns det förresten på Nasser och Silvio?

Titta på den här affischen:

I Danmark kallas det för yttrandefrihet. Jag kallar det för skrämsels propaganda och fanatism.

Hur botar man fanatiker i Världens lyckligaste land?

Skulle det kunna hända i Sverige också? JA! Självklart. Det händer redan.

"....När fick en svensk gangster ställa villkor i tv? De döms och hamnar i fängelse." - Och vidare "...Det är dags för vanliga svenskar att kraftigt protestera. Det är inte rasism utan enbart realism." Underskrivit Bernt O. Genberg.

Läste ovan i min egen lokala tidning i morse. Det handlar om oroligheterna i Göteborg. Men Bernt har ju inte förstått att dessa oroligheter först och främst handlar om frustration över att bli betraktade som ovärdiga detta samhället.

Jag har tyvärr ingen rösträtt vid riksdagsval. Man måste vara svensk medborgare för att få det. Även om jag har bott här i 16 år och betalar mer i skatt än många, så är jag också utanför samhället. Jag har ingen möjlighet att förhindra SD att ta sig in i Riksdagen vid nästa val.

Jag har ingen rösträtt i Danmark heller. Den förlorade jag när jag emigrerade. Även om jag fortfarande har mitt rödbettsfärgade medborgarskap och pass.

Så visst fan är jag utanför. Allt. Förutom att jag givetvis kan säga min åsikt. Och jag tycker inte om det som händer i vårt såkallade demokratiska, civiliserade samhälla just nu. De som tror att om man bara ignorerar SD - så försvinner de. Nej. Det gör de inte. Och även i Sverige kommer vi få uppleva hedervärda gamla sosserna tala om det muslimska hotet mot vårt land. För det är det som är trendigt just nu. Precis som anti-semitism var trendigt på 30-talet.

Cheers,
Asta

Borte Bedst

2009-08-30T16:51:00.008+02:00

I dag var vi på Stenegård - en vidunderlig plet her på jorden. Fyldt med blomster og dufte. Så i dag fik jeg i rigt mål taget mange billeder helt tæt på.

Hvorfor vælger jeg så at vise et billede hvor kun de forreste, endnu ikke udsprungne blomster står skarpt?

- Svaret er, at jeg i morges for en gang skyld satte mig foran husets eneste alter og kiggede på TV4's morgen program.

Her var der blandt andet et interview med forfatteren Sara Kadefors, som i onsdags nedkom med sin seneste bog 'Borte Bedst', der handler om Sylvia som bor i sin bil på IKEAs parkeringsplads. Alt imens hun forsøger at opretholde sin facade som det perfekte menneske med det perfekte liv.

Bogen er vokset frem step by step af forfatterens fantasi. Det uskarpe som langsomt men sikkert klarnede for til slut at blive et færdigt produkt.

Jeg skal naturligtvis læse 'Borte Bedst'. Sara Kadefors' bidrag til eftertanker om hvordan vi mennesker indretter os, og hvorfor vi egentlig gør det. Hvad er det som er vigtigt for os? Og hvad baseres vore valg her i livet sig på?

Cheers,
Asta

Nummer 100

2009-08-29T12:46:00.000+02:00

Nu har jeg endelig igen fået mit keyboard til at kunne skrive dansk!

Al begyndelse har jo en årsag. Og alt startede med at computeren crashede - formodentlig årsaget af den trojanske hest som har hærget hele sommeren. Og en dag holdt styre systemet op med at fungere. - Ikke andet at gøre end at sende laptoppen til doktoren og håbe på det bedste.

Det tog nogle dage inden det var klart, men nu fungerer den igen - bedre end nogensinde. Og jeg kan ændre sprog på keyboardet. Hvilket er ganske praktisk - om en nu sku' få for sig at skrive dansk. Det ser så idiotisk ud med svenske bogstaver!-:)

Over sommeren har jeg fået læst et stort antal bøger som jeg skal skrive om. Blandt andet to bøger om Blekingegadebanden og Anthony Beevors "D-Dag". Desuden har jeg fået et nyt kamera - et såkaldt spejlrefleks kamera - som jeg forsøger at lære nærmere at kende.

Nu hvor efteråret nærmer sig er der store muligheder for at forevige alle skønne farver i naturen. Så det er om at komme ud og se verden. Og dokumentere alt jeg ser.

Derudover, så har jeg tænkt mig at reservere en del spalteplads på figurer som appelerer til mit underholdningsgen. Hvem og hvorfor kan vi komme tilbage til hen ad vejen.

Men tilbage til foto passionen:

Mit store ønske er at tage rigtige makro billeder. Desværre koster et makro objektiv ca. 4 gange mere end selve kameraet. Men man kan fuske lidt. Med en forstørrelses linse, som sættes på selve objektivet. Billedet bliver ikke 100% rent i pixelen, men nevermind, det smager lidt af fugl.

Specielt når man vil fotografere insekter eller blomster, behøver man en makro linse for at kunne komme helt tæt på, og få så mange detaljer med i billedet som muligt. Jeg har som sagt forsøgt mig med de traditionelle zoom-funktioner som findes i kameraet og som kan anvendes sammen med kameraets egen indbyggede makro funktion, men det bliver ikke rigtig godt. - Derfor skal jeg spendere lidt på mig selv og købe en forstørrelseslinse som kan sættes på.

Her kommer et par eksempler på noget jeg kalder Makro, men som kan blive meget bedre.

Det ses meget tydeligt, især på billede nummer 2, hvordan makro zoom fungerer. - Nu skal jeg så bare også lige tænke på at fokusere lidt mere til venstre i stedet for midt i. Så bliver det alldeles perfekt.

Cheers,
Asta

Venus og Mars

2009-06-05T15:58:00.005+02:00

I går aftes morede jeg mig med at forsøge at lære Miss Mocca at tage gode billeder med et digital kamera. Vi lykkedes sådan nogenlunde. Men det var i virkeligheden øvelsen som var interessant. Det er sjældent man kan fastholde hendes interesse for noget i mere end 15 minutter. Men en hel time passerede før hun fik nok.

Resultatet af vores lille leg kan ses her og herunder.

Dagens store samtale emne er Miss Wintys seneste artikel i morgenavisen. Under overskriften ’Jeg er en anorektiker’ går hun til kamp mod den forherligelsen af den perfekte krop som leder til både spiseforstyrrelser og sygelige mindreværdskomplekser blandt kvinder.

Både Venus og Mars får sig en velfortjent opsang. Og Miss Winty spørger lige ud ”- Siden hvornår fik mænd retten til at bedømme om en kvinde ser godt ud eller ej, om hun duer eller hun er for grim? – Og hvorfor er vi piger så dumme at vi lytter på dem? For ærlig talt piger, på en skala hvor mange pæne fyre findes der? Og stiller vi krav på dem? Nej, vi synes om dem uanset!”

Selv tænker Miss Winty ikke længere betragte sig som et offer. I stedet har hun bestemt sig for at hun vil være et selvstændigt, eget individ og trives med sig selv og i sig selv. For trods alt findes der ingen anden som ser ud og er som hun.

Jeg synes Miss Winty er meget modig. At vove at skrive om et tabu belagt emne i avisen er modigt. Men også vigtigt. Hvis ingen vover at stille sagen på spidsen og vise hvor grænsen går, så vil vi til evig tid leve i den tro at idealbilledet af en kvinde er de supersmalle tændstikker med døde øjne og unaturlig bleghed, frembragt af mangel på næring, mangel på sol, mangel på frisk luft, og mangel på mental næring, som fremvises på TV og i ugeblade, og at højeste lykke er at blive som de.

Cheers,
Asta

En Vælgers Død

2009-05-28T16:32:00.002+02:00

I næste uge er der valg til EU parlamentet. Jeg har allerede besluttet mig for at ingen får min stemme. Ikke fordi jeg vil bojkotte EU, men fordi jeg ikke synes de partier som stiller op i valget holder vand.

Miss Winty og jeg diskuterede det her i sidste uge. Hun lignede Moderaterne med 80-ernes Sosser. Sosserne deregulerede både valutaen og kreditmarkedet, hvilket ledte til den værste krise siden 1930-erne. Moderaternes tid ved roret har givet mig flere tusinde kroner ekstra i netto indkomst. Men pengene skal jo komme et eller andet sted fra. Ingen kan rigtigt forklare hvorfra.

Et vildt gæt er fra sygehusvæsenet, pensionisterne, de umyndige, de uden arbejde og de syge. Det plejer at være sådan politikerne finansierer sin næste embeds periode. - Jeg mener; de umyndige har ikke stemmeret, pensionisterne sidder indespærrede i deres bittesmå lejligheder og kan ikke komme ud (hjemmehjælpen er sparet væk). Sygehusene har jo misforstået det hele; der helbreder man jo de syge. Det er ikke meningen. Og de arbejdsløse og de syge stemmer heller ikke. For hvis de går hen for at stille sig i stemmekøen, så kommer det jo frem at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, og så er de automatisk strøget af betalingslisten.

Winty havde lavet et lille eksperiment i kaffepausen mellem to lektioner i hendes gymnasieklasse: 3 personer sad i sofaen: 1 Moderat, 1 Sosse og 1 Centerpartist. Hun bad alle 3 udtrykke deres partis hoved synspunkter. Det interessante er, at de sagde det samme. Det var bare udgangspunktet der var en anelse forskelligt. Vi skal tage fra de rige og give til de fattige (typisk sosse retorik) alternativt Vi skal tage fra de fattige og give til de rige (typisk højre retorik). Det skal betale sig at arbejde var et andet statement. Og det lyder jo meget fint - her midt i en arbejdsløshedstid med vokseværk. - Sjovt nok var både Moderaterne, Centerpartisten og Sossen enige i det ræssonement........

Desværre var der ingen repræsentant fra Piratpartiet til stede i Miss Wintys sofa. Det kunne ellers have været interessant at få at vide hvornår yttringsfrihed er blevet lig med ret til at stjæle hvad andre har skabt.

Ifølge meningsmålingerne, så kommer Piratpartiet ind i EU-parlamentet med 7% af de afgivne stemmer. Hvad de står for udover nej tak til Ipred loven og frit cyberspace for alle er der ingen der ved. Selv siger de, at de har nogle udmærkede - ikke nærmere definerede - holdninger til mange ting. - Det kan jo både betyde globaliseret planøkonomi og al magt til kapitalen - afhængig af hvordan man vælge at tolke det. Med andre ord. Piratpartiet er altså enten en stemme på Sosserne eller en stemme på Moderaterne. Afhængig af hvilken side man foretrækker at se det fra.

I hereby rest my case -:)

Cheers,
Asta

Magiska Moln

2009-05-27T19:48:00.001+02:00

Cheers,
Asta

Kilometer eftersyn

2009-05-25T15:21:00.005+02:00

Alder: 45 Vægt: 39,5 liter Højde: 151,5 - jeg er vokset 2 cm siden sidst?!?

Midjemål: 64 cm BMI: 17,2 (UPS) Hørelse: Perfekt!

Syn: Så minus at det er dobbelt. GÅ OMGÅENDE TIL EN OPTIKER!

Mad omsætning: Formel 1. Ekstra tjek af skjoldbruskkirtlen - Jeg undrer hvor alvorligt struma er? Kan jeg vente til efter sommerferien? - Føles jo en anelse stressende her i sidste øjeblik.

Åreforklakning: Absolut ikke

Kolesteroltal: Perfekt - eftersom jeg ikke havde trykket en hotdog i mig lige inden besøget

Alkoholmisbrugssymptomer: Hvad er det? Rygning: Fik ingen skæld ud

Næste eftersyn: år 2014

Cheers,
Asta

Mitt pussel

2009-05-23T20:22:00.016+02:00

Har upptäckt att det ju faktisk finns svensk språkiga som söker sig in på min blogg lite då och då. Och min danska är väl något svår begriplig ibland, så nu tänker jag skriva lite på svenska.

Ni kanske tycker att jag inte kan ha så mycket annat att göra än sitta framför datorn hela dagorna, och visst. Det är sant. Men. Grejen är att jag på något sätt är beroende at litteratur, musik och andra kulturella frågor. Och jag älskar att skriva om det jag läser, hör och ser. För min egen skull. Efter att mitt hus brann ner om öron på mig för några år tillbaka, så finns det en rädsel inuti mig för att mitt arkiv ska gå förlorat. Och jag tror minsann inte cyberspace kan brinna-:) Därför förvarar jag allt på mina bloggs.

Förutom brann så har jag en nästan manisk rulltrappa fobi. Vilket är ganska störrande, eftersom det överallt finns rulltrappor som man måste ta sig upp och ner med, om man vill något annat än bara stanna på marken.

Nu medan jag sitter här och skriver, så upptäcker jag plötsligt hur mycket enklare det är för mig att uttrycka mig på svenska än på danska numera. Det flyter mycket bättre. Det känns väldigt konstigt. Jag undrar varför.

Hursomhelst. I går var jag i Uppsala. För första gången på de snart 16 år jag har bott i Sverige. Vilket jag skäms för. - Vilken otrolig vacker stad Uppsala är! Jag kände mig nästan som vore jag i Rom.

- Egentligen är jag inte så mycket för att springa ut och in av kyrkor, men vi gjorde ett undantag i går och gick och tittade på domkyrkan. Vilket jag är glad att vi gjorde. En fantastisk byggnad.

Och så fick jag se run stenar. Det var väldigt längesen jag så det. Senast var i Jellinge på Jylland för några år tillbaka.

Jag plåtade lite med digital kameran. Jag är ingen bra fotograf. Miss Winty hade gjort ett bättre jobb än jag, men jag kände bara, att detta måste jag plåta.

Det var några glasmålningar i fönsterrutorna. Helt omöjligt för mig at reproducera på bild med min lilla kamera. Därutöver, så fascinerades jag naturligtvis över alla kapell med kungliga kistor - och framförallt de nästan levande skulpturer som finns av Sveriges kungar och drottningar som vilar i domkyrkan.

På vägen hem från Uppsala, så svängde vi in förbi Dragongate som ligger på E4 vid Mehede. Där har några tokiga kineser byggd upp den kinesiska muren och Den Forbjudna Staden - mitt i Sverige. Jag har hört så mycket om detta ställe, och nu fick jag tillfälle att se det själv. Mycket intressant och väldigt genomtänkt, måste jag säga. Det var en positiv överraskning.

På det hela taget, så bjöd dagen på intressanta och givande upplevelser. Det är absolut inte sista gången jag tar mig till Uppsala. För visst är Stockholm också spännande, men Uppsala är betydigt lugnare, och på sätt och viss mycket vackrare än vad Stockholm är. Pulsen är inte så hög i Uppsala heller.

Och så var jag mycket förtjust i Uppsalas 'Indiska', som visserligen har rulltrappor - eftersom den är i 2 plan - men det glömde jag bort, bara därför att butiken hade så mange vackra saker, som jag och Miss Winty måste äga. Snarast.

Nu funderar jag på vad jag ska göra resten av denna härliga lördag kväll. Om jag ska lyssna på musik eller om jag ska leta fram en av mina engelska favorit serier - 'Mord i Midsomer' eller 'Ett fall för Frost' - eller kanske 'Morse'.

Dock vet jag, att i morgon eftermiddag - så där runt 13:30 - då sitter jag framför husaltaren och tittar på Formel 1. Det programmet är det enda TV program - förutom Hype, Kobra och Special K, som jag orkar titta på.

Cheers,
Asta

Muser som inspirerer

2009-05-19T11:04:00.006+02:00

Mange nutidige kunstnere - malere, digtere og musikere - har sine muser som de lader sig inspirere af. Begrebet 'muse' er hentet fra den græske mytologi og betyder gudinderne eller ånderne som inspirerer til skabelsen af litteratur og kunst.

De 9 muser repræsenterer hver sin del af kunsten:

Erato for kærlighedsdigtning, hymner, elskovsdigte
Euterpe for fløjtespil
Calliope for heltedigtning, epos
Clio for historieskrivning og heltedigtet
Melpomene for tragediedigtning
Polyhymnia for pantomime og for dansen
Terpsichore for lyrisk digtning, dans og korlyrik
Thalia for komediedigtning
Urania for astronomi

At astronomi og astrologi regnes som kunst skyldes, at det at kunne tyde stjerner og naturens jærtegn i oldtiden var en kunst forbeholdt de få.

Engang imellem taler man om den 10. muse, som er en kvindelig poet der opnår udødelighed. Filosoffen Plato ærede Sappho af Lesbos ved at kalde hende den 10. muse.

Sappho er en af oldtidens kendteste kvindelige digtere og hun var en af de ni kanoniske græske lyrikere. En del af hendes digte handler om kærlighed til unge piger, hvorfor Sappho har lagt navn til den lesbiske kærlighed.

De kanoniske lyrikere er en slags oldtidens 'Hall of Fame' - 9 lyrikere som af den tids akademikere ansås værdige en kritisk undersøgelse.

Jeg er ikke helt sikker på at de der i dag vælges ind i Hall of Fame alle virkelig skulle kunne tåle en nøjere kritisk gennemgang.

Den græske komedie kan bedst sammenlignes med nutidens sorte kabaret eller revy. Med en skarp, rå satire vingeskød man filosoffer, politikere og andre kendte mennesker.

Den fornemste og kendteste græske komedie forfatter var Aristofanes. Rasende polemik og bevinget poesi holdt sammen af dionysisk feststemning var den stil som kendetegnede Aristofanes. Nogle af hans mest berømte komedier spilles endnu i dag – 2400 år efter deres tilblivelse.

Når jeg læser om Aristofanes, så får jeg associationer til Marilyn Manson. Principperne for forestillingen er præcis de samme. Og finessen er den absurde logik, satiren, komedien med de medvirkende i fantasifulde kostumer og 'masker', den overdrevne gestikuleren og den underliggende betydning pakket ind i et direkte sprog som er så absurd, at man ikke kan andet end le højt.

Ridderne og Frøerne er et par af Aristofanes komedier som stadig opføres både i Danmark og i udlandet.

Cheers,
Asta

Beyond Good and Evil

2009-05-17T11:10:00.005+02:00

Har desvärre glemt min anden laptop - den med dansk skrift - på kontoret. Så läserne må have mig undskyldt og leve med min svenske bogstavering i dette indläg. Min hjemmelaptop kan nemlig ikke finde ud af at ändre sprog.

- Bemärkede du hvordan jeg lige på en smart måde fik listet ud mellem sidebenene at jeg har 2 laptops? Synes det er ret coolt-:)

Miss Winty og jeg samtaler meget om forskellige filosofiske emner. Hendes interesse for dette er blevet vakt i forbindelse med hendes psykologi kurser. Psykologi er interessant. Men filosofi er endnu mere interessant. Isär når det omhandler emnerne moral og religion.

Friedrich Nietzsche skrev i 1800 tallet en räkke filosofiske värker. Dengang var hans läserskare ret begränset. Hans bortgang virker som en slags bekräftelse på påstanden om, at det udfra et kommercielt synspunkt altid er mest praktisk at väre död hvis du vil blive rig og berömt. Eller hvis dit mål i livet er at opnå helgen status.

I bogen 'Beyond Good and Evil' filosoferer Nietzsche blandt andet over emnerne moral og religion. Bogen er skrevet i en periode hvor Marx' og Engels teser om at vi alle er lige holdt sit indtog. Nietzsches tanker om dette er blandt andet, at når vi alle bliver lige, så behöver vi ikke längere nogen rettigheder. Og endnu längere ud: Så behöver vi ingen ret - altså lov og orden. - Vist er tanken interessant?

Nietzsches påstande er naturligvis påstande og det er op til läseren at fortolke påstandende.

Han er ikke anti-religiös som nogle måske vil påstå. Snarere forholder han sig kritisk til det måde religion misbruges på af kirken, af opdragere, af politikere osv.

Om kvinden siger han, at det er skandale at kvinden er blevet udnävnt til kok og ansvarlig for alt indenfor hjemmets 4 vägge, for dårligere kok findes ikke. Det handler naturligvis ikke om kvindens kogekunst, men i overfört betydning om hendes ringe evner som opdrager. Nietzsche beskylder kvinder for at ville pådutte sit afkom sine egne uforstandige standpunkter i moralske spörgsmål. - Og et eller andet sted så har han absolut en point i sin kritik. - Kvinder vil meget gerne spejle sig selv i sit afkom som de betragter som sin ejendom. - Hvilket jo kan väre rent ud sagt stärkt uheldigt for afkommet.

Nietzsche mener, at moral er en slags tyrani mod bedre vidende. - Der er ikke noget fornuft i det. - Foruden magten ved tvang.

Uanset om man er til filosofi eller ej, så er Nietzsche ingen man kan komme udenom, hvis man som menneske vil udvikle sin egen evne til at tänke i videre perspektiver.

Jeg vil slutte med et lille citat som jeg synes er värd at have i sit baghoved når man beskäftiger sig med mennesker:

"It is not enough to possess a talent: one must also have your permission to possess it; - eh, my friends?"

Beyond Good and Evil - Friedrich Nietzsche

Cheers,
Asta

Spioner og spioner som spionerer på spioner

2009-05-08T19:48:00.005+02:00

Turene omkring mordet på den svenske statsminister Olof Palme har i perioder nået næsten Monty Pythonske højder. Alle mulige konspirations teorier har været fremsatte, og en person er både blevet dømt og frikendt for mordet. Efter 23 år er mordet stadig rubriceret som uopklaret.

I sin bog ’Spioner og spioner som spionerer på spioner’ giver den tidligere SÄPO medarbejder, Tore Forsberg sin version af Olof Palme mordet, sådan som han har fået den forklaret af personer tæt på begivenhederne.
Olof Palme var en ikon på den politiske himmel. Han var en leder som vovede at sige USA midt imod mens de begivenheder han kritiserede fandt sted. - Det er ret usædvanligt.
Hans kritik mod Vietnam krigen var hård. Så hård at Olof Palme blev samtale emne i det Ovale værelse. Richard Nixon og hans rådgivere så meget gerne Olof Palmes hastige deroute fra den politiske scene.

Olof Palme valgtes til statsminister i 1982.

Om aftenen den 28. februar 1986 var Palme og hans kone, Lisbeth, gået i biografen ’Grand’, som ligger på Sveavägen i Stockholm.

Da forestillingen var slut og parret sammen med andre biograf gæster var på vej hjem, dukkede en mand op bag dem og affyrede et antal skud som dræbte Sveriges statsminister, Olof Palme.

Sverige befandt sig i chok. Ingen kunne eller ville forestille sig, at noget sådant kunne overgå Sverige. Fordi det var landets statsminister som var blevet dræbt, sattes det helt store efterforsknings arbejde i gang, under ledelse af Hans Holmér, som skulle blive både berømt men også berygtet for sine indsatser under Palme efterforskningen.

Teorierne om hvem som havde skudt statsministeren har gennem årene som sagt været alt fra PKK (den kurdiske selvstændighedsparti) over HDP (det kroatiske selvstændighedsparti), CIA, højreorienterede ekstremister til den små kriminelle misbruger Christer Pettersson.

Det største problem med efterforskningen er, at man aldrig har fundet mordvåbnet. Christer Pettersson blev ved en vidnekonfrontation i december 1988 udpeget af Lisbeth Palme som statsministerens morder, og på baggrund af det blev Christer Pettersson dømt til livstid for mordet på Olof Palme ved Stockholms Tingsret den 27. juli 1989. Dommen ankedes til Hovretten, og i november samme år frikendtes Christer Pettersson.

Herefter gik man tilbage til PKK teorien.

I 2001 erkendte Christer Pettersson mordet på Olof Palme i et interview med Gert Fylking i Expressen. Men politiet havde på det tidspunkt opgivet at få ham dømt igen.

Tore Forsberg afslører i sin bog, at mordet på Sveriges statsminister sandsynligvis handler om en forveksling. At morderen troede at der var tale om en helt anden person som han havde et personligt opgør med. Og at morderen var Christer Pettersson.

I sin bog beretter Tore Forsberg ligeledes meget udførligt om hvordan forskellige spionage organisationer under 1900-tallet har arbejdet på svensk jord. Og han giver sit meget interessante billede af spioner som Stig Bergling og Stig Wennerstrøm.

Spioner og spioner som spionerer på spioner – Tore Forsberg, 2003.

Cheers,
Asta

Berlin Muren

2009-05-04T16:21:00.004+02:00

Ved Tysklands sammenbrud i 1945 deltes landet i 2 halvdele. Den østlige del kom under russisk over herredømme, den vestlige deltes i 3 zoner som administreredes af USA, England og Frankrig.

Den gamle tyske hovedstad, Berlin, lå som en ø inde i den østlige zone. Og som en del af aftalen mellem de 4 sejrende lande deltes også Berlin op i 4 zoner. Den østlige zone med bydelene af Mitte, Prenzberg, Treptow, Köpenick, Lichtenberg, Friedrichshain, Lauer, Wessensee og Pankow kom under russisk administration.

Fredrick Taylor har i sin bog 'Berlin Muren' skrevet historien om murens tilblivelse og om de forhold som ledte til Murens fald den 9. november 1989.

Berlin Muren var et traume, ikke bare for Tyskland men for Europa. Muren var et symbol på den deling af Europa som Roosevelt, Stalin og Churchill enedes om i Jalta i 1944.

Efter Murens fald fik de lande i Europa som siden 1945 havde været under russisk herredømme deres frihed, og mange af disse lande er nu medlemmer af EU, på både godt og ondt. Godt fordi disse lande har fået mulighed for at udvikle sit økonomiske fundament og dermed give sine borgere bedre levevilkår. Skidt fordi udvikling ikke kun handler om økonomi og levestandard. Det handler også om demokrati og menneskelige rettigheder. Noget der stadig i en del af disse lande er en mangelvare.

Den økonomiske udviklingen af det gamle Østtyskland er godt på vej, men der er langt endnu til den dag man kan sige at alle tyskere er lige. Man mærker det når man befinder sig i den gamle østlige del af landet. Der er stort behov for sanering af gamle fabriksejendomme og militæranlæg. Meget er nedslidt og arbejdsløsheden er højere her end andre steder i Tyskland. Når man bevæger sig rundt i det gamle grænseområde, så bliver kontrasterne endnu tydeligere.

For et par år siden var jeg på vej til Leipzig til et arbejdsbesøg. Sent om natten kørte vi ind i byen Neuruppin for at finde et hotel at overnatte. Det var mørkt og svært at rigtig se hvor vi var. Hotellet var mørkt og bare en enlig receptionist sad oppe. Men hun fremskaffede et dejligt dobbelt værelse til os, og vi sov som sten. Næste morgen gik vi ned for at indtage vores morgenmad på terrassen. Som viste sig at ligge ved breden af Ruppin See. Hotellet, fik vi at vide, var oprindelig et gammelt kasino, hvor den østtyske elite kunne more sig dengang Tyskland stadig var delt. Vejret var vidunderligt. Varmt og solskin. Her sad jeg på min 44 års fødselsdag og nød den mest vidunderlige udsigt, alt imens jeg indtog min morgenmad på et gammelt østtysk pamper kasino. Så kan det næppe blive mere nostalgisk. Måske lige bortset fra, at Neuruppin også havde fungeret som en garnisionsby for de udstationerede russiske tropper frem til 1991.

Berlin er ikke til at genkende. Jeg besøgte Berlin første gang efter Murens fald i 1997. Siden har jeg med jævne mellemrum besøgt byen. Det er helt umuligt at genkende Berlin på de 12 år der er gået. Eksempelvis så er det gamle Berlin Alexander Platz i dag et stort stoppested for sporvogne omgivet af et indkøbscenter i glas. Verdensuret står stadig, men fornemmelsen af at dette er en plads er borte. Borte er også alle de hyggelige små cafeer og boder som omgav pladsen før. Og alle træerne er fældede. Der hersker over hele byen en febrilsk byggelyst, hvilket burde være positivt, men jeg oplever den mest som tyskernes behov for at radere historien i en ordentlig fart.

Jeg plejer at sige, at det er forfatteren som gør en bog spændende, interessant eller kedelig.

Fredrick Taylors bog er et stort værk. Han har brugt meget tid på research og bogen er velskrevet. Men - han har svært ved at forholde sig neutral til stoffet. Bogen gennemsyres af forfatterens afsky for kommunismen. Problemet er at indholdet dermed bliver meget sort / hvidt.

Det er klart som blæk, at det østtyske grænsepoliti var en plage for indbyggerne. Det er også klart at der foregik overgreb på mennesker i opposition til regimet. Det som bliver mindre klart i bogen er, at der selvfølgelig også var mange mennesker som var ganske tilfredse med tilværelsen i øst. Og som har haft svært ved at finde sig tilrette i det nye Tyskland. Blandt andet fordi det pludselig ikke er så selvfølgeligt at alle har ret til et arbejde. Muren i Berlin og grænsehegnet ned gennem Tyskland byggedes for at få befolkningen i øst til at blive hvor de var. Fordi det blev et problem for Østtyskland at så mange veluddannede og arbejdsføre mennesker forlod landet.

I andre lande opfører man også mure. I USA mod grænsen til Mexico, i Israel mod de palæstinensiske områder, og Europa har bygget sin - usynlige ganske vist - Schengenmur. Disse mure er opførte for at forhindre indvandring. Berlin er det eneste sted - så vidt jeg véd - hvor et land har bygget en mur for at forhindre udvandring.

Den største begrænsning som Muren i Berlin indebar for den østtyske befolkning, var ikke selve Muren, men det faktum at de østtyske borgere blev frataget retten til at rejse vestpå. De fratogs retten til at besøge familie, slægt og venner 'på den anden side'.

Murens fald indebar at østtyskerne med et slag fik den samme ret som deres vestlige landsmænd til at rejse hvorhen de ville, og ikke bare til Prag eller Budapest. Jeg husker tydeligt de efterfølgende somre, hvor det pludselig blev mere end livsfarligt at køre på de tyske autobahner. På grund af alle de Trabier der sneglede sig afsted med 80 km i timen, når vi andre kørte 180. Vi syntes de var vanvittige. En Trabant var jo nærmest bare en knallert med tag. Men østtyskerne benyttede sig af deres ret til at rejse rundt i sine Trabier, simpelthen fordi det nu var muligt for dem.

Da den første glædesrus havde lagt sig, så meldte der sig en helt anden følelse i mange tidligere østtyskere. Følelsen af at være 2. klasses borgere i sit eget land. Mange virksomheder i øst blev lukket. Arbejdsløsheden steg. Og i takt med det så steg utilfredsheden. Det er ikke mærkeligt, at det nynazistiske parti har haft så stor fremgang netop i de gamle østtyske områder. Man taler om die wessies og die ossies. Og mange tyskere fra det tidligere vest er irriterede over de enorme skatteforhøjelser de er blevet pålagt for at staten kan betale for oprustningen af øst.

Fredrick Taylors bog giver et meget godt billede af livet indenfor Muren. Og af hvordan de mennesker som var utilfredse med regimet havde det. Det ville have været interessant om forfatteren havde taget et kapitel med om de almindelige borgere i Østtyskland som var tilfredse med sine liv. Nu mener jeg ikke parti-pamperne eller eliten, jeg mener de helt almindelige, anonyme borgere som havde deres hjem i øst. For at skabe balance i bogen.

Bortset fra dette er Fredrick Taylors bog om Berlin Muren 1961 - 1989 både spændende og tankevækkende.

Berlin Muren 1961 - 1989 - af Fredrick Taylor, 2006

Cheers,

Asta

Tidernas största bedrägerier

2009-05-02T15:19:00.004+02:00

Jeg er ikke noget ciffer geni. Så alt det her med IT-boblen og krisen på finansmarkedet skal jeg helst have forklaret så pædagogisk som muligt. Desværre er jeg autodidakt, hvilket betyder at jeg ikke er i stand til at forstå en opskrift eller en brugsanvisning, og slet ikke hvis jeg får den læst højt over telefonen. Jeg skal se og siden selv prøve. - Det er altså ingen hjælp for mig at tage kontakt til en økonom eller en børsmægler, hvis jeg skal forstå mekanismen bag de tilbagevendende kriser på finansmarkedet.

Når jeg læser en bog eller en avis artikel, så ser jeg hele handlingen i billeder. Jeg bruger derfor bøgerne som en slags filmkulisse for at kunne begribe selv meget enkle ting. - Som eksempelvis IT-boblen.

Holland er kendt for sine tulipaner. Tulipaner var inden de blev hvermands eje en ganske eksklusiv blomst. Lidt som orkideer er det i dag. I begyndelsen af 1630-tallet opdagede de hollandske tulipan avlere, at man kunne tjene gode penge ved at holde udbuddet af tulipanløg kunstigt nede. For derefter at sælge dem stykvis til skyhøje priser til eksklusive slots- og herregårds haver.

Der findes altid mennesker som vil efterligne de rige og de fine. Dengang i form af haveejere, som ville have sine haver til at se ud som de fineste slotshaver. Da tulipanen ansås at være en luksusvare, så var det ingen kunst at få haveejerne til at hoppe med på tulipan hysteriet. Også selvom haveejerne slet ikke havde råd. Tulipanløg blev udbudt på auktioner til højest bydende til fantasi priser. Og folk bød gladeligt nærmest alt hvad de ejede og havde for at være med. Fidusen i det her var at købe et tulipanløg for at siden sælge det igen til en endnu højere pris end man selv havde givet. På den måde kunne man få priserne til at stige og stige på den eftertragtede vare. Flere og flere kastede sig ind i legen som egentlig mest gik ud på at tjene så mange penge som muligt. Til sidst begyndte man at sælge tulipanløg som stadig lå i jorden. På den måde kunne man spekulere i værdien af varen når den engang var gravet op. I 1636 kostede et tulipanløg 12250 rigsdaler, et beløb som var mere end 14 gange over prisniveauet da rushen startede.

Men pludselig en dag kom enden. På en auktion i Harlem udbød man som sædvanligt et løg til et gastronomisk beløb. Men ingen bød. Auktionarius sænkede derefter buddet. Stadig ingen bød. Til slut bredte paniken sig. I løbet af nogle få uger var prisen på tulipanløg faldet med 99% i forhold til topnoteringen.

Man kan jo grine af de skideskøre hollændere og deres tulipan hysteri, men det er præcis sådan her IT-boblen pustes op for sidenhen at revne med et ordentligt brag.

Man udbyder aktier i et børsnoteret firma. Man bilder folk ind at det er vejen til rigdom. Jo flere købere der er desto mere stiger aktieværdien. Så afleverer firmaet sit kvartalsregnskab, og det viser sig at firmaets overskud er 1 milliard under det forventede overskud. Og straks begynder aktiekursen at falde. Så begynder folk panisk at sælge. Hvilket får aktiekursen til at styrtdykke. Til slut er der ingen købere til aktier i dét firma. Kun sælgere. Almindelige mennesker som har satset alle deres sparepenge på aktier som i et nu ikke er noget som helst værd. Hvilket jo betyder at den der har sat sine sparepenge i disse aktier ikke engang kan få sin investering retur.

Det er ret indlysende, og alligevel så hopper vi på den hver evig eneste gang. I virkeligheden så er det måske fordi 99% af befolkningen i al almindelighed er ligeså autodidakt som jeg. Eller også er det trangen til at blive rig som styrer. Måske nogen har lyst til at forklare dén mekanisme for mig?

Frilandsjournalisten og forfatteren Gunnar Wall giver i bogen 'Tidernas största bedrägerier' sin let begribelige version af Enron skandalen som i 2001 rystede USA.

Enron var et firma som oprindeligt levede en skyggetilværelse som et kedeligt firma der handlede med adgang til naturgas pipelines. Ikke særlig macho syntes texanerne. Til Enron ankom engang i 90-erne de 2 økonomiske tryllekunstnere, Lay og Skilling.

Lay og Skilling satte for alvor Enron på kortet. Firmaet slog sig op som elektricitets leverandør. Blandt andet investerede man i elektricitetsværker i Californien. Præcis som i Sverige er elforsyningen i USA privatiseret, og specielt de arme californiere fik privatiseringens under at føle gennem en fuldkommen svimlende forhøjelse af priserne på el. For at kunne suge endnu flere penge ud af kunderne, så lukkede Enron helt enkelt for strømforsyningen når det passede dem, med henvisning til at det var så dyrt at vedligeholde el-værkerne. Og så måtte forbrugerne til lommerne igen.

Enrons filosofi var at udbetale bonusser til sine medarbejdere i forhold til hvor lukrative kontrakter de kunne hive hjem til firmaet. Som følge deraf opskrev direktørerne ofte forventningerne til gevinsten af kontrakterne, for på den måde at få endnu højere bonusser.

Firmaets regnskaber var i virkeligheden sminkede, fordi de byggede på forventninger, ikke på det faktiske kasseindhold. Men ingen stillede nogle spørgsmål. Firmaet havde hyret det meget anerkendte revisionsfirma Arthur Andersen & Co., og når et så velanskrevet revisionsfirma godkender et firmas regnskaber, så er alt sikkert i sin skønneste orden, ikke sandt?

Men det var det ikke. I april 2001 præsenterede Skilling Enrons 1. kvartalsregnskab for året. På sådanne præsentationsmøder har de fonde og andre selskaber som har placeret penge i firmaet det med at dukke op. Og netop på dette møde dukkede en repræsentant for en Boston baseret fond, Richard Grubman, op og tillod sig at stille spørgsmål. Han blev i første omgang affærdiget af Skilling. Men måden Skilling så åbenlyst gjorde det på, fik en hel del børsanalytikere til at stivne.

Da Enron præsenterede sit 3. kvartalsregnskab i efteråret 2001 var der pludselig et stort underskud på 600 millioner dollars for kvartalet. Det kom desuden frem, at firmaet var overvurderet med 1,2 milliarder dollars.

Den 2. december 2001 afleverede Enron en ansøgning om en ’kapitel 11’ konkurs til en domstol i New York. En konkurs bevilling ville betyde, at firmaets siddende ledelse ville få tilladelse til at omorganisere og rekonstruere firmaet.

Enron får sin konkurs bevilling. Og samtlige medarbejdere i firmaet bliver bedt om at rydde deres skriveborde og forlade virksomheden.

Mange af disse medarbejdere havde sat alle deres pensions penge i Enron. Disse penge er borte. Så udover at medarbejderne bliver kastet ud i arbejdsløshed, så er deres garanti for en tryg alderdom også borte.

Det velanskrevne revisionsfirma Arthur Andersen havde hjulpet Enrons ledelse med at køre tonsvis af dokumenter på forbrændingsanstalten.

Den øverste ledelse i Enron nåede inden det gik galt at sælge sine egne aktier i firmaet med stor gevinst.

Taberne er de menige medarbejdere og alle de fonde og pensionsforsikringsselskaber som investerede sine kunders penge i Enron. Disse penge er alle tabt.

Fordi det er næsten umuligt at finde skriftlige beviser på den svindel som er foregået i firmaet, så var det meget vanskeligt for anklagemyndigheden at finde grundlag for at rejse tiltale. Men da nogle af de implicerede parter endelig valgte at samarbejde, så kúnne der til slut rejses tiltale mod både Skilling og Lay samt et antal højtstående medarbejdere i Enron.

Medens Enron stadig var et firma at regne med gav Kenneth Lay en hel del penge til George W. Bush’ kampagne fond. Ca. 6 millioner dollars. Han og præsidenten var på fornavn med hinanden og bedste kammerater. Nu er G.W.B. og Kenneth Lay ikke venner længere. Men man kan jo spørge sig selv om hvordan det er muligt at præsidenten for ’verdens eneste supermagt’ kan omgås kriminelle elementer som Kenneth Lay.

(Under afdelingen for uvigtig fakta: Richard Millhouse Nixon var den første amerikanske præsident som havde alle bogstaverne i sit navn som danner ordet ’criminal’. Med George Walker Bush’ navn kan man danne sætningen ’he blew us’).

Gunnar Walls bog indeholder desuden blandt andet kapitler om Hitlers dagbøger og om manden som solgte Eiffeltårnet – 2 gange. Meget underholdende.

Tidernas största bedrägerier – af Gunnar Wall, 2005

Cheers,
Asta

Saker jag inte förstår och människor jag inte tycker om

2009-04-29T16:07:00.004+02:00

Hvis man har god tid og megen overskuds energi, så findes der en hel del ting her i livet som man kan undre sig over.

F.eks. har jeg svært ved at forstå hvorfor det skal være så forbandet besværligt at købe cigaretter i det lokale supermarked, når andre ligeså sundhedsskadelige ting, som for eksempel chips, sodavand, slik, kager, ketchup og færdiglavede pizzaer er placeret helt åbenlyst i butikken og nærmest bliver kastet i hovedet på én. - Med tanke på hvor stort et problem overvægt og dårlige tænder er for
samfundet.

En anden ting jeg er noget forvirret over er vores forhold til alkohol.

Jeg googlede mig ind på mit fædrende lands centrale statistikbureau, Danmarks Statistik, hvor jeg konstaterede at i Danmark er det en velbevaret hemmelighed hvor mange af landets indbyggere der hvert år dør af alkoholrelaterede sygdomme. Hvilket jeg synes er mærkeligt, i betragtning af at de meget detaljeret fører statistik over alverdens andre sygdomme og ulykker. Nu er jeg i og for sig ganske usikker på, om Danmark egentlig har en alkohol politik. - Tror der er frit slag på alle hylder til at drikke sig ihjel hvis man har lyst.

De allerfleste lande ser ud til at hylde individets frie ret til at slå sig selv ihjel på den måde der føles mest bekvem. Om det skal være ved hjælp af alkohol, mad, tobak eller dumhed i trafikken, det er helt op til dig selv. - Det eneste som er lige så sikkert som Amen i kirken er, at uanset hvilken af de ovennævnte metoder du vælger, så kom du aldrig at listeføres som selvmorder i statistikken, hvilket
jeg også kan synes er underligt.

Den svenske journalist Lena Sundström minder en hel del om Michael Moore. Hun bliver ved med at terroriserer politikere og andre myndigheds personer indtil hun får svar.

Desuden er Lena blevet begavet med et prægtigt humorgen med hvilket hun idiotforklarer alt og alle - og slipper godt fra det.

I bogen 'Saker jag inte förstår och människor jag inte tycker om' tager Lena blandt andet fat i den svenske alkoholpolitik og giver den en helt ny dimension.

Svenskerne havde i mange, mange år en stramt styret alkohol politik. Af den simple årsag at en stor del af den arbejdende (mandlige) befolkning var godt i gang med at drikke sig ihjel. Til stor skade for den anden halvdel af befolkningen (deres børn og koner) som måtte sulte når husfaderen valgte at drikke hele ugelønnen op. Så indførte man spritmonopolet og Systembolaget og alle var
lykkelige, lige indtil den dag Sverige hoppede på EU-toget.

Først troede man at man skulle kunne få lov at fortsætte med at være et særtilfælde. Måske troede man at EU ville have forståelse for det humane i at sørge for at så få medborgere som muligt får skrumpelever og kreperer af det. I så fald blev man hurtigt klogere. Så hvad gør en socialdemokratisk regering som vinder sine stemmer med snak om solidaritet og velfærd, når det går op for den at EU mest går ud på at komme hinanden og især de franske vinbønder ved? - Man sender Ulf Dinkelspiel. Han er tilstrækkelig svagtseende til at overse det der står nederst på traktaten med minimum skrift.

Og simsalabim, så må vi købe og indføre så meget sprit, øl og vin som vi kan konsumere, hvilket for en svensk betyder ca. 100 gange så meget som alle andre.
Og vi må handle på Systemet lige så ofte vi vil uden at nogen tilkalder Nykterhetskrontrollen - bare vi er fyldt 20 år. Fordi stemmeretten gælder fra det fyldte 18. år, så har man tillempet 18-års grænse på alle værtshuse og restauranter. Så du kan altså på den ene eller den anden måde helt lovligt deltage i det store sup-gilde fra dén dag du også må køre bil. Derimod, så
afkræves du legitimation overalt hvis du ser ud til at være under 30. - Hvilket du kan gøre selv når du er 45 - det har nemlig ikke noget med antal rynker at gøre - det er din højde der styrer kravet. Hvorfor Miss Wintys sambo siden sit 16. år har kunnet handle uden problemer på Systemet, medens en anden en altid må hive passet op af lommen.

Ulf Dinkelspiel lykkedes altså med sin underskrift på et dokument han ikke kunne læse at gøre en ende på svenskernes relative afholdenhed. Og som et plaster på såret så dør nu mere end 2000 personer hvert år som en direkte følge af alkohol. Det er 3 gange flere end det samlede antal personer som dør i trafikulykker, flyveulykker, bådulykker, togulykker og andet i den kategori ulykker som folk normalt er rædde for at omkomme i tilsammen. Det er 5 gange så farligt at drikke sig fuld som det er at køre 180 kmt. - Dog er kombinationen fuld og 180 kmt ikke medtaget her.

Nu kan man jo i og for sig tolke statistik som man vil. Man kan eksempelvis konstatere, at i 20% af alle trafikulykker er én af de involverede førere fuld. Hvilket jo betyder at 80% af alle trafikulykker forårsages af fuldkommen ædru førere. Indebær det så ikke, at det er sikrere at se til at være beruset inden du starter bilen?

Udover at forklare hvordan det socialdemokratiske Sverige pludselig er havnet på Top 10 over de mest alkoholiserede lande i verden, så leverer Lena Sundströms bog også et glimrende indblik i hvordan det gik til at Sverige ved at indføre et frit el-marked øgede sit kasse-flow med flere milliarder og fik regningerne til forbrugerne til at stige med 50%. - Samtidig med at el-leveransen ofte kan
udeblive i flere måneder, så er el-leverandørerne nemlig blevet betydeligt bedre til at sende udeblevne betalinger til inkasso. Og vi taler vel at mærke om de fakturaer som er sendt til forbrugere som er afskåret fra elforsyningen. Oftest fordi elnettet ikke bliver vedligeholdt.

'Saker jag inte förstår och människor jag inte tycker om' er en af de mest humoristiske bøger jeg længe har læst. På en enkel og kontant måde rammer Lena Sundström en pæl igennem alle myter om politikere og deres gode hensigter.

Saker jag inte förstår och människor jag inte tycker om af Lena Sundström, 2005

Cheers,
Asta

When Cultures Collide

2009-04-25T16:07:00.000+02:00

I denne uge har jeg haft besøg af 2 medarbejdere fra mit firmas danske afdeling. Formålet med besøget var at få deres afdeling til at fungere bedre. Så den kan levere resultater.

Jeg er dansk, men har boet i udlandet i 16 år. Min kontakt med Danmark og med danskere begrænser sig til det årlige familiebesøg og email korrespondance med familien.

Mit danske sprog er ikke 100% opdateret, men nuancerne i sproget og den danske mentalitet, den forsvinder aldrig ud af min begrebsverden.

Når jeg møder danskere på deres egen spilleplade, så er der ingenting der forundrer mig. Men når jeg som i denne uge møder dem i et andet land, så bliver det pludselig så tydeligt hvor lidt respekt og ydmyghed danskere har for andre mennesker og i særdeleshed for andre kulturer.

Danmark er et lille land med 5 millioner indbyggere. Ikke desto mindre er de verdens førende indenfor alt, inklusive kommunikation og problemløsning. Synes de selv.

Det interessante er, at ugens besøg var kommet i stand fordi hovedkontoret kræver at der skal vendes op og ned på ting i den danske lejr. Men det var uinteressant for danskerne. Udfra filosofien om, at hvis man bare bliver ved med at obstruere, så giver vi op og lader dem i fred. - Typisk dansk målsætning. Som ikke bider på mig. Fordi jeg selv er dansk og udmærket begriber hvad det går ud på. Og ved hvordan danskere tænker.

I øvrigt er jeg en heks.

Det er meget dansk at ville bide den hånd som fodrer én.
Udfra den betragtning er det ikke særlig underligt, at delegationen brugte megen tid på at forklare for mig hvorfor deres afdeling skal forskelsbehandles. Det kan vel heller ikke komme bag på nogen, at min deltagelse for deres synspunkter kunne ligge på et meget lille sted.

Den ene person opgav hurtigt projekt 'Resistance' og valgte at samarbejde. Den anden fortsatte med at bide fra sig. På den måde fik hun malet sig selv ind i et hjørne, og jeg gad ikke smide en redningsplanke ud til hende. Fordi jeg ikke havde sympati for hendes 'særtilfælde' strategi.

Begrebet HYGGE er en del af den danske mentalitet. Havde vi befundet os i Danmark, så havde jeg nok givet dem mere HYGGE end jeg gjorde. HYGGE eksisterer nemlig ikke på min spilleplade. Foruden i kaffepauserne og til frokost. Og det var jo det den ærede delegation havde glemt: Vi spiller de regler som gælder på den plads hvor vi lige nu befinder os.

Der findes faktisk hjælp at hente for den der vil lære. Richard D. Lewis er en herre som har boet og arbejdet over hele verden i stort set hele sit liv. Han har skrevet en del bøger over emnet 'kulturelle forskelle'. Blandt andet bogen 'When Cultures Collide', som udover at være en håndbog i det enkelte lands kultur og tanke mentalitet, også på en humoristisk måde behandler emnet 'selvbillede'. Den beskriver blandt andet hvordan japanere og tyskere psykisk har det med at befinde sig ved et amerikansk cocktailparty.

- Jeg kommer i den forbindelse her til at tænke på Marilyn Manson. Jeg så hans optræden i live-programmet 'Søndags Åbent' forleden. - Personligt synes jeg han var helt guddommelig, men jeg forstår at amerikanere med deres selvgodhed og moralbegreber ikke kan have ham i deres system. Han var - mildt sagt - halvsnalret, og inden hans fremtræden i showet, så foregik der en del interessante ting inde i hans loge. - Jeg tror det kaldes 'utugt'. - Hvilket programleder Filip vidste. Han var ved at omkomme af grin. Jonas Gardell som også var med var ligeså underholdt. Det hele var en noget nær psykedelisk oplevelse. En temmelig beruset mand med bad-boy image i sko som jeg ville kunne sejle i, en super-feminin fnisende bøsse som er selve indbegrebet af mys-pys og 2 fuldkommen overenergiske herrer i dårligt siddende jakkesæt i sofaen live på TV - samtidigt. - Hold da op! - Hvis man også havde kastet en japansk geisha ind i det program, så kunne det være blevet rigtig interessant.

'When Cultures Collide' beskæftiger sig netop med fænomenet 'hvordan undgår man for mange kulturelle sammenstød'.

Marilyn Manson er født i et forkert land. Slet og ret. Han opfører sig nogenlunde ligeså dårligt - eller ligeså pænt - som en gennemsnits svensk gymnasieelev. Ikke særlig forargeligt. Men i Amerika kan man ikke opføre sig sådan åbenlyst.

Hverken Jonas Gardell eller jeg kan rigtig formå os til at tage hans bad-boy image på alvor. Jonas omtalte ham som rar og flink. Og jeg tror, at hvis MM var født i Danmark, så ville han have været den evige deltager i programmer såsom 'Sex og samliv', 'Baren', 'Robinson' og 'Paradise Hotel'. - Sorry - det er bare en reflektion.

I Europa forarges vi over den japanske geisha kultur. Og vi synes japanernes kvindesyn generelt er fuldkommen ækelt. Omvendt set, så synes japanerne at vi har hul i hovedet og er useriøse.

Tyskerne tager sig selv så alvorligt at man ikke véd om man skal grine eller græde.

Danskerne tror de er bedst i alt.

Amerikanerne synes det er vigtigt at vide hvilken kirke man tilhører. - At stille sådan et spørgsmål til en skandinav første gang man træffes, er det samme som at spørge os om hvordan vi kan lide vores sex. Amerikaneren indser ikke det. Han vil være på fornavn med alle mennesker og bedstevenner første gang vi ses. - Det er lidt for avanceret for mit private space.

Tyskere og amerikanere kan af gode grunde aldrig blive rigtige venner, for venskab er en alvorssag for en tysk. - Det er det ikke for en amerikaner. En amerikaners nærmeste omgangskreds kan let bestå af 400-500 venner. Det findes ikke på en tysks verdenskort. - Heller ikke på mit iøvrigt. (Jeg har tyske gener i min krop).

Sydeuropæerne driver os allesammen til komplet vanvid med deres evindelige slåen ud med armene og snak om alt det vi skal gøre 'i morgen'. Hvilket årstal nævner de aldrig.

Og hvordan er det lige med inderne? Vist er de mageløst mærkværdige. Tror stadig at jorden er flad, og at vi kun har en tidszone i hele verden som udgår fra New Delhi. De taler også mærkeligt.

Kinesernes decibelsystem er helt sikkert anderledes end vores.

Prøv at spørge en finne hvad han synes om et specifikt emne - 'think' på engelsk fordi det er det sprog I er nødt til at kommunikere på eftersom finsk er et sprog som hverken kan læres eller forstås - og du vil møde total tavshed. Fordi du lige bad ham tænke.

Det er forståelsen for hinandens kulturelle forskelligheder og mentalitet der afgør om vi kan holde hinanden ud. Om vi kan samarbejde med hinanden. Det er alle de misforståelser der opstår undervejs som får os til at dyrke vores negative tanker om hinanden. Hvis man glemmer sine egne kulturelle værdier og åbner sit sind for forskellighederne mellem mennesker, så bliver det pludselig til underholdning på højt niveau. Hvilket er så meget mere spændende og interessant, end at skaffe sig selv et mavesår af irritation over ting man alligevel ikke kan ændre.

When Cultures Collide by Richard D. Lewis, 2006

Cheers,
Asta

Slaget om Kursk - Historiens største panserslag

2009-04-19T16:18:00.000+02:00

Vinteren 1942-43 indebar i princippet en afgørelse i krigen på Østfronten. Tysklands nederlag ved Stalingrad betød, at Hitler for første gang fremstod som dén amatør han virkelig var. Dog var han endnu ikke klar til at erklære sig besejret. Hitler beordrede hæren at planlægge en stor forårs- og sommeroffensiv som skulle give tyskerne en chance for at genvinde initiativet på østfronten.

Cheferne for Hærgruppe Midt og Syd fik derfor til opgave at planlægge 'Operation Zitadelle' med byen Kursk som angrebsmålet. Kursk lå inde i en lomme, og med udgangspunkt i de to frontfremspring ved henholdsvis Charkov og Orel, ville tyskerne ved hjælp af en stor fremadrettet angrebsbevægelse kunne erobre hele området vest og øst for Kursk, og dermed tage en del af det tilbage som man havde tabt under den russiske vinteroffensiv.

Nøglen til gennemførelsen af offensiven var de tyske panserdivisioner. Ansvaret for det tyske pansers udvikling lå i hænderne på Heinz Guderian, kendt for ofte at være uenig med Hitler. Heinz Guderian havde aldrig været bange for at tale Hitler midt imod. Dette havde tidligt under krigen mod Rusland fået Hitler til at afskedige Heinz Guderian fra hæren. Nu var han blevet kaldt tilbage igen, denne gang i stilling som generalinspektør.

Guderian plæderede for at helt undlade at gennemføre en offensiv som han mente ville betyde uerstattelige tab af især panser. Istedet mente han man burde sikre frontlinjen og forstærke opbygningen af panser for at sikre sig imod angreb i Vesteuropa.

Feltmarskal von Manstein argumenterede derimod for, at det bedste ville være at lade russerne gå til angreb, for derefter at slå angrebet tilbage i en modoffensiv.

Til slut, i det tidlige forår 1943, besluttede den tyske ledelse sig for en angrebsoffensiv ved Kursk.

Den tyske afdeling med ansvar for analyse af de russiske styrker, Fremde Heere Ost, gjorde sig i forbindelse med planlægningen af operationen desværre skyld i en alvorlig fejlbedømmelse af de russiske styrker, hvilket siden skulle få ubehagelige konsekvenser for tyskerne.

Samling af mandskab og panser i den mængde som her behøvedes i opmarchområderne, er naturligtvis umuligt at skjule for modstanderen. Selvom forflytning sker ved nattetid, så afsløres den store mængde panser let ved lyden af transporterne. Desuden, så kræves for at gennemføre en operation af længere tids varighed, at enorme mængder af forsyninger i form af drivmidler, mad og drikke, ammunition, våben og beklædning føres frem til opmarchområderne.

Russerne kom derfor snart under vejr med at noget var under opsejling. Det rusiske krigsråd 'Stavka' under ledelse af Stalin samledes ved de urovækkende meldinger fra frontafsnittet. Herefter besluttede russerne at møde angrebet, og indledte derfor forberedelserne til en stor modoffensiv. 'Operation Zitadelle' mistede sit overraskelsesmoment.

Den russiske modoffensiv blev forberedt meget grundigt. For at lokke tyskerne i en fælde, befæstedes de områder man vidste tyskerne ville angribe ind i med minefelter og panserforhindringer. Desuden planlagde man en operation der sigtede på angreb mod de dele af de tyske linjer som man vidste ville være svage. Ialt 300.000 mennesker blev udkommaderede for at grave og befæste linjerne.

Russerne fremførte næsten 2 millioner mand, 5.000 kampvogne, over 30.000 artilleripjecer og 3.500 fly. Dertil kom alt feltarbejdet. Ligegyldigt hvor meget de forsøgte at sløre sine forberedelser så anede tyskerne snart uråd.

På trods af dette besluttede den tyske hærledelse at fortsætte sine forberedelser til et angreb på Kursk.

Tyskerne fremførte på sin side ialt 777.000 mand, 2.451 kampvogne og selvkørende kanoner, 7.500 artilleripjecer og 1.830 fly til den første del af angrebet.

Beslutningen om hvornår angrebet skulle sættes ind traf Hitler så sent som den 2. juli.

Tidligt om morgenen den 5. juli 1943 indledtes det der skulle blive kendt som historiens største panserslag, 'Operation Zitadelle', eller Slaget om Kursk.

Der er i virkeligheden tale om flere slag, men kampene bølgede frem og tilbage fra starten den 5. juli til den 23. august hvor russerne generobrede byen Charkov og Slaget om Kursk officielt regnes for afsluttet.

Der indsattes i Slaget ved Kursk helt ny kampvognsmodeller - eksempelvis Tiger og Panther. Den russiske T-34 kampvogn viste sig at være et særdeles effektivt våben.

Tabene var enorme både på tysk og på russisk side. Ingen kunne erklære sig som sejrherre. Krigen afsluttedes ikke ved Kursk. Der skulle gå næsten 2 år før de tyske hære endelig erklærede sig besejrede. Men med de fremgange som den russiske hær opnåede ved Kursk fik man motivationen at fortsætte sin fremmarch frem til Berlin.

Niklas Zetterling, forsker ved den svenske Militärhögskolan og Anders Franksson, redaktør, har i bogen 'Slaget om Kursk - Historiens største panserslag' meget gennemgribende beskrevet opgøret mellem de 2 styrker. Der er en detaljeret oversigt over materiel og mandskab, kortoversigt, billeder og beskrivelser af de forskellige panservåben. Der er samtidigt beskrivelser af de problemer som opstod undervejs og information om beslutningsprocesser som gør bogen særdeles læseværdig.

Slaget om Kursk - Historiens største panserslag - Af Niklas Zetterling og Anders Franksson, 2002.

Cheers,
Asta

Forfalskninger og bedragerier: Hitlers dagbøger

2009-04-18T15:32:00.001+02:00

At dokumentere historien er et stort og krævende arbejde og indebærer at man investerer tid i at undersøge fakta.

Vil man tage del af historisk materiale udgivet i bogform, er det desværre nødvendigt at se sig meget godt for. Der findes forfattere som er partiske eller unuancerede. Og der findes forfattere som benægter at dokumenterede begivenheder faktisk har fundet sted. Såkaldt historieforfalskning er ikke helt ualmindeligt.

David Irving har skrevet over 30 bøger, primært om emner der relaterer sig til 2. Verdenskrig.

David Irving er én af de historikere som påstår at Hitler ikke kendte til jøde udryddelsen. At det var Himmler og Heydrichs beslutning alene, og at Hitler aldrig blev informeret. Ligeledes har David Irving udtalt at "der ikke fandtes gaskamre i Auschwitz" fordi det var "absurd at transportere mennesker fra Amsterdam, Bruxelles eller Wien 500 km til Auswitz bare for at slå dem ihjel, når man istedet kunne have gjort det 8 km fra den by de boede i". Han har skrevet en meget kontroversiel bog - 'Hitlers War' - i hvilken han beskriver krigen set med Hitlers øjne. David Irving er også én af de historikere som har været involverede i bedømmelsen af Hitlers såkaldte dagbøger som i 1983 blev udbudt til salg. Jeg skal i dette indlæg gennemgå dén historie lidt nærmere.

David Irving anses for at være stærkt anti-semitisk, og for at sympatisere med nynazismen. Han blev i 2006 idømt en fængelsesstraf i Østrig for 'glorificering af og sympatisering med det tyske Nynazist Parti', hvilket er strafbart i Østrig.

Gitta Sereny er én af de mange som har udtrykt modstand mod David Irving. Blandt andet fordi David Irving i mange år har haft muligheden for at påvirke mennesker med sine synpunkter. Han har som sagt fået lov at udgive over 30 bøger. Det er den største fare ved historie forfalskning. At man ud fra egen politisk eller religiøs overbevisning kan 'revidere' fakta for de mennesker man har fået muligheden for at påvirke.

Gitta Serenys modstand mod David Irving har sin rod i det oven beskrevne samt i hans meget lidt hæderlige indblanding i historien om Hitlers dagbøger.

Historien tager sit udgangspunkt i et tilbud som David Irving rettede till avisen Sunday Times. Han var blevet kontaktet af journalisten Gerd Heidemann fra Die Stern, som havde vist ham en Htiler dagbog, som han syntes så interessant ud. David Irving ønskede at vide om Sunday Times var interesseret i at give ham i opgave at vurdere ægtheden af denne dagbog. - Det afviste Sunday Times, som havde stillet sig meget kritisk til David Irvings bog 'Hitlers War'. Istedet gav avisen Gitta Sereny i opgave at rejse til Hamburg for at træffe Gerd Heidemann og finde ud af, om dette virkelig var noget der kunne have interesse for Sunday Times læsere.

Gerd Heideman havde en meget stor samling mindesager fra 'Det Tredje Rige'. Desuden ejede han en stor samling dels ægte, dels forfalskede billeder og skulpturer signerede af Hitler, samt et enormt fotoarkiv med over 100.000 negativer på billeder som var taget af Hitlers hoffotograf, Heinrich Hoffmann. Gerd Heidemann havde også et stort arkiv som indeholdt dokumenter fra perioden, deriblandt det han påstod var original dokumentet med Hitlers 'Komissærordre'. Gerd Heidemann kan betragtes som en fantast - ikke en skurk. Men fantasterier kan jo lede til kriminalitet. I denne sammehæng ledte det til, at Gerd Heidemann udbød Hitlers dagbøger til salg til højest bydende.

Gerd Heidemann havde købt dagbøgerne af Konrad Kujau, en lurendrejer, som med al sandsynlighed er skaberen af Hitlers dagbøger.

Sunday Times fik 3 uger på sig at kontrollere ægtheden af bøgerne med henblik på købet af de engelske rettigheder til dagbøgerne, men det viste sig at man slet ikke havde så meget tid. Sterns største konkurrent i Tyskland, Der Spiegel havde fået fat i historien. På Stern fik man panik og valgte at offentliggøre dagbøgerne.

Rupert Murdoch, ejeren af Sunday Times, fik den meget anerkendte historiker Hugh Trevor-Roper til - på baggrund af Sterns forsikringer om dagbøgernes ægthed - at skrive en ekspertudtalelse som skulle publiceres i The Times. Da Trevor-Roper havde skrevet udtalelsen fandt han imidlertid noget som stillede ham mistænksom til hele affæren, og advarede redaktørerne på The Times og Sunday Times. Men for sent. Avisen med hans ekspert udtalelse var allerede publicerede.

Det hele endte naturligvis med stor skandale og offentlige skænderier mellem historie eksperterne. Heriblandt en offentlig hængning af Hugh Trevor-Roper som David Irving - ophavsmanden til hele misærren - ydmygede på en stor pressekonference. At Trevor-Roper havde udtrykt sin mistænksomhed - lad være at det var for sent - det fik han ingen anerkendelse for.

Nogle uger senere da den værste opstandelse havde lagt sig, overtalte Gitta Sereny sin redaktør på Sunday Times at lade hende undersøge hele sagen til bunds. Med baggund i den undersøgelse offentliggjorde hun en artikel i Sunday Times i december 1983. Artiklen er gengivet i sin helhed i hendes bog 'Tysk Traume'.

Jeg anbefaler at læse artiklen, fordi den på én gang er både spændende men også uhyggelig. Enhver som interesserer sig for forsøgene at renvaske Hitler og andre nøglefigurer i 'Det Tredje Rige' vil læse artiklen med forbløffelse. Gitta Sereny skriver altid godt, og her har hun desuden gjort et helt fantastisk research arbejde som er spændende at følge med i.

Forfalskninger og bedragerier: Hitlers dagbøger af Gitta Sereny, Sunday Times 1983 samt Tysk Traume, 2000.

Cheers,
Asta

Into the Darkness

2009-04-14T21:01:00.009+02:00

Min fallenhed for 1930-erne og for 2. Verdenskrig udvikledes for snart mange år siden under min skoletid. På den tid læste jeg mig igennem Grimbergs Verdenshistorie og Danmarks historien flere gange. Desuden, så havde min far gennem tiden opbygget et hæderværdigt bibliotek indeholdende mængder af militær litteratur. - Måske ikke umiddelbart hvad man skulle ville kalde for sund ungpige læsning. Ikke desto mindre så slugte jeg alle disse bøger med stor interesse.

Min fars alibi for at fylde bogreolerne med militær litteratur, er hans professionelle liv i den Kongelige danske hær. Han gik kadetskolen og klatrede derfra videre op ad B-officers linjen, indtil han for nogle år siden pensioneredes som major.

Jeg var i mine yngre dage en meget flittig gæst på det lokale bibliotek. Da jeg siden begyndte at tjene penge så jeg faktisk kunne lægge lidt til side, så investerede jeg disse sparepenge i bøger. En meget stor del af de bøger som jeg køber handler om personer som har haft indflydelse på eller påvirket udviklingen i Europa fra 1914 og frem til 1989 da Europa igen blev et kontinent. Og et stor antal af disse personer virkede aktivt under eller anden form i perioden 1933-1945.

En af mine absolutte ynglings forfattere er Gitta Sereny, født 13/3 1921 i Wien i Østrig som datter af en ungarsk far og en tysk mor.

Gitta Serenys forfatterskab omhandler emnerne børnemishandling og Holocoust. Begge emner er hendes kald, og hun har en kolossal viden om dem. Gitta Sereny oplevede Hitler i Nürnberg i 1934. Under 2. Verdenskrig arbejdede hun med flygtningebørn i Frankrig. Efter krigen ansattes hun af FN for at arbejde med hjembringelsen af de millioner af børn som nazisterne havde kidnappet og ført bort fra okkuperet mark. Gitta Sereny tilbragte 4 dage som tilhører ved Nürnbergprocessen i 1945. Det er disse oplevelser og erfaringer som ligger til grund for hendes forfatterskab og for hendes virke som journalist.

Når vi taler om 2. Verdenskrig, så er det overordentligt svært at undgå emnet 'jødernes udryddelse'. Selve idéen udvikledes i nogle særdeles intellegente menneskers hjerner, men den endelige plan bragtes til udførelse af folk på et langt lavere niveau. Gitta Sereny brugte 3 år på research i forbindelse med at hun skrev bogen 'Ved Afgrunden' - eller 'Into the Darkness' som er den engelske titel. Det lykkedes hende at få tilladelse til at tale med én af de personer som så til at Heydrichs og Himmlers idéer kunne effektueres, nemlig Franz Stangl, kommandant i dødslejrene Sobibor og Treblinka.

Inden vi går videre er det vigtigt at forklare forskellen på en koncentrationslejr / arbejdslejr og en dødslejr.

Nazisterne udviklede 'kun' 4 dødslejre - Belzec, Treblinka, Sobibor og Chelmno - alle 4 beliggende i Polen. Dødslejrene var oprettet som rene mordfabrikker. Man ankom kl. 9 og mindre end 2 timer senere var man død.

Koncentrationslejrene anvendtes til at opbevare fanger for senere transport til dødslejrene. Derudover så havde man områder i koncentrationslejrene forbeholdt krigsfanger, og man udnyttede fangerne i lejrene som slavearbejdere både i industrien og for SS. Auswitz kaldes ofte en dødslejr, men dette er forkert. Det er korrekt at Auswitz havde en 'søster' lejr - Birkenau, hvor mennesker myrdedes, men selve Auswitz var først og fremmest en arbejds- og koncentrationslejr. Mange af fangerne slavede på IG Farbens store fabriksanlæg lige i nærheden. Mange fanger døde af sult, mishandel og af det hårde arbejde. Og mange blev myrdede - også i gaskammeret.

Auswitz ligger også i Polen, og det er meget betegnende på nazisternes tankegang, at alle lejre hvor man risikerede at blive sendt til gaskammeret lå udenfor det egentlige Tysklands grænser.

De koncentrations- og arbejdslejre som lå på tysk område var ikke opført med henblik på at myrde. De var tænkt som rene fangelejre og som 'opdragelsesanstalter' med arbejdspligt for alle fanger.

Koncentrations- og arbejdslejrene blev oprettet i forbindelse med at nazisterne overtog magten i Tyskland i 1933. Her endte alle anderledes tænkende, homoseksuelle, intellektuelle, protestantiske præster (fordi Hitler ikke havde samme behov for at stå på god fod med den protestantiske kirke, i modsætning til den katolske kirke, som han behøvede), kommunister, almindelige forbrydere osv.

Først da 2. Verdenskrig var i gang udvikledes planerne for egentlige udryddelseslejre.

Franz Stangl var østriger, født i 1908. Oprindeligt uddannedes han til væver, men i 1932 søgte han sig til politiet, og blev optaget. Han var ansat ved det østrigske kriminalpoliti da Nazisterne annekterede Østrig i 1938. - Eller som man foretrak at udtrykke det - 'bragte Østrig heim am reich'.

Franz Stangl var ikke nazist. Derimod var han troende katolik. I forbindelse med 'Anscluss' i 1938 havde han for at kunne beholde sin stilling ved politiet skriftligt afsværget sig sin tro. Dette stillede nazisterne som krav for alle som ville virke i et statsligt embede.

I 1940 blev han beordret til Berlin, til den særdeles hemmelighedsfulde afdeling T-4. Afdelingen kaldtes sådan, fordi den havde til huse i villaen beliggende på Tiergartenstrasse 4 i Berlin-Charlottenburg. T-4 sorterede direkte under Førerkancelliet, og administrerede det top-hemmelige Dødshjælpsprogram, Euthanasia programmet (General Foundation for Welfare and Institutional Care - på tysk Gemeinnützige Stiftung für Heil- und Anstaltspflege).

Programmet med baggrund i de nazistiske teorier om 'den rene ariske race' påbegyndtes i 1939 og havde til opgave at rense det tyske samfund for personer som var fysisk eller mentalt handicappede. Eftersom man fra regimets side var klar over at programmet ville kunne møde modstand især fra den katolske kirke, som jo foreskriver at alt liv er helligt, bestilte man allerede i starten af 1939 på baggrund af dette en betænkning om den katolske kirkes indstilning til dødshjælp hos professor Joseph Mayer, som underviste i teologisk etik ved det katolske universitet i Paderborn.

Resultatet af betænkningen byggede på jesuitternes moralsystem som handler om sandsynlighed (sammenfattet af Thomas af Aquino), som siger at "der findes få moralske beslutninger som er utvetydigt gode eller onde. Moralsk stillingtagen er tvetydig. Om der, hvad gælder disse tvetydige beslutninger, findes rimelige årsager og rimelige autoriteter som støtter en personlig mening, så kan denne personlige mening blive afgørende, også selvom der findes andre rimelige årsager og autoriteter som modsiger den". Professoren konkluderede, at eftersom der fandtes rimelige årsager og autoriteter både for og imod dødshjælp, så kunne man forsvare den.

Hitler underskrev derpå dén forordning som muliggjorde dødshjælpsprogrammet i efteråret 1939 og T-4 sattes i gang.

Selve aflivningen af patienterne foregik på et antal såkaldte institutter med eksotiske navne såsom Sonnenheim. For at kunne overføre patienterne fra de institutioner og hospitaler hvor de opholdt sig til dødshjælpsinstitutterne, fik man ved hjælp af list de pårørende til at underskrive erklæringer hvori man gav sin tilladelse til at patienten kunne få en special undersøgelse. Dødsattesterne underskrevs af læger, og dødsårsagen var som oftest hjerteanfald og lignende.

Stangl kommanderedes till institut C - Schloss Hartheim. Hans opgave var at overvåge at effekter som tilhørte de døde blev udleverede til de pårørende, og at ingenting stjals. Stangl havde altså ikke noget med selve aflivningen at gøre. Hans opgave var en ren politiopgave.

Under den periode som Euthanasia programmet pågik (1939-1941) blev 139.000 fysisk eller psykisk handicappede mennesker myrdet indenfor rammerne af programmet.

I 1941 afvikledes dødshjælpsprogrammet. Anledningen var, sagdes det, at de tyske biskopper protesterede da de fik at høre om dødshjælpsprogrammet. Sandheden er nok snarere, at man ved den tid da programmet afsluttedes havde myrdet de der skulle myrdes. Desuden var krigen i øst indledt, og nu skulle man koncentrere kræfterne på noget helt andet og meget større.

De medarbejdere som arbejdede ved Euthanasia overførtes til Polen og udryddelsesprogrammet. Og opførelsen af de 4 mordfabrikker, Chelmno (som var den første fabrik), Sobibor, Belzec og Treblinka igangsattes.

Franz Stangl kommanderades i første omgang til SS hovedkvarteret i Lublin i Polen, hvor han skulle give møde for Gruppenführer (generalløjtnant) Odilo Globocnik - af Himmler kaldet 'Kloden' - som ledede tilintetgørelsen af de polske jøder.

I første omfang fik han ordre på at begive sig til Sobibor for at opbygge og lede en lejr dér. Franz Stangl benægter at han vidste hvad Sobibor var, eller rettere sagt, hvad det skulle blive. Først da han var vel ankommet til Sobibor fik han se det gaskammer som allerede var blevet opført, og først da blev han klar over at noget ikke stod ret til. Han kendte gaskammer indretningen fra sin tid på Schloss Hartheim. Han kørte tilbage til Lublin og protesterede hos Globocnik. I første omgang blev han henvist til Christian Wirth, kommandanten for Chelmno og Belzec. Stangl rejste til Belzec for at træffe Wirth. Dette var Stangls første møde med en udryddelsesfabrik i fuld funktion. Han var - siger han selv - dybt rystet.

Til Wirth tilkendegav Stangl at han ikke kunne gennemføre opgaven. Wirth lyttede, nikkede og lovede at videreføre beskeden til hovedkvarteret. I øvrigt gav han Stangl besked på at tage tilbage til Sobibor og fortsætte arbejdet med opførelsen af lejren dér.

Dette gør Stangl. For at han skal blive mere samarbejdsvillig, får han beviljet permission og får besøg af sin familie - sin hustru og sine 2 døtre. Mens familien er på besøg (de ferierer ca. 5 km fra Sobibor), får Stangl bud om igen at infinde sig hos Globocnik, denne gang i hans hovedkvarter i Warszawa. Her får han ordre om at rejse til Treblinka og fungere som kommandant dér, istedet for i Sobibor.

Stangl siger i en af sine mange samtaler med Gitta Sereny, at han ikke kunne sige nej, fordi han ikke vidste hvad 'de' ville gøre med hans familie. Altså accepterede han, og overtog herefter kommandoen i Treblinka. Den egentlige årsag til skiftet var, at 100.000 mennesker på dette tidspunkt allerede var blevet aflivede i Treblinka, men Globocnik var utilfreds med, at ingen værdier var kommet tilbage derfra (penge, guld, tøj osv. som de deporterede efterlod sig når de forlod afklædningsrummet for at stille sig i kø for at blive myrdede).

Dette var den virkelige årsag til mordfabrikkernes oprettelse, mener mange. - Også Franz Stangl. SS ville komme over de mange værdier som fangerne havde med sig. Man har forsøgt at gøre en kalkyle over hvilket beløb mordfabrikkerne indbragte SS, og man er kommet frem til et tal på ca. 173 millioner mark - hvilket kan synes som et ret lille beløb.

Hvor mange mennesker nazisterne myrdede sammenlagt i de 4 mordfabrikker er vanskeligt at beregne sig frem til, men i Treblinka anser den polske regering at 900.000 mennesker døde. Dog påstår stationsforstanderen på stedet (som blev manøvreret ind i stillingen af den polske modstandsbevægelse), at han hver gang der kom en transport regnede tallene skrevet med kridt på hver vogn sammen, og han er kommet frem til, at ialt 1.200.000 mennesker myrdedes i Treblinka. Man tror at ialt 88 tidligere fanger har overlevet Treblinka.

Da Stangl kom til Treblinka fandt han en lejr i total opløsning. Ingenting fungerede. Halvrådne lig lå og flød. Man vadede i penge og varer. Hans opgave var at rydde op og se til at lejren kom til at fungere effektivt. Han gjorde som tilsagt.

Både ved Treblinka retssagen efter krigen (hvor Stangl ikke var tilstede) og ved retssagen mod Stangl i 1970 (hvor han blev dømt til livstidsfængsel) har de få overlevende der har vidnet alle udtalt, at Franz Stangl personligt aldrig lagde hånd på nogen fange. At han tværtimod var ganske 'hyggelig'. Men han var kommandant, og dermed havde han det yderste ansvar for mordene, for mishandlingen, og for at mordfabrikken kunne holdes i gang. Dødsstraffen var længe afskaffet i Tyskland da Stangls sag kom for retten. Havde han været tilstede ved Treblinka retssagen efter krigens afslutning, ville han med al sandsynlighed være blevet dømt til døden. Under retssagen mod ham i 1970 opgav man af administrative årsager at medtage akterne om Sobibor.

Stangls opgave var - siger han selv - en ren polisiær opgave. At se til at alt fungerede, og at ingen berigede sig. Han inspekterede lejren flere gange dagligt - til hest. Også den del af lejren hvor de ankommende fanger gasedes ihjel og dén del hvor ligene skaffedes af vejen.

Når Gitta Sereny spørger ham, hvordan han var i stand til at holde det ud mentalt - for Franz Stangl er ingen ondskabsfuld, sadistisk mand. Tværtimod. - Så siger han, at han helt enkelt holdt op med at tænke på menneskene som mennesker. Han tænkte på dem som pakker. At hans ansvar var at se til at disse pakker blev flyttede fra A til B (fra det ankommende tog til de blev til røg). At han helt enkelt var i transport og logistik branchen. Intet andet.

Man kan kalde det århundredets fortrængning af virkeligheden, men det man hele tiden skal huske på når man læser denne bog er, at planerne om at udrydde alle 'undermennesker i Europa' - udklækkede i Reinhard Heydrichs kolde, beregnende hjerne, overgik alt hvad man selv i sin vildeste fantasi ville kunne forestille sig. Franz Stangl kunne bruges i denne plan, fordi han var svag, fordi han aldrig modsatte sig en ordre. Han havde egentlig ikke evner for selvstændige initiativer. Det var dét man havde set under hans tid ved dødshjælpsprogrammet. Og det var derfor han blev specielt håndplukket til opgaverne i Sobibor og i Treblinka.

Mordfabrikken Treblinka havde et meget lille, fast personale ansat. Kun omkring 90 mennesker. Resten af 'personalet' (i 'højsæsonen' nåede man op på knap 1500 personer) blev valgt ud blandt de ankommende fanger. Det var stærke unge mænd for det meste. Kun et meget lille antal unge kvinder var så 'heldige' at blive udvalgte til at leve videre for en periode. Fangerne blev brugt til at sortere de enorme værdier som penge, guld og ædelstene og så tøj. Det hele blev pakket og sendt tilbage til Tyskland, til den tyske Rigsbank og til SS. Mordfabrikkerne var en del af SS's enorme forretningsimperium.

Fangerne både i Sobibor og i Treblinka gjorde oprør. I Treblinka rejste de sig den 2. august 1943. Oprøret slogs naturligtvis ned og kun et meget lille antal fanger lykkedes at flygte og dermed overleve. Først den 20. august 1943 afvikledes Treblinka. I efteråret samme år gjorde ligeledes fangerne i Sobibor oprør, og herefter avikledes også denne fabrik.

Franz Stangl og resten af T-4 personalet beordredes herefter til Trieste i Italien, hvor de opholdt sig frem til krigsafslutningen. Deres opgave var at bekæmpe stridsvogne. Da krigen sluttede tog Stangl hjem, men blev anholdt og interneret af amerikanerne.

De problemer man havde efter krigen med at finde ud af, hvem der havde været medlemmer af SS og hvem der havde begået krigsforbrydelser var uoverstigelige.

Man havde helt enkelt ikke uddannet personale nok, og det var let for den der havde noget at skjule at snakke sig fra det meste. Franz Stangl er ingen undtagelse.

Amerikanerne var endnu ikke begyndt at samarbejde med russerne, og havde næsten ingen kendskab til Polens mordfabrikker. Derfor fandt de heller ingen anledning til at tro andet, end at Franz Stangl var en ganske almindelig SS-mand fra de stridende SS-styrker - før det var for sent. Han sad ganske vist fængslet i en vis periode, men han sad i et åbent fængsel, og en dag gik han simpelthen sin vej, rejste til Italien - til Rom, hvor han opsøgte en østrigsk katolsk præst, Hudal, som var kendt for at ville hjælpe folk med identitetskort, penge og hvad de ellers behøvede for at komme væk.

Stangls første stop var Syrien, hvor han slog sig ned i Damaskus. Hans kone og nu 3 døtre fulgte snart efter. Et par år senere slog de sig ned i Brasillien. På intet tidspunkt har familien anvendt sig af falske identiteter. De boede i mange år i Brasillien under deres egne navne, arbejdede og omgikkes andre tyskere og østrigere.De var begge sågar ansatte ved tyske virksomheder under disse år. I årevis ledte nazijægeren Simon Wiesenthal efter Franz Stangl, for at få ham stillet for retten. Men han fandt aldrig på at checke med det østrigske udenrigsministerium. Havde han gjort det ville han have opdaget, at Stangl og hans familie stod som udvandrede til Brasillien. Først den 28. februar 1967 blev Stangl anholdt på sin bopæl i Sao Paolo. Han blev udleveret til Tyskland for at blive stillet for en tysk domstol og dømtfor sin rolle som kommandant først og fremmest i Treblinka.

Dagen før sin død i juni 1971 havde han en sidste samtale med Gitta Sereny. Under denne samtale påtager Franz Stangl sig for første gang en skyld. Nemlig skylden for at have overlevet Treblinka.

Franz Stangl havde naturligtvis en samvittighed, men under de mange år der gik fra han kom til T-4 til den dag han udleveredes til retsforfølgelse i Tyskland, så talte han aldrig med nogen om hvad han følte ved det han gjorde, og hvordan han syntes at den rolle han spillede harmonerede med hans kristne overbevisning. Han afsværgede sig uden videre sin tro i sin tid. Dette gjorde han uden sin hustrus viden og samtykke. Og for Franz Stangl var hans hustru, Teresas, billigelse og respekt meget vigtigt. Han diskuterede aldrig tjenesten med sin hustru. Hans rolle var hende ubekendt. Havde Teresa kendt til hans rolle, ville hun aldrig have kunnet forstå ham eller for den sags skyld tilgive ham. Jeg er helt overbevist om, at Franz Stangl ville have fundet det umuligt at leve videre uden sin hustru.

Han reflekterede aldrig over sin rolle. Når tankerne alligevel pressede sig på, så fortrængte han dem med alkohol i meget store mængder, og med, kan man synes, besynderlige byggerier som skulle give indtryk af at Treblinka var en hyggelig lille by - ikke en mordfabrik. Han anlagde blomsterrabatter, satte dekorative havebænke op, skabte en dyrepark og så videre. Alt for at få noget andet og mere behageligt at tænke på.

Franz Stangl funderede aldrig for alvor på at dessertere. Han var et pligt mennesker. Han opgav hellere sin tro end sit arbejde - uanset at hans arbejde gik imod alle hans personlige moralske værdier.

Denne bog er så fascinerende, at det nu er 5. gang jeg læser den, og stadigvæk finder jeg ny information. Den er velskrevet - som alle bøger Gitta Sereny skriver. Og den fastholder med sit grundige research arbejde og sine spændende interviews læseren på en sådan måde, at når man først begynder at læse, så er det umuligt at slutte. Denne 5. gennemlæsning påbegyndtes søndag og afsluttedes mandag.

Bogen indeholder en skarp kritik af den katolske kirkes rolle i Hitlers beslutning om at iværksætte Euthanasia programmet, også kaldet dødshjælpsprogrammet. Bogen stiller sig ligeledes stærkt kritisk til pave Pius XIIs manglende vilje til at fordømme jødeudryddelsen i Polen, på trods af at han kendte til den. Ligeledes er der en meget interessant diskussion om den hjælp som visse præster i den katolske kirke i Rom tilbød flygtende nazister ved krigens afslutning. Og sidst, men ikke mindst, indeholder bogen et meget spændende interview med Dr. Dollmann, som fungerede som italiensk tolk for Hitler.

Ligeledes indeholder bogen mange spændende interviews med nogle af de få der overlevede Treblinka samt med personer som ligesom Franz Stangl, var kommanderede til Treblinka som vagter med mere.

Det jeg især værdsætter ved Gitta Serenys bøger er, at hun aldrig fordømmer mennesket hun har med at gøre. Hun tager afstand fra specifikke handlinger, men aldrig fra mennesket, og det synes jeg er meget vigtigt.

Jeg anbefaler 'Into the Darknes' til alle som interesserer sig for den 2. Verdenskrig og dens følger.

Into the Darkness - af Gitta Sereny, 1974.

Cheers
Asta

The Long Hard Road Out Of Hell

2009-04-12T12:30:00.009+02:00

Når din 17-årige datter låner dig en bog og beder dig læse den, så bør du lytte meget nøje efter hvordan anmodningen fremkommer. Enten er det et diskret vink til dig om at du behøver at blive oplyst. Eller også er det en kompliment.

I dette tilfælde, så indledtes Miss Wintys opfordring under en telefonsamtale med ordene: ”- Jeg har lånt en bog. Og den må og skal du bare læse. Du vil finde den meget interessant. – Jeg tager den med til dig på søndag!”

Næppe var hun trådt ind ad døren søndag eftermiddag, før hun sled bogen frem fra tasken og lagde den på spisebordet. ”- Vær så god, mor. Jeg glæder mig til at høre din mening om den.”

Titlen på bogen faldt meget godt i tråd med omslagsbilledet forestillende et hovedportræt af en mand med blodskudte øjne der ser ud som om de om et kort øjeblik skal springe ud af sit billede og lige op i hovedet på dig. - Bogen jeg stod med i hånden var ”The long hard road out of hell” af Marilyn Manson – dikteret til Neil Strauss.

Dette er én af de bøger som jeg meget gerne har villet læse gennem længere tid. Men først for lidt over 1 år siden er den blevet oversat og udgivet på svensk. – Vist kunne jeg have læst den på originalsproget, men min fornemmelse har været, at den sandsynligvis er skrevet i et sprog som er fyldt med slang og dobbelt betydninger, og så er det sikrest at læse den på et ”eget” sprog først. Min tanke med at læse en bog er altid, at jeg vil forstå og lære. Derfor vil jeg undgå misforståelser. Især sproglige.

Min første gennemlæsning foregik over 2 nætter. Så begyndte jeg forfra. Langsommere og mere grundigt. Bladrede tilbage til specifikke afsnit og læste dem igen. Den tredje gennemgang handlede mest om at nærlæse de tekster som indleder hvert kapitel en ekstra gang samt vende og dreje alle illustrationerne og deres tekster.Alt i denne bog har nemlig en betydning. Ingenting er overladt til tilfældighederne. Og hvis du vil forstå den her person, som med Miss Wintys ord egentlig er ”alt for smart til at det tjener hans eget bedste”, så er det vigtigt at få det hele med.

Vores opfattelse af mennesker kan inddeles i 2 kategorier: ’God’ og ’Dårlig’. Majoriteten af denne verdens befolkning vil sandsynligvis automatisk i deres bevidsthed opfatte Marilyn Manson som dårlig – nogenlunde af samme kaliber som Hitler.

I modsætning til Hitler samt andre kendte hade-objekter såsom Albert Speer, Adolf Eichmann og Frantz Stangl, hvis historier jeg også har fordybet mig i, så er Marilyn Manson næsten for ærlig. Hans ærlighed skal ikke opfattes som et forsvar. Det er ikke hans intention. Han beretter og forsøger med sin beretning at vise hvordan han tænker og hvilke hans motiver er. Det er her Miss Wintys ord får vægt.

Lad mig slå fast, at denne bog ikke er pop litteratur. Den er ligeså uhyggelig som ’Into the Darkness’. – Næsten mere uhyggelig. Forstået på den måde, at den handler om en persons næsten overnaturlige besættelse af at ville være og at have en mission. Prisen han betaler er høj, men stundom får jeg næsten opfattelsen af, at han synes prisen er det hele værd.

For nylig læste jeg en artikel om emnet angst og fobier. En gruppe forskere var kommet frem til, at hvis man som barn er angst for eksempelvis slanger, så bør dette kureres i barneårene. Fordi ubehandlet angst åbner for yderligere mareridt og fobier senere hen i livet.

Angst forstærkes når man er lille. En mikroskopisk stålorm kan se ud som en kobraslange i barnehøjde.

Marilyn Mansons 3 rædsler i barndommen er hans farfar, hans far og skolen.

Med tanke på at ingen af hans forældre vil omgås hans farmor og farfar, sandsynligvis fordi de begge véd at farfaderen begår og har begået ting som ikke er forenelige med et nogenlunde normalt familieliv, så kan det synes særdeles mærkværdigt, at de faktisk overlader deres eneste barn i bedsteforældrenes varetægt.

Faderen er heller ikke nogen rar oplevelse. Han slår sin søn og interesserer sig i øvrigt overhovedet ikke for ham. Han er heller ikke nogen særlig rar ægtemand. Han truer sin hustru i sønnens påhør, og beskylder hende for utroskab. På trods af det, så er MM en meget loyal søn. Han undskylder faderens opførsel med de ubehageligheder han har oplevet som soldat i Vietnam. Og hvad der er nok så interessant - i betragtning af at dette jo er Marilyn Manson, den personificerede umoral som helt savner samvittighed. - Han påtager sig skyld. Eksempelvis påstår han, at det er efter et fysisk sammenstød som han har haft med sin mor, at hun har besluttet sig for at ikke sætte flere børn i verden. – Og at det er godt. For han er ond. Et nyt barn vil nok blive endnu ondere.

Dette er en familie, som fortvivlet nægter at lade sig proletarisere. - Vi får at vide, at farmoderen er stoppet med penge, men meget nærig. - Og i stedet for at sende drengen i en almindelig skole (fordi kommuneskolen er noget lort), så sender de fuldkommen ureligiøse forældre - som for længe siden selv har afskaffet julen - ham i en kristen skole. Oven i købet en katolsk sådan. Hvordan de nu kan synes at dette er en god idé. Igen kommer MM sine forældre til undsætning og undskylder dem med, at de bare ville give ham den bedste uddannelse.

Enhver kan sige selv, at hvis man overlader et barn som ikke præcis føler sig velkommen i denne verden til et overspændt religiøst miljø som Herritage Christian School tilbyder, så kan det næsten kun gå galt. – MM forsøger at tilpasse sig og bevise at han skam er troende. Men han kan jo aldrig svare ja på spøgsmålet om” – der er nogen rigtige katolikker tilstede?” som konstant slynges ud i klassen.

Det er her – på denne skole som får betalt for at uddanne eleverne til at ære og elske Gud, at MMs evige kredsen om døden, helvede og jordens undergang og sandsynligvis også motivet til et narko- og alkohol misbrug uden deslige grundlægges. Skolens undervisning baserer sig nemlig på at skræmme. Og denne skræmmekampagne lykkes man med.

Rektor for skolen, Carolyn Cole, stiller i bogen – via Neil Strauss – et spørgsmål til MM. ” – Var der noget jeg burde have gjort anderledes?”, vil hun vide. – Jeg véd ikke om MM selv nogensinde har besvaret spørgsmålet. Men jeg vil gerne besvare det. Det bedste rektor kunne have gjort var at indrømme for skolekommissionen at hun var inkompetent, både som leder og som pædagog.

MM bestemmer sig slutteligt for at han vil væk fra skolen. Han forsøger at overtale sine forældre til at sætte ham over i kommuneskolen i stedet for. Men de vil ikke høre på det øre. – Det burde de nok have gjort.

MM lærer sig meget snart den lektie som masser af andre børn – inklusive jeg selv – lærte i skolen: Selv negativ opmærksom er mere positivt end ingen opmærksomhed.

Han indleder en karriere som slik langer på skolen hvor alt slik er forbudt. Og som skribent og udgiver af et karikatur blad, hvis indhold rimer meget dårligt med skolens religiøse og moralske værdier. Hans håb er, at dette må ind forskaffe ham en afgangsordre, men sørgeligt nok så har han forregnet sig lidt. – Majoriteten af de elever som får sine liv ødelagte på denne skole er fattige børn, hvis forældre ikke har råd til at betale for undervisningen. Derfor kommer pengene for disse børns undervisning fra fonde etc. MMs forældre derimod har råd til at betale. Og skolen vil meget gerne have hans forældres penge. Derfor kan han ikke blive smidt ud, uanset hvor meget han forsøger.

At det til slut endelig lykkes ham at komme bort skyldes ikke hans egen fiffighed, men det faktum at hans far har fået en bedre stilling i Fort Lauderdale i Florida, og der flytter familien ned 2 måneder inde i den første termin i det som kaldes høj stadiet. Så her har vi så en teenager, som har alle de problemer teenagere kan tænkes have, hvis eneste tanker er ganske trivielle (de handler om sex og intet andet), som har levet hele sit liv i en lille by oppe i Ohio, som flytter til en dekadent og på samme tid fornem forstad til Miami. – Han må have følt sig som en bonderøv der netop er kommet ind med 16.00 bumletoget.

MM har ikke rigtig social kompetence. Han har svært ved at få venner, men da han i bund og grund er et flok-menneske, så er det her med at være ensom ikke rigtigt funktionelt for ham. Han vil gerne have venner. Næsten ligegyldigt hvilke og ligegyldigt hvordan.

Allerede i Ohio tiden har han forsøgt sig – nærmest ved et uheld – med hash og med sprit. Han konstaterer at hash er noget skidt som smager forskrækkeligt. Spritten var nok bedre.

Her i Fort Lauderdale virker det som vejen frem for alt hvad han har i hovedet (stadigvæk sex og intet andet).

Så længe han holder sig på ”den rigtige side” af moralens vej, så får han kun øretæver ud af det. – Men så snart han tager sig sammen og bliver kreativ og direkte farlig for sig selv, så hænder der sager.

Han sætter sig i respekt i skolen ved at lange musik som han ulovligt er kommet over, for siden at stjæle det igen fra dem han har solgt til og sælge igen og så videre. Og han bliver aldrig anmeldt for det.

Beretningen om disse år nævner stort set ikke hans forældre. Jeg undrer hvorfor. Og jeg undrer om de faktisk vidste hvad han syslede med. Om hans tavshed har at gøre med hans loyalitet til forældrene. MM flytter først hjemmefra da han er 22. Hvordan har hans forældre kunnet undgå (specielt hans mor som er hjemmegående) at opdage hvad han lavede?

Hans pigebekendtskaber er præcis som man kan tænke sig. Han har overhovedet ingen som helst grænser. Han er sammen med piger som foragter ham og som udnytter ham, og alligevel så begår han samme fejl gang på gang. Som om han aldrig rigtigt tager ved lære. Som om han foragter sig selv så meget, at han ikke synes han har ret til at afvise noget han véd er dårligt. Som om han ikke har noget selvværd.

Det er præcis det samme som gør sig gældende med alle stoffer som han tager. Han véd det er dårligt og at det er forkert, men han gør det alligevel – fordi han er ligeglad med sig selv. Engang imellem, så vil han ikke, men han tillader altså piger at overtale ham ved hjælp af mere eller mindre ufine tricks. – Ligesom de også overtaler ham til andre ting, som han udmærket véd er helt ude over kanten. Han sætter aldrig foden ned.

Selv bliver han ekspert på at udnytte mennesker – især svage mennesker. – Hvis et svagt menneske uden selvdisciplin og selvværd møder et andet svagt menneske uden selvdisciplin og selvværd, så får man rimeligvis en katastrofe. Bland så katastrofen med musik, en optræden som får Caligula til at fremstå som en sød dreng for at tiltrække opmærksom (og dække over den elendige musikalske præstation) og tekster som chokerer – så har man grundsubstansen i noget som nok skal få det moralske Amerika til at indlede et sandt korstog.

MM bruger psykopaten Nancy (sandsynligvis et opdigtet navn) som element i sceneunderholdningen. De terroriserer hinanden i 2 år, på scenen og privat – selvom hun ikke er hans kæreste (sådan en har han også, men det er ingen hindring). Eftersom alting går alt for langt, så indser MM at Nancy skal bort. Desværre har Nancy den opfattelse er det er hende som bestemmer i bandet Marilyn Manson. Derfor vil hun ikke forsvinde, men terroriserer ham bare endnu mere. MM er så arrig og hader Nancy så meget at han for at blive fri for hende, ned i mindste detalje planlægger at myrde hende. Han skaffer sig en medsammensvoren, men på vej hen for at faktisk bringe planen til udførelse, bliver de forstyrrede af et andet psykiatrisk tilfælde i form af en hjemløs som bliver ved med at forfølge dem. Og planen bliver afbrudt.

I bedste drama stil lykkes det langt om længe at slippe af med Nancy. MM kommer nemlig på at man altid kan fortælle nogle artigheder til Nancys kæreste, og så forsvinder hun. – Hvis han havde været smart, så havde han gjort det fra starten, i stedet for at stå ud med alle hendes påhit.

Hele historien med Nancy er fuldkommen grotesk, og den viser meget tydeligt hvordan MM for at få publicity kan få viklet sig ind i fuldkommen sindssyge relationer med mennesker som overhovedet ikke vil ham det godt, og som han ender med at hade. Og han gør det faktisk hele tiden.

Han fortæller, at han altid sætter folk op på en piedestal. Men for det meste hænder der et eller andet som får dem til at ramle ned igen fra den piedestal. Undtaget herfor er Missi, den eneste person i bogen MM aldrig kritiserer – bortset fra sin mor.

Missi er beskrevet som et meget sødt menneske som MM respekterer (indenfor rammen af hvad der er ham muligt). De er faktisk sammen i en hel del år (4), inden hun vælger at afslutte forholdet. Dette i forbindelse med at bandet Marilyn Manson får sit egentlige gennembrud.

Marilyn Manson blev store med assistance fra Trent Reznor. Han overtalte Nothing til at udgive MMs musik – dog med den klausul at det var Trent Reznor som bestemte indhold etc. Trent Reznor ejer selv et meget berømt progressivt metal band. Han er rig, han er en playboy, og han ser godt ud. En svigermors drøm. Under produktionen af det album som for alvor bringer Marilyn Manson frem, Anti Christ Superstar, opstår der en alvorlig disput mellem personen MM og Trent Reznor. Den handler i bund og grund om hvem der skal bestemme hvad Anti Christ Superstar skal indeholde. Desuden, så sætter Trent Reznor en kæp i hjulet for at MM skal levere musikken til den meget berømte David Lynch’ næste film.

Striden mellem MM og Trent Reznor bliver bilagt. Og de 2 herrer slutter fred. Tror Trent Reznor.

I dag er MM og Trent Reznor noget nær dødsfjender.

I utallige interviews har MM udtalt sig totalt uforstående overfor Trent Reznors hadefulde følelser overfor ham.

MMs hukommelse har det med at svigte ham når det passer ind i hans kram. Det kan meget enkelt komme ind under årsag alkohol og stofmisbrug. I dette tilfælde virker det som om han totalt har glemt alt om de meget lidt flatterende kapitler der handler om Trent Reznor i denne bog. Trent Reznor fremstår nu bare som en umoralsk og helt igennem slet person i læsernes øjne.

Dette er selvfølgelig MMs egen lille private hævn for de fortrædeligheder Trent Reznor udsatte ham for i forbindelse med Anti Christ Superstar og historien om David Lynchs film.

Trent Reznor har aldrig sagsøgt MM for de beskyldninger mod ham som står i denne bog. Han véd at MM har en mani med at dokumentere alt. På film og foto og på bånd. Han kan ikke løbe fra det.

Som jeg indledte med at skrive, så har mange mennesker den opfattelse at MM er en meget dårlig person. Et person som står for umoral, misbrug og satanisme. En person som fornægter Gud.

Når man læser denne bog, så bliver man en hel del klogere. Han er ikke særlig disciplineret, men han har stor viljestyrke, og frem for alt, så har han en stærk evne til at kunne kontrollere sig selv. Hvis han føler at brugen af eksempelvis stoffer er en hindring for hans mål, så holder han sig fra det.

Han er ingen Guds fornægter. Han tror på Gud. Men han fortolker kristendommen på sin egen måde.

MM bruger ganske megen tid på at forklare for læseren hvad satanisme er. At det ikke er synonymt med Djævelen. Han siger også, at Djævelen og Helvede ikke eksisterer. At det er noget sludder. Hvilket han har fuldkommen ret i. I øvrigt står der heller ingenting om dette i Biblen. Det er noget der er fostret i overspændte menneskers fantasi. Og som kan bruges til at skræmme mennesker til lydighed.

Han har stor selvironi. Er der nogen der ikke tager sig selv på særlig stor alvor så er det MM. Prøv eksempelvis at læse hans leveregler. Og hans regler for hvordan du kan finde ud af om du er misbruger.

Der er beretninger om ting i denne bog, som jeg ikke bryder mig om. Handlinger som jeg tager afstand fra. Men, at han vover at fortælle om dem, det respekterer jeg. Det er modigt, og meget få mennesker ville have turdet stå for det de har gjort som MM gør i denne bog.

Med hensyn til hele den diskussion om moral kontra umoral som unægteligt dukker op i mit indre undervejs gennem bogen, så er jeg helt sikker på, at MM under sin lange rejse givetvis har konsulteret sin samvittighed, for en sådan har han. Og her har han kunnet søge hjælp i den type af litteratur som han har lært at kende i forbindelse med hans skolegang - eller på grund af. Han har et særdeles indgående kendskab til religiøs litteratur - og filisofiske bøger som disputerer teser etc. Han kan meget vel have konsulteret Thomas af Aquino, som samlede jesuitternes moralsystem der omhandler sandsynlighed. Ifølge dette system findes der meget få moralske beslutninger som er utvetydigt gode eller onde. Moralsk stillingtagen er dobbelt tydig. Om der findes rimelige årsager eller rimelige autoriteter som støtter en personlig mening, så kan denne personlige mening blive afgørende, også selvom der findes rimelige årsager eller autoriteter som siger imod denne mening.

Altså: Hvis det tjener et højere mål at begå visse handlinger, og dette mål er i overenstemmelse med den gængse opfattelse af rimelighed, så kan det godtages at man begår disse handlinger. - Og i USA er det ingen skam at ville være kendt eller rig.

Hans kvindesyn er fuldkommen vederstyggeligt. Dog skal man ikke glemme, at han arbejder i en branche hvor kvinder generelt set både foran og bagved scenen viser sig fra deres værste side. Desuden har MM en hel kuffert fyldt med dårlige erfaringer. - Det er ikke underligt at han ser kvinder som brugsgenstande.

Motivet for at blive personen Marilyn Manson er dels betaling af en slags aflad, dels et kald. Som en slags omvendt 'Messias'. Som tager på sig at i ensom majestæt fortælle de overspændte, dobbeltmoralske, hykleriske, religiøse og løgnagtige mennesker hvad de kan gøre ved sig selv. Og blive straffet for at sige dét højt vi andre nøjes med at tænke inde i os selv. Man kan synes at en person som påtager sig en sådan rolle enten må være gal eller i det mindste ikke normal, men behovet for en sådan 'Messias' er oplagt i den såkaldt civilerede verden, hvor man fra vugge til død lulles ind i en sikker forvisning om at egen tankevirksomhed er skadelig for jeget.

Der findes en psykologisk faktor i dette. Man kan tro så intensivt på noget at det til slut bliver et faktum. Franz Stangl er i 'Into the Darkness' et skole eksempel på dette. Franz Stangl var kommandant i Sobibor og i Treblinka. Han påstod, at for at overhovedet kunne overleve, så indtalte han sig at de mennesker som myrdedes på samlebånd i de 2 lejre ikke var mennesker, men kolli. Hans opgave var at transportere alle disse kolli fra A till B (fra det ankommende tog til slutdestinationen som var ud gennem skorstenen) så hurtigt og effektivt som muligt. Han syslede med transport logistik. Intet andet.

Marilyn Manson har på samme måde overbevist sig selv om hvad hans opgave er. Det er en mere eller mindre selvpåtaget mission, som bevidst kantes med forhindringer og selvplagerier som han skal kunne overvinde for at bevise at han virkelig er 'Messias'. Jeg tvivler ikke på at MM er oprigtigt overbevist om at han kan redde menneskene fra hykleriet. Det endegyldige mål for ham er at opnå anerkendelse - ikke nødvendigvis for dét han gør, men for det han er.

MM opfatter sig som selv som performer - en slags udøvende formidler - af kunst. Kunst kan ikke bestemmes. Kunst er ikke fakta - kunst er noget helt andet. Her bliver kunst ophøjet til en forestilling hvor udøveren et meget langt stykke hen ad vejen også er betragteren som står udenfor og kigger ind. På den måde kan samvittighed og dom blive på 2 niveauer. Afhængig af slutmålet.

Jeg vil afslutte med at takke Miss Winty for at have bibragt mig en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Hvad enten man kan lide MM eller ej, så anbefaler jeg bogen til teenage forældre, til lærere og pædagoger og til mennesker som foretrækker at skabe sin egen opfattelse om personen MM frem for den der serveres i medierne.

The Long Hard Road Out Of Hell - By Marilyn Manson with Neil Strausse, 1999.

Cheers,
Asta

Nynne og Bridget

2009-04-07T11:54:00.000+02:00

Efter lange og modne overvejelser om hvad jeg egentlig skal bruge mine blogs og mine såkaldte social netværk sider til, er jeg kommet frem til at jeg skal give mig fanden på at skrive om præcis alle de bøger der er værd at læse. Normalt når nogen får den tumpede idé, så handler det om store værker skrevet af anerkendte forfattere med Pullitzerprisen eller Nobels Litteraturpris i bagagen. - Men det er for enkelt.

Det er meget sjovere at skrive om alle de andre bøger - de som maksimalt havner på bestseller listerne - eller på det samfundsmoralske bål som skal rense vores allesammens sorte sjæle.

På forhånd beklager jeg stavning, kommatering og alle andre skønhedsfejl eller sproglige overgreb som begås undervejs. Jeg fik A+ i orden og stil i grundskolen. Siden er jeg blevet påtvunget misbruger af elektroniske staveprogammer en masse, som desværre udmærker sig ved heller ikke at kunne stave eller grammatisere. Et faktum jeg først fornylig har indset. Mest fordi jeg er doven.

For kvinder (og mænd) med selvindsigt i alderen 20-70 anbefales "Bridget Jones Dagbog" og "Nynne". Begge bøger sætter ligesom en ramme om den momentvise sindssyge som vi kvinder angribes af i vores jagt på det meget opreklamerede lykkelige liv. De 2 damer er selvfølgelig ligeså uheldige som vi andre, og dertil nogenlunde ligeså grimme - eller smukke om man vil. Deres kærlighedsliv er kaosartet. De ryger og drikker som alle vi andre - også jer der er blevet hellige og ikke vil indrømme det. Vægten pendler mellem stor og meget for stor (måleskalaen er Kate Moss mens hun gik på kokain). Realistisk og genkendeligt rod og uorden hersker indenfor de 4 vægge. Og ikke mindst: - Det eneste de motionerer er den højre arm, som går fra side til side i lynhurtigt tempo når det i forvejen overtrukne kreditkort køres igennem kortlæseren på deres shoppingturnéer. Som gennemføres i et terapeutisk forsøg på at blive af med den let deprimerende psykose som har fat i dem.

I tillæg får man Bridgets og Nynnes mødre (og en enkelt far). Og her kan man jo så reflektere lidt over det gamle ordsprog om at æblet ikke falder langt fra stammen. Prøv og fundér lidt over hvordan du ville have det, hvis du morgenen efter et gigantisk fylle party bliver vækket af din mor som står og kalder på dig gennem brevsprækken. - Når du nu helt bevidst har slået dig ned et sted hvor hun umuligt kan komme forbi uden at foretage en lang dagsrejse. Og som kan hitte på at skramle sammen til en cykeltur i Provence ved at lede præcis alle dine ynglingsting fra din teenagetid frem og sælge det på et loppemarked? - Heriblandt din elskede rejsegrammofon og dine stjerneformede solbriller som du tuskede dig til på skammelig vis - engang i 1983. Og som du havde glemt at du var den lykkelige ejer af!?!

Vil man have mere, så anbefales i tillæg TV-serien Nynne. En 16 afsnits sort humoristisk tvekamp for 1, med hovedpersonen som hele tiden veksler mellem had og kærlighed. Drømme og virkelighed. Og håbløse mandsgrise som enten har storhedsvanvid, er lejemordere eller herskere over Sodoma og Gomora. - Hvad gør man, når alt man ønsker sig er nogen der bare synes man er den eneste ene?!?

Og hvad gør man, når der hele tiden er en slange i paradiset. I skikkelse af en trådsmal skønhed, med perfekt make-up og tøj som ser ud som om det er malet på og aldrig rynker? - Den perfekte rynkefri flirter babe som alle mænd står i kø for at kurtisere. I stedet for dig - som er så meget smartere og morsommere end dén der latterlige svigermors drøm, som ham du nu i 3 måneder har forsøgt at få lidt mere end øjenkontakt med, hæmningsløst har lagt sig på maven for. Og minsandten om ikke samme torn i dit øje lige nu står og ondgør sig over dig!?! - Hvordan bliver man af med giftblandersken?

Både Nynne og Bridget er europæere. De falder aldrig ned på Sex and the Citys niveau. Nynne og Bridget er rigtige mennesker. Med alt hvad det innebærer af økonomiske problemer, vanskelige chefer, nævenyttige kollegaer, besværlige forældre, tarvelige veninder og ditto kærester. Og med den helt rigtige sans for at forholde sig til sig selv på den helt rigtige galgen humoristiske måde.

Cheers,
Asta

60 år med bind for øjnene

2009-01-07T17:22:00.001+01:00

Konflikten mellem palæstinensere og israeler har været et tilbagekommende emner gennem de seneste 60 år.Med baggrund i denne konflikt er utallige krige blevet kæmpet - oftest i andre lande. Libanon eksempelvis har lidt ufatteligt på grund af denne konflikt.

Israels pointe er dets ret til at forsvare sig selv. For at forsvare sig selv mod angreb fra Hamas, besluttede Israel at indlede fuld krig mod Hamas' højborg Gaza.

Jeg støtter ikke Hamas. Hamas er en fundamentalistisk og ekstremistisk gruppe af mennesker uden ønske om fred og samarbejde. Hamas ser den civile befolkning i Gaza som blot ofrer som kan anvendes til højere propagandistiske formål. Og som rekrutter til den næste generation af terrorister.Jo flere civile der dør i Gaza, jo lettere bliver det for Hamas at nå sit mål. Desværre.

Israel har valgt at starte sin kampagne i skyggen af en handlingslammet amerikansk politisk administration. Vel vidende at skismaet mellem en afgående og en tiltrædende præsident lægger al stærk og tydelig reaktion på vågeblus indtil videre. FNs Sikkerhedsråd har ekskluderet sig selv fra alt gennem at tillade medlemsstater at nedlægge veto mod alt som kan sætte bidrag fra de jødiske vælgere på spil. I lyset af dette har Israel fået frie hænder til at fortsætte med noget der bedst kan sammenlignes med ødelæggelsen af Warszawa i 1944.

EU har sendt en delegation til Tel Aviv for at diskutere emnet med den israelske regering og med den palæstinensiske præsident. Desværre, så taler Hr. Abbas ikke på vegne af majoriteten af de palæstinensiske vælgere. Spørgsmålet er derfor: Vil det lykkes for EU at opnå noget som helst?

Andre spørgsmål man kan stille sig er: Er vi overhovedet interesserede i at løse konflikten? Bryder vi os om overlevelse for de 1 1/2 million som lever i Gaza? Eller synes vi når alt kommer til alt, at det er ganske bekvemt at lade israelerne gøre det beskidte arbejde for os?

Bekendelser af en misundelsesværdig

2009-01-06T12:31:00.004+01:00

Læste netop en artikel på www.slate.com med gode råd om hvordan man ikke skal gøre på Facebook og Myspace eller andre steder på nettet, hvis man vil undgå at blotte sig for chefen eller påtænkte ægtemænd eller -koner ved at vise de mere lystige sider af ens karakter. Eksempelvis druk billeder fra fester og videre i den dur. - Jeg følte mig helt udenfor.

Jeg tilhører nemlig den dér dødkedelige promille af befolkningen som hverken drikker alkohol eller tager stoffer. - Jeg har heller aldrig gået i gymnasiet - eller på universitetet - og jeg går aldrig på bar. Så ingen har noget på mig - altså noget visuelt mener jeg. Ved nærmere eftertanke, så kunne der blive en rigtig glimrende prinsesse kandidat ud af mig, hvis nogen lige skulle stå og mangle.

Nu flasker det sig sådan, at med mit fine navn - altså ikke det jeg præsenterer mig med her, men mit rigtige navn, som forøvrigt går i lige linje tilbage til dengang der da var RIGTIGE herremænd til - år 1300 et eller andet. Efter Kristus naturligtvis - så er det helt utænkeligt, nærmest en fejl, at vise sig offentlig i u-kontrolleret tilstand. Og slet ikke på internettet. Så den velmenende og iøvrigt meget underholdende artikel på www.slate.com vedrørte bare de 139,9 millioner andre brugere af Facebook og Myspace - ikke mig.

Hvilket i sig selv er fantastisk, for det betyder jo at jeg er helt unik, og dermed en misundelsesværdig. - Vist er det rart med bekræftelse engang imellem.
Skål!

En dag på barberblade

2009-01-05T18:35:00.001+01:00

Minus 29 grader! - Jeg har ikke engang lyst til at ryge. Det er for koldt! - Jeg troede der var noget galt med termometret......... Desværre ikke!

Har holdt mig indendøre i 2 dage. Desværre er det mandag og jeg var derfor tvunget til at gå på arbejde. Det tager bare 5 minutter med bil, men de 5 minuter var som 5 minutter i helvede. Det er helt utroligt. - Jeg nægter at tro at mennesket blev skabt til denne kulde. Hvis vi var ville vi være født med pels. Det er jeg sikker på.

Asta

Passion for mord

2009-01-02T19:04:00.004+01:00

Jeg har sagt det 100 gange før: Jeg hader TV! Det eneste jeg bryder mig om at investere tid i er engelske Masterpiece krimi serier som Frost, Mord i Midsomer, Inspector Lynley eller Inspector Morse.

Årsagen til at jeg foretrækker disse serier er at de personkarakterer som serierne viser er fra det rigtige liv. Helt modsat amerikanske krimi serier som består af dukker og tomme dialoger. - Engelske krimi serier er fulde af sofistikerede og interessante karakterer og dialoger. Ofte omviklet af en delikat sort humor som jeg elsker.

I går aftes så jeg Inspector Lewis. - Oprindeligt var Lewis Morse's DS, men Morse døde for nogle år siden og Lewis tog over.

Morse var sin helt egen. Ingen kendte hans fornavn. Han var bare Inspector Morse. Han kørte jaguar, han elskede rødvin, whisky og pint. Han var kryptisk kryds-og-tværs ekspert og opera fantast. Gnaven men skarp hjernet.

Lewis er ikke nær så sofistikeret som sin afdøde chef, hvilket kunne blive et forstyrrende element fordi Lewis er stationeret i Oxford, og de fleste af de sager serien omhandler involverer distingverede lærere, studenter or tidligere studerende ved Oxford universitetet. For at kompensere for hans mulige mangler, har Lewis fået DS James Hathaway. DS Hathaway er ikke Oxford - han er Cambridge. Han er sofistikeret, skarp hjernet, humoristisk og spiller guitar i genren verdensmusik inspireret af klassisk madrigal. Han er lyn-læser og citerer Nietzsche. Og han er ryger (stort plus i karakterbogen-:).

Der er aldrig meget blod i disse serier. De er kryptiske, og man kan ikke tage sig en 5-minuters lur, for så går man givetvis glip af en vigtig pointe.

Så næste gang du finder dig selv siddende foran husalteret i mere eller mindre bevidstløs tilstand, på vej at kede dig selv ihjel med CSI eller Bones, så sluk det! - Og for din tilregneligheds skyld: Skaf dig selv en samling engelske Masterpiece krimi serier og NYD!

Myspace på Facebook

2008-12-30T18:00:00.000+01:00

Læste i morgen avisen at engelske Gorillaz har 682872 (sekshundredetoogfirstusindeottehundredetooghalvfjerds) venner på Myspace. Wow! - DET er mange venner!

- Selv har jeg 100 venner - og alle (bortset fra 1) er bands, artister og festivaler, så der er egentlig ikke så meget venskab i de kontakter. Dog får jeg ganske regelmæssigt fra visse artister nogle meget fine kommentarer og hilsner.

Myspace er en interessant site. Den præsenteres som et socialt netværk. - Kan jo tolkes på flere måder. Myspace bruges af artister til at markedsføre sig selv. Det giver dem mulighed for at have en tættere kontakt med deres fans. På overfladen. For det er en en-vejs kommunikation. Ikke nogen dialog. Hvordan skulle de også kunne administrere det? - Det ville kræve en hel hær af mennesker som ikke lavede andet end at kommunikere med fans. Ikke særligt sandsynligt, men givetvis meget populært-:)!

Bortset fra det er Myspace out-dated og gammeldags. Der er en masse restriktioner osv. Facebook som applikation er bedre og mere anvender venligt. Pænere layout etc.

Så hvorfor er jeg da på Myspace? - Fordi jeg får den information jeg vil have direkte fra kilden via bulletiner og blogger. Og det giver mig muligheden for at høre den musik jeg kan lide. Det ville være umuligt uden Myspace, Facebook eller YouTube. Fordi offentlig radio og MTV er blevet overtaget af pop og hip-hop, og god gammeldags metal er forsvundet ud i atmosfæren.

Synes jeg om Myspace? - ............. ?? .........?!?

Spam

2008-12-29T18:45:00.002+01:00

Første dag tilbage på jobbet efter helligdagene. Er stadig MEGA forkølet og har meget ondt af mig selv. Ventede på at nogen skulle sende mig hjem. Desværre må jeg have gjort en fejl beregning et eller andet sted. For jeg er den eneste der er her.

Alligevel er det rart at være tilbage. Selvom antallet modtagne emails er helt ude af proportioner. Måske har jeg gjort en fejl der også, for jeg tror jeg glemte at slå Ude af kontoret Assistenten til inden jeg forlod biksen i fredags. ....... Hvilket har resulteret i en enorm mængde af ganske pådrivende mails i stil med

Hallo, er du der?

Hvorfor svarer du ikke?

Din telefon er lukket. Hvorfor?

Ring mig!

Du har stadig ikke ringet tilbage. Nu er det altså ret vigtigt!

På den anden side har jeg også modtaget en stor mængde sidste øjebliks juletilbud fra en masse firmaer. - For eksempel tilbyder Debenham mig 50% rabat på de dér sko jeg har ledt efter .......... SPAM!!!. - Jeg undrer i øvrigt hvordan nogen 2 dage før jul, kan finde på at sende sidste øjebliks juletilbud til en mailing liste bestående af folk (læs kvinder) som med al sandsynlighed allerede er helt i deres eget private tankeområde, hvor kun mad og sukker fylder!?!

Alt i alt har jeg brugt det meste af en arbejdsdag på at læse ud daterede emails og med at forsøge at få lidt orden i kaoset. Jeg undrer hvorfor folk anvender emailen som chatt? Som om jeg er en personlig rådgiver som automatisk konverterer alle dine spørgsmålstegn til udråbstegn?!?

Nightmare before Christmas

2008-12-20T11:15:00.000+01:00

Har været borte nogle dage på den årlige kick-start af det nye år konference. Den handler om at møde kollegaer og bygge netværk. Og det kan jeg lide! Torsdag aften var der stor middag med underholdning og jeg kom i seng kl. 01.30 am. Bevidst drak jeg bare vand hele aftenen, for ellers ville jeg ikke have været i stand til at stå op 4 timer senere og være professionelt aktiv.

Blev færdig med bogen Svensk Mafia forleden. Den var så tilpas spændende at jeg læste den på 2 dage. Utrolig velskrevet. Der ligger en del research arbejde bag bogen, og det mærker man.

Det var en genopfriskning af ting som jeg selvfølgelig godt kan huske når nu jeg blev mindet om det, men midlertidigt havde glemt.

Et af de mest interessant kapitler i bogen handler om Arkan - den serbiske bankrøver der blev en stor mand i Beograd. At Arkan i lange perioder opererede i Sverige, det vidste jeg godt. Men jeg havde glemt historien om hans netværk. Arkan er eksemplet på hvordan en dybt kriminel person kan hæve sig til alles darling og mange miljonær.

I forbindelse med Stein Bagger sagen, så bliver bogen ekstra aktuel. Stein Bagger kan jo forsøge at bilde os noget andet ind, men hvis man som virksomhedsleder ansætter en bodyguard som er medlem af Hells Angels, så har man noget at skjule. At Stein Bagger er en charmerende psykopat som er i stand til at overbevise folk med en lang universitets uddannelse gør bare det hele endnu mere komisk. Sjældent har man set så mange renvaskede hænder og røde ører på en gang.

Rystelser kommer i forskellige størrelser

2008-12-16T17:34:00.000+01:00

Kl. 06.20 i morges vågnede en masse mennesker med et ordentlig ryk ved at hele jorden rystede. Med deres sædvanlige sans for overdrivelse meddelte Ekstrabladets netavis, at rystelserne var så kraftige at de kunne "mærkes i hele landet". - København er åbenbart vokset siden jeg sidst var der.

Hvorom alting er. 4.8 er et ret kraftigt skælv. Og epi centret var i Sydsverige. Nærmere bestemt lige uden for Ystad. Er af en meget pålidelig kilde som bor dér blevet fortalt, at det rystede så kraftigt at hun ramlede ud af sengen med et ordentligt rabalder.

Men alt overskygges jo fuldstændig af den vigtigste nyhed for dagen: Stein er landet! Med Delta Airlines direkte fra LAX kl. 08.32 am.

På nuværende tidspunkt ved alle hvem Stein er. Men første gang jeg hørte om Stein (i og med at jeg jo ikke bor i Danmark) - så troede jeg vi talte om Friherre Heinrich Friedrich Karl Reichsfreiherr vom und zum Stein, men han har jo været død i ret så mange år, og i øvrigt var han ingen plattenslager selvom han var en slags virksomhedsleder.

Den meget omtalte Stein viste sig at være Stein Bagger, årets entreprenør i Danmark 2008. Desværre også forsvundet fra jordens overflade, til stor ærgelse for de af hans investorer hvis penge han åbenbart havde taget med sig.

Især tog det hårdt på den landskendte komiker Finn Nørbygaard, som åbenbart havde mistet så mange penge at han ikke længere havde råd til at betale for tankning af sin Mercedes. (Se billedet). Fanget af overvågningskameraet måtte han bede hele Danmark om undskyld.

En masse andre kendte mennesker stod frem og erkendte sig narrede. Men hovedpersonen var borte. Indtil den dag hvor Stein Bagger trillede ind på en lokal politistation i Los Angeles og lod sig anholde.

Nu er han så landet, og i formiddags har han erkendt at have svindlet for et meget stor beløb. Fortsættelsen på føljetonen ser jeg frem til. Underholdningsværdien er fuldt på højde med historien om manden der solgte Eiffeltårnet og andet i den genre.

Fremmedforsagt?

2008-12-15T17:40:00.000+01:00

I København har man sat såkaldte samtals bænke op rundt om på torve og pladser.

Idéen er at man skal kunne sætte sig og få en lille snak med et medmenneske. Og selve idéen er jo god. Men måske er en storby ikke lige det helt rigtige sted. Hvilket sikkert er forklaringen på at bænkene synes konstant tomme. - Jeg mener, vist har storbyboer berøringsangst?

Man undrer jo hvordan det kan være. Helt normale mennesker som flytter til storbyen bliver totalt skadede efter 1 måned. Gemmer sig bag iPoden og mobilen eller mp3 spilleren. Eller de sorte solbriller. Ingen øjenkontakt overhovedet. Næsen i sky.

Det mærkelige er, at hvis man spørger storby mennesker hvorfor de opfører sig på den måde, så forklarer de alle som en at det er fordi der findes så mange weirdos i storbyjunglen. Og det holder jeg med i at der gør. Det er jo et sympton på det klassedelte samfund, at de der har føler sig ubehagelig tilpas ved de der ikke har. Og de der ikke har skal jo være et eller andet sted. Vi mennesker er flok mennesker, så meget naturligt så søger de der ikke har sig også til storbyerne, for der findes flere ligesindede.

Jeg lyder som en satans kommunist, jeg ved det godt. Men lad det nu være. Det som er interessant er hvordan man bliver når man kommer til byen.

Jeg er selv sådan. Når jeg sådan rejser rundt, så støder jeg af og til på folk som taler dansk. Jeg giver mig ALDRIG til kende. Og senest - i Gøteborg - ja, jeg skammer mig faktisk over mig selv nu jeg tænker efter - så sidder jeg på en restaurant, og lige bag ved mig, der sidder der 4 danskere som har problemer med bestillingen. Vender jeg mig om for at tilbyde min assistance? - Nej. naturligvis ikke. For hvad rager deres problemer mig? - Forbandet dårlig stil af mig!

Hjemme på landet skulle jeg aldrig opføre mig på den tarvelige måde. Jeg hjælper selvfølgelig folk når jeg ser eller hører at de behøver det. Men så snart jeg kommer ind til byen. Vips - så skifter jeg personlighed. Og gemmer bag min sorte solbriller.

"Ju mer man tänker, ju mer inser man att det inte finns något enkelt svar."
A.A. Milne, Author

Civiliseret forretnings etik

2008-12-14T16:45:00.000+01:00

Jeg købte en meget omdiskuteret bog til toget hjem. Den hedder Svensk Mafia, og er en kortlægning af kriminelle bander i Sverige. Meget interessant naturligvis.

Det er 2 journalister som har skrevet bogen, og den er som sagt meget omdiskuteret. Blandt andet fordi den beskriver hvordan kriminelle organisationer som Hells Angels, Bandidos og Wolfpack mere eller mindre ugenert har kunnet trænge sig ind i samfundet og gøre afpresning og trusselsvirksomhed til en del af et accepteret forretnings koncept.

Når jeg er klar med den, så skal jeg opdatere jer om hvad jeg synes.

Rockermiljøet er ikke helt ukendt for mig. Jeg var ung og bosat i København under den periode hvor Hells Angels slog sig fast som ledende på hashmarkedet. De greb magten ved resolut at skyde lederen af den hidtidige ejerklub ned på åben gade. Jeg boede i kvarteret og så rygmærkerne skifte fra Bullshit til Hells Angels, men jeg så aldrig klubberne som en trussel, endsige som kriminelle. Det var bare en kamp om hvem der skulle bestemme salgsprisen - hvilket ikke havde noget med køberne at gøre.

I dag - 25 år senere, er en ny krig i gang i København. Denne gang er det om narko (hash er hippiernes lyse øl). Krigen udkæmpes mellem Hells Angels og unge indvandrergrupper. Og det ser ud til at Hells Angels taber den krig. Krigen har skiftet karakter. Den er blevet meget hårdere. Men pengene de kæmper om er også blevet større. Vi taler om et bundløst marked hvor man kan tjene fantasibeløb.

I Sverige er der også krig mellem forskellige kriminelle grupper, men den krig er mest i og omkring Gøteborg - ikke i Stockholm. Eller rettere sagt: Der skydes ikke så meget i Stockholm som i Gøteborg. Af det konkluderer jeg..........

Reflektioner

2008-12-13T16:19:00.003+01:00

I dag er det Lucia dag. Det er en meget gammel svensk tradition som jeg finder smuk, men aldrig fejrer. Fordi jeg ikke er svensk. Jeg foreträkker at holde mine danske traditioner i hävd så meget som muligt.

I går skrev jeg om mine erfaringer med andre menneskers ubevidste opfattelse af alder.

Jeg modtog en reaktion som jeg vil dele med Jer. Den kom fra en mand som i min bevidsthed har et meget sundt syn på livet.

"Er rynker ikke et tegn på at du er blevet klogere og mere forstanding? Eller er det bare en undskyldning for at ikke behöve argumentere for dine påstande? Du behöver bare sig at din lange erfaring ffortäller dig at landet ligger sådan og så falde tilbage på din visdom-:). Som jeg har sagt tidligere; alder er et spörgsmål om hvordan vi opfatter os selv - og andre. Desvärre har folk en tendens til at putte andre mennesker i en boks baseret på deres alder. Når folk når en bestemt alder opfattes de som mumlende lallende fjolser på sammen niveau som små börn. Hold venligst mig (og du selv) ude af den boks:-)."

Det er interessant at alder er så vigtigt for os. I virkeligheden er det jo bare et fiktivt tal som nogen har opfundet for at holde os travlt beskäftigede med at synes det er synd for os. Det siger igenting om os eller om vore värdier.

Jeg opfatter mig selv som klog og forstående. Jo äldre jeg bliver jo mere tilbagelänet bliver jeg også. Det tolkes desvärre som en negativ attitude, hvilket jeg ikke synes det er. Min karriere ligger bag mig. Mine ambitioner er nedtonede. Det giver mig en mulighed for at udforske livet på en helt anden måde end for 10 år siden.

Förhen ville jeg aldrig have vist indersiden af mig selv offentligt (jeg mener i en blog), men i dag er det ikke så kompliceret. Jeg er den jeg er, jeg kan ikke lave om på mig selv, og jeg vil heller ikke. At väre mig selv er et af de virkelige privilegier som kommer med alderen.

En anden positiv ting ved at blive äldre er, at jeg kan anvende selvironi på en helt anden måde end för. Jeg kender mine stärke sider og jeg kender mine svage sider ind og ud. Men jeg behöver ikke längere undskylde mig selv. Det er helt ok at väre skör nu-:)).

"I am not young enough to know everything"
James M Barrie, Novelist

Den sidder der - lige midt i panden!

2008-12-12T19:43:00.001+01:00

Har du tænkt på hvor mange mennesker som får angstanfald når de ser rynker - også når rynkerne sidder i panden på et andet menneske?

Jeg har haft rynker i panden siden jeg var 18. Det er såkaldte intellekt rynker. - Engang imellem irriterer de mig, og jeg funderer på laser og botex, men for det meste er jeg ret stolt af dem. De er jo en del af min personlighed.

Rynker forbindes med alderdom. Og så får man det dér diskrete spørgsmål: "Hvornår skal du pensioneres?" - Det skal jeg faneme aldrig! Jeg skal arbejde til jeg segner død om. Hvad skal jeg ellers få tiden til at gå med? Eksperimentere i køkkenet så hr. Asta kan køre frem og tilbage mellem hjem og forgiftningscentral? - Det er hans livsforsikring ikke stor nok til.

"Mange er aldrig lige gamle med sig selv"
Tove Ditlevsen

Berømmelse

2008-12-11T19:12:00.004+01:00

Tænk hvis jeg var kendt. Så ville jeg blive inviteret til events overalt. Og en masse fotografer ville eksponere mig for hele verden. Og jeg ville blive interviewet. Eksempelvis om mig. Og det ville blive publiceret. Alle ville læse min blog. Og alle ville få et pludseligt behov for at være mine venner. Skide være med om jeg kan stave eller er idiot. Bare jeg er kendt. Og ligegyldigt hvad jeg så får for mig at sige - de vil labbe det i sig!

Sådan her kan det eksempelvis blive:

C.Leb Q: Asta, Hvor får du inspiration fra til at skrive?
Mig A: Har du overhovedet læst min blog?

C.Leb Q: Du får mange kommentarer på din blog. Besvarer du dem?
Mig A: Har du overhovedet læst min blog?

C.Leb Q: Du skriver meget om dig selv. Hvorfor?
Mig A: Fordi jeg kan

C.Leb Q: Ind imellem får du meget kritik for det du skriver. Hvordan håndterer du det?
Mig A: Har du overhovedet læst min blog?

C.Leb Q: Du har jo sunget og spillet i mange år. Hvorfor holdt du op med det?
Mig A: Er du sikker på at du har læst min blog?

C.Leb Q: Du skrev engang et meget morsomt indlæg om Gud. Hvornår ser vi det indlæg igen?
Mig A: Mener du som en slags Best of? - Genudsendelser overlader jeg til andre

C.Leb Q: Du er meget fascineret af sko. Hvorfor?
Mig A: Har du læst min blog?

C.Leb Q: Karaoke er jo meget populært. Mange mennesker sværger til det. Det er snart hvem som helst som har et karaoke anlæg. Alle er stjerner for en aften, ikke sandt? Hvad synes du om karaoke? Og tænker du på at give et nummer på bloggen? Eventuelt lave en video indspilning?
Mig A: Hvad var spørgsmålet?

C.Leb Q: Til sidst, Asta, hvilket af følgende foretrækker du

Øl eller vin?
Kaffe

Ost eller Is?
Kage

Hund eller kat?
Næste spørgsmål

TV eller radio?
Bog

Bil eller båd?
Tog

Mallorca eller Bahamas?
Berlin

Guld eller sølv?
Jade

Langt eller kort?
Medium

Sneakers eller ballerina?
Højhælede

Celine eller Madonna?
Tony Kakko

C.Leb: Tak for din tid

Postet af Asta2143

Sko

2008-12-10T17:40:00.005+01:00

Sidder nu på nattoget på vej hjem fra Gøteborg. Klokken er 19.46. Jeg er hjemme kl. 7 i morgen tidlig.

Det har været en rigtig god tur. Hårdt program - tog hjemmefra kl. 8 i går morges og har undervist hele dagen i dag. Men med meget positiv respons, og bare det er hele rejsen værd.
Har haft vældigt hyggeligt samvær med Miss Fan (vi delte værelse på hotellet). Nåede blandt andet at shoppe i går aftes, og jeg losede hende frem til en butik som solgte nøjagtig den julegave hun skulle købe til en bekendt. Viste mine topkvaliteter som vejviser både ind til Gøteborg og i morges ud til lufthavnen, så hun lod mig køre showet helt på egen hånd i dag. Præsenterede bare sig selv som min privat chauffør.

Er rigtig stolt af mig selv. Og glad. Det er sjældent jeg hører at jeg duer.

En anden god ting med Miss Fan er, at hun i går ved ankomsten til Hotel Scandic Europe lykkedes at få os opgraderet til VIP gæster, så vores morgenmad indtog vi i VIP loungen på 6. sal. Der er sandelig forskel på folk og folk.

Nå, ja, og så blev der selvfølgelig også lige til et par super lækre sko til undertegnede (se billede). De bare stod der og skreg DINE FØDDER BEHØVER OS!

Alders fester

2008-12-07T14:33:00.005+01:00

Jeg funderer en del på det her med julen og hvorfor og hvad. Det er som med mine funderinger omkring min fødselsdag. Jeg fejrer den aldrig, for jeg synes det er noget pladder.

Jeg mærker reaktionerne når jeg proklamerer at jeg absolut ikke skal fejre min 50 års dag. Præcis alle synes jeg er gal. Hvorfor det? Kan man ikke holde en fest en anden gang og bare sige at man holder fest fordi man er glad?

Hvorfor fejrer DU din fødselsdag? Gør du det for gavernes skyld, eller gør du det fordi du synes du er vigtig og tror at alle andre også synes det?

Hvis jeg bare skal føle mig vigtig 1 dag om året, hvad er der så for mening med at være? - Det bliver 364 dage per år hvor man ikke er vigtig. Det føles jo tungt.

En anden ting er at jeg faktisk ikke synes det er så skide fedt at fylde år, når antallet år aldrig stemmer med min faktiske alder - altså den alder jeg er inde i mit hoved. - Næste gang fylder jeg 46. Men det hænger ikke sammen med hvordan jeg er. En 46-årig kvinde skal jo springe rundt og bage og lave mad og gå på te slapperads med sine veninder. Men jeg gør ingen af delene. Forøvrigt så har jeg ingen veninder. Knapt nok nogen venner. - Jeg klæder mig heller ikke som en 46-årig. Jeg taler ikke som en 46-årig. Jeg lytter ikke til 46-årig musik. Jeg opfatter mig selv som ung, men bliver behandlet som midaldrende. Det er ultimativ depression. Og det gider jeg ikke. Så hvorfor hele tiden lade sig påminde?

Hvad er meningen med kirken?

2008-12-07T12:05:00.006+01:00

Jeg er protestant. Som følge deraf så går jeg kun i kirke til barnedåb, bryllup og begravelse. Jeg tror - ikke på Gud - men på livet. Men jeg kan lide kirken som et sted for eftertanke og reflektion. Jeg nyder musikken, fordi lyden er mægtig i kirkerummet.

Protestanter tror ikke på aflads begrebet. Man kan aldrig købe sig tilgivelse. Martin Luther brød med den katolske kirke først og fremmest fordi han foragtede afladen som kirken tjente store penge på. Skærsilden findes ikke i kristendommen. Det er noget naragtige præster har opfundet for at skræmme livet af folk. For at kunne få magt over andre mennesker.

Jeg tror heller ikke på helvede som et sted jeg kan undkomme bare jeg lever efter Biblen og betaler mit tiende. Jeg bliver forarget på min lokale kirke som er mere metodistisk end den er katolsk. Her holdes kirkebøssen frem på en måde så hele menigheden skal se om jeg har penge eller ej. Har jeg ingen penge, så kan jeg bruge mit kredit kort. Det er ulækkert. Jeg vil ikke have med det at gøre. Penge har intet med kristendom og Jesu bud at gøre.

Fødselsdag eller Jul?

2008-12-06T21:24:00.005+01:00

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal stille op med julen. Jeg synes bare maden er interessant. Andesteg - det er godt.

Men alt det her med gaver og så videre, det synes jeg har antaget absurde proportioner et eller andet sted. Bare en masse gavebytteri. Det er hyggeligt at træffe familien og spise sammen. Men hvorfor er vi pludselig alle børn bare fordi det er juleaften? - Hvad fejrer vi egentlig? Jesus fødselsdag? - Hvorfor fejrer vi fødselsdag for en som har været død i 2000 år? Skulle nogen ville fejre min fødselsdag om 2000 år? - Tænk tanken: Er der overhovedet nogen der ved hvem jeg er om bare 100 år? Jeg har ingen anelse om hvad min oldefar på min fars side hed, så hvordan skal jeg kunne forvente mig at mine oldebørn skal vide hvad jeg hedder? Endsige holde min fødselsdag i hævd? - For øvrigt er det en idiotisk diskussion, for jeg fejrer ikke selv min fødselsdag. Synes bare det er pladder.

Og hvem siger at Jesus synes det er fedt at blive fejret, når vi nu fejrer hans dag med at bytte gaver? Det var næstekærlighed han prædikede. - Er det næstekærlighed at ruinere sig selv for at andre skal elske een i 10 minutter 1 gang per år?

Den sande lære

2008-12-05T18:29:00.011+01:00

Læste forleden at der nu kun er 14% rygere tilbage i Sverige. Det tror fanden så besværligt det er blevet. Både at inhalere skidtet, men så sandelig også at købe det. Jeg ved godt at det er farligt, men et eller andet sted så synes jeg, at når man er voksen så må man vel selv bestemme hvad man vil ødelægge sig selv og sit helbred med.

Jeg har røget i så mange år at jeg har glemt antallet. - Hvad er der for mening med at irriteres over det? - Det er min last her i livet. Nogle mennesker drikker alkohol i store mængder, andre fylder sig med slik og søde sager. Andre spiser en masse medicin. Jeg ryger. So what?!?

Jeg føler mig diskrimineret.

Nu det her med rygningen. Det er jo blevet så besværligt at købe sin lille pakke Prince med dødningehoveder og absurde trusselstekster.

For eksempel, så har de fleste butikker nu et system, hvor man kun kan få fat i den eftertragtede pakke hvis man er over 1.70 (5.57). Og jeg er jo som bekendt bare 1.49 (4.88). Når man ikke, er det bare tuff luck.

I andre butikker skal man lede en elektronisk brik frem, betale for den i kassen, og så lede efter selve cigaret maskinen som oftest står udenfor selve butiksområdet. Bare at finde brikkerne er en opgave for Sherlock Holmes.

Desuden, så bliver jeg rasende irriteret over de latterlige trusler man for mine penge fylder de satans pakker med. Altså f.eks. at mænds sædkvalitet forringes af rygning. Eller at rygere løber en større risiko for at videreføre en genetisk sygdom end ikke-rygere. Sådan noget uvederhæftigt lort at skrive. Overhovedet intet videnskabeligt belæg for påstandene. Men til rygere kan man åbenbart skrive hvad som helst.

Tænk hvis man begyndte at skrive advarsler om alkoholens skadelige påvirkninger på vin etiketterne eller på spritflaskerne. Skulle aldrig fungere. Der ville blive revolution. 99% af befolkningen drikker alkohol. Og alkohol er jo fest og farver, ikke sandt?

Kom sikkert hjem

2008-12-03T16:34:00.006+01:00

Min næst sidste dag i Stockholm for den her gang. I går aftes kørte jeg lidt rundt på rød linje i tunnelbanen. Masser af mennesker.

Tilbage til hotellet ca. kl. 19.00, så tog jeg mig en cigaret ude foran hotellet. – Det er jo blevet noget besværligt at være ryger, så hvis jeg vil have dækket mit nikotinbehov, så må jeg pænt stå ude i regnen.

Nå, men ud fra hotellet kom der 3 personer, 1 dame og 2 herrer – eller hvad man nu skal kalde dem. – Den kvindelige del af selskabet var ikke blevet helt færdig med sit vin, så op af lommen drog hun et vinglas fyldt med rødvin, bundede indholdet, og stillede derefter glasset fra sig midt på fortovet.

Den mindste af herrerne havde sørget for at drikke ud – i sådan en fart at han skulle bruge hele vejens bredde på at tage sig frem.

– Nå, men selskabet entrede da en stor rød Volvo S80 for at tage sig videre til næste stop. Det er jo vigtigt at køre så sikkert som muligt……… Kan jo også være godt at tage sig en lille hjertestyrkning eller 2 inden man sætter sig bag rattet. Jeg mener, trafikken er jo livsfarlig!

Nu bliver der lige en lille pause, for jeg kom på at jeg faktisk behøver ryge inden klassen starter……………

Storby syndrom

2008-12-02T15:40:00.010+01:00

Og så regner det noget så fantastisk i Stockholm. - Gik de 500 meter fra hotellet til tunnelbanen i morges, og fy for den hvor det bare stod ned i stænger. Så jeg havde jo ikke behøvet stå der og style håret. Sløseri med min tid! – Og nu kl. 16.00 så regner det stadig. Helt utroligt i december måned.

Jeg funderer på at kigge på butikker i dag. Måske besøge Indiska og se om jeg kan finde noget. Eller også springer jeg det over og går hjem på hotellet og hopper tidligt i seng.

Mit hotel ligger bare 4 stop herfra med tunnelbanen. Enkelt og smidigt. Jeg kan godt lide tunnelbanen – om dagen. Om natten er den uhyggelig. En masse besynderlige og ubehagelige individer som kommer frem efter kl. 21.00. Ikke fordi de ser underlige ud, men fordi de opfører sig som kryb. Som om tunnelbanen suger alle som behøver komme af med sine aggressioner til sig. Vagterne er ikke bedre – snarere tværtimod. Dem er jeg faktisk bange for. Altså helt alvorligt.

Mennesker som har det dårligt af en eller anden anledning – dem er jeg ikke ræd for. Synes bare det er synd for dem. Men mennesker som vil vise at de har magt til at gøre mig fortræd. Dem er jeg ræd for. Det er sådanne mennesker som virkelig kan provokere mig. – Måske skulle jeg også synes det er synd for vagterne. For de har det selvfølgelig også dårligt. Ellers behøvede de nok ikke optræde som de gør. Men, nej. Jeg kan ikke føle medlidenhed med dem. De får betalt for at kunne håndtere konflikter, og så skaber de dem i stedet for. De burde selvfølgelig aldrig være blevet ansat som vagter. Det er små mennesker. Sådan nogle som man også kan møde i natklub døren.

Hvor smart synes du selv du er?

2008-11-30T14:51:00.007+01:00

Sommetider undrer man jo hvad der egentlig foregår inde i ens hoved.

Nu har jeg jo været så venlig at tænke på firmaets omkostninger i forbindelse med mine rejser, og så tænkte jeg at nattoget hjem fra Gøteborg nok var sagen. Fordi det koster kun det halve af en hotelovernatning, og så er jeg jo hjemme en dag tidligere.

Og nu er billetterne bestilt, og så ser jeg, at jeg f.... skal stå af kl. 5 onsdag morgen på en station oppe i Ånge (ligger meget langt ude på landet) - for at skifte til et andet tog som så skal tage mig ned til min slutdestination. Som ligger 111 km (68.81 miles) væk. Så - godt tænkt, Asta! Du har som sædvanlig udvist en lysende evne til at gøre det så besværligt for dig selv som overhovedet muligt!

Suk.

Obersten og andre rædsler

2008-11-29T18:42:00.006+01:00

Gudskelov så kan jeg med ærlighed i stemmen takke nej til at deltage i næste lørdags rædsler. Jeg skal nemlig ud at rejse. Til Stockholm igen hele ugen, og ugen derpå til Gøteborg. Og jeg skal jo nå at vaske, ikke?!?

Jeg kan godt lide at rejse. Selvom jeg selvfølgelig helst vil sove hjemme i min egen seng. Men det er altid dejligt at træffe nye mennesker.

Forhåbentlig så får jeg tid til at handle lidt julegaver. - Jeg véd ikke hvad jeg skal købe hverken till Miss Winty og Freddie eller til Miss Mocca. Men jeg kommer sikkert på noget kreativt.

I Gøteborg skal jeg være sammen med Chefens chefs pisk. Jeg kalder hende for Obersten. Hun er så fokuseret på sit arbejde at hun næsten har glemt at hun har en søn. Engang imellem kommer hun i tanke om det, og så overmandes hun af dårlig samvittighed.

Det er meget langt ude. Det er ikke engagement og dedikation - det er besættelse.

Af en eller anden mærkelig grund, så kan Obersten vældig godt lide mig, og hun fortæller mig altid i yderst underholdende vendinger om hendes kærlighedslivs forviklinger. Jeg har lidt svært ved at forestille mig at Obersten kan have så mange beundrere som hun åbenbart har. Men måske foretrækker mænd dominante kvinder?

Hjerne tankning og rullertrapper

2008-11-28T19:51:00.004+01:00

Hjemme igen efter 2 hektiske dage i Stockholm. Som gik ud på at tanke min överste etage for diverse fantastiske og kreative idéer.

Jeg bliver med jävne mellemrum indbudt til sådanne seancer, og jeg elsker det. Det er ligesom at åbne for en vandhane. Det bare fosser ud. Når så der er fyldt op, så lukkes der for hanen igen og jeg kan tage hjem, helt slut.

Hele övelsen kräver et kontinuerligt indtag af god mad og en masse vand og kaffe, for jeg forbränder enorme mängder med energi. Og maven kräver at blive fyldt mindst hver 4. time.

I går aftes spiste jeg i Kungshallen. Fik dansk smörrebröd (ikke helt som vi laver det i Danmark, men nästen og lige ved), og så undede jeg mig selv en super läkker Creme Brule (savner desvärre et meget vigtigt tegn på mit keyboard. Sorry) - udtales bryll - med rårörde hindbär. Smagte fantastisk dejligt.

Jeg er på denne rejse kommet frem til at jeg nok bliver nödt til at besöge en läge. Min rulletrappe skräk har nu antaget urealistiske proportioner, og det begynder at gå mig på nerverne. 3 gange på denne tur har jeg set en film med mig selv som hovedrolle indehaver, i vandret position flyve - med hovedet först naturligvis - ned på tunnelbanens perron afsnittet. Det er ikke nogen särlig god film kan jeg godt hilse og sige. Den spilles også bagläns. - Det bliver den ikke bedre af.

Privat område

2008-11-26T17:15:00.003+01:00

De seneste dage har jeg lydt som om jeg har berøringsangst. - Det har jeg også. Jeg kan ikke have at nogen kravler ind i mit private space, uden at være blevet inviteret. Jeg hader for eksempel den afskyelige skik som en del mennesker praktiserer med at kysse fremmede i ansigtet. Eller når kollegaer som ikke kan fordrage mig, dunker mig i ryggen og besynger mine fantastiske evner. BVADR!

Lige så lidt synes jeg om at andre vil give mig gode råd om hvordan jeg skal være eller se ud. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Hvis jeg vil have et råd, så beder jeg om det.

Jeg er desværre opdraget til altid at være høflig og venlig og forstående nærmest uanset hvad. Hvilket ind imellem forårsager en masse indre kampe. Jeg ville elske at kunne sætte folk på plads så de kan forstå det. I stedet så bliver sådan noget halv uldent noget, som bare leder til at andre opfatter mig som sær.

Derfor undgår jeg den årlige jule-kom-hinanden-ved på firmaets regning som er et nærmest helligt rædels fænomen vi skal trækkes med hvert år.

Et par enkelte gange er jeg blevet kommanderet til at deltage. Og hvad sker der? Aldrig har vi nået at sætte os til bords, så begynder de første jerimader og beklagelser om det ene og det andet, som for eksempel hvor dårlig lønnen er. Og der er altid nogen som begynder at græde, og der er også altid nogen som bliver syg. Og så skal jeg tage mig af det, som om jeg skulle kunne se det som et kald. Fordi jeg er ædru lignes jeg automatisk med den barmhjertige samaritaner. Og ærlig talt. Jeg har andet at gøre end sidde på et badeværelse i mit pæne tøj og holde et andet voksent menneske på panden, og sige "Nåh" og "Det er vel nok synd".

Kræsen

2008-11-25T20:03:00.004+01:00

Jeg skal til Stockholm torsdag og fredag. For at deltage i et møde. Så jeg skal op kl. 4 torsdag morgen, for toget går kl. 5.42, og med alle mine rutiner, så .............

Normalt bor jeg på Scandic, men efter at de blev medlem af Hilton koncernen, så er standarden sunket nærmest under gulvbrædderne. Jeg synes det er tarveligt at kun udlevere 1 badehåndklæde til en kvindelig hotelgæst.

Jeg synes også det er tarveligt at der hverken findes fugtighedscreme eller noget andet lækkert på badeværelset.

Kaffekogeren har de fjernet. Og de har skåret ned på antal TV-kanaler.

Og hele tiden bliver jeg påmindet om at huske at tage hensyn til miljøet ved at genbruge mit våde håndklæde.

Latterligt.

Jeg bor hellere på privatejede hoteller, eller - som nu i denne uge - på SAS Radisson, som er billigere, men mindre tarveligt.

Så slipper jeg også for at hele tiden rende ind i kollegaer som jeg helst vil undgå i elevatoren, eller i lobbyen, eller når jeg indtager min morgenmad. Det føles nemlig som at man konstant er under overvågning. Ikke fordi jeg har noget at skjule, men helt ærligt. Man vælger jo ikke selv sine kollegaer - det gør Chefen. Og Chefen kan jo også have en sindsforvirret dag.

Et blik på mit skrivebord synes jeg I skal have. Så forstår I sikkert...........

Die Wunderbare Affen

2008-11-24T17:24:00.006+01:00

Det har sneet ret kraftigt de sidste par dage, så har jeg kke haft lyst til at gå ud. Nu drev nøden mig så i morges, for det er mandag og jeg arbejder mandag - fredag. Eller rettere sagt, jeg er på min arbejdsplads. Om jeg så arbejder, det er jo en smags sag.

Hele dagen i går brugte jeg til at hygge mig inde i varmen. Miss Winty kom forbi. Gennemkold. Det lille fjols havde bare en sweatshirt og en tynd jakke - i 10 minusgrader. Jeg forærede hende min nye, sorte, dobbeltforede frakke. Jeg købte den ikke fordi jeg selv behøvede den, men fordi jeg syntes den var smart. Har haft den på 5 gange, så den er næsten ubrugt. Nu hænger den på Miss Winty og der hænger den jo godt.

Alex og Calle er to, i Sverige, meget berømte og berygtede bloggere på Aftonbladet. Og de har det tydeligvis ligesom jeg - arbejde er jo meget hyggeligt, det tager bare en fandens masse tid, og vil man have lidt sjov på arbejdspladsen, så må man jo selv bidrage.Og Alex og Calle forstår at drive den dér Tænk hvis man... tanke frem. Og så forevige den for hele verden. Det seneste gale påfund er Vi blæser på Chefen. Jeg har lænket videoen, for det går ikke at forklare. Det skal ses. - Først kommer der lige en lille reklame, men så ..............

http://www.1000apor.se/archiveblog/blog/2008/11/20?blogger=3

Lige i tide til årets lønforhandling, eller hvad...?!?

Det som ærger mig mest er at jeg ikke kom på den her idé først. Pokkers også!

Er Thomas Treo Röv og nögler?

2008-11-22T12:59:00.005+01:00

Antal mennesker som trätter mig: 2 Antal kopper kaffe: Alt for mange Roser: 1

Så er Thomas Treo igen ude med riven. Jeg undrer hvorfor han anmelder musik, for når man kalder sig Treo, så må man på en eller anden måde have et problem.

Jeg sagde det da Treo anmeldte Marilyn Manson koncerten og da han anmeldte Meat Loaf koncerten: Helt ok at have en mening, men man skal som anmelder väre lidt mere nuanceret end Treo er, og ikke bare hugge hovedet af folk. - Jeg var dér, så jeg ved hvordan det i virkeligen var.

Og nu har Treo så begået atter en anmeldelse som er på kanten af det tilladelige, nemlig anmeldelsen af Guns and Roses nye album "Chinese Democracy".

Vi har ventet på den i 17 år. Troede nok aldrig den skulle komme. Men nu er den her, og Treo er blevet sat til at anmelde den. - Desvärre.

Man forstår allerede ud af overskriften, at den gamle Rose er en torn i öjet på Treo. - Det fremgår aldrig hvorfor, men måske har Axl fornärmet Treo på det personlige plan engang. - Stjålet en pige, eller smidt en flaske i hovedet på ham, eller bare nägtet at besvare et spörgsmål. Tjah. Hvem ved?

Hvordan landet nu lige ligger om årsagerne til de dårlige vibrationer, så er anmeldelsen gennemsyret af had og personlige anti-fölelser mod Axl Rose.

Og vi kan läse, at pladen er noget lort. Treo kalder den for Röv og Nögler.

Og hvad gör man så? Fordi jeg kan ikke kommentere på noget jeg ikke har hört. Men jeg har jo läst anmeldelsen i Rolling Stones, og har svärt ved at tro at deres anmeldere er tonedöve. De synes om pladen.

Så jeg fulgte opfordringen og loggede mig ind på Myspace og lyttede - sammen med 3 millioner andre mennesker - til Chinese Democracy hele fredag aften. Jeg hörte hele albummet 4 gange. Og Treo - ärlig talt. Du er blevet for gammel til dit job. For det er en god plade. Meget varieret. Slet ikke Guns and Roses som de var. Heldigvis da. Axl har udviklet sig. Et enkelt nummer er ikke min kop te, men resten er rigtig godt. Så godt at jeg skal köbe pladen til min samling. Og tro mig: Jeg er kräsen!

At väre rock musiker - det er et håndvärk. Det er präcis som at väre tömrer, eller elektriker, eller lärer. Og Treo - du kan vel have så meget respekt for håndvärkeren Axl Rose, at du kan lytte til hans arbejde med et åbent sind, fri for alle forudfattede meninger om hvordan du tror det skal väre, bygget på noget som händte for 20 år siden!

Treo: Som jeg skrev til dig i nat: Bryd sammen og gå videre. Tag en Treo, läg den i et glas vand, og så kom ned på jorden til os andre.

For I som vil läse hele Treos anmeldes findes den her:

http://ekstrabladet.dk/musik/intlalbum/article1086176.ece

WMA - uinteressant og latterligt

2008-11-21T16:39:00.013+01:00

Klaus Riskær fortsætter trenden fra tidligere med hjernespind som ingen begriber, og i dag skrev jeg til ham og spurgte hvorfor han vil tage os til en anden planet som vi ikke vil følge med til.

Jeg har ikke fået noget svar.

Det får jeg måske heller ikke. Måske synes han det er unødvendigt at svare på kommentarer, eller også læser han dem ikke.

Jeg lader Klaus hvile et par dage, så kan jeg altid tage ham frem igen.

Og lad os så komme igang med dagens emne!

WMA er blevet reduceret til en slags hip-hop scene. - Jeg kan ikke udstå hip-hop. Jeg synes det er stærkt over reklameret. Og jeg forstår ikke hvorfor det regnes for mere stuerent end metal. Hvis man gider lytte til teksterne eller fundere lidt over artisternes opførsel. De færreste hip-hop artister er musikere eller rigtige artister. De ved bare hvordan man betjener en computer. Det gør jeg også! Gør det mig til en god artist?

Jeg forsøger at forestille mig hvordan det ville være at lytte til den samme rytme, de samme 3 akkorder og de samme 4 linjer i 1 1/2 time. - Jeg tror minsandten jeg ville blive vanvittig. Beklager, men det er sådan jeg føler for hip-hop.

I år kiggede jeg på WMA fra USA på MTV fordi jeg ikke havde noget bedre at lave den dag. Og hvad ser jeg? En eller anden - tydeligvis - højt profileret hip-hopper med dreadlocks, hoppende rundt på scenen i sin mere eller mindre egen selvcentrerede verden, i et par svin-dyre bukser som hænger nede på hans knæ. Og viser sine dyre men ikke særlig appetitvækkende underbukser frem.

Jeg har glemt hans navn, jeg har glemt melodien (ikke heller sikker på at man kan kalde det for en melodi), jeg har glemt teksten. Den her fyr kan meget vel være den højest betalte artist i hele verden, jeg er komplet ligeglad. Om jeg husker ret, så modtog han en pris. Husker ikke i hvilken kategori. - Men hvad jeg kan huske er, at han ankom til den røde løber ridende på en elefant. - Og at det opfattedes som noget meget coolt.

Det morsomme er - og det her fortæller mig at folks opfattelse af hvad der er coolt beror på HVEM som gør det - hvis Marilyn Manson var ankommet til den røde løber ridende på en elefant, så var han blevet kaldt for dyre mishandler.

Men hvad er forskellen? Kan nogen forklare mig det?

Selv foretrækker jeg i det hele taget at Marilyn Manson, for han har et budskab. Og han kan musik. - Jeg tror ikke den der sprællemand af en hip-hop nisse har et budskab. Og musik - det kan han ikke.

Se vidoklippet "I hate hip hop and I love death metal" her

http://www.youtube.com/watch?v=a-tuXD0ghLc

Den globale nukleare familie

2008-11-20T17:08:00.003+01:00

Läste en artikel i Ekstrabladet i dag som diskuterer nye koncepter for börnepasning i det globale samfund. Debatten er åbnet af Klaus Riskär som jo lige for tiden er inde at sidde. Han behöver jo selvfölgelig noget at beskäftige sig selv med under hans indespärrede ophold, så han har startet en blog på Nationen i Ekstrabladet hvis formål det er at provokere.

Så langt så godt. Men - det der irriterer mig er at han anvender sig af et fuldständig over-ambitiöst sprog som driver mig til vanvid, fordi han mister totalt föling med de mennesker han vill provokere, nemlig yngre foräldre.

Klaus Riskär har taget debatten om börns pasning til en anden planet på grund af den kedelige vane.

I går foreslog han at pensionister kunne passe ungerne med udearbejdende foräldre, i stedet for at sende dem i börnehave eller vuggestue. - Og det er okay. Han har jo en point.

Men så i dag svamler han om "den globale nukleare familie". Som for eksempel:

"Ved understrømmens kompenserende rebalancering er disse mangler kompenseret ved, at de søgte kvaliteter genskabes, om end af andre leverandører og kilder. Familien er dermed udvisket som begreb i forhold til tidligere tids snævre definition baseret på et biologisk tilhørsforhold, til at være en dynamisk glidende kerne af humane relationer i et virtuelt skabt rum af ”familiefølelse”. Det er selve indholdet af tidligere tids kvalitetsbegreb i kernefamilien som er reproduceret, mere end det er den faktiske biologiske familierelation. "

Det var ikke helt let at oversätte, vil jeg sige.

Jeg forstår så udmärket betydningen af de enkelte ord, men jeg synes han overdriver det hele, og på grund af det forsvinder hans point i tågerne. Jeg föler mig hevet tilbage til 70-erne hvor klasse eliten diskuterede oppe i atmosfären, således at de mennesker som diskussionen handlede om og som den skulle gavne, var ude af stand til at deltage, fordi de simpelthen ikke fattede et ord af hvad det gik ud på.

Jeg föler et desperat behov for at skrige

Klaus, for helvede! Så tag dig dog sammen mand!

Läs gerne hele artiklen via nedenstående länk.

http://www.understrom.com/bog/understrom/original2008/readingpiece39/tekst/

Hvor gör det egentlig ondt?

2008-11-19T19:43:00.006+01:00

For tiden plages jeg af en infektion i min käbe - eller er det öret? - Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig. Når jeg lägger hovedet på siden i en bestemt vinkel gör det knapt så ondt, men det indebärer jo også at jeg ser ud som om jeg er behäftet med en fabrikationsfejl.

Jeg har haft det för. Fik for et par år siden så forbandet ondt, så jeg dårligt kunne regne ud hvad jeg selv hed. Det föltes som om tänderne var på vej ud af munden på mig. Gik på sygehuset hvor man konstaterede, at det var öret det var galt med. Og så kan man jo undre hvorfor det så skal göre ondt i tänderne.

Nu har jeg tidvis også let feber, men ikke nok til at jeg synes jeg vil väre bekendt at sygemelde mig.

Men man funderer jo på om det kan väre noget andet og mere alvorligt end en lille infektion. Og om det nogensinde skal holde op med at göre ondt? - Tänk hvis jeg skal have det sådan her resten af mit liv? Det föles ret uoverskueligt. Jeg planlägger jo at leve i hvert fald en ca. 30-40 år til. Kan man läre at ignorere smerte, eller kommer man udover smerte også at rammes af vanvid?

Absint - Myter og morskab

2008-11-18T19:36:00.008+01:00

Absint blev en meget populär drink blandt kunstnere specielt i Frankrig i slutningen af det 19. århundrede.
Men Absint er omgivet af myter. I lang tid var drinken bandlyst fra restauranternes drinks lister, men i de senere år har den genvundet sin popularitet. Först og fremmest takket väre filmen "Moulin Rouge".

Det er trendigt og dekadent blandt rock musikere og deres fans at drikke Absint i store mängder. Du bliver fuld hurtigere end du kan nå at tälle til 3, blandt andet på grund af den höje alkohol procent. 65-80% alkohol er normen.

De vigtigste urter som anvendes i Absint produktionen er malurt, anis og fenikel. - Hvilket forklarer hvorfor nogle mennesker sammenligner Absint med narkotika. Malurt i sig selv er ren gift. Når vi tänker Absint så tänker vi på en grönfarvet väske. Men, en anden meget populär Absint er den spanske Serpis Absenta som er abrikos farvet. Alkohol procenten som Serpis Absint holder er lige omkring 55%.
Absint skal nydes som en helt vanlig long drink. Uanset om det er grön eller röd Absint du välger at drikke, så tag chancen og server den på traditionel vis med sukker og vand. Drikker den ikke rent, og lad i himlens navn väre med at sätte ild til et glas Absint. Det eksploderer lige op i ansigtet på dig. - Og helt ärligt så findes der bedre måder at möde det nye år på end liggende i en hospitalsseng på brandsårsafdelingen!

Den eneste måde at finde ud af om Absint er myte eller blot en helt almindelig drink er ved at smage på varen.

Hvis du vil vide mere om Absint så check denne webside:

http://oxygenee.com/absinthe-ritual.html

SKÅL!

Satiren om den forhistoriske ismand

2008-09-11T15:54:00.003+02:00

Frit efter Trey Parker og Nancy M. PimenthalSiges at opildne til religiøs ekstremitet i det hellige Rusland

Rolleliste:

Kyle Kyle
Stan Stan
Dr. Mephesto Genetisk forsker og ingeniør
Steve Gorak / Larry Kontroversiel kult figur. Siges at være den egentlige hjerne
bag skole massakrerne i USA

Kyle og Stan finder en gennemfrossen mand i et hul og tager ham med hen til Dr. Mephesto. Her starter en livlig diskussion om hvem som fandt manden og om hvorvidt han skal hedde Steve eller Gorak.

Da de har fået banket manden fri for is, opdager de at Steve Gorak er iklædt tøj fra Eddie Bauer, som var på mode 2 ½ år tidligere.

Isen har konserveret manden og har holdt ham i live. Dr. Mephesto tror han er en neandertaler, og er ude af stand til at forstå hvad manden siger selvom han taler udmærket engelsk.

Dr. Mephesto beslutter sig for at vise det forhistoriske fund frem for publikum. For at Steve Gorak skal føle sig hjemme skaber Mephesto et komplet 1996-rum. Desværre har Steve Gorak et forfærdeligt temperament og er rasende over den umenneskelige behandling han udsættes for.

Kyle og Stan får medlidenhed med Steve Gorak og beslutter at slippe ham fri.
Larry (som Steve Gorak egentlig hedder) flakker rundt, opdager at hans hustru er gift igen og har 2 børn på 8 og 13 år. Han husker ikke med hvem. Voldsomt frustreret over sin situation, beslutter Larry at han ikke kan leve i denne verden. Han forsøger uden større held at fryse sig selv ned igen.

Stan og Kyle får da det lysende indfald at sætte Larry på toget til Des Moines i Iowa, hvor man angiveligt skal være 3 år bagefter alle andre, så han kan komme tilbage til sin egen tid Nogle FBI agenter krydser dog deres planer da de planlægger at bruge Steve Gorak som våben ved en planlagt invasion af Sverige. Der opstår kamp på togstationen mellem FBI agenterne og Stan og Kyle, og i forvirringen lykkes det Larry at slippe væk.

Larry gifter sig igen – med en kvindelig drag. Da han opdager forskellen, kaster han sig ud fra det højeste bjerg han kan finde, for siden at genopstå som en reproduktion af Grev Dracula.

Kunst uden afsender

2008-09-10T16:09:00.002+02:00

Tror hele kunst debatten handler om at vi opfatter og ser ting forskelligt. Det jeg opfatter som kunst er det som jeg synes er smukt.Og det er jo med skønhed sådan, at det afhænger af øjnene som ser og hvilke signaler der sendes til hjerne og hjerte.

Det store tomme intet, med alle de fantastiske stjernebilleder, planeterne og mælkevejen. Da jeg ikke tror på Verdens skabelse i bibelsk forstand men derimod på en teori om langsom udvikling, så ser jeg Rummet som kunst. Noget smukt som hele tiden ændrer sig. Noget som tilbyder oplevelse alt efter hvordan øjet ser og hjernen opfatter lige nu og her.

Nordlys i den arktiske vinter. Skabt i det store intet. Ofte ser man nordlys som et grønt gardin der flytter sig og ændrer konturer, men jeg har også set nordlys i blå og røde farver. Det er helt fantastisk. Nogle gange er det som om det hænger lige oppe over ens hoved, og man kan næsten røre ved det, men når fingrene næsten er der, ændrer det sig og pludselig er det et andet sted. Næsten som om det leger en slags tag fat med mig.

Det er kunst af højeste klasse synes jeg.

Martyriets dage er ovre!

2008-09-09T15:03:00.001+02:00

Forplantning, det er kvindens selvskabte kors.

Der hænger vi, omgivet af snotnæser og prutte bleer og hylende unger, alt imens vi tænker: ”Er dette livet?” Vi kan ikke komme fri. Vi vil ikke. Vi må ikke. Andre kvinder hjælper os med at banke sømmene dybere ind.

I 18 år gruer vi for hvordan det skal gå de stakkels små som ikke kan klare sig uden os. Og så pludselig en dag, så er tiden gået. Døren lukker sig bag dem, og dér står vi med alle vores egne erfaringer som de ikke vil have. Og først da får vi øjnene op for det selvvalgte martyrium. Og kan sige ENDELIG ER JEG EN FRI MOR!

Fri til at kunne gøre præcis hvad jeg vil
Fri for at høre mig selv ca. 15 gange om ugen bede dovendyret som ligger foran TV-et rydde op og gøre rent på sit værelse
Fri for det evindelige plageri om det ene og det andetFri til at kunne få lov at være mig selv i mit eget hjem
Fri for at blive betragtet som et skaffedyr uden egne behov
Fri til at kunne pleje mig selv
Fri til at spille hvad jeg vil – når jeg vil
Fri til at se ud som jeg vil
Fri til at LEVE

Er det kunst?

2008-09-08T15:14:00.000+02:00

I 60-erne og 70-erne udviklede kunsten sig med rivende hastighed. Den var provokerende og samtidig underholdende afhængig af hvordan man ser på det. Pop kulturen udfoldede sig. Jeg tænker på eksempelvis Andy Warhol. Det siges at det var Andy Warhol som opfandt udtrykket 15 minutters berømmelse. Det er meget muligt at det er en myte, men Andy Warhol har om nogen bidraget til, synes jeg, at alt hvad man kan tænke sig, uden skrupler kan kaldes for kunst. – Bl.a. Andy Warhols nok så berømte ”egne” billeder af Marilyn Monroe, som koster flere millioner hvis man skulle have lyst til at købe originalerne.

Coca cola flasker og suppe dåser blev helt pludselig kategoriseret som kunst takket være Andy Warhol.

Men det betød også en forfladigelse af kunsten. I og med at alt er kunst, så kan jeg lave et eller andet psykedelisk klatmaleri og udråbe det til kunst. Og med de rigtige kontakter, så kan jeg også tjene penge på det. Jeg behøver ikke have gået på noget kunstakademi. Jeg behøver ikke have nogen anelse om opbygning af et maleri eller andet pudseløjerligt. Jeg kan gøre som jeg vil, og kalde mig for kunstner.

Spørgsmålet er dog: Er jeg kunstner bare fordi jeg påstår mig være det? Hvad er kunst?

15 minutters berømmelse kan enhver skaffe sig, bare man har et budskab og forstår at markedsføre det (eller sig selv) på en smart måde, og det lykkedes jo på genial vis for Andy Warhol.

Droit moral og blasfemi

2008-09-05T15:50:00.001+02:00

Nu har vi igen en situation på bloggen hvor et indlæg er blevet slettet. Og det er jo foranlediget af at nogen har følt sig stærkt provokeret. Den næste provokation foranlediges af at indlægget bliver slettet und so weider.
Jeg har ikke læst det pågældende indlæg. Det nåede jeg ikke. Derfor har jeg ingen mening om selve hændelsen vil jeg godt skynde mig at sige. Hverken for eller imod.Hvis man bevidst vil provokere, så er man en provokatør. Wikipedias forklaring på det ord er:

”En provokatør, ikke at forveksle med en provo, er en person der søger at fremkalde uroligheder ved at provokere, men bruges også i en anden betydning, nemlig som en der vil fremtvinge en debat om et emne, indenfor hvilket han har fremkaldt en provokation”

Et eksempel på en kendt, dansk provokatør er Jens Jørgen Thorsen, som lavede sin meget omtalte Jesus film i 70-erne. Filmen blev stoppet mens man undersøgte om den forbrød sig mod blasfemiloven (vi var åbenbart meget rædde for kirken på den tid). Der blev ikke rejst anklage på dette punkt, men i stedet blev Jens Jørgen Thorsen anklaget for at have forbrudt sig mod droit moral i forhold til Bibelen. Droit moral måtte jeg slå op. Det viser sig at stå for faderskabs ret og respekt ret. Det var nok nærmest det sidste den gode Jens Jørgen blev anklaget for at ha forbrudt sig mod.

Hvorom alting er så følte mange mennesker sig enormt provokerede af Jens Jørgen Thorsen, uanset hvad det lige var det handlede om. Jeg kunne godt lide ham. Jeg synes faktisk han var hamrende intelligent og underholdende. Det som kunne få borgerskabet på barrikaderne dengang var at Jens Jørgen Thorsen oftest bare sagde sandheden.

Man behøver ikke føle sig personligt truffet for at føle sig provokeret. Men det er ofte det som leder til en reaktion.
Sandheden i sig kan være så provokerende at man bare må reagere.

I virkeligheden så er bloggere provokatører, som vil ha debat om et eller andet emne, ligegyldigt hvad. Ved at sige sandheden, eller ved at opføre sig på en måde som andre føler sig stødt over. Der findes ingen faste regler for hvor langt ud over kanten man kan trække en provokation. Man må føle sig frem. Og så tag de tæv man får, alternativt lukke butikken.

Provokativ aktivitet

2008-09-04T17:15:00.000+02:00

Den seneste uge har jeg arbejdet som en idiot på at tage et uddannelsesmateriale frem til et datasystem som er udviklet internt i firmaet. Alle bruger det, men der er konstant et eller andet som nogen gør galt, sandsynligvis fordi ingen hørte efter da de blev uddannede i systemet, og i øvrigt er brugermanualen på engelsk og ikke det fjerneste bruger venlig.

Så nu laver jeg et materiale som er et sådan slags tegne og fortælle materiale, med billeder og pile og så lidt tekst som overhovedet muligt. Så langt så godt. Men – dengang man udviklede systemet, så funderede man aldrig rigtig over det dér med uddannelse. I det gamle system kunne man uddanne i live systemet uden problemer, for det var et gammelt DOS system – ikke særlig sofistikeret – hvor man kunne lægge advarsels tekst og sådan noget ind, så ingen fandt på at ringe til kunder udfra de fup logger man skrev ind i systemet.

I det nye system derimod kan man absolut ikke lege rundt. Der leger man i et test system, og der findes n a t u r ligvis ikke bare 1 test system. Nej, der findes 1 system per land. Så skal man spille skak, så må man involvere andre landes test systemer.

Det er selvfølgelig ikke helt korrekt at gøre sådan. Altså, der findes ikke noget udtalt forbud, men på den anden side. Hvis jeg nu spørger Hovedkontoret om de vil være så venlige at give mig adgangskoderne til de andre landes testsystemer, så vil det givetvis opfattes som en provokation og automatisk fremkalde et forbud. Så det gør jeg ikke. Jeg har som sagt ikke talent for provokation. - Og dog.

Der har nemlig indsneget sig en lille fejl i programmet. Hvis jeg fodrer mit eget lands system med logger mod andre lande, så viser systemet til hvilket land – og til hvilken testbruger loggen er gået. Og vupti, helt pludselig så har jeg anvender koder til alle mulige landes testsystemer. Dog ikke til det amerikanske system, hvilket generer mig en del. Men det skal jeg også nok løse med lidt fokuseret tankevirksomhed. Kommer nogen på mig så bliver der sikkert et værre spektakel, men skidt pyt. Så har jeg haft det sjovt så længe.

Hvor går grænsen mellem Analyse og Provokation?

2008-09-03T17:11:00.004+02:00

Kan man tænke for meget?
Ja, det kan man. Jeg kan i hvert fald. Og i går skrev Peter det til mig. Du tænker (for) meget og så går du i selvsving. – Det er hovedet lige på sømmet. - Rent bortset fra at jeg selvfølgelig har en vis ironisk distance til mig selv. For det bliver jeg simpelthen nødt til at ha. Ellers ville jeg være løbet skrigende væk for længe siden.

Men det er nu alligevel meget rart at blive påmindet om, at det der med at tænke, det er meget godt. Men det kan også blive en byrde. Hvis man funderer alt for meget over hvorfor dit og hvorfor dat, så ender man næsten der hvor jeg begyndte: Jeg har uheld når jeg tænker. Sådan hed mit første indlæg på EB Blog. Der er skrevet en hel bog om at ha uheld når man tænker. Det er synonymt med at være blondine. Men på en sjov måde. Mange blondiner er jo faktisk ret smarte i hovedet. Så ikke noget ondt om blondiner fra mig.

For mig er det at have uheld når jeg tænker at analysere hver eneste lille idiot ting i sådan en grad at jeg kammer over og galskaben banker på. Det er skørt!

Jeg tænkte på det i går, da min ven Danerland på sin blog opponerede sig over at findes med på Toplisten. Jeg skrev til ham at han var provokerende på en Mansonsk måde. Det er positivt ment. Jeg elsker Manson. Det ved alle der læser min blog. At jeg påstår at han er baggrundsfiguren for Jack Sparrow, det er en kompliment. - Nå, men det var det dér med at analysere og provokere. Danerland er en mester på det. Først en lang gennemgribende analyse og så provokationen. Præcis som Manson.

Nu skriver jeg bare en hel masse. Du synes sikkert det er noget forbandet usammenhængende sludder. Men der er skam mening med galskaben. Det er der altid!

Jeg analyserer også – alt for meget. Desværre ejer jeg ikke provokations talentet sådan rigtigt. Men jeg kan jo kaste spørgsmålet ud til åben diskussion:

Hvor går grænsen mellem analyse og provokation? Og hvorfor synes vi at det er ok at analysere men dårligt at provokere?

Lykken er .........

2008-09-02T16:46:00.001+02:00

Engang frekventerede jeg en psykolog fordi jeg var i en slags krise med mig selv. – Men ærlig talt jeg fik det bare dårligt. Der er jo 1000 ting som man kan komme i tanke om ikke er så godt under sådanne seancer. Så efter nogle måneder kom jeg frem til at det var bedst at slutte, ellers var det blevet rigtig alvorligt følte jeg.

Og så var det jeg kom frem til, at det måske var bedre at gå nogle voksen kurser. Det føltes mere bekvemt end psykologen. Selvom der selvfølgelig er andre mennesker med på de kurser. Det er jo ligesom dét der er hele fidusen med kurser. Man er mange sammen med nogenlunde de samme forventninger. Det føles bedre end at sidde i en stol i 1 time eller 2 og hælde vand ud af ørerne og komme frem til at man ikke er funktionel eller at næste stop nok er 6 fod under jorden.

Jeg har ikke noget imod psykologer. Der skal være plads til os alle. Men engang imellem, så har jeg en fornemmelse af man på et eller andet kollektivt plan er blevet enige om, at folk som ikke rigtig passer ind i billedet af det perfekte menneske, med eller uden Prozac og lykkepiller skal tvinges ind i masse individets kasse. Det er ikke rigtig sundt at være anderledes eller se anderledes ud eller gøre anderledes ting.

Jeg har også været et offer for sådanne tvangstanker. Det var jo derfor jeg gik til psykolog. Men jeg kom altså frem til – himlen være lovet – at jeg er helt okay som jeg er. Vist er jeg, præcis som alle andre, i besiddelse af nogle ret kedelige egenskaber. På voksen kurserne har jeg bl.a. lært hvordan jeg skal fremhæve mine gode egenskaber i stedet for. Altså fokusere på det positive. Og acceptere mig selv som jeg er på godt og ondt.

Løft Låget!

2008-08-29T12:03:00.001+02:00

I det daglige møder jeg en masse mennesker som er samspilsramte i forhold til sig selv og andre. Lyder underligt – jeg ved det godt. Men det er altså mennesker som har lært sig hjemmefra at alt nyt er svært og alle forandringer er negative.

De har det naturligvis ikke godt. Trives ikke med jobbet, trives heller ikke med sine nærmeste, eller med sig selv for den sags skyld. Lider i det hele taget livet igennem. Det er absolut ikke dem der er noget i vejen med, synes de. Det er alle de andre! – Det er de andre som skal forandre sig.Det er temmelig upraktisk med sådan nogle mennesker i sine omgivelser. Hvis alt nyt er farligt og fordærveligt, så kan vi jo sidde dér med pen og blæk. Forestil Jer hvordan det føles at skulle præsentere en ny måde at arbejde på for sådanne individer. GISP!

Jeg har for nylig prøvet den situation. Skulle præsentere et større antal nye rutiner for en gruppe ledere som tilhører den samspilsramte del af befolkningen. – Desværre var jeg ikke klar over at det var det der var deres problem før denne her præsentation. Det materiale vi skulle gå igennem havde jeg sendt ud i god tid før mødet. – INGEN havde taget materialet med. Nå, men jeg er forudseende, så jeg havde forberedt en kopi til alle. Der var 12 personer fysisk til stede. – Der var 2 personer mentalt til stede. Jeg selv og en fyr som ikke havde forstået at han skulle have det dårligt.

Det fungerede ungefær som hvis postbudet kommer for at aflevere et rekommanderet brev fra skattevæsenet hvori der står at man skal betale x antal tusinde kroner i restskat, og så knivhugger man postbudet. – Jeg modtog ingen fysiske knivhug, men deres kroppe talte for dem. Og så var der 3 kvindelige tilstedeværende som jeg personligt godt kunne have tænkt mig at kule i jorden. De sad og fnisede og fjantede og legede med deres mobiltelefoner under det meste af seancen. Bare en tanke: Er det særlig underligt at mænd indimellem synes vi kvinder kommer fra det ydre rum? Man bliver jo træt!

Nå, men jeg valgte at katalogisere dem som samspilsramte. Totalt blokerede i deres hjerner af alle låg som ubetænksomme og kedelige mennesker undervejs har hjulpet til med at stoppe ned i bøtten på dem.

Burde have bedt om en henvisning til samspils doktoren, men gjorde det ikke. Jeg nøjes med at bede til at jeg aldrig selv må blive så træt af mit liv, at jeg bliver nødt til at lade mine indre dårlige vibrationer gå ud over andre.

Hvor gammel skal man være for at være ung?

2008-08-25T16:13:00.002+02:00

Da jeg var lille, så kunne det ikke gå hurtigt nok med at blive stor. Ikke at jeg begriber hvorfor. Det var en eller anden forestilling om, at alt ville blive så meget enklere og bedre når jeg blev voksen og selv kunne bestemme. – Men der dukker jo en masse andre og meget større bekymringer op når man bliver voksen, end størrelsen på dukkehuset og farven på den nye cykel.

Eksempelvis hvor man skal bo, hvad man vil være og hvem mon kunne tænke sig at være ens kæreste. Da jeg var teenager så ville jeg være sanger og musiker. Desværre så var jeg progressiv og lærte mig at spille guitar, og det var ikke så populært. Havde jeg valgt at spille piano, så havde jeg nok vundet større bifald.

Jeg ville også bo i USA – men det dér med kæresten, det var jo ikke så enkelt. For det var jo ikke hvad jeg gerne ville, men snarere om den person også kunne tænke sig at være min. Nå, men, det kunne han ikke. Meget ødelæggende for selvtilliden.

Men når man bliver voksen, så er det jo en helt anden vise der gælder. Det er slet ikke relevant hvad man eventuelt godt kunne tænke sig. Og det der med den manglende selvtillid – det må man leve med. Eller gå på voksen kursus og lære at håndtere sig selv.

De kurser jeg har gået på er mest gået ud på at lære mig at forholde mig til mig selv. Jeg venter meget spændt på min anden ungdom, for sådan en har jeg fået at vide jeg får. – I virkeligheden, så er jeg nok i begyndelsen af min anden ungdom – lidt tidligt måske ifølge statistikken. Men jeg kan udmærket nå at blive det jeg helst ville i min første ungdom. - Nu har jeg også råd! I virkeligheden et stort plus, for nu kan jeg gøre præcis hvad jeg vil. Det kunne jeg ikke i min første ungdom. Da var jeg en fattigrøv. Og det er dyrt at være musiker. Tro mig!

Nu er min selvtillid helt i top! - Man kan hvad man vil, når man vil. Alder er bare et tal, beregnet på at blokere den del af hjernen som vi anvender når vi forholder os til os selv.